Hun er mig, jeg er hende.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2014
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Igang
At gå rundt, og se til hvordan en særlig person har det perfekte liv. Og selv være gemt væk. Ikke at kunne tage magten fra andre. Men enkle er lidt mere usædvanlige. Så måske bliver nogle ting lavet om.

7Likes
22Kommentarer
409Visninger
AA

5. Kapitel 4

Der var ikke mange tilbage. Nogle var flygtet. Andre havde jeg kunnet holde fanget. De strimlede sig sammen omkring opslagstavlen. Ville se hvad jeg havde skrevet. Der for en overrasket rystelse gennem dem alle, ved synet af det der stod på papiret jeg havde hængt op.

Med fin håndskrift stod der ”Alle der er tilbage, pas på! Jeg kommer efter jer!”. Jeg hørte en af dem tabte noget, og dette viste sig at være en bog. En bog? Hvad skulle den mon hjælpe for? Troede de, at de kunne slå mig?!

Det var så latterligt. De spredte sig i forskellige retninger, og jeg besluttede mig hvem af dem, som skulle være mit næste offer. Tøsen med de store, klodsede briller og det ildrøde hår. Hun så perfekt ud. Så svag.

Bag min ryg, mærkede jeg hvordan min hånd trykkede kniven mod min rygsøjle. For at gemme den, for at give hende en følelse af tryghed. Små slæbende lyde, kom fra mine fødder. Hun lagde ikke mærke til mig, og det gav mig store muligheder.

Hastigt drejede hun rundt, al hendes hår hamrede gennem luften. Hun gispede af forskrækkelse og løb. Løb selvom hun vidste det var nyttesløst. Hun var fortabt. Klodset drattede hun om, ved at falde over et lig. En af de andre elever.

Langt nede fra hendes hals, udstødte hun et skrig. Et langtrukkent og panisk skrig. Mine øjne så sultent på hende. Mit smil var giftigt, og kniven vibrerede næsten for at sidde i kroppen på hende. I begravelsestempo, prøvede hun at kravle væk. Det var for sent. De yndige øjne bønfaldt mig om at lade hende slippe.

Med svag kraft rystede jeg på hovedet, så mit pandehår, som var sat til med blod, fejede hen over min pande. Det kilede. Adræt trådte jeg frem, løftede kniven over mit hoved, og jog den i hende. Kroppen sprællede som en fisk, indtil den lå helt.. stille.

Som en lille forvirret pige, lagde jeg hovedet på skrå. Kiggede på mit værk, så hvordan blodet løb væk fra såret og kniven. Det så perfekt ud, som var det planlagt hvordan de enkle bloddråber skulle løbe.

Løbende fødder lød i baggrunden. Hivende efter vejret. De var bange, meget bange. Det gjorde mig glad.

Alt var bare.. perfekt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...