Hun er mig, jeg er hende.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2014
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Igang
At gå rundt, og se til hvordan en særlig person har det perfekte liv. Og selv være gemt væk. Ikke at kunne tage magten fra andre. Men enkle er lidt mere usædvanlige. Så måske bliver nogle ting lavet om.

7Likes
22Kommentarer
414Visninger
AA

4. Kapitel 3

Der lå en urolig energi over gangen. Alle holdte øje med hinanden, ikke et øjeblik stoppede de. Det var fantastisk, at se hvad jeg kunne frembringe i deres sind. Det var så nemt at se frygten malet i deres ansigter. Ren lykke..

De kan ikke se det. Se hvor åbenlyst det er hvem jeg er. Det morede mig. Et stort brød hamrede ind i min skulder. Han ikke engang så på mig, som var jeg usynlig for ham. Viste jeg ham, hvad jeg kunne, ville han nok have reageret anderledes.

Mine øjne, borede sig skarpt ind i ryggen på ham, og afsatte et gennemsigtigt, men brændende mærke. Han skulle få lov til at lide for hans fejltagelse. Ingen skulle røre mig. Gangen blev utydelig, alle farverne smeltede sammen. Den eneste jeg så klart var ham. Det skete ud af det blå..

Kniven stak pludseligt ud gennem brystet på ham. Folk skreg da hans blødende krop drattede til jorden. Den skingre klang af et forvredet grin, blev spredt ud mellem eleverne. Som en skygge uden herre, gik jeg gennem dem alle.

De løb i en stor kreds omkring mig. De turde intet andet, de kunne endelig se ondskaben i mine øjne. De så hvilke kræfter jeg gemte på. Hvad jeg var i stand til.

Nemlig at dræbe, det var den rene genfødsel at dræbe. At man kunne tage et liv, og selv få noget at kroppens livsenergi. Min hånd virkede uvirkelig, da den trak kniven ud af hans krop.

Jeg lagde dårligt mærke til hvordan min hånd svingede faretruende mod alle.  Det eneste der trængte igennem, var min egen latter, der blandede sig med skrigende, fra de personer, som blev ramt med kniven.

Slappe kroppe faldt til jorden. Andre græd. Nogle gjorde slet ikke modstand mod at kniven ville ramme dem. De var klar over at de ville dø, hver og én! Sandheden, frygten, og enkle steder, lettelsen stod malet i deres smukke øjne.

Søstre, brødre, venner, veninder, kærester, og lærer. De faldt alle. Enkle løb stadigvæk, selvom de var blevet ramt. En pige med sort hår græd, mens hun holdte sig på skulderen. Blodet sivede ud mellem hendes fingre.

En skarp lugt steg op mod min næse. Blod. Og masser af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...