I kamp

Alex er en dreng på 18, som lever en normal hverdag. En dag dukker der et brev op i postkassen, som fortæller Alex at han skal skal i hæren. Han viste på forhånd at der var en chance for at han ville blive valgt, men han havde håbet på et frinummer. Han bliver forelsket, skaber venskaber for livet, mærker smerten for alvor, lærer at tage ansvar og indser at livet ikke er en leg. At komme i hæren ændrer alt for Alex......

2Likes
2Kommentarer
539Visninger
AA

2. Farvel, mor

Hele ugen har jeg bare pakket, skrevet med mine venner og veninder, og haft de måske sidste stunder med min mor. Det var idag det skete, den dag jeg skulle afsted mod hæren. Ind i et måske nyt liv? For hvis jeg overlever, ved jeg næsten med sikkerhed at der altid vil være et ar i min sjæl. Jeg har hørt mange historier om mænd der kommer hjem fra hæren og aldrig ville blive sig selv igen. Måske sker det også for mig? Jeg skulle afsted om 10 minutter. Hvis jeg havde et valg, ville jeg låse mig selv inde i mit rum og aldrig komme ud igen. Men det kunne jeg jo ikke rigtigt. Jeg sukkede og rejste mig fra min seng, svingede mine tasker over skulderene og gik ind i køkkenet hvor min mor var igang med at lave noget mad til turen mod hæren. Jeg smilede til hende og hun sendte et svagt smil tilbage. Jeg kunne se tydelige spor af tåre på hendes kinder. Hun uglede mit hår og kyssede mig på kinden. "Går du nu, skat?" Toget kørte om ca. 23 minutter, og et eller andet sted håbede jeg bare at det var gået i stykker. Også selvom der måske ville komme et nyt tog, men jeg ville stadig få lidt ekstra tid sammen med min mor herhjemme. "Ja, lige om lidt." Hun smilede bredt til mig, og kyssede mig endnu en gang, bare på panden. "Det skal nok gå det hele, du skal bare være stærk. Jeg er stolt af dig." Så trak hun mig ind til sig, og knuste mig så jeg næsten ikke kunne få vejret. Men det var stadig en varm og dejlig følelse. Jeg kiggede op på min mor, tårnene var allerede begyndt at strømme ned af hendes kinder. Jeg smilede svagt. "Mor det hele skal nok gå. Jeg kommer tilbage snart også skal vi fejre det." Jeg smilede bredt og prøvede på at overbevise min mor om at alting ville blive okay. Måske prøvede jeg egentlig mest at overbevise mig selv. Jeg følte en sær tristhed komme over mig. Hvis jeg døde derude... Hvem skulle så tage sig af min mor? Hvem skulle besøge hende på plejehjemmet når hun ikke var gift mere, hendes forældre allerede borte og hendes eneste søn, som ikke havde givet hende nogen børnebørn, væk... Hvordan skulle hun klare sig helt alene? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...