Hun er mig, jeg er hende.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2014
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Igang
At gå rundt, og se til hvordan en særlig person har det perfekte liv. Og selv være gemt væk. Ikke at kunne tage magten fra andre. Men enkle er lidt mere usædvanlige. Så måske bliver nogle ting lavet om.

7Likes
22Kommentarer
411Visninger
AA

3. Kapitel 2

Der var støjfrit på gangen. Alle sov. Undtagen mig. Mine skridt slæbte sig i begravelsestempo ned ad gangen. Min skygge sås svagt i det enkle månelys, der skinnede gennem vinduerne. Der lød en besværet vejrtrækning. Det var min..

En skinger lyd, der kom skrabende hen ad væggen. Som negle mod en tavle, men skarpere. Knivspidsen legede nærmest mod væggens hårde flade. En veltilfreds følelse gled gennem min krop. Følelsen af noget jeg vidste, ville ske inden længe.

Mit indre blik forstillede sig stilfærdigt mit næste offer. Hendes lange, blonde farvede hår, de grønne øjne, der snart ville være livløse. Det ville blive rigtig.. sjovt.

Et uhyggeligt, og dukke lignede smil, formede mine læber. Det skulle nok blive spændende at se hvordan hun ville tage det. Det ville blive interessant at se hvordan Tessa ville reagere på at hendes bedsteveninde ville være væk. Jeg glædede mig nærmest over den smerte, der ville brede sig i hendes bryst.

Døren stod klar, den var lige til at åbne. Tænder som gnavede sig ned i min underlæbe, fremkaldte en lille stribe af blod. Den metalliske smag bredte sig i munden. Jeg følte mig som det ondes budbringer.

Døren knirkede idet den gik op. Lyset blev tændt.  Julie lå og blinkede mod det skarpe lys. Hun så forvirret ud, men inden hun nåede at skrige ved synet af kniven, havde jeg stukket den ind i brystet på hende. De små stød af hendes åndedrag, blev kraftigere. Jeg mærkede hendes forvirring.

I et ødelagt forsøg prøvede hun at få mig til at gå væk, men hendes krop var gået i panik. Den rystede, blodet løb ned af hende. Det ramte mine hænder, hendes seng, og hendes snart døde krop.

Lyden af en djævel. Af et djævelsk grin. Det fyldte værelset. Strømmede ud på gangen, og hele vejen til rektorens værelse. Trætte fødder, blev slæbt hen mod værelset. Mine egne var allerede væk. Gemt væk.

De skreg. Og blev ved. Der blev ringet til alle mulige. Men jeg så kun hendes forvirrede ansigt for mig. Hun havde ikke regnet med det var mig.

Især ikke mig..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...