A+ [1D]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2014
  • Opdateret: 16 aug. 2014
  • Status: Igang
Gabriella. Skolens stille pige, hun har aldrig røget, drukket eller holdt sig de forkerte steder. Skolens mest uskyldige og nørdede pige. Men hvad sker der når hun en eftermiddag på bibleoteket møder den berømte Liam Payne? Ville den stille pige åbne op for den hårde badboy eller hvad vil der ellers ske? Følg med i Gabriellas liv i A+

10Likes
5Kommentarer
672Visninger
AA

5. And You Are Going To Be The Next

Jeg stilte mine sko i gangen og fulgte derefter med Liam ind i hans nydelige stue, trods min usikkerhed ville jeg prøve at være åben. Og trods Liams fjendtlighed måtte jeg prøve at komme tæt på ham. Og før jeg kunne det så måtte jeg åbne op for ham.

 

”Liam?” spurgte jeg og koncentrerede mig selv så meget at jeg ikke stammede. Liam vendte sig rundt og så forbløffet på mig. ”Du stammede ikke ved første ord?” jeg rystede halv stolt på hovedet og fik lyst til at smile endnu mere fordi han ikke lød fjendlig. Som om han kunne læse mine tanker vrissede han og satte sig ned i sofa'en.

 

”S-skal vi stille hinanden s-spørgsmål” sagde jeg men kunne denne gang ikke holde stammen væk, men jeg skulle jo bare lære det. Liam trak på skuldrende og åbnede munden sikkert for at spørge om noget.

 

”Okay, Hvad er dit fulde navn?” jeg løftede mine øjenbryn men besluttede mig for bare at svare. ”Gabriella Rosalinda Montenero” Liam løftede sit øjenbryn over mit utrolige lange navn og da jeg åbnede munden for at spørge løftede han hånden. Hans læber var let separeret og hans kæbeline markeret. Hans let rynkede pande fik ham til at se mere hård ud end jeg håbede... Troede han var.

 

”Jeg stiller du svarer. Næste, hvor gammel er du?” Jeg kiggede op på ham mellem mine øjenvipper og fik hurtigt svaret 18, ih det havde han jo allerede spurgt om, men på den anden side... han var fuld. Normalt ville jeg nok ha hjulpet ha hjem eller bare stukket af men han havde taget mig med hjem, af en grund jeg ikke kendte.

 

”Hvor mange gange har du haft sex?” spurgte han hvorefter alting stoppede, hvorfor skulle han spørge om det? Det var da noget af det mest private nogle sinde. Medmindre ens kæreste selvfølgelig spurgte. Men nu var Liam ikke min kæreste.

 

”0... hvad med dig?” jeg tillod mig at spørge når nu han havde spurgt så mange. Hans smil blev stort og lumsk inden han rykkede sig lidt tættere på mig.

 

”Mange, flere end du kan tælle på to hænder... og du bliver den næste”

 

***

 

Liam sad i sofaen, stadig med sit fornærmede udtryk i øjnene, det var godt og vel en time siden jeg havde afvist ham. Men jeg forstod ikke han overhovede turde at spørge mig om sådan noget. Det kom slet ikke ham ved og jeg kunne ikke begribe at han havde kunne få sig selv til at spørge om det. Men nogle mennesker var vel ringere opdraget end andre.

 

Jeg forstold ham ikke.

 

Liam rejste sig med et sæt og jeg kiggede forskrækket op på ham, ”Hvorfor!” råbte han og slog hånden ned i bordet ”Hvorfor vil du ikke have mig? ALLE vil have mig! Folk drømmer om mig hver dag, bare at møde mig! Hvorfor vil du ikke. Hvorfor Ella” lige da han havde sagt mit kælenavn tog han en vase og kylede i gulvet. Jeg krøb sammen i sofaen, jeg var bange nu. Men jeg måtte tage mig sammen.

 

Med udsikre skridt gik jeg hen til han og lagde mine spinkle hænder på hans store skuldre. ”Liam! Rolig! Tæl til 11” messede jeg og smilede til ham det bedste jeg kunne. Liam fortsatte med at vride sig i mit greb, men ikke nok til at jeg gav slip. Jeg var langt fra stærk men han strittede ikke vildt meget imod.

 

”Hvorfor 11?” jeg trak på skuldrende og smilede igen til ham. ”Fordi sådan gør jeg, tæl nu bare til 11” han sendte mig et underligt blik og begyndte så indeni sig selv. For hvert tal han talte slappede han mere af i kroppen. Hans skuldre stoppede med at hoppede op og ned i takt med hans åndedræt. Da han var færdig åbnede han sinde øjne og så på mig.

 

De øjne var ikke de samme som havde kikket på mig hele aften, de øjne rummede mere end jeg havde set før, de øjne viste en såret dreng, en ødelagt dreng. ”Du stammede ikke Ella” konstaterede han og sendte mig et smil. Den stemme kendte jeg fra biblioteket, det var den stemme han havde talt til mig med første gang.

 

”G-gjorde jeg ikke? D-du gør mig nervøs... O-og det får mig til at s-stamme” Liam smilte til mig og tog min hånd. Normalt ville jeg ha trukket den til mig, men så huskede jeg det sårede blik i hans øjne. Jeg ville gøre det bedste jeg kunne for ikke at se det blik i hans øjne igen.

 

Dog måtte jeg finde ud af hvorfor han var så ødelagt. Og hvordan jeg kunne se lige igennem ham ville jeg ikke vide. Nogle mente at soulmates kunne se igennem hinandens sind, øjne og aura. Men mig og Liam var ikke soulmates. Han havde bare brug for en til at høre på ham. Brug for en som var der for ham.

 

Dette var ikke den Liam verden udenfor kendte. Medierne kendte kun den Liam han fremstod som i fjernsynet. Eller generelt uden for disse døre og ude i omverdnen. Han var hård, og kunne virke led. Men jeg var sikker på der lå mere i det end man bare lige vidste.

 

Liams hånd lå stadig i min, og jeg havde ikke tænkt mig at fjerne den hånd, mest for at holde ham i den bløde skal han nu var i. Liam satte sig igen ned i sofaen og jeg følte virkelig han prøvede at åbne op for mig. Selvom jeg stadig var indelukket skulle han ikke stoppes jeg ville så gerne se den ægte Liam. For jeg havde jo kun kendt ham i to dage? Eller siden biblioteket. Men jeg havde kun mødt ham 2 gange. Den første gang var han så venlig. Men måske var det bare en facade? Det håbede jeg inderligt det var.

 

Midt i mine tanker mærkede jeg pludselig en hånd på min kind, Liams hånd. Han kiggede indtrængene på mig, som om han ville se ind bag mine øjne. Nok ikke et kønt syn. Du ved musklerne og øjenhulen og alt det der.

 

”Ella?” jeg smilede og nikkede til ham, inden han kiggede mig lige ind i øjnene. ”Hvor vil du sove?” jeg nikkede bare mod Sofaen og lidt efter rejste Liam sig og kom tilbage med en dyne, hovedpude og et lagn. Det hele gjorde han klar hvorefter han kastede en t-shirt ind til mig. Se den her lide af Liam kunne jeg godt lide.

 

Jeg lagde mig ned under dynen fik stammet et godnat til Liam og faldt i søvn. Måske var der noget her? Måske kunne jeg få en ven? Eller måske mere end det? Eller var jeg for naiv? Jeg ville intet afvise, men heller ingen ting ville jeg bekræfte.

 

Ting tog sin tid.

 

 

Liams Synsvinkel

 

Jeg smilede sådan da jeg kunne hører hun var faldet i søvn. Hun var hoppet direkte på 'søde Liam' toget. Efter hun sagde at hun ikke ville i seng med mig havde jeg måtte drage til nye metoder. Men det mest underlige var at hun havde fået mig ned. Hvilket ingen af de andre drenge kunne når jeg var så vred, eller frustreret.

 

Gabs eller Ella eller hvad jeg nu skulle kalde hende. Faktisk kaldte jeg hende kun Ella fordi jeg vidste det gik hende på. Nogle der havde såret hende havde kaldt hende det før mig. Jeg tror heller aldrig hun ville kunne tage navnet igen når jeg var færdig med hende.

 

Det var underligt at have en pige i huset og hun så lå inde på sofaen, og ikke inde hos mig eller oven på mig. Mit store pigeforbrug havde bekymret drengene en del, men hvem ville ikke have en tur med The Payne Train? Det tror jeg faktisk de fleste fans ville. Eller rettere dem alle. Måske ikke de der boy directioners. Det ville være for klamt.

 

Det irriterede mig at jeg ikke kunne få Gabriella med i seng, at hun var sådan en sky lille mus der stammede. Hvilket jeg måtte få hende vendt af med. Jeg ville ikke stoppe før at jeg havde knækket hende, fået hende med i seng og derefter knuse hendes hjerte. Håbet der i går var at se i hendes øjne kunne hun godt droppe. Hun havde troet at hun kunne finde søde Liam frem. Men søde Ella... han findes ikke mere.

 

Han døde da Sophia skred.

 

Jeg måtte indrømme jeg flere gange var dukket op foran hendes dør med en buket roser. Enten havde hun sukket og snakket med mig. Eller også havde hendes nye kæreste Derek åbnet og smidt mig væk. Sådan en nar.

 

Jeg lagde mig tungt ned i sengen og for første gang i flere dage uden en pige ved siden af mig. Sengen føltes tom? Eller også var jeg bare ekstremt trængen. Og nej jeg var ikke en af de typer der rev den af på migselv. Det havde jeg piger til. Så hvorfor have besværet?

 

Ella mumlede noget og det gik op for mig at hun nok var en af de typer der snakkede i søvne. Det var så underligt og uhyggeligt. Virkelig. ad.

 

”Anni!” lød det og det var ikke fordi hun dæmpede stemmen denne gang, normalt ville jeg nok ha råbt hold kæft, men der var vidst noget med at man ikke måtte vække sovende folk. Normalt ville jeg nok være ligeglad. Men det interesserede mig, for underligt nok ville jeg gerne hører hvad hun sagde. Om det var om mig. Eller mere om hende der Anni.

 

Jeg gik ind i stuen for at iagttage hende. Flere gange forlod navnet Anni hendes mund og jeg måtte altså virkelig finde ud af hvem det var. Ella havde aldrig fortalt mig noget om hende, men nu havde jeg heller ikke kendt hende i så lang tid. Jeg skulle til at gå da mit navn forlod hendes mund, jeg satte mig ned og kiggede på hende og ventede lidt til at hun begyndte at snakke igen. Da jeg havde siddet lidt gav jeg op og gik ind på værelset.

 

”Liam? Bliv her” jeg drejede undrende hovedet og kiggede på Ella som lå og sov. Dog vidste jeg hun ville slå mig ihjel i morgen... eller skrige hvis jeg lagde mig ned hos hende så i stædet tog jeg min iphone og satte den op optag. ”Hvad Ella?” jeg håbede virkelig hun gentog sig selv. ”Liam? Bliv her” jeg stoppede optagelsen og lagde mig smilende under dynen til hende.

Gabriella's synsvinkel

 

Jeg vågnede ved at noget eller nogle holdt om mig. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jo jeg havde da sovet sammen med Crissy og.. i ved. Men ellers ikke? Forvirret drejede jeg hoved op opdagede Liam som nærmest klamrede sig til mig på grund af den manglende plads.

 

Hvordan kunne han overhovedet ligge her, det gav jo ingen mening? Altså virkelig ingen mening. Jeg troede han havde forstået at jeg ikke gad sove sammen med ham. Han var da uforbederlig. På en måde havde jeg lyst til at skubbe ham ned. Men samtidig så han så fredfyldt ud når han sov. Fraværende lagde jeg mig til at stryge en hånd over hovedet. Mens jeg bare lod mine fingre køre igennem hans hår slog han sine øjne op.

 

”Godmorgen” sagde jeg usikkert og sendte ham et ligeså usikkert smil. Liam smilede træt til mig inden han satte sig op ”godmorgen Ella. Har du sovet godt?” det glippede stadig lidt i mig når han kaldte mig Ella, men jeg måtte vende mig til det for det lod aldrig til at han ville forstå... eller gide at forstå.

 

”F-fint hvad med d-dig?” spurgte jeg og lagde så mærke til at jeg stammede igen, hvilket så måtte betyde at han gjorde mig utryg. Men det forklarede også meget godt den følelse jeg havde i maven. Liam smilte til mig inden han rykkede sig lidt tættere på mig. Nok for at komme længere ind på sofaen. Dog fik det mig hurtigt på andre tanker da hans ben lagde sig 'imellem' mine.

 

”H-hvorfor ligger du her Liam?” spurgte jeg og han smilede, næsten som om han havde ventet på jeg ville spørge. ”Du bad mig om det” jeg rystede på hovedet, hvor dum troede han jeg var? Jeg var ikke den der var fuld. Jeg rystede på hovedet hvilket fik hans smil til at vokse. Hurtigt tog han sin mobil op og gik ind i et eller andet.

 

”Såh, du tror ikke på mig?” igen rystede jeg på hovedet og lidt efter kunne man høre Liams stemme sige 'Hvad Ella' og så kom der noget rumsteren inden jeg tydeligvis sovende svarede 'Liam? Bliv her'. Jeg kiggede underligt på hans telefon inden jeg rystede på hovedet. ”Det gælder ikke jeg sov! Liam du kan ikke bare ligge dig ned ved siden af mig! Jeg kender dig knapt nok!” vrissede jeg og lagde godt selv mærke til jeg ikke stammede... Vrede.

 

Liam smilede til mig inden han åbnede munden ”du er sexet når du er vred” hviskede han, alt for tæt på mit øre. Efter min mening. Jeg skubbede ham væk og prøvede at rejse mig op, men jeg blev ligsom holdt tilbage. Lorte kendis.

 

”Fuck dig” mumlede jeg og både Liam og jeg løftede øjenbrynene over mit bande ord. Hvor kom det fra? Jeg burde ikke engang kende de ord. Liams latter fyldte rummet og han smilede til mig, inden han pegede på mig. ”det må du gerne” jeg slog ham frustreret og satte mig op i sofaen. Hvordan kunne han tro han bare kunne tale sådan til mig? Den her Liam var fuldstændig anderledes fra den Liam jeg så i går aftes. Det var som om der var to af ham.

 

Liam smilede til mig og tog derefter min ene hånd i hans mens hans flotte øjne borede sig ind i mine. Det var underligt at han sådan skiftede humør hele tiden, han var værre end Chris når hun havde menstruation. Og det var da noget af en sammenligning.

 

Jeg så stadig ind af hans øjne og så den sødeste farve sprede sig i dem, et øjeblik så han helt blød ud for han rystede på hovedet og tog sig sammen inden han hev mig op af sofaen. ”Kom så, vi skal lave morgenmad” jeg kiggede undrende på ham men fulgte bare efter. Liam forvirrede mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...