I love you - 5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2014
  • Opdateret: 24 jun. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om Emilia på 16, som ikke har det mest perfekte liv. Hendes mor er sindsyg, hendes venner manipulerer med hende og hun har det generelt ikke så godt. Et tidspunkt beslutter hun sig for at flytte til Australien og derovre møder hun Luke, som hun ufrivilligt bliver forelsket i.

28Likes
10Kommentarer
983Visninger
AA

4. The meeting

”Hvad fanden har du gang i? Det er pisse farligt at sove udenfor i Australien. Der er alle mulige livsfarlige dyr” Jeg kneb sammen i øjnene og mumlede ”Jamen hej til dig også.” Han kiggede på mig, han lignede en, der forventede et svar, men hvad skulle jeg helt seriøst svare? Jeg overvejede at sige ”Uha da, det var ikke så godt”, men min fornuftige side nåede lige at tage over, så jeg sagde i stedet ”Jeg har ingen andre steder at sove..” og kiggede ned. ”Det skulle du nok have tænkt på før, du rejste hertil ikke?” sagde han med en vred og samtidig bekymret stemme. Han var vel nok blevet en smule fornærmet over min opførsel.. Jeg blev lidt flov i det, han sagde det. Jeg var måske en anelse for spontan, da jeg besluttede mig for at rejse til Australien fra England. Jeg kendte jo slet ikke til noget som helst herovre. Drengen som jeg i øvrigt ikke kendte navnet på sukkede og sagde så ”Hvis det er, så bor jeg rigtig tæt på, og det kan jo ikke skade noget, hvis du overnatter én enkel nat. Jeg blev helt overrasket! Det var nu alligevel ikke så fedt at sove på en bænk, når man kunne sove i et hus i stedet. ”Ej virkelig?” Jeg kiggede lettet op på hans uimodståelige flotte blå øjne. Jeg faldt på en eller anden måde i trance, da jeg kiggede ham i øjnene. Jeg rystede på hovedet, for at komme ud af ”trancen”. Jeg havde faktisk helt glemt, hvorfor jeg var sur på ham, men det var også ligemeget nu. Jeg var alligevel kommet over det. Inden jeg skulle til at tage mine ting op og følge efter ham som en lille ælling, sagde han ”Men det er kun en enkel nat.” ”Øh okay?” jeg kiggede på ham med et undrende blik. I flyet virkede han virkelig venlig, men nu er han virkelig hård og sådan.. Men siden jeg kun måtte være der en enkel nat, så skulle det nok gå.

 


Vi begyndte at gå hen imod hans hus eller hvad han boede i. Jeg kom til at tænke på et spørgsmål. Hvad gør de hjemløse i Australien? Der er jo også en hel masse livsfarlige dyr, når de sover ude, der er jo ikke folk, der kommer og spørger dem, om de vil med hjem til dem. Jeg skulle lige tage mig sammen til at spørge, for vi havde gået i et stykke tid i stilhed, så det var rimelig akavet. ”Dreng?” spurgte jeg lidt flovt. Jeg havde glemt at spørge om hans navn.. Det var faktisk en smule akavet. Han gik et stykke foran mig, så han kunne ikke høre det. ”Dreeeeng?” råbte jeg. Han udstød lille grin, som det så ud som om, han prøvede at holde inde. ”Ja, hvad er der pige?” sagde han og smilede. ”Okay først.. Hvad heder du? Det er sådan lidt akavet at kalde dig for dreng” sagde jeg og smilede skævt. ”Jeg hedder Lucas, men bare kald mig Luke.” Jeg nikkede og skyndte mig at spørge ”Okay du ved hjemløse, hvad når de..?” ”Hvad hedder du for resten? Afbrød han. ”Du afbryder” mumlede jeg. Noget jeg virkelig ikke kunne klare var, når folk afbrød. Jeg kunne simpelthen ikke klare det, og jeg er altid lige ved at flippe ud, når jeg oplever nogle gør det. ”Ja undskyld, men jeg ville nu også meget gerne vide, hvad du hedder, nu hvor du får lov til at sove i mit hjem” sagde han koldt. ”Ja okay.. Jeg hedder Emilia, men videre til mit spørgsmål.” ”Mhm?” lød han. ”Okayokay, hvad med når hjemløse? Hvad gør de, når der nu er livsfarlige dyr ude?” spurgte jeg meget utålmodigt og nysgerrigt. Han trak på skuldrene og sagde ”Det er ikke fordi, jeg ser så mange hjemløse, så jeg ved det faktisk ikke.” ”Nå okay.” sagde jeg skuffet. Jeg kunne ikke lade vær at spekulere over emnet, og det var ikke fordi, det var særlig spændende, jeg var bare utrolig nysgerrig.

 

 

Resten af vejen hjemad bestod af akavet stilhed. Jeg havde overhovedet ikke noget at sige eller nogle spørgsmål, undtaget de der normale ”Hvad laver du så til hverdag” osv, men jeg var egentlig ikke særlig interesseret i det, for han var nok bare en typisk teenager, der gik i skole, så tv og evt. en sport.

 

 

Det var efterhånden blevet rigtig sent, så Luke fandt en madras og en dyne frem til mig. Jeg var lidt ærgerlig over at skulle sove på en madras. Ikke fordi jeg gerne ville sove sammen med Luke, slet ikke nej. Eller jo, han var en flot fyr, men ikke derfor. Vent sagde jeg lige Luke var en flot fyr? Okay, det glemmer vi bare, men nej, det var ikke derfor. Jeg plejede bare at få virkelig ondt i ryggen af at sove på madras, og jeg plejede også at vågne 101 gange i løbet af natten, som på ingen måde var sjovt, men jeg måtte vel bare være glad, for det som jeg fik. Jeg gik ind på Lukes værelse for at se madrassen, og i det jeg kiggede ind i hans værelse så jeg… MARIO KART! Jeg havde elsket Mario Kart lige siden, jeg var helt lille, så det første jeg gjorde, da jeg så det var at råbe ”LUUUUUUUKE”. Luke stormede ind på hans værelse og så ud som om, jeg havde smadret et vindue eller sådan noget. Og der stod jeg og lignede en engel med Mario kart i min favn. Han begyndte så småt og grine og sagde ”Ej vel?” jeg havde det største smil, man kunne bære, og sagde ”Jo!” helt stolt. Luke gik hen og tændte Wii’en imens jeg hoppede op på hans seng og ventede spændt. Da han havde tændt den og så mig, begyndte han at grine. Men helt seriøst, jeg havde ikke spillet Mario Kart i virkelig mange år. ”Jeg har ikke spillet Mario Kart i virkelig lang tid!” sagde jeg så. ”Okay” sagde han så. Okay? Jeg troede, han ville sige mere end okay, og jeg blev faktisk lidt fornærmet, også selvom jeg ingen grund havde til det. Hvad skulle han ellers svare?

 

 

Spillet begyndte og Luke skulle til at gå ud, da jeg så spurgte ”Hvaa, skal du ikke være med?” Jeg havde regnet med, at vi skulle spille to, men det havde han åbenbart ikke. ”Altså øh” lød han. ”Ej kom nu” sagde jeg lidt irriteret, også kom han med meget tunge skridt. Næsten som om han ikke gad. ”Jeg er da meget sjov at spille Mario Kart med?” tænkte jeg. Han tog det der slags rat, også satte han sig i den helt anden del af sengen. ”Hva, lugter jeg eller hvad?” spurgte jeg og grinede. Han så ud til at have blevet en smule chokeret, da jeg spurgte. ”Altså, nej det er bare, vi kender jo ikke hinanden sådan rigtigt?” sagde han og rynkede panden en smule. Det havde han egentlig også ret i. Men en del af mig, ville gerne sidde lidt tættere. Igen, ikke fordi jeg kan lide ham. Jeg har bare aldrig fået støtte fra min familie eller venner, og jeg har aldrig været sådan ”tætte” med dem, så det kunne da være rart at få en ven eller noget.. Men det er jo kun en enkel nat, også må jeg finde et nyt sted at overnatte.. Stemningen blev sådan lidt akavet, for jeg kunne egentlig godt se hans pointe. ”Luke, det var forsjov”, sagde jeg og forsøgte at gøre stemningen bedre. Han nikkede og kiggede hen på skærmen.

 

*20 minutter senere*

 

Spillet var gået i gang, og stemningen var blevet enormt meget bedre. Det var faktisk blevet sjovt, og det så også ud som om, han havde det sjovt. ”Nej, forhelved, nu dør jeg fandme igen”” råbte jeg. ”Hvor er du dårlig!” sagde han til mig og grinede højlydt. Vi sad ikke på sengen mere. I stedet sad vi lige vedsiden af hinanden på gulvet foran hans fjernsyn. ”Jeg er virkelig ikke god til det her” sagde jeg og grinede. Jeg kunne ikke høre ham svare, så jeg kiggede på ham. Han kiggede på mig. Jeg så igen hans dejlige blå øjne og faldt i ”trance” igen. Han kiggede på skift mellem mine øjne og læber og skulle til at læne sig frem imod mig, da jeg så ………

 

 

 

 

*Undskyld jeg ikke har skrevet i meget, meget lang tid. Jeg har simpelthen ikke haft lysten til det, men i går fik jeg virkelig lyst, så jeg begynder movellaen igen wee! Jeg undskylder også for de mulige nutid, datidsfejl, men jeg har ikke lige rettet dem igennem, og jeg orker ikke helt. xD
Det bliver bedre næst gang! :D
Og de har også ændret sig begge to personlighedsmæssigt, og det undskylder jeg for, men det er svært at skrive videre, når man ikke har skrevet i meget lang tid. :’)  *

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...