I'll fight to the end - JB

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2014
  • Opdateret: 26 feb. 2014
  • Status: Igang
Jeg skriver kun videre hvis I vil have det, så bare kommentere, tak :) Populær, smuk, rig og venner i mængder? Lige præcis alt det Shila ikke havde eller er. Faktisk står hendes live til, sådan at hendes mor drikker og er voldig imod hende, næsten ingen venner, rig eller populær, ingen af delende. Dog er hun naturlig smuk. Men hvad sker der da Shila har mistet en masse blod, efter en kamp mod hendes mor. Moderen kan ikke håndtere hendes liv, så hun skrider. Altså er Shila i kæmpe bold mangel, med en speciel blodtype. Faktisk er der kun få personer på hospitalet med denne blodtype, men er der nogen som er villige til at give noget til Shila? *Læsning er på eget ansvar*

5Likes
0Kommentarer
164Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Mit liv kørte i den samme rutine hver dag, ingen ændringer, ingen store, vilde oplevelser, som jeg kunne dele med resten af min klasse, altid det samme kedelige liv. Men jeg var vel ved at indse at mit liv bare var sådan. 

Jeg var på vej hjem fra skolen efter en dag som alle de andre, en der bare skulle overstås, så jeg kunne komme hjem til det hus min mor og jeg bor i. Og som altid var min mor ikke hjemme, da hun arbejdede i et eller andet kæmpe stort mode firma, som en overmand der. Så hun kom som altid først hjem sent om aftenen, og tog af sted tidligt om morgenen. Sådan har det været lige siden min far gik bort i et biluheld, jeg tror at det bare er hendes måde at glemme det hele på, da det tog ret hård på alle sammen. 
Ellers har jeg en storebror, men han er flyttet hjemmefra med hans kæreste, til ind i midten af London.
Da vi der for fire år siden mistede min far, flyttede vi til udkanten af London fra Danmark af, fordi vi synes det mindede alt for meget om han, her var der var mere ro, med en have, og en grusindgang, ind til huset, uden fra vejen af. Det er et meget normalt villaområde, som vi bor i.
Siden min mor arbejder rigtig meget af hendes tid, tjener hun også mange penge, ergo er vi lidt rige, for vi arvede også min fars arv.
På trods af det, har jeg stadig et arbejde, i en lille butik, tæt på der hvor vi bor.
Men altså min storebror, Poul, fandt en kæreste her i London, og flyttede sammen med ham, så det vil sige at han er homoseksuel.
Da han fortalte det til min mor, blev hun bare endnu mere ked af det, end hun i forvejen er. Jeg forstå hende også godt, for hvem ønsker sit barn er sådan? Jeg derimod respekter ham bare for at turde gøre det.

Men tilbage til virkeligheden, det er fredag eftermiddag, og de fleste fra den Hige School jeg går på, ville nok skulle være sammen med en, gøre sig klar til en fest i aften, holde fælles aften, ud og shoppe, alt det der, bare ikke mig, for som altid, er jeg bare ikke inviteret. Jeg har siden min fars død været ekstremt indelukket, så da jeg startede på Hige School, startede jeg ud med at være den stille og indelukket person, som ingen til sidst gad være sammen med, eller bare prøve at nå ind til, for det var ret umuligt.
Min fredag havde rent ud sagt været et mareridt, jeg var blevet tvunget sammen med en pige fra mit engelsk hold, til at lave en rapport, som skulle være færdig på mandag, så nu var jeg tvunget til at være sammen med hende weekenden over. Mine karakter var virkelig dårlige, og jeg var stort set altid kun én karakter fra at dumpe. Skolen havde snakket med mig i dag og sagt at jeg ville blive smidt ud hvis de ikke blev bedre. 

Jeg havde ellers haft de helt store planer for weekenden, som nu måtte aflyses. Jeg ville finde en måde at komme væk fra det her liv på, og forhåbentligt ville jeg genopstå, starte på ny, og glemme det her liv. Altså begå slevmord. Med piller, som jeg havde gemt på mit værelse.

Jeg kom tilbage til virkeligheden, fra mine tanker af, da en bil dyttede af mig, så jeg var ved at vælte på min gamle, og grimme cykle. Jeg fandt dog balancen igen, og opdagede at jeg var cyklet for langt, og at jeg derfor var nød til at cykle tilbage igen.

Irriterende tankegang, jeg havde mig.

Jeg nåede indenfor i huset, uden de helt store problemer, andet en at jeg selvfølgelig, var ved at vælte, da jeg skulle af min cykel, en typisk mig ting.
Jeg gik ind i køknet for at varme en bolle, som jeg efterfølende puttede nutella på, jeg kunne lige så godt droppe den kur, som jeg var på, da jeg allerede havde bestemt mig, mit liv skulle ende inden længe. 
Jeg smuttede op på mit værelse, for at tænde min MacBook, selvom det ikke var ret tit jeg brugte penge, kunne jeg godt lide, at have ordentligt udstyr, imens den var ved jeg tænde op, gik jeg hen til den ventilator, som var på mit værelse, jeg åbnede den. Inde i ventilatoren lå der kun tre ting, min dagbog, pillerne, som jeg den rigtige dag ville bruge, og et barberblad.
Min dagbog var ualmindelig hemmelig, der var alle datoerne på de gange jeg havde cuttet, skændes med min mor, og alle de gange jeg havde overvejet at lave en ende på mit liv.
Den var efterhånden ved at være fyldt op, hvilket vil sige, at alle de ting efterhånden var sket mange gange.
Jeg tog dagbogen i hånden og satte mig ned på gulvet. Jeg slog på en tilfældig side af bogen, og begyndte at læse, hvad der stod på siden.
’I dag har det været en af de værste dage. Min mor havde lagt syg hele dagen i dag, og var derfor hjemme da jeg kom hjem fra skole, med mine halvårskarater, da jeg viste hende sedlen, begynde hun at råbe af mig, hvilket hun har en tildens til at gøre, når hun er syg, men da hun begynde at bruge far imod far gik det galt, jeg havde fundet mit barberblad frem og begyndte… ‘

Jeg mærkede noget vådt ned af min kind, og smækkede derfor hurtigt bogen sammen igen, og lagde den på plads.
Da jeg skulle til at tage barberbladet op, stoppede jeg hurtig mig selv, og kiggede med frastødende øjne på bladet.
Hvis jeg rørte det, ville jeg sikkert bare begynde igen, og det måtte ikke ske, jeg måtte bare være stærk.
Ingen kendte til det her, og ingen måtte kende til det, punktum. Det min hemmelighed, og sådan skulle det forblive. Det var også en af de grunde til at jeg var som jeg var, asocial. 
Jeg loggede på Facebook, og så at jeg havde fået en besked, hvilket virkelig var en sjældenhed, da jeg ingen venner havde, andet end en som jeg havde i Danmark, men vi mistede kontakten efter et halv års tid.
Beskeden var fra pigen jeg var blevet sat sammen med i engelsk.
’ Hej
Jeg tænkte på om jeg ikke kunne komme over i morgen, så vi kan skrive på opgaven.’

Jeg havde jo planlagt, hvad jeg skulle bruge min weekend på, men det skulle vel ikke også gå ud over hende, så jeg valgte at svare tilbage, med et ’Jo, ved 12-tiden?’, kort tid efter kunne jeg se at hun havde set beskeden, men droppede at svare, så det måtte vel betyde ’ja’.

Sent hen på aftenen kom min mor hjem, hun så meget udmattet og træt ud, med det er hendes hverdag.
Da hun så mig sidde i stuen, foran fjernsynet, blev hendes ansigt helt rødt, og det var ikke svært at se at hun var rasende. 
Jeg rørte lidt på mig, fordi jeg var bange, for jeg kunne se i hendes øjne at hun var fuld. Jeg troede da hun var ovre den periode, efter fars død, havde hun også trøste drukket, og mens hun drak brugte jeg bevist tiden på mit værelse med låst dør. Hun havde nemlig en tildens til at blive en smule voldig.
Men dengang var ingenting i forholdt til nu. Hun begyndte at råbe af mig, mens hun gik hen mod mig, så jeg rejste mig fra sofaen, og skulle til at løbe ind på mit værelse, da jeg mærkede at hun tog fat i min arm, og rev i mig, så jeg snurrede rundt og stod med ansigtet mod hende.
Kort efter mærkede jeg er hånd på min kind, og lige efter begyndte det at prikke og stikke præcis det sted hun ramte.
Jeg kiggede forskrækket, hende i øjnende, og til min overraskelske, kiggede hun med det samme blik som mig, på mig.
Langsomt slap hun min arm, og satte sig i sofaen, og kiggede stift lige ud. Det var ret tydeligt at hun var ked af det, men lige nu, var jeg ligeglad med alt og alle, jeg ønskede ikke det her liv mere. 
Jeg løb op på mit værelse, åbnede for ventilator skakten, og tog pillerne i hånden, derefter gik jeg ind på toilettet, og satte mig på Wc’et.
Jeg kiggede på bagsiden, bare lige for at sikre mig at pillerne var de rigtige at gøre det her med, ’højst to piller af gangen, ved store smerter, mindre smerter bruges der en pille til. For mange piller af gange er skadeligt, og meget dødbringende!’
Jeg var sikker nu, pillerne var de helt rigtige, og det var det rigtig tidspunkt at gøre det på
Jeg slugte hurtig den første, den næste… og hurtig var de alle nede.

Lidt efter gik alt i sort. 
Så, det var sådan her det føles at dø, endelig.

Jeg vågnede op, da jeg mærkede at jeg blev lagt på noget, og jeg var ret sikker på at jeg kunne høre en ambulance et sted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...