De grønne uniformer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 feb. 2014
  • Opdateret: 28 feb. 2014
  • Status: Færdig
Min far er nede og plykke risgnaskere, min mor ryger som en skorsten, og min hverdag er det rene helvede. De næste 6 dage hænger jeg på min mor, da min bedste ven er i Italien. Pisse fedt. Jeg har dog en kæreste jeg holder af, og som holder af mig. Hun bekymrer sig for mig, og det er jeg uendeligt taknemmelig for.

1Likes
0Kommentarer
265Visninger
AA

2. Kapitel 2

Her lugter af røg, sved og bræk. Men det var vel også hvad jeg forventede. Hvis det havde været oppe til min far, havde jeg ikke fået lov til at tage til sådan nogen fester, men det kan han ikke gøre noget ved lige nu. Han er i gang med at pløkke alle risgnaskerne ned, så det eneste han tænker på er vel at overleve det hele og komme hjem til kedelige kolde Danmark.

Josefine smiler til mig, og kommer gående hen mod mig. Hun ser flot ud i sin sorte lårkorte kjole, de glitrende stilletter og sit opsatte hår.

”Du ser godt ud.” siger jeg, og alligevel lyder det ret dumt som om jeg allerede er helt beruset. Hun fniser bare som en lille pige, smiler og kysser mig blidt på munden.

”Jeg havde ikke regnet med at se dig her?”

Hun smiler endnu mere. Det er hundrede år siden jeg sidste så hende, og jeg skammer mig over at jeg ikke har haft ringet til hende. Men det er der vel intet at gøre ved, så længe hun er her.

”Det var heller ikke meningen at jeg skulle komme, min mor kickede mig bare ud af huset. Og hvis det stod til min far, var han ikke blevet glad for at jeg var kommet. Men jeg vidste at du kom, og jeg havde sådan en træng til at se dig igen.”

Hun kysser mig på kinden.

”Har du skrevet til din far?”

Hun smiler skævt. Hun kan se det. At jeg savner ham, og han skal komme hjem og blive den rollemodel som han altid har været. Han har altid været der for mig, og min mor... Nu er det hele bare vendt om. Han er her ikke længere, eller... Det er han vel, men ikke for mig, og ikke for min mor som bare tror hun kan gøre hvad der passer sig.

Jeg kigger bare på hende og smiler, og så kender hun svaret. Hun kender mig, hun ved hvad jeg vil gøre i denne situation. Jeg har skrevet syvhundrede breve til ham, og han har svaret på hver og et. Jeg ved ikke hvad min mor har gjort, hun har vel haft travlt med alle de dér fyre så hun kunne tilfredstille sig selv.

 

Jeg har egentlig ikke lyst til at være her. Men jeg er her for Josefines skyld. Jeg vil gøre alt for at hun er glad, og det er det mindste jeg kan gøre siden jeg ikke har kontaktet hende de sidste par dage. Ligenu har jeg bare lyst til at game world of warcraft med Anders, selvom det godt kan være lidt irriterende når han skriger en i øret når han er ved at dø.

Josefine snakker til mig, men jeg hører det ikke. Jeg er bare dødtræt, og er ved at falde i søvn på sofaen. Hun prikker til mig, og ligger sig ind til mig. Hun hvisker mig i mit øre at hun elsker mig, og at jeg skal være stærk. Og i det kommer Laura ind med flere øller. Jeg har egentlig ikke lyst til flere øller, men jeg nupper en for hyggens skyld og deler den med Josefine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...