A+ [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2014
  • Opdateret: 16 aug. 2014
  • Status: Igang
Gabriella. Skolens stille pige, hun har aldrig røget, drukket eller holdt sig de forkerte steder. Skolens mest uskyldige og nørdede pige. Men hvad sker der når hun en eftermiddag på bibleoteket møder den berømte Liam Payne? Ville den stille pige åbne op for den hårde badboy eller hvad vil der ellers ske? Følg med i Gabriellas liv i A+

10Likes
5Kommentarer
676Visninger
AA

2. Im The Teachers Favorite

Lyden af mit ur vækkede mig som det plejede, jeg fik hurtigt slukket det og sat mig op, spejlet der fyldte halvdelen af min ene væg viste mit ansigt. Som forventet stod mit hår ud til alle sidder og jeg måtte sukkende gribe ud efter hårbørsten.

 

Da det var gjort tog jeg mine briller på, de var store og sorte, det lidt svært at forklare men de var seje. Og der var endda et britisk flag på. Jeg svang mine ben udaf sengen og kiggede mig endnu engang i spejlet.

 

Med tandbørsten i munden fik jeg tændt mit glattejern og hang det så op på den lille knage den havde fået. Da mine tænder var børstet fuldkommen rene spyttede jeg ud og gik langsomt i gang med at glatte mit hår.

 

Da alt dette var gjort gik jeg nedenunder og opdagede at jeg havde en lidt over en halv time tilbage inden skole, glad gik jeg hen til mis taske og fiskede mit eksemplar af Twillight Breaking Dawn op, jeg var i gang med at læse den for 5. gang men den stoppede aldrig med at blive spændne. Jeg rettede kort på mine briller ved at skubbe den på plads med pegefingeren.

 

Jeg slog op i bogen og begyndte lige så stille at læse, fordybet i min bog opdagede jeg slet ikke hvad klokken var før min mobil bibbede. '10 Min til du skal gå' stod der på skærmen og glad låste jeg den op for at afbryde alarmen. Bogen røg i tasken og jeg tjekkede hurtigt at jeg intet manglede. Mine lektier havde jeg lavet, faktisk havde jeg lavet forud da jeg havde kedet mig umådelig meget i går.

 

Med tasken svunget over skulderen gik jeg ud i det varme August og var klar til endnu en dag i 2.G, folk siger at 2.G er hårdt, men jeg syntes faktisk det var til at overskue. Lektier var sværere og hårdere men mine karaktere blev hvor de skulle. Ved et A+.

 

Mine forældre var ret stolte af mig, da min bror Taylor ikke havde klaret det så godt i skolen. Derfor var de ovenudlykkelig for min interesse for skolen. Jeg fik rettet en løs tot på plads bag mit øre og fik så sat mig op på cyklen. Turen hen til skolen var ikke specielt lang, godt og vel 5 minutter på cykel så det var lige til at overskue.

 

Da jeg stod af min cykel henne ved skuret og fik pakeret den fik jeg hurtigt øje på Crissy, min bedsteveninde. Hendes glade smil og de store øjne nåede mit blik ligesom hun kom hen til mig med sine bøger under armen. Efter et stort kram lod jeg de første ord for i dag komme udaf min mund. ”Hey Crissy! Jeg har savnet dig” Crissy grinte inden hun blidt klappede mig på toppen af hovedet.

 

Jeg var hvad folk ville kalde den stille pige, jeg havde det ikke godt med at vise følelser og da slet ikke tale om dem. Dog var jeg i mit es når vi havde matematik, der sad jeg konstant med hånden i vejret, generalt elskede jeg at række hånden op. Og det var for det meste også kun i timerne og med hånden oppe de andre elever hørte mig tale.

 

”Hey Gabs, jeg har også savnet dig mus” Christina grinte lidt over sigselv da hun tydeligvis stadig var stolt over hendes opfundne kælenavn. Mine forældre kaldte mig Gabriella som jeg rigtigt hed ellers var det sådan noget med Gab eller en af deres kiksede puttegøj ting.

 

Crissy tog min arm i sin og sammen gik vi ind på skolen, folk kiggede ikke, men det var intet nyt. Crissy og mig var hvad man kaldte nørderne, dog var Crissy den mere udadvente af os, hun snakkede med folk og var faktisk okay med de fleste på skolen. Så var der mig, jeg havde Crissy og det var så det.

Crissy havde flere gange forklaret mig at hvis jeg åbnede lidt mere op ville folk elske mig, men det er jo så let at sige ikke? Let at sige men svært at gøre. Ihvertfald når man altid har været sådan. Det var ligsom 1 skole dag i skole da jeg var de 6-7 år gammel. Alle andre faldte hurtigt på plads med en eller anden men jeg klarede migselv eller jeg havde jo haft Anni. Det havde jeg faktisk altid gjort, ja altså ligeindtil Crissy første skoledag i 1.g valgte at slå sig ned ved siden af mig og gør mig til hendes sludre offer.

 

”Gabriella Montenero... de bedes komme tilbage til virkeligheden” kom det fra Crissy der trak mig videre gennem de mange mennesker. Folk skubbede hvis man kom for tæt på, men det var en stor skole så hvad kunne man gøre? Mit skab lå ved siden af Crissy's da hun havde byttet med en af drengene fra 3.g. Crissy havde intet problem med at omgå sig socialt, i forhold til mig...

 

Flere gange var jeg blevet testet for Social angst, men det var jeg ikke. Af hvad jeg vidste i hvert fald, jeg var bare ualmindeligt stille og genert. Men alle har jo deres måde at være på ikke sandt? Jeg fik lagt mine bøger ind og kiggede på skemaet inde i mit hoved. Matematik, se det lovede godt.

 

Glad og tilfreds fik jeg sagt vi ses til Crissy og gik så ned af gangen og fandt lokale 8b, døren skubbede jeg usikkert op og satte mig hen på min plads. Helt oppe forrest men dog ude i siden så jeg sad ved et af de store vinduer. Her var min plads og folk havde deres. Sådan havde det bare været fra dag 1.

 

Mr Woodstuck kom gående ind i lokalet med en masse papire under armen, forhåbentlig problem regning. Et af mine skarpeste hjørner. ”Godt mine elever, jeg har lidt opgaver med til jer, da jeg skal til et møde her om små ti minutter” jeg smilede i starten af sætningen men det faldt hurtigt igen da han meddelte at han skulle til møde.

 

Æv jeg elskede ellers at sidde og hører ham fortælle om trekanter, x, y og alle de andre ting han kunne finde på. Derfor satte jeg mig til at kigge ud af vinduet og ned på den store gård der lå dernede. ”Ms Montenero kunne jeg få dem til at dele disse problemregninger ud?” chokeret over at høre mit navn blive nævt kiggede jeg op på Mr Woodstuck og rejste mig derefter usikkert.

 

Turen op til kateteret føltes længere end den edenlig var men da jeg kom der op smilede jeg selvsikkert til mig selv, tog den dyb indånding og overbeviste migselv om det nok skulle gå. Ikke blive nervøs så skulle det hele nok gå fint. Med papirerne i hånden begyndte jeg at dele dem ud, vel og mærket uden at få øjenkontakt med nogle men selvfølgelig skete det og jeg snublede over mine egne fødder.

 

Latter fyldte klassen og jeg fik klosset rejst mig op, med følelsen af totalt ydmygelse og med blodrøde kinder fik jeg samlet papirerne og delt de sidste ud med tårrer i øjnene. Denne gang gik dog bedre end før.

 

Hurtigt for jeg ned på min plads med det sidste ark i hånden, jeg fik åbnet mit penalhus og gik derefter igang med at løse problemerne. Heldigvis til min og min hjernes lettelse var de ikke sværer, men det var jeg åbenbart en af de eneste der syntes for et pist blev råbt og jeg kiggede over på en af drengene fra fodboldt holdet.

 

Usikkert kiggede jeg på ham og da han pegede på mit udfyldte papir rynkede jeg forvirret mine øjnbryn ”Montenero, eller hvad du nu end hedder, lad mig lige skrive af efter dig” jeg sukkede indeni inden jeg skubbede papiret over mod ham, jeg kunne ikke sige nej og hvis jeg prøvede ville der nok ikke komme et eneste ord udaf min mund.

 

 

Matematik var oversåtet og jeg var sluppet afsted med at kun to ville skrive af, men forhåbentlig kunne Mr Woodstuck se at det var præcis det samme. Han ville nok undre sig over hvorfor de elever der aldrig lavede noget lige pludselig fik 12.

 

Jeg var aldrig sikker på jeg ville få 12 men det havde jeg næsten altid fået så jeg var så småt begyndt at regne med det. Lidt nørd var jeg da. En gang imellem...

 

***

Jeg stod i kantinen og manglede nu kun en enkelt time, Spansk jeg elskede det og den måde ordende klingede på var helt ufattelig. Spansk var bare generelt et smuk sprog. Dog kunne jeg ikke bruge det derhjemme eftersom ingen af mine forældre kunne nok spansk til at forstå hvad jeg sagde. Men i det mindste var de stolte af mig.

 

Og det var da godt, var jeg helt overbevist om. Jeg ventede ved Crissys skab og da jeg fik øje på hende kunne vi hurtigt komme op i køen til kantine maden. Jeg greb et æble og en friskpresset æblejuice. Crissy derimod langede en burger op på sin tallerken og tog en sodavand. Hvordan hun kunne spise alt det uden at tage på gik snart igennem mit hoved hver eneste dag. Men hun var tynd, hun trænede vist også en del så der havde vi faktisk grunden.

 

Vi fik sat os ned og hurtigt kom nogle af Crissy's venner dumpende hen til os, jeg vidste ikke hvad de hed men det gjorde mig ikke så meget. Godt nok havde jeg kendt dem i et år men jeg havde aldrig snakket med dem, udover et hej, ja eller nej hvis de snakkede til mig. Hvilket meget sjældent skete.

 

”... men jeg skal træne i dag såh det kan jeg desværre ikke. Spørg Gabs” jeg løftede mit hoved fra det interasante grønne æble i mine hænder og op på Crissy som smilede stort til mig. En pige jeg vist kunne huske jeg havde set før smilede til mig og åbnede så munden for sikkert at gentage sit spørgsmål.

 

”Jeg spurgte bare Crissy om hun ville hjælpe med min matematik men da hun skal træne såh sagde hun jeg kunne spørge dig... forresten hedder jeg Rebecca” jeg kiggede på Rebecca og prøvede at tvinge et smil frem.

 

”Jeg... ehm... det J-jeg skal på b-ibleoteket... d-desværre” stammede jeg og håbede inderligt kun ikke blev sur. Istædet smilede hun bare til mig inden hun igen åbnede munden for at snakke til mig. Hendes hår var stort og puffet brunt, sådan rigtig flot puffet. Hendes hud var lidt mørkere end min men det klædte hendes brune øjne rigtig godt.

 

”Hvis det så ikke ville gøre noget... kunne jeg så eventuelt få lov til at tage med? To fluer med et smæk som man siger” plabrede hun og sendte mig et håbefuldt smil, jeg prøvede så vidt muligt at gengælde det og åbnede så munden for at svarer. Det kunne jo intet skade ved at tage hende med, dog ville hun nok kede sig ihjel over mit stille jeg.

 

”Jo.. d-det må du da g-gerne” stammede jeg videre og kiggede flovt ned i bordet. Normalt stammede jeg ikke men når nye mennesker snakkede til mig blev jeg så nervøs at jeg automatisk begyndte på det. Ikke specielt smart.

 

”Så er det en aftale” sagde hun glad og slog hænderne sammen, hun virkede nu meget flink, men hun havde da nok en hel masse energi hun skulle ha brændt af. Så ville det da ikke hjælpe med en tur på biblioteket.

 

Da det var slået fast lagde Crissy igen opmærksomheden på sigselv. Ikke fordi hun var snobbet eller egoistisk men hun elskede bare at være i centrum. Dog ikke når det kun var hende og mig. Crissy og Gab eller som hendes far havde kaldt en Grissy. Jeg havde intet problem med Crissy's forældre og jeg havde da også kendt dem længe nok til at kunne sige jeg ikke stammede derhjemme mere.

 

Jeg havde for længst afsluttet min frokost så jeg begav mig hurtigt op med min bakke og stilte mig så for at vente på Crissy. Dog kom hun ikke, men det gjorde en hvis anden en med puffet hår. ”Hey Gabs, Crissy smuttede lige med Jarred så du få mig at følges med istedet” det sidste sagde hun med et stort smil klistret i ansigtet. Hun var nu meget sød.

 

”O-okay” stammede jeg og smilede usikkert til hende, dog tog hun mig bare under armen og hen mod mit skab hvor hun til synladende også havde skab. På den anden side af mit og Crissy's. Hurtigt fik jeg taget min spansk bog ud og skulle lige til at gå da Rebeccas stemme endnu engang nåede min øresnegl ”Hvor skal du hen...” der gik en pause mens hun kiggede på min bog, og så fortsatte hun igen ”spansk, det skal jeg også! Fedt! Lad os da følges”

 

Da vi igen begav os ned af gangen kom jeg i tanke om jeg ikke havde svaret og da jeg åbnede min mund var min hjerne et skridt foran ”b-Bueno por lo que v-vamos a ir” Rebecca kiggede forvirret på mig og der gik det op for mig at hun måske ikke var en af de meste flittige elever i spansk. Derfor åbnede jeg munden og oversatte for hende.

 

”Det betød: O-okay så l-lad os gå” Rebecca smilede glad til mig inden jeg skubbede døren op til Spansk lokalet. Der blev helt stille og folk rynkede brynene da jeg ikke kom alene som jeg plejede. Jeg satte mig på en plads, her havde vi ikke faste pladser som i matematik. Derfor syntes Rebecca åbenbart for at sætte sig ved siden af mig igen.

 

”Jeg stinker virkelig til spansk... ” hviskede Rebecca og kiggede på mig, dog sendte jeg hende et stort smil. Der var intet galt med at man ikke var god til et fag. Dog kendte jeg ikke til det, hvilket tit pissede folk af. Men som mine forældre sagde så var jeg et natur talent i skolen. Da vores lærer Mrs Lenobra kom ind af døren, hendes sorte hår og oliven farvede hud gjorde det klar at hun ikke var fra England ligsom os andre. Dog vidste jeg hun var fra Madrid altså hovedstaden i spanien. Og det var nok grunden til at hun havde os i spansk.

 

”Este día mis alumnos, debemos traducir los verbos españoles” alle i klassen sukkede da hun forklarede at vi skulle oversætte spanske verber. Dog lød det til at overkomme, ikke det helt store fra min side af. Dog var Rebecca helt uenig for hun sad helt blank i hoved da hun fik rakt papirerne. Jeg gik ligså stille i gang med at lave mine og var da hurtig færdig. Dog sad Rebecca bare stadig og kiggede tomt på papirende.

 

”S-skal du ha h-hjælp?” spurgte jeg og smilede prøvende til hende, da hun nikkede gik jeg så godt jeg kunne i gang med at få hende til at forstå. Det gik da også meget fint og hun havde lavet halvdelen. Dog da jeg skulle til at hjælpe hende med en ny en ringede klokken og indikerede at vi nu havde fri. Det gjorde mig intet da jeg nu - med Rebecca på slæb – skulle ned på bibleioteket. Jeg tog mine bøger og ventede så på Rebecca der hurtigt fulgte efter mig. Nu skulle vi så bare hen til biblioteket så jeg kunne læse lidt i Shakespeares Romeo og Julie. Jeg havde det i hvert fald bedst med at læse dernede og ikke derhjemme hvor alle andre kunne forstyrrer mig. På et bibleotek var der altid ro og de gamle damer var så søde dernede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...