Hun er mig, jeg er hende.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2014
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Igang
At gå rundt, og se til hvordan en særlig person har det perfekte liv. Og selv være gemt væk. Ikke at kunne tage magten fra andre. Men enkle er lidt mere usædvanlige. Så måske bliver nogle ting lavet om.

7Likes
22Kommentarer
408Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

Skrig, smerte, uskyldighed, og frygt. Den måde hun lå og krummede sig sammen. Prøvede at redde sig selv fra knivens skarpe snit. Men hun kunne ikke flygte. Hun var fanget. Hendes skrig gav mig fornyet styrke. Jeg fortsatte selvom hun bedte om nåde, hun måtte ikke slippe fra smerten. Hun skulle lide og mærke hvor ondt det kan gøre.

Ingen kunne høre os. Jeg havde gemt hende godt, for jeg ville bestemt ikke forstyrres nu. Især ikke nu, hvor hendes snitsår langsomt blødte. Det gav en behagelig lykke at se hvordan blodet dryppede ned af hendes arme og ben. Visheden om at hvis hun ikke blev fundet, så ville hun dø af blodmangel. En langsom og smertefuld død.

Det var næsten komisk hvor nemt kniven gik ned i hendes hud. Det glædede mig at mit arbejde med at slibe den, havde givet pote. Hendes hellige tårer gled ned af hendes smukke kinder, og tværede hendes perfekte makeup ud over hendes ansigt. Endnu en glæde spredte sig i mit bryst. Det var præcis den reaktion jeg gerne ville fremkalde hos hende.. hos mit offer.

Stemmer krøb hastigt mod døren til rummet. Med en hurtigt bevægelse smed jeg kniven fra mig, og kravlede ind et sted hvor de ikke ville kunne se mig. Døren sprang op, som trolden i en æske, og de bragede larmende ind.
Deres bekymrede blikke, blev forvandlet til rædsels ved synet af den blodige Tessa.

Hendes før perfekte krop var blevet påført snit overalt. Det eneste jeg holdt mig fra, var hendes ansigt. Det havde jeg gjort bevidst med en særlig grund.
Med største forsigtigt samlede nogle sig omkring hende.

Lyden af en der kastede op, lød længere henne, nok ude fra gangen. En stemme lød svagt, det var fra en af lærernes mobiler, som blev brugt til at ringe efter hjælp. Men jeg vidste at det ikke ville hjælpe.. Det ville ske igen, og det ville blive snart.

Jeg lukkede af for de overdøvende lyde, og kiggede lidt frem fra mit skjul og nåede lige at se Tessa i øjne, da hun blev båret ud, som om hun var af glas. Selv smilede jeg, med en særlig tanke sendt til hende.

Men som før, tænkte jeg på hendes ansigt, og snitsårene på hendes krop. Sårene kan gemmes væk, men det kan hendes ansigt ikke.

Præcis det samme med løgne, og sandhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...