Lake Town

18'årige Violet lever et normalt helt aldeles normalt liv i det tidlige 1900'tallet, indtil verden bryder op i flammer, altså billedligt talt. Men kaos er der, overalt. En epidemi af varulve og vampyrer bryder ud og hun tvinges til at flytte til en fredelig lille by i det sydlige England, da hele hendes familie er blevet dræbt. Men helt fredelig skulle den ikke vise sig at være.

0Likes
0Kommentarer
104Visninger
AA

2. Frøkenen og sømanden

Jeg var med en damppatrulje på vej til det sydlige England hvor en lille by kaldet Lake Town lå. Beslutningen var taget og jeg valgte at slå mig ned der, da mit hjemland, hvis man ellers kunne kalde det et land længere, var stærkt truet af vampyrer og varulve, overalt var ødelæggelsen og vampyrene vågede over enhver. Jeg var den sidste tilbage i Leighmann-slægten, troede jeg. Tilbage i tidernes morgen, eller noget i den stil, havde mine forfædre bygget, det der nu blev kaldt for Leighmann Godset. Leighmann familien havde vokset sig til en rig og stor slægtning, som efterhånden var uddød, man kunne vel kalde mig one of a kind.

Alt jeg havde var blevet revet fra mig, mine forældre, søstre og brødre var væk, ikke andet end blot minder. Vampyrerne var som små igler der sugede alt liv og sjæl ud af en. Det eneste jeg havde tilbage var godset og hævntørstige tanker.

Jeg havde ingen planer, kun mine tanker der snurrede rundt i mit hoved, vred og drejede sig som forpinte små orme. Der var ikke styr på en skid deroppe, jeg havde bare solgt alt hvad jeg ejede og drog afsted med en lille sum penge, fra mine forældres hus. Nu prøvede jeg bare at finde min vej til godset.

Dampskibet tudede og vinden gav et rusk i alle der lige var i nærheden, en dame stod og beklagede sig over hendes hat var fløjet væk og ville have skibet stoppet. Jeg havde mest af alt lyst til at klappe hende en lussing og bede hende om at tage sig sammen, men jeg bed bare tænderne sammen.

Bølgerne klæbede sig om siderne på skibet og lavede kaskader vand der en gang imellem flød op på dækket og smuttede ind i de menneskers sko der var rundt omkring, bortset fra dem der lige sprang op for at undgå at få våde sokker, hvilket var stortset alle. Vinden prikkede til min bare hud, de få steder jeg nu var bar, og gav en stikkende fornemmelse. Det var rart at vide man rent faktisk var i live. Mit hår dansede rundt i luften mens jeg køligt betragtede det rolige men samtidige dynamiske vand. Jeg følte mig godt tilpas, bare i det korte øjeblik.

"Undskyld mig Frue, men de står for tæt på kanten, jeg vil gerne bede Dem om at træde nogle få skridt tilbage," lød det bag mig. Jeg vendte mig om, for at kigge ind i nogle milde brune øjne, der samtidig var fulde af eventyrlyst og vildskab. En ung, og temmelig charmerende, sømand havde klemt ordende ud af de helt igennem perfekt velformede læber, han kunne ikke være mere end et par år ældre end mig. Det kunne godt blive starten på en romance tænkte jeg kort.

"Frue? Der tager du grueligt fejl, jeg er ikke andet end en lille pige," svarede jeg smilende og blinkede lidt med øjnene.

"Det ændrer ikke på at De skal gå væk fra kanten," svarede han alvorligt, med en frækhed i stemmen. Et fandt sig frem på mine læber og jeg lænede mig lidt forover.

"Hjælp mig! Jeg falder," kom det fra mig og lod som om jeg væltede. Sømanden greb fat i min arm og hev mig så hårdt tilbage at vi begge landede ned og jeg oven på ham. Jeg må indrømme at jeg begyndte at grine, og måske endda rigtig højt.

Han hævede sit øjenbryn og kiggede bemærkelsesværdigt på mig, men valgte at grine med. Jeg havde ikke i sinde at stoppe lige foreløbig. Efter et godt stykke tid rejste jeg mig op og rækkede ham en hånd.

”Du er nu meget charmerende sømand,” sagde jeg smilende og prøvede at forføre ham lidt.

”Hvad er Deres navn Frøken?” grinte han og kiggede på mig.

”Du kan bare kalde mig Violet,”

Jeg strakte min hånd frem, hvor han dernæst tog den og kyssede den blidt. Han kiggede dog lidt forundret på mig da han så tre ringe.

”Er De virkelig udlovet til tre?” måbede han.

”Pynt,” kom det fra mig koldt, idet skibet tudede og vi så land forude.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...