Regnbuerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2014
  • Opdateret: 28 feb. 2014
  • Status: Færdig

1Likes
0Kommentarer
159Visninger

1. dig

Marker. Mange mil. Mange træer. Majskorn. Regnbuer.

Græsset var stadig vådt. Træernes blade ruskede et stykke væk og majsplanterne stak op af mudderet. Der var spor af traktorer på græsset på den høje bakke og bagved den var der regnbuer. Regnbuer i alverdens farver.

Det første han så på markerne var regnbuerne. Og så kvinderne der bevægede sig hen mod ham. Som lydløse lyn skød de ned fra himlen i en flamme af farve. Regnbuerne forblev lodrette på himlen, men farven vaskede væk som regnen skyllede ned. Det var ligesom på et maleri.

Kvinderne var unge. I starten af tyverne og meget kønne allesammen. Men der var noget galt med dem.

Deres øjne lyste som om solen så klart igennem dem. Deres hænder var for lange til at være menneskelige og deres hår blafrede i den ikkeeksisterende vind. De bar alle noget der lignede en skudsikker vest, og skarpe sværd hang i deres bælter.

De stod fem meter væk på en række foran ham. Han havde lyst til at snakke til dem. Spørge dem om noget. Men han kunne ikke få sin stemme til at reagere.

Det så ud som om der var hundreder af dem. De stod med armene op af hinanden, og alligevel var rækken så fuld af kvinder, at den forsvandt ud i horisonten. Og han stod helt alene foran dem.

Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han vidste ikke hvad de ville gøre. Så i lang tid stod han stille og kiggede på de mange kvinder, der ikke bevægede sig. De stod stille med deres hullede øjne fikseret på ham og deres overnaturlige hænder hvilende på deres sværd. Regnen blev ved med at skylle ned.

Kvinderne var alle forskellige. 

Du slipper hæmningerne. Du griber fat i planterne. Du kigger dig ikke engang omkring. Solen får dit hår til at lyse og dine tænder griner mod mig. Jeg tror aldrig jeg har set dig se så glad ud før. Jeg ler og løber efter dig, følger stien mellem majsplanterne og træder i det nyklippede græs. Du ser så smuk ud og din klokkeklare latter når mine ører, lige da du vender dig om og kigger på mig. Og så falder du.

Han pressede øjnene i for at holde billedet ude, men det var umuligt. Han vidste at hun stod der et eller andet sted foran ham. En af de regnbuer bag bakken tilhørte hende. Og han ville aldrig få hende tilbage igen.

Kvinderne tog alle et stort skridt frem mod ham og det samme gjorde regnbuerne bag dem. Han slog forskrækket øjnene op, men hans krop var ude af stand til at bevæge sig.

Og det var der han så hende.

Han havde været så optaget af at kigge på dem alle sammen, at han ikke havde set hende. Hun stod lige foran ham. Fire meter foran ham. Det var skræmmende for ham. Hun lignede slet ikke sig selv mere. Hendes røde hår hang på hendes ryg i en fletning og hun havde stadig den samme leende mund, men smilet og glimtet i øjnene var væk. Hendes øjne var i det hele taget væk. Solen skinnede igennem dem, ligesom den gjorde med de andre kvinder. Hendes hænder, som han havde holdt i sine og kysset gentagne gange, lignede ikke længere noget han kendte. Hendes negle var spidse og hun havde kradsemærker på armene, som om det kløede. Det kløede fordi hun inderst inde var spærret inde i den krop og han vidste at hun gjorde modstand for at komme fri. Men den krop foran ham havde ingen sjæl. Det var der ingen af dem der havde. Midt på hendes vest, det sted hvor hjertet burde sidde, var der et hul på samme størrelse som hendes hjerte engang var. Hullet var sort, og han var sikker på, at indenunder vesten var der også et sort hul, hvor hendes hjerte faktisk burde sidde. Han kiggede rundt. De andre kvinder havde det også.

Endnu engang tager kvinderne et stort skridt hen mod ham. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han vidste ikke hvad det er de ville. Og han forstod ikke hvorfor han ikke kunne bevæge sig. Han var for betaget af dem og han var for bange for hvad de ville gøre mod ham. Han kunne ikke gøre andet end at stirre på dem. På hende. Tre meter væk.

Han kunne mærke at han sank ned i græsset. Det føltes ikke vådt længere og han følte sig heller ikke våd, selvom han kunne se regnen der blev ved med at skylle regnbuerne på himlen væk. Kvindernes hår blafrede endnu vildere, da han kunne mærke de svage vindpust, der føltes som om de kom oppefra.

Han kiggede op. Skyerne skinnede kraftigt, som om solen gemte sig lige bag dem. Men lyset fortsatte kun langs den række hvor kvinderne stod, så han var sikker på at det er derfra lyset i deres øjne kom. Det er deroppefra regnbuernes farver opstår, tænkte han. Og så så han lyset rykke sig.

Kvinderne stod meget tættere på ham, alle sammen med deres spidse munde mod ham og hænderne hvilende over deres sværd. To meter væk. Han turde stadig ikke bevæge sig.

Regnen bagved stoppede. Og så føltes det som om alting blev gråt, selvom han stadig kunne se den klare blå farve på himlen. Lyset over hans hoved blev svagere. Regnbuerne var helt væk fra himlen og han kiggede ned på sine fødder. Græsset så ud som om det var skrumpet. Det så ud som om farven var ved at blive suget ned gennem jorden. Det samme med himlen. Det så ud som om farven var ved at blive suget op i skyerne. Al farven forsvandt. Han kiggede ned på sine hænder. De så hvide ud. De så kedelige ud.

Kvinderne tog et skridt mere. En meter væk. Han kunne række ud og røre ved hendes ansigt. Han prøvede virkelig at modstå trangen til at gøre det. Han var ikke sikker på hvordan hun ville reagere. Måske ville hun trække sit sværd mod ham. Han vidste at hendes nye jeg var i stand til at dræbe ham i et hug. Og han var jo ikke engang sikker på at det var det kvinderne ville. Dræbe ham.

Der var heller ikke nogen lyd længere. Eller det troede han da i det mindste. Der var ikke en eneste kvinder der lavede en lyd, og selv om han var bevidst om hvor højt hans vejrtrækning var, så var han ikke sikker på om han selv var i stand til at høre det. Blodet pumpede i hans ører og han var bange for hvad der ville ske når de tog deres sidste skridt. Der var ingen lyd overhovedet.

Han undrede sig lidt over hvorfor de stod i en lige række og hvor mange kvinder der egentligt var. Hvis han var den eneste der stod foran dem, hvad skulle de andre kvinder for enden af rækken så gøre og var der overhovedet en ende på rækken? Måske ville de allesammen samle sig omkring ham, når de havde taget deres sidste skridt. Han havde ingen anelse om hvad der ville ske og hvorfor de var så mange. Måske var der flere ligesom ham et andet sted foran rækken af umenneskelige kvinder. Han kunne jo ikke være den eneste der havde elsket en af dem. Der var så mange.

Han blev nødt til at knytte hænderne for ikke at række ud efter hende. Og da han gjorde det flimrede lyset en enkelt gang i hendes øjne. Hans mund åbnede sig. Uden at tænke over hvad han gjorde, tog han et lille skridt tættere på hende og løftede sig hånd. Han rørte forsigtigt ved den hånd der hvilede over sværdet. Lyset i hendes øjne blev ved med at flimre nu. Han tog fat i hendes hånd og førte den op til sin kind. Det var som om hendes øjne hoppede frem og tilbage. Der var noget sort og hvidt der blev skubbet frem og så hurtigt tilbage igen i hendes øjne, som om hun prøvede at undertrykke sin menneskehed.

Og pludselig stod de helt alene under lyset fra skyerne. Han kiggede rundt og så at kvinderne gik. De var begyndt at gå igen, men den her gang gik de væk fra ham. Han så farven på himlen og græsset bløde op igen og over bakken bagved ham forsvandt kvinderne på samme måde som før. Regnen begyndte at skylle ned igen for at fjerne regnbuerne der havde transporteret dem. Og så mærkede han en hånd lægge sig på hans anden kind.

Han kiggede forbavset på hende. Hendes øjne var helt fremme, men de var store og røde, som om hun havde grædt i flere år uden at blinke. Hendes mund stod åben og han vidste at hun næsten ikke var klar over hvad hun gjorde. Han tog et skridt tættere på hende.

Deres næser rørte næsten ved hinanden. Hun havde begge hænder på hans kinder mens han førte sine egne hænder hen til hendes kinder. Det var som om hun blev menneske igen. Lyset i hendes øjne var helt væk og glimtet var på vej tilbage. Farven i hendes kinder sprang frem og varmen i hendes hænder brændte hans kinder. Han kiggede ned.

Hullet i hendes vest blev større. Det bredte sig og det bredte sig, indtil hele vesten var væk. Og nu så hun helt normal ud. Med vesten forsvandt resten af uniformen og sværdet. Hun havde hullede jeans på og hendes top sad skævt. Hendes tæer var bare og han vidste at jordet på hendes helt normale hænder var vendt tilbage. Præcis som den dag hun faldt i hullet under regnbuen.

Jeg læner mig frem og kysser hendes stadig spidse læber. Men jeg mærker dem bevæge sig og jeg mærker dem blive normale igen og jeg mærker hende kysse mig. Hendes arme fjerner sig fra mine kinder og glider om bag min nakke i stedet for, mens jeg tager fat om livet på hende. Det her er helt normalt. Hun er helt normal. Jeg kan slet ikke holde glæden tilbage og jeg slipper hendes læber fordi jeg smiler for meget. Jeg griner til hende og jeg holder hende tæt på mig.

Hun lægger hovedet tilbage og jeg hører hendes klokkeklare latter. Og jeg kysser hende igen og igen og igen. Og hver gang føles som den første.

Og jeg takker regnbuerne for at hun er tilbage. Jeg kigger tilbage og de er vasket af himlen og lyset over os er væk. Jeg løber hænderne gennem hendes hår, der blafrer helt normalt i vinden. Hun så nu ellers godt ud ved siden af en regnbue. Men hun får aldrig lov til at gå nær en igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...