Konsultationen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2014
  • Opdateret: 27 feb. 2014
  • Status: Igang
One shot om en piges konsultation med en psykolog. Vi bliver præsenteret for hendes liv, og efterdønningerne af hendes syge mors selvmord. **Bidrager til psykisk sygdom i familien konkurrencen**

1Likes
0Kommentarer
176Visninger
AA

2. One Shot

Hver gang jeg går ind i de omklamrende rum, sidder der altid én bag en computerskærm og taster febrilsk på tastaturet. Der går altid et par sekunder, hvor jeg bare står i døren, inden vedkommende opdager at de ikke længere er alene. De kigger op fra deres skærm, smiler til mig, peger på en briks eller sofa hvor jeg sætter mig, og ruller hen til mig på kontorstolen, inden de med en falsk, venlig stemme siger: ”Fortæl mig så, hvordan det hele begyndte. ”

Det startede vel da jeg var omkring syv år gammel. Dengang var min største fornøjelse at læse prinsesse blade og flette håret på mine Barbie dukker. Nogle gange inviterede fik jeg lov til at sidde med mor i sin seng og så ville hun læse prinsesse bladene for mig. Hun lå altid i sengen, og far ordnede altid alting i huset samtidig med at han gik på arbejde. Nogle gange undrede jeg mig over, hvordan mor kunne blive ved med at være træt, men jeg spurgte hende aldrig. Far sagde, at der var et stort, uhyggeligt og usynligt monster i soveværelset, der skræmte hende til at blive liggende. Jeg forstod jo ikke, hvad det hele var dengang.

En morgen, en ganske almindelig tirsdag, virkede min far anderledes. Min mor var som sædvanligt ikke oppe, da jeg skulle i skole, men min far var ikke som han plejede at være. Han som normalt altid var klar med vittigheder var fuldstændig tavs. Han stirrede nærmest panisk ud af forruden, og hans knoer var hvide som hans hænder knyttedes omkring rattet. Normalt var der et smil på hans læber, men ikke i dag.

Jeg vinkede til ham da jeg stod ud af bilen, men han vinkede ikke tilbage. Han kørte bare. Jeg undrede mig over det, men slog det hen da jeg blev mødt af mine veninder i skolegården. Resten af dagen skænkede jeg ikke min far en tanke, jeg havde helt glemt hvor underligt han havde opført sig om morgenen. Jeg havde glemt det indtil han hentede mig senere.

Hans læber var sprukne, hans hår uglet og hans øjne var helt røde. Det skræmte mig en lille smule, at se min far sådan. Han så ellers altid så perfekt ud, men nu lignede han bare et af de vrag der altid sad foran det lokale supermarked. Jeg satte mig tavs ind i bilen, og tavsheden så ud til at passe ham godt.

Da vi kom hjem, bad han mig sætte mig i sofaen. Han satte sig ved siden af mig, og foldede sine hænder som han lænede sig frem og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg troede jeg skulle have skæld ud, fordi jeg havde larmet lidt for meget i går aftes, da min mor skulle sove. Han åbnede munden, men lukkede den igen. Det gjorde han et par gange.

”Hør, stump, der er noget jeg skal fortælle dig … det er mor” hans stemme var grædefærdig. ”Hun … hun er her ikke mere” jeg lagde mærke til en tåre, der trillede ned af hans kind, men jeg forstod ikke sammenhængen.

”Hvad mener du?” spurgte jeg med min 7-årige naivitet. Jeg vidste ikke, at jeg sårede min far med det spørgsmål, men det er gået op for mig siden hen.

”Din mor, hun ligger ikke inde i sengen mere. Hun er død” Død. Ordets betydning lå mig fjernt, men dybt inde vidste jeg godt, hvad det betød selv om jeg nægtede at forstå det. Min fars kinder var nu helt skinnende fra de tårer der kom fra hans øjne. Selv sad jeg med store øjne og åben, uforstående mund, og vidste ikke helt hvordan jeg skulle reagere. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, og tydeligvis vidste min far heller ikke. Han klappede mig på skulderen, og gik ind i soveværelset.

Vi begravede min mor en uge senere.

 

I dag er jeg 16 år. Jeg er ikke sikker på om min mors selvmord eller generne er skyld i at jeg er her i dag. Måske er det en blanding af begge dele? Min far sendte mig - klog af skade - i hvert fald til en milliard specialister så snart jeg begyndte at vise tegn på at gå i min mors fodspor. Jeg har fået et stempel i panden nu. Depression. Min far vil ikke lade mig følge min mor, og uanset hvor fristende det end kan være til tider, har jeg heller ikke lyst til at såre min far.

Hver dag er en kamp mod store, sorte skyer hvis eneste formål er at trække mig ned i et bundløst hul. Hvis min mor havde det sådan hver eneste dag, kunne jeg sagtens forstå hende. På en eller anden måde, er jeg hende taknemmelig for, at hun ventede til at jeg ikke var hjemme. Jeg har tit undret mig over, om min far hjalp hende med at slippe væk, men han har forståeligt nok aldrig villet ikke snakke om det.

Han har ikke været den samme siden hun begik selvmord, men det kan man ikke bebrejde ham. Da jeg så begyndte at gå til psykologer og terapeuter fik han endnu et gok mod bunden. Jeg har ondt af ham, men samtidig er jeg rasende på ham, for at han ikke kan få styr på sit liv igen og komme videre. Selvfølgelig har han mistet en han elskede, men det betyder jo ikke enden på livet?

Hvordan min fremtid ser ud, det ved jeg ikke. Jeg ved ikke engang, hvor meget fremtid jeg har at planlægge, og jeg er ærlig talt lidt ligeglad. Hvis jeg skal til at leve som min mor gjorde, vil jeg hellere dø, end kæmpe med dæmoner i mit hoved indtil jeg er mellem 80 og skinddød.

Jeg har jo aldrig rigtig kendt andre former for at være mor, end den måde min mor var mor på. Men jeg tror vel jeg har savnet det lidt, den måde mine veninders mor altid bager kage til dem og snakker med dem som en veninde.

 

Når jeg så har fortalt min historie, kigger jeg altid op på psykologen der sidder over for mig, og skriver noget ned på en papirs blok med sjusket håndskrift, mens de automatisk nikker efter hver sætning jeg siger. Så sidder de helt koncentreret i et par sekunder, inden de kigger alvorligt på mig og siger: ”Har du nogensinde skadet dig selv? ” jeg trækker instinktivt ærmerne ned over mine håndled som jeg opfatter ordene.

Det var sådan min far opdagede, at jeg måske ikke havde det helt så godt som jeg sagde. Jeg havde efterladt et barberblad på mit skrivebord på mit værelse, og min far kom ind for at hente mit vasketøj, mens jeg var i skole. Det er et par år siden nu, men jeg tror stadig ikke han har tilgivet mig helt.

Da jeg så kom hjem, stod han i døren med alvorlige øjne og korslagte arme. Han behøvedes ikke engang sige noget, før jeg vidste at der var noget galt. Da jeg kom tættere på ham rakte han hårdt ud efter mit ene håndled, der hang i min side. Han mærkede med det samme plastret der dækkede såret, og trak det hurtigt af. Et dybt, ulykkeligt suk undslap hans læber, og han gned sig skuffet i panden. Det var som om han læste mine tanker i det øjeblik, for i stedet for at give mig en ordentlig skideballe lagde han armen rundt om mig, og satte mig ind i sofaen. Nu sad han der igen, og skulle have en svær snak.

Inden han nåede at få ytret et ord, brød jeg grædende sammen i hans favn. Han lagde armene om mig i et trøstende, sikkert kram, som jeg havde savnet så utroligt meget de seneste år. Han kørte den ene hånd over mit hår, og tyssede beroligende på mig, mens han bare sad og tog i mod alt hvad der kom af gråd. I det øjeblik var han min klippe, den far som alle piger ønskede sig, der altid var stærk og forstående når der var problemer.

Det var sådan mine utallige besøg til psykologer startede. Da jeg var færdig med at græde, spurgte han mig, hvordan jeg havde det og vi blev enige om at give det et skud. Jeg havde ikke lyst til at ende som min mor.

 

Igen sidder psykologen over for mig og noterer i sin blok. Det er som om de slet ikke opdager, at man holder op med at snakke før et par sekunder inde i tavsheden, hvor man egentlig bare venter på det næste spørgsmål. Det hele er så rutinepræget efterhånden, selvom det ikke er den samme jeg ser hver gang. Der er noget betryggende ved at betro sig til en fremmed, en man ikke har et forhold til, og som man ikke regner med at få et forhold til. Jeg elsker det.

Endelig kigger de op, og tænker et par sekunder over deres næste spørgsmål. Efter få sekunder opdager de som regel, at tiden er gået, og at vi derfor må holde for i dag, som de formulerer det. Det passer mig egentlig fint, så jeg undgår de mere mærkelige spørgsmål med skjulte budskaber og betydninger. Jeg hader når jeg ikke forstår et spørgsmål jeg bliver tvunget til at svare på.

Jeg rejser mig op fra briksen, hvor jeg har siddet den sidste time og stirret ind i en cremefarvet væg med utallige plakat tryk af Van Goghs eller Monéts berømte malerier. Det er altid de samme. Psykologen rækker hånden frem, og jeg tager den høfligt i et split sekund, inden jeg sætter retning mod døren ud til friheden. Psykologen ruller hen bag skrivebordet på sin kontorstolen, og sender mig et forsikrende smil mens jeg er i færd med at lukke døren.

Lykkelig over min genvunde frihed slentrer jeg ned af gangene og trapperne der fører ud til byens livfulde gader, inden jeg bliver mødt af et velkendt smil i en sort bil. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...