I AM DEATH

Gaia, en ganske almindelig pige fylder 16, og to verdener af uventede skytsengle og dæmoner kæmper hver i sær om at få hende over på deres side. Men når man bare er en almindelig pige fra en lille by kaldet Charming, kan det godt virke surrealistisk og skræmmende pludselig at være den kommende dødsengel, og en kamp på liv og død indhenter hende.

8Likes
3Kommentarer
737Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Gaias synsvinkel

 

Da den næsten urolige vejrtrækning i mit øre blev for meget for min hjerne, vågnede jeg op med et sæt. John, min hvide schæfer, stod op giret i min seng og logrede med halen, som var det guds gave at jeg endelig var vågen til at lege med ham. Et chok gik igennem mig da jeg kom i tanke om klokken, og de mange gange jeg efterhånden havde slukket vækkeuret. Jeg skulle blive op til klokken fire i nat for at læse op til den kommende danskprøve, som nu var skyld i at jeg kom for sent. Klokken var tyve over otte og timen var allerede startet. Jeg faldt ud af sengen med paniske sving med både arme og ben, resulterende i at både lagen, dyne og hovedpuder faldt med ned på trægulvet. Jeg udstødte et dybt, frustreret suk og rejste mig fra alt jeg var viklet ind i. Tøjet var hurtigt fundet fra skabet, også selvom at halvdelen af mit tøj lugtede af muggen gnu, fordi jeg havde glemt at smidt det til vask dagen før. Jeg måtte hurtigt ind på toilettet hvor tissetrangen kom. Det var blevet et ritual for mig at morgenpisse, og sådan var det også i dag. ”Fedt!” Mumlede jeg ironisk da jeg havde blødt igennem. Hinkende ind på mit værelse fra toilettet, for at få de klamme trusser af, og finde nogle nye nåede jeg at falde to gange. Sikke en fantastisk start på en helt normal morgen. Da jeg endelig fik tøj, hår, make-up, bind, lektier og morgenpisseri på plads stavlede jeg nedenunder, stadig træt. ”Godmorgen min egen honningblomst og tillykke med fødselsdagen!” Sagde min bror med et stort smil og lugten af friskbagte boller og bacon hang i luften. ”Fuck er det i dag?” Udbrød jeg panisk efter at se hvor meget arbejde han havde lagt i morgenmaden. Bollerne var stadig lune, man kunne se dampen stige fra dem. Baconen lå perfekt placeret på tallerkenen sammen med en lille bunke pølser og scramble-eggs. ”Undskyld Ben, men jeg bliver nødt til at gå, jeg kommer for sent i skole! Det er jeg virkelig ked af! Kan du ikke invitere Travis over? Han vil sikkert gerne spise det med dig, for det ser virkelig godt ud!” Mumlede jeg mens jeg forsøgte at tage sko og jakke på. Jeg skyndte mig ind i køkkenet igen, tog et æble fra frugtskålen på bordet og løb ud mod døren igen. ”Vi ses!” Råbte jeg og han nåede ikke at svare før jeg smækkede døren bag mig og gik hen af fortovet.  Jeg ville tage en bid af æblet, men jeg nåede at stoppe bevægelsen da jeg så den grå-rådne side af det og sukkede opgivende.

”Flotte klude! Hvor har du købt dem? – Fed So afdelingen i H&M?” Roselyns stemme skar igennem luften som en rusten brødkniv og fik mine nerver til at krympe sig sammen. Hendes stemme var ubærlig og den lille cirkel af mennesker der pjækkede fra skolen som hende, begyndte at grine. Jeg stoppede brat op og skar irriteret tænder. ”Vi handler samme sted spasser, jeg mødte dig sidste uge, husker du?” Med de ord tyrede jeg det rådne æble lige i ansigtet på hende, og jeg har aldrig set noget ramme bedre. Jeg har forsøgt mange år at få forskellige bolde i net, og det var sjældent det lykkedes, men denne gang sad det klokkerent. Hun gav et hyl fra sig, og jeg fortsatte videre mod skolen, velvidende om at jeg nok allerede havde misset første lektion.

Kristendoms-timen var allerede for længst begyndt og gangene var helt tomme. Kun en lære der gik fra printerrummet til en af de mindre klasser gav mig et strengt blik, men der var ikke tid til at bortforklare nu. Jeg fortsatte ned af gang C til klasselokale 8 Hvor Hr. Eriksen underviser. Jeg sank en lille klump i min hals før jeg åbnede døren, og som altid når en elev kom for sent, stirrede alle. Det var ubehageligt, men et smil fangede min opmærksomhed da Ray vinkede mig over ved bordet ved siden af ham. Vi havde alle faste pladser og jeg var placeret anden-bagerst, ved siden af Ray; min bedste ven, og foran Damian. Damian var skolens mest populære fyr, ham alle pigerne faldt for, og jeg vil ikke engang forsøge at benægte at jeg ville være mere end lykkelig, hvis jeg bare fik lov til at have 10 minutter med et par af hans snavsede underhyler. Ray så på mig med et lille smil, og Hr. Eriksen havde som altid ikke opfanget at jeg var kommet for sent. Han stod og skrev ting ned på tavlen, tilsyneladende om de 7 dyder og dødssynder. Jeg satte mig på pladsen og så ned i bordet. Roselyns ord gav genlyd i mit hoved, men det var bare om at ignorere dem. Mit blik fortsatte ud af vinduet, og Hr. Eriksens stemme forsvandt bag mig efterhånden som jeg forsvandt ned i mine egne tanker. Det var flaget der fangede mit blik, og jeg måtte give alt hvad jeg havde i mig for ikke at græde. Det stod på halvt, og et flashback af ulykken ramte mig hård. Amy havde fødselsdag den dag, hun fyldte syv. Det var mørkt, og Amy sang fødselsdagssang for sig selv. Både min mor og far grinte, det hele var fryd.. Indtil bilen kørte galt, ned af en skrænt. Ben var til fest da han fik a vide at hans mor, far og mindste lillesøster var død i et biluheld. Han fik besked på at skynde sig på hospitalet på grund af min daværende kritiske tilstand. Jeg havde mistet en hel del blod sagde de, og jeg husker at en af de mandelige læger skældte mig ud for at være så dum at forsøge at få min lillesøster ud af bilen også. Ben fortalte mig aldrig hvor længe jeg havde været slået ud, og vores bånd blev tættere og tættere som dagene gik. Jeg husker hvor meget jeg bebrejdede mig selv for deres død, også selvom at folk, til begravelsen, kom hen og kondolerede samt sagde at det ikke var min skyld, men hvad vidste de? Det var ikke dem der ikke kunne redde dem. Det var mig. Jeg kunne ikke redde ¾ af de mennesker der rent faktisk betød noget for mig. Jeg isolerede mig på mit værelse i flere uger før jeg endelig åbnede op for Ben, og det var der jeg fandt ud af hvor stærk en person han egentlig er.

Jeg blev slået ud af mit tankespil da en sammenrullet seddel blev smidt over på mit bord og jeg så på Ray, som udelukkende så på mig, med hans sædvanlige kække smil. Jeg åbnede sedlen og ganske rigtigt stod der *Tillykke med fødselsdagen din smukke pige!* Jeg smilte og så på ham, mens jeg mimede et tak. Selv han havde husket min fødselsdag som jeg ellers havde glemt. Lorte-dansk-prøve. En lille fint-indpakket gave blev skubbet over på mit bord, også fra Ray, da Hr. Eriksen ikke kiggede. Jeg tog lydløst pakken ned bag bordkanten, som sad jeg med en mobil ligesom 90 % af klassen gjorde lige nu. Gaven var flot pakket ind, i skindende sølv papir og hvidt bånd. Bag papiret lå en fin æske, og i den et kors-smykke. Korset var af sølv og hang på en kæde, også af sølv. Jeg så på ham, forbavset over hvad den lige har kostet. På korsets bagside var der indgraveret ’’You’ll be my death’’ Jeg grinte lidt, hvilket fik Hr. Eriksen til at vende sig og se strengt på mig. Jeg måtte holde mit stoneface længe, før han igen vendte sig om og skrev videre på tavlen.

Timen gik som sædvanligt med at Ray og jeg sad og sendte hinanden sjove ansigter og gjorde alt for at den anden fik skylden for at lave larm eller at være useriøs. Som altid, vandt jeg. Jeg fik kun skæld ud to gange, hvorimod Ray fik skæld ud fire gange, og en advarsel om at blive smidt ud. Nogle gange føltes det som om han lod mig vinde med vilje, men det var okay, så længe jeg vandt!

Endelig ringede det ud, og Ray og jeg var nogle af de første til at gå. Mest fordi ingen af os havde de ting eller papirer frem vi skulle have. Da vi endelig kom ud på gangen, ud fra den vamle luft der havde ophobet sig i klassen kunne jeg igen få vejret. – Faktisk en rigtig rar ting at kunne. Jeg gav Ray det største kram jeg længe havde givet, og han gengældte det. ”Du er den bedste!” Sagde jeg med et sammenbidt smil, og gav ham korset i hånden. Han så forvirret og næsten bekymret på mig, som om han var bange for at jeg ikke ville have den. Jeg vendte ryggen til ham og løftede mit hår, og han smilte næsten lettet. Halskæden passede perfekt da han endelig havde givet mig den på, og jeg beundrede den kort. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Damian som forlod klassen som en af de sidste. Han gik hen imod mig og jeg gjorde alt for ikke at se ligeså overrasket ud som jeg var. ”Hey! Jeg har hørt en lille fugl synge om at du har fødselsdag i dag” Sagde han og lagde en arm rundt om mit liv. Jeg skævede over til Ray, som ikke så ligeså begejstret ud som jeg var. ”Eh, ja.” Mumlede jeg og så op på ham med et lille smil. ”Tillykke!” Grinte han og kløede sig i nakken med den anden hånd ”Jeg har altså ikke nogen gave med, men den må du have til gode!” Fortsatte han, og han så på Ray. Jeg stod der, forvirret som jeg var, og gjorde alt for ikke at springe i luften af lykke og glæde. ”Du skal altså ikke give mig nogen gave..” Sagde jeg med et smil og jeg måtte kigge ned i gulvet for ikke at rødme. ”Jo jeg skal da! Når nu charmeduen derovre har givet dig en, så bliver jeg jo også nødt til det.” Sagde han og refererede til Ray der stod med armene over kors og så yderst irritabel ud. ”Luk.” Hørte jeg Ray mumle. Damian himlede med øjnene og fortsatte ”Hvornår er festen så?” Sagde han med et kækt drengesmil, og jeg så undrende på ham. ”Ehm..” jeg nåede ikke at sige mere før Ray tog fat i mit håndled og trak mig med. Overrasket over hans styrke måtte jeg se mig tilbage på Damian, som Ray slæbte mig væk fra. ”Hvad fanden laver du!” Sagde jeg frustreret da Ray endelig stoppede, bag en mur. Jeg var endelig kommet i snak med min drømmefyr, og han stod endda med armen om mig. ”Han er ikke som du tror han er! Kom ud af din lille bobbel, har du ikke set hvad fuck han gør mod de tøser han knepper?” Nærmest råbte han af mig, og jeg kunne mærke hvordan vreden steg inden i mig. ”Tal sådan om ham, én gang til, og jeg sværger du kommer til at fortryde det. Du er ikke så pisse meget bedre selv med alle dine trunter!” Svarede jeg spydigt igen, og med de ord vendte jeg mig om og forlod ham der. Frokostpausen var begyndt og jeg satte mig ved et af hjørnebordene, længst væk fra alle andre. Jeg kiggede ned i bordet og nød egentlig alene-tiden. Overrasket over mine egne ord overfor Ray, regnede jeg ikke med at han ville snakke med mig lige foreløbig.

”Må jeg joine?” Hørte jeg en stemme sige og min underbevidsthed håbede at det var Ray, men Damian mødte mit blik. ”Vi blev afbrudt før..” fortsatte han med et lille smil og satte sig overfor mig. Jeg lagde hovedet en anelse på skrå, og jeg kunne stadig ikke forstå hvorfor han ville snakke med mig, eller i det hele taget, bruge tid på mig. ”Bor du langt fra skolen?” Spurgte han og slog mig ud af mine selvkritiske tanker. ”Ehm nej, en lille gåtur herfra.” Svarede jeg nærmest forsigtigt og nikkede lidt. ”Hvad med dig, bor du her omkring?” Jeg så spørgende på ham, men han rejste sig. Mine tanker fløj straks over i at han ville skride fordi jeg var for kedelig, men han satte sig derimod over ved siden af mig. Han lagde en arm på min skulder og så ligeud i luften. ”Jeg bor lidt herfra, men det er ikke værre end at jeg kommer til tiden unge dame!” Svarede han og jeg grinte lidt. ”Yeah det var lidt en fuser.” Jeg så på ham, og han på mig. Hans kindben og meget markante ansigt udgjorde en generel perfektion hos ham, og jeg følte at jeg forsvandt ind i hans mørkegrønne øjne. Han nærmede sig mig i en langsom bevægelse, præcis som om han skulle til at kysse mig, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg sad der, som et dådyr fanget af billygterne kunne jeg ikke gøre andet end at blive siddende. Det ville jo også være akavet hvis han ikke ville kysse mig, og så ville verden gå under og tusinde af uskyldige mennesker ville dø en smertefuld død, og brænde op! Med de tanker, ringede klokken og han trak sig tilbage. Det var første gang jeg følte mig lettet over at skulle til time. Bare tanken om hvor akavet det ville være hvis han nåede at kysse mig, eller ikke gjorde, var ubærlig. Han smilede lidt og kærtegnede min kind, hvorefter han rejste sig og gik. Jeg kunne ikke flytte mig, min krop var tung og ubehagelig, som var jeg blevet kørt over af en lastbil en varm sommerdag, og nu sad smeltet fast til asfalten. 

Jeg fik endelig rejst mig, efter at alle var forsvundet fra kantinen. Gangene var igen tomme, og jeg forberedte mig allerede mentalt på at skulle komme for sent endnu engang. Da jeg kom ind i klassen var timen heldigvis ikke startet. Jeg satte mig på min plads og så over på Ray. ”Undskyld det før Ray men… Du ved hvordan jeg har det med ham.” Hviskede jeg og så undskyldende på ham. Han løftede et øjenbryn og mumlede ”Ja det gør jeg i hvert fald nu.” Og med de ord, vendte han blikket væk fra mig og jeg sukkede. Følelsen af at Ray var sur på mig var endnu mere ubærligt end tanken om det akavede kys nede i kantinen. De tusinde mennesker der ville brænde op, ville tigge og bønfalde mig om at brænde dem, hvis jeg fik fat i dem, og Ray stadig var sur på mig.. ”Find noget at skrive med, et hviskelæder og pak alt andet væk, tak – for nu begynder prøven” Sagde Lone stolt. Lone var vores dansklære og havde en teori om at dansk var det vigtigste og mest fantastiske i verden.

Prøven denne gang, var ikke så svær som jeg havde troet. Halvdelen af tingene kunne jeg udenad og resten havde jeg læst på dagen før, så det var ikke noget slemt. ”Jeg går lige ud og tager nogle kopier til næste lektion.” Sagde Lone højt og brød min koncentration. Da hun forsvandt ud af døren og lukkede den efter sig, mærkede jeg et prik på min ryg. Jeg vendte mig irriteret om og så Damian smile til mig. ”Hvad har du svaret ved spørgsmål 21?” Hviskede han. Jeg smilte og så på mit papir. ”Benny Andersen” Svarede jeg og sådan blev det ved til Lone kom tilbage.

Da prøven endelig var ovre gik jeg direkte hjem. Ray ville stadig ikke snakke med mig, og Damian havde drillet mig og gået sammen med mig, til vi skulle hver sin vej hjem. Han havde tilbudt at følge mig hjem, men jeg måtte takke nej tak, i tilfælde af at Travis også var hos os. Jeg ville blive mobbet med det for livstid.

”Hey!” Råbte jeg højt gennem huset og jeg kunne tydelig høre jublen fra de to møjdrenge der sad i stuen. Jeg fik sat min taske og mine sko, og gik hen til frugtskålen. Der var ikke andre af æblerne der var rådne, som det i morges var men jeg lod den undrende tanke være og fortsatte ind i den store stue. ”Hva så i to?” Sagde jeg med et smil og gik hen og gav Travis et kram. Travis var som min anden bror. Lige siden Han og Ben startede i børnehave sammen, havde de været uadskillelige. ”Hvad ser i” Mumlede jeg og Ben så op på mig. ”The walking dead. – Vil du være med?” Jeg smilte og sprang over Sofaens ryglæn og dumpede ned i mellem dem.

En irriterende banken på døren vækkede mig, og Ben som jeg lå op af, rejste sig. Jeg så hen på klokken, den var over elleve. ”Hej, bor Gaia her?” Jeg rejste mig hurtigt da jeg hørte Damians stemme og jeg fór ud i gangen og skubbede Ben til side med et lille undskyldende smil. ”Hej!” Sagde jeg forsigtigt og en smule undrende. Jeg gav Ben en albue i maven da han stod lige bag mig og holdte øje med alt der skete. Ben flyttede sig og jeg gik ud til Damian og lukkede døren bag mig. ”Hvad uhm.. Hvad laver du her?” Fik jeg sagt og forsøgte at få det til at lyde som om at det ikke var fordi jeg ikke ville have ham her. ”Jeg måtte altså bare se dig.” Sagde han og så på mig mens han rødmede. Jeg var ved at springe, og jeg kunne mærke hvordan min puls steg da han lagde begge hænder på mine kinder og kyssede mig.

Vi lå på græsset i baghaver i flere timer og flettede fingre og så på stjerner. Vi snakkede om alt lige fra livretter til pinlige ting, samt gode og dårlige ting vi havde gjort. Jeg kunne ikke forstå hvorfor Ray havde været sådan oppe at køre over det. Damian var den mest fantastiske person jeg nogensinde havde mødt, langt mere end Ray. Men selvom det var det mest vidunderlige der var sket for mig længe, faldt mine tanker stadig tilbage på Ray. Mon han stadig var sur?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...