The other world

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2014
  • Opdateret: 27 feb. 2014
  • Status: Igang
Luna har haft den samme drøm i snart 1 måned nu. Hun er en helt pige på 16 år og bor hos sin plejemor Lea i en lille by nord for Esbjerg , Men en dag efter skole få hun et opkald fra sin plejemor om, at hun ikke skal komme hjem. At hun skal løbe alt, hvad hun kan ud af byen. Luna kunne hører hendes plejemor lød panikslagens, så hun skynder sig hjem fuldkommen ligeglad, med alt det hun lige havde hørt, men det eneste hun finder er et ødelagt hus, hvor alt er vendt op og ned og uden et eneste syn af Lea nogen steder, Men hvad Luna ikke ved er, at hun er den endelige brik i stort puslespil.

2Likes
1Kommentarer
240Visninger

1. Drømmen


Kapitel - Drømmen
 

Jeg har drømt den samme drøm hver nat, i snart 1 måned nu. Hver eneste gang føles det altid så virkeligt,  som om jeg virkelig var der. 
Drømmen starter altid med,at jeg vågner op i skovbunden. Jeg ligger med en stor hvid kjole og en masse ar og sår på kroppen. Alt er mørkt omkring mig. Det eneste jeg kan hører er træerne der rasler. Jeg forsøger at rejse mig op, men mine ben fald sammen under mig. Jeg prøver igen og igen,  da jeg endelig kommer op, kan jeg pludselig høre nogen råbe "LØB!" Jeg kigger rundt, men der ingen at få øje på nogen, men før jeg ved af det kommer en høj dreng med mørkt krøllede hår løbende. Han griber fat i min hånd og løber videre mine ben er lige ved falde sammen igen, men han for mig ordenligt på benene. Alt sker så hurtigt, og det er helt umuligt for mig at følge med. 
Efter et stykke tid kommer hurtigt mine ben ind i en rytme. Vi løber og løber og det føles som en evighed, men hvad var det vi løb fra? Mine ben kan ikke mere, de har givet det sidste energi de havde tilbage og det varer ikke længe før at de  klapper sammen. Hvad havde han også lige tænkt sig, at jeg kunne løbe et helt marathon iført en stor kjole? Jeg prøver at råbe til ham, at jeg ikke kan mere, men intet svar. Jeg prøver igen, han så skævt tilbage, men han ignorer mig bare. Før jeg ved af det stopper vi op og jeg kan endelig få pusten. Min ben ryster og falder sammen,  jeg ligger og kigger op i skovens mørke. Drengen går stille og roligt ind under et træ og da det er mørk, kan jeg ikke rigtig se hans ansigt. Da jeg havde fået pusten bevæger langsomt over mod ham. Da jeg er tæt nok, strækker jeg min arm op, så jeg kan fjerne hans hår fra hans ansigt, men i det sekund min hånd rør ham vågner jeg.

Jeg havde ligget og kigget på vækkeuret i snart 3½ time, fordi jeg ikke kunne falde i søvn igen. Jeg blev, ved med tænke på drengen og om hvordan han mon så ud. Klokken var lidt i 6,
så jeg besluttede mig for at stå op. Jeg gik ned i køkkenet. Åbnede køleskabet og tog en mælk og da alle glassene var til vask,  drak jeg bare direkte fra kartonen. Jeg kunne hører, at Lea var ved at stå op. Lea var min adoptivmor, som jeg havde boet hos siden jeg var 5 år. Jeg kan ikke huske noget om min rigtige familie, men Lea har fortalt mig at de døde i en bilulykke, og, at jeg var den eneste overlevende.

"Luna, hvor mange gange har jeg ikke sagt, at du ikke skal drikke af mælkekartonen, det er bare for klamt" sagde Lea
"Jeg skal prøve, forresten hvorfor er du oppe så tidligt, jeg troede at mandag var din sove længe dag?" sagde jeg. Lea arbejder på et sygehus, og vagter om onsdagen til søndag, så hun sov altid længe om mandagen.
"Du skal ikke snakke ud om" sagde hun. Hun prøvede at lyde seriøs, men det lykkes ikke rigtigt. Jeg grinte bare og gik op mit værelse.
Jeg så på uret. Kl. var næsten halv 7, så det ved at være tid til, at jeg tog noget mere skole artigt på. Efter en hurtig overvejelse kom jeg frem til mit standard sæt. Et par sorte jeans med huler i, en mørke grøn T-shirt, mine slidte gamle sorte Convers og min sorte hue.  Bussen gik om 10 minutter så jeg nåede lige at tage min skoletaske og min læder jakke, også skulle der ellers fart på. "SES!" råbte jeg, da jeg smækkede døren bag mig. Jeg løb ned til busstoppet. Jeg er ikke lige i den bedste form, så jeg løb lidt langsomt. Det hvad man får ud af at ligge på sofaen det meste af dagen. Jeg nåede det lige akkurat. Jeg satte mig ned og tog mine hovedtelefoner frem, satte musikken på shuffle. Jeg kiggede underligt på in telefon, den sang kendte jeg ikke og jeg kendte alle sangene jeg havde på min telefon for der var kun  2 albums  og den sang var i hvert fald ikke en af dem. 

16 years have passed 
soon the fate  will look
her straight in the eyes
hurry and run while you 
still have a chance.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...