I kamp

Alex er en dreng på 18, som lever en normal hverdag. En dag dukker der et brev op i postkassen, som fortæller Alex at han skal skal i hæren. Han viste på forhånd at der var en chance for at han ville blive valgt, men han havde håbet på et frinummer. Han bliver forelsket, skaber venskaber for livet, mærker smerten for alvor, lærer at tage ansvar og indser at livet ikke er en leg. At komme i hæren ændrer alt for Alex......

2Likes
2Kommentarer
538Visninger
AA

1. Brevet

Solen stod lavt over bakken, man kunne kun lige se toppen af den. Det var morgen. En ganske almindelig mandag morgen. Jeg stod foran huset, ude ved postkassen. Posten var lige kommet og min mor havde bedt mig om at hente den. Jeg kiggede brevene igennem "Til Alex" stod der på et af brevene. Jeg kiggede på bagsiden og afsenderen sagde af det var fra "Hæren". Jeg tog en dyb indånding, det her lovede ikke godt. Jeg kiggede lidt på brevet, før jeg tog mig sammen og begyndte at gå tilbage mod huset. røgen stod op ad skorstenen og solens stråler reflekstereds i de små vinduers glas. Den hvide facade lyste op i alt det grønne, der omringede huset. Jeg sukkede og gik langsomt op ad den flise beklædte have gang. Jeg gik ind, lagde de andre breve og papirer på bordet, og tog endnu en dyb indånding. Jeg kaldte på mor, og sagde at hun havde fået et par breve. Jeg spadserede ind mod køkkenet med brevet, og åbnede det langsomt. Jeg tog papiret frem, og begyndte at læse "Kære Alex..." Jeg læste langsomt brevet igennem og da jeg nåede til sidste linje, røg det ud af mine hænder og ned på gulvet. Jeg blinkede voldsomt, får at holde tårene, der truede med at presse sig ud, tilbage. Jeg faldt sammen på gulvet og tårene trillede ned ad mine kinder i en lind strøm. Det her skete bare ikke. Jeg var lige fyldt 18 og havde et helt liv foran mig. Måske var det liv jeg kunne have fået, nu ødelagt. Min mor kom gående ind mod køkkenet, og da hun så mig sidde på gulvet og flænge tårer, gik hun langsomt mod mig. Hun tog brevet op fra gulvet, og da hun skimmede det blev hendes ansigt langsomt koldt og mørkt. Hun tog mig ind til sig, og pressede min krop mod sin. "Det skal nok gå" sagde hun, og prøvede på at berolige mig. Jeg begyndte at ryste og krammede min mor hårdt ind til mit bryst. Hun havde ret. Det skulle nok gå, det var nødt til at gå. Han kunne ikke efterlade hans mor helt alene. Hvad skulle hun gøre uden ham? Hvordan skulle hun klare sig selv når hun blev ældre, hvis han ikke var her til at tage sig af hende? Han rystede de lede tanker væk og krammede sin mor endnu mere. Det ville blive okay. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...