Messy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2014
  • Opdateret: 26 feb. 2014
  • Status: Igang
Dette er det første jeg ligger ud herinde, og det var en stil vi skulle lave til skolen. Jeg håber at I kan lide den da det som sagt er det første

1Likes
2Kommentarer
192Visninger

1. Messy

Selv om det efterhånden er mange år siden, tænker jeg stadig meget på hende. Når ens bedste veninde gennem mange år lige pludselig forsvinder ud i tomrummet, kan man ikke undgå at blive berørt af det.

Jeg mødte hende for mange år siden. Mine forældre var lige blevet skilt, og jeg skulle bo med min mor fremover. Sammen med hende flyttede jeg til indre København. Jeg havde altid boet lidt ude på landet, så for mig var det en stor oplevelse at komme til en storby. Jeg kan stadig huske mit første indtryk af København. Et stort dyr der lå og sov og bare ventede på en anledning til at æde dig. Jeg hadede København. Faktisk har jeg aldrig brudt mig om store byer. De virker for indelukkede, og jeg føler mig fanget, hvis jeg er blandt for mange mennesker.

Her i København begyndte jeg på en ny skole - Sankt George skolen. Første skoledag var jeg meget nervøs. Jeg kendte ingen, ingen kendte mig, og jeg var bange for, at jeg aldrig ville komme med ind i fællesskabet. Jeg kom ind i klassen og blev præsenteret. Min nye lærer virkede tvær og ville bare have velkomsten overstået hurtigst muligt. Jeg blev sat ned ved siden af en mørklødet pige - Messy.

Nu hvor jeg tænker tilbage, undrer jeg mig over, hvor lidt overrasket jeg blev over Messys hudfarve. Der hvor jeg kom fra, var der kun en, der havde en lille smule farve i huden, men det kunne lige så godt skyldes for mange timer i solen. Hvad betyder hudfarve også for noget som helst? Man kan opføre sig på samme måde, om man så er hvid, gul eller sort.

Messy og jeg fandt hurtigt sammen. Det viste sig, at Messy allerede havde flyttet skole fire gange, inden hun kom til Sankt George. Messy var kommet ind i klassen for blot et år siden og var endnu ikke faldet helt til. Jeg ved egentlig ikke, om Messy eller jeg nogensinde kom ordentligt ind i klassen. Vi snakkede aldrig med de andre, var aldrig sammen med de andre, og jeg er ikke engang sikker på, at jeg kunne alles navne. Nu kan jeg i hvert fald ikke huske andre navne end Messy.

Messy fik langsomt mere og mere indflydelse på mig, men det gjaldt også den anden vej rundt. Snart var vi ikke mere enkeltpersoner. Der var ingen Messy eller nogen Bet, kun Messy og Bet, Bet og Messy. Vi opgav begge gladeligt vores identiteter for at få en følelse af fællesskab, som ingen af os nogen sinde rigtig havde haft før.

Vi begyndte begge tidligt at ryge, gå i byen og drikke. Vi var ligeglade med alt og alle, for vi passede på hinanden, troede vi. Som om det var nok beskyttelse…, men vi levede godt i vores egen lille fantasi. Vi blev vildere og vildere. Hvis jeg sagde, noget gjorde Messy det. Hvis Messy sagde, noget gjorde jeg det.

Da var det, vi fandt på vores lille udfordringsleg. I starten var det meget uskyldigt. Små ting ingen ville sige noget til. Måske løfte på øjenbrynet, eller rynke på næsen af, men ikke mere end det. Aldrig noget der var farligt, men det begyndte at kede os. Kedsomhed er en farlig ting. Mange vil gøre hvad som helst for at få lidt mere spænding ind i deres liv. Desværre hørte Messy og jeg til denne gruppe mennesker. Det kan også være vi ikke gjorde, men at vi bare ville imponere den anden.

 

 

Jeg kan ikke huske, hvem der kom med idéen om, at vi skulle tage til Hamburg. Hamburg af alle byer på jorden. Ikke Berlin, ikke Amsterdam eller en anden hovedstad, men Hamburg. På det tidspunkt syntes vi begge, at det var en fabelagtig idé. Jeg tror faktisk, det var mig, der kom med idéen. Messy var begyndt at blive mere indadvendt, så jeg foreslog det nok for at muntre hende lidt op. Jeg fandt hurtigt på en forklaring til min mor, og så tog vi ellers bare af sted.

Turen derned gik let. Tog, bus, færge, taxi. Vi var ligeglade, bare vi kom der ned. Hurtigt tjekkede vi ind på det billigste hotel, vi kunne finde. Det var af værste kvalitet, men det kostede heller ikke en øre mere end det var værd. Heldigt for os så var der flere penge til at gå i byen for.

Det hele begyndte en fredag aften. Vi havde gjort os ekstra flotte, for det var sidste aften, og så skulle der festes igennem. Den bar vi gik ind på, husker jeg ikke specielt godt. Jeg tror ikke, vi havde været der før. Jeg husker mest, at fyrene som sædvanlig kiggede mest efter Messy på grund af hendes flotte hudfarve. Vi kom i snak med nogle unge fyre. De bød os på cola, hvilket virkede lidt underligt på mig, da jeg ikke plejede at røre noget med mindre end 7% alkohol i. Lige den dag gjorde det ikke noget, at det kun var en cola. Penge var der ikke så mange af, så alt hvad der var gratis, tog vi gerne imod. Hen ad aften blev vi mere og mere døsige. Jeg husker intet fra ved tolv tiden og frem til næste morgen.

Da jeg vågnede, var vi låst inde i et lille rum. Der var også et vindue i rummet, men vi var en etage oppe, så gerningsmændene regnede nok ikke med, at vi ville prøve at springe ud. Alligevel syntes Messy, at vi skulle forsøge at komme ud af vinduet. Hvis man hang sig i armene, var der nok ikke mere end to/tre meter ned. Lige fra jeg vågnede, havde Messy virket meget følelsesladet. Hun havde blanke øjne og knugede min hånd hårdt.

Vi besluttede os for at prøve vinduet. Jeg skulle kravle først. Lige inden jeg kravlede ud, flød en lille tåre ud af Messys øjenkrog. Det var første og sidste gang, jeg så Messy græde. Jeg sænkede mig ned på gaden. Jeg slog mig lidt, men jeg hverken brækkede eller forstuvede noget. Nu var det Messys tur, men i stedet for at sænke sig langsomt ned stillede Messy sig op i vindueskarmen. Hun bøjede i knæene og sprang, gjorde klar til at lande i et perfekt hovedspring.

Mange siger, at dem der begår selvmord er selviske og egoistiske. Tværtimod mener jeg, at de er modige og ulykkelige. Ulykkelige fordi de ikke kan se noget godt i livet, og modige fordi de tør gøre en ende på det. Personligt har jeg følt mig ulykkelig og haft lyst til at ende livet, men jeg har aldrig haft modet til det. Modet til at springe, selvom man ved, hvad der vil ske, når man rammer asfalten. Modet til at hænge sig, selv om man ved, at der venter en langsom kvælning. Selvom jeg ikke kan forstå, hvorfor Messy gjorde det, beundrer jeg hende, fordi hun havde modet til det. Jeg vil aldrig selv følge hende, men fantastisk var hun. Jeg har aldrig, ikke engang da hun sprang, følt vrede over det hun gjorde.

De eneste følelser, jeg har tænkt mig at gemme, når jeg tænker på Messy, er kærlighed og beundring.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...