Angst

En ærlig, selvbiografisk fortælling om det at blive ramt af angst som teenager. Jeg forsøger at fortælle om, hvordan jeg slap fri efter flere lange perioder med voldsomme angstanfald. En sand historie, så godt som jeg kan skrive den. Jeg håber at andre unge vil kunne genkende sig selv eller bedre forstå venner og familie gennem min beretning.

10Likes
1Kommentarer
368Visninger
AA

2. Se angsten i øjnene

Den sommer, da jeg lige var blevet 13 i slutningen af 6. klasse, skete der noget, som jeg har meget svært ved at forklare og nok aldrig helt kommer til at forstå. Jeg var en ret almindelig 13-årig, havde nogle gode venner, klarede mig godt i skolen, havde fritidsinteresser som ridning, drama, tegning, atletik osv. Jeg gik nok i virkeligheden og kedede mig en lille smule. Så læste jeg en lille sort bog om seriemorderen Jack the Ripper og det udløste et eller andet, der havde ligget og slumret under overfladen i mig. Jeg blev fuldstændig rædselsslagen. Jeg kan huske, at jeg sad på mit værelse om aftenen og var lammet af skræk. Jeg var nærmest i chok og rystede over hele kroppen, mine hænder blev iskolde og mit hjerte hamrede.

Det lyder latterligt og ligegyldigt, at en lille bog om en seriemorder, der logisk set for længst må være død, skal kunne gøre en 13-årig pige så bange. Men sandheden er, at jeg var ustabil i forvejen. Jeg var meget knyttet til mine forældre, og der skulle næsten ingenting til at gøre mig utryg. Bogen udløste en helt grundlæggende angst for at dø, at være forladt og hjælpeløs, at blive jagtet. Det tog mig og mine forældre det meste af den sommer at få angsten manet i jorden. På sommeraftener, hvor knuden i maven blev for stor (da var det for længst holdt op med at handle om Jack the Ripper og gået over til at handle om alle mulige små ting, jeg var bange for), kunne min far finde på at tilbyde mig en tår rødvin, fordi det fik mig til at slappe af. Min far, som ellers aldrig blandede sig så meget i, hvordan det gik for os børn, begyndte at læse højt for mig om aftenen, fordi jeg ikke kunne sove. Jeg blev holdt vågen af ryste- og svedeture. På vej hjem fra skole i starten, hvor det var værst, kan jeg huske, at jeg en dag fik den idé, at en mand havde dræbt min mor med en økse. Jeg skulle gå hjem, og det var brændende hedt, men jeg frøs og rystede over hele kroppen. Jeg kunne ikke slippe tanken, og da der ikke var nogen hjemme, da jeg endelig kom hjem, følte jeg mig bekræftet i min mistanke og ringede i vild panik til begge mine forældre (som ikke svarede) og mine bedsteforældre, indtil nogen endelig svarede og fik talt mig til ro.

Det kan være svært for en person, der ikke selv har oplevet noget lignende at sætte sig ind i. Men det eneste, jeg egentlig nogensinde har lært om angst er, at angst er ulogisk. Angst kan ikke nødvendigvis forklares, angst giver ikke mening og er ikke rigtig eller forkert. Den er der bare, nogle dage kan man tackle den, andre kan man ikke. I løbet af den sommer blev jeg flere gange parkeret hos mine bedsteforældre, fordi jeg ikke brød mig om at være alene hjemme. Jeg kan huske, at min mormor ville spille kort med mig, noget, jeg før havde elsket, men jeg kunne ikke nyde det, jeg kunne ikke koncentrere mig, for jeg var bange. Jeg listede mig ind til telefonen for at ringe til min mor og bede hende hente mig, fordi jeg skammede mig for meget til selv at sige til min mormor, at hendes selskab ikke gjorde mig tryg. De sommerdage, hvor solen bagte ned, husker jeg mest for den ironi, der syntes at ligge i solskinnet fra min synsvinkel. Det var som om solen provokerede mig ved at være så skinnende, når jeg følte mig så mat. Efterhånden lærte jeg at tackle angsten på min egen måde. Jeg opfandt historier om, at jeg var tjenestepige for nogle rige mennesker, fordi jeg var for bange til at være ude i vores egen have selv, når jeg skulle hænge vasketøj op. T-shirts blev til deres balkjoler, forklæder til kapper, og jeg distraherede mig selv på den måde.  Jeg tror, mine forældre hjalp mig ved at tvinge mig til at have en forholdsvis normal hverdag.

I løbet af sommeren fik jeg det langsomt bedre. Jeg blev bedre til at distrahere mig selv, når jeg kunne mærke, at jeg skulle til at tænke på uhyggelige og ubehagelige ting. Jeg glemte langsomt, hvor slemt det var, når angsten var i fuldt udbrud. En af de værste ting ved angst er, at man begynder at blive bange for selve angsten, hvilket meget hurtigt bliver en ond cirkel. Jeg kan, når min mor indimellem tålmodigt spurgte: ”Hvad er du bange for?”, tydeligt høre mig selv svare: ”Jeg er bange for at være bange”.

I næsten et år gik det godt, og jeg kom tættere og tættere på at føle mig normal igen. Da jeg startede i 8. klasse på en ny skole (min gamle gik kun til 7.), fik jeg en god klasse og fandt hurtigt nogle rigtig gode veninder. Jeg undgik de ting, jeg vidste, kunne udløse noget, der lignede angstanfald. Det var typisk sager om uforklarlig ondskab, mordgåder, gyserhistorier eller lignende. For mig passer det, at angsten typisk binder sig til ting, jeg ikke kan forstå eller som ikke kan forklares og altså ting, jeg ikke kan beskytte mig mod. Derfor kan man sige, at jeg burde have vidst bedre end at deltage, da vi skulle se en gyserfilm i vores gyseremneuge. Jeg tror, at tanken var, at jeg ikke ville lade angsten styre mig, jeg VILLE kunne være med til det hele. Efter en hel uge, hvor jeg var blevet bombarberet med Freud og collager af blodige udklip fra splatterfilm, var jeg nok allerede på kanten, men gyserfilmen sendte mig flere kilometer udover den. Jeg kan stadig mærke omridset af den kvalme, blytunge knude i maven, som angsten er, når jeg tænker på den dag. Midt i filmen måtte jeg rejse mig og gå ud. Jeg sad på en enlig stol på 2. etage i det store samlingsrum, hvor solen igen hamrede ind gennem de kæmpe panoramavinduer. Nedenfor var de små klasser ved at øve skolekomedie. Billederne af de tilfangetagne, dødsdømte og lemlæstede unge fra filmen kørte rundt i mit hovede. Jeg rystede og skulle kaste op.

Anden gang angsten for alvor ramte mig var langt den voldsomste. Jeg kunne ikke holde ud at se nogen film, jeg følte mig kun halvt til stede, havde ingen følelser udover frygt og en tomhed, der en sjælden gang imellem afløste angsten, når jeg var for udmattet til at være anspændt. Jeg følte ikke, at mit liv var ret meget værd. Jeg følte, at jeg var en byrde for min familie, og mine jævnaldrende forstod mig ikke. Jeg forsøgte ikke rigtig at forklare mine venner, at jeg var angst, så mange af dem opdagede det aldrig. Alting virkede gråt, vejret, min skole og menneskene. Jeg kunne ikke finde nogen glæde ved de ting, jeg før havde gjort, men blev ved med at dyrke mine fritidsinteresser, fordi min mor ikke ville lade mig stoppe.

Man kan ikke umiddelbart se på en 14-årig, at hun er plaget af angst. Man opdager det ikke, med mindre man kigger meget længe og indgående. Måske vil man efter et stykke tid opdage, at hendes blik er fjernt, flakkende... Fraværende. Måske vil man opdage, at hendes engagement kun er overfladisk, hendes smil er flygtigt og kunstigt. Hvis man virkelig, virkelig følger med, vil man følge hende ud af klassen en tirsdag i femte time, ud af klassen og ned ad gangen, og ind på toilettet, hvor hun græder. Ikke af lettelse, af sorg eller af hysteri. Hun græder af frygt. En frygt hun ikke kan forklare for nogen, fordi den er uforklarlig. Hun ved ikke længere, hvorfor hun er bange. Og hun føler sig uendeligt alene.

Jeg kan ikke huske særlig meget fra 8. klasse. Året står for mig som en grålig tåge med enkelte klare pletter, glade pletter. Jeg ved, at jeg på en eller anden måde formåede at få to søde nye veninder, som jeg har beholdt den dag idag, men jeg har ingen idé om, hvad vi lavede, eller om jeg glemte at være bange, når jeg var sammen med dem. Jeg tror nok, at jeg på et tidspunkt forsøgte at forklare den ene af dem, at jeg havde angst, men jeg tror ikke rigtig, hun forstod, hvad jeg mente. Derefter opgav jeg at fortælle andre om det. Min klasselærer vidste det vistnok, men de andre i klassen syntes vist bare, at jeg til tider opførte mig lidt mærkeligt. Jeg tror ikke nødvendigvis, det ville have hjulpet, at alle vidste det. Faktisk kunne det nok have gjort det sværere at komme ud af igen.

Når jeg var allermest nede, var det eneste, der hjalp, mine forældre. Dem, og så hjalp det og gå på nettet og læse om angst. I hvert fald hjalp det lige først, og så begyndte jeg at blive bange for at blive sindssyg. Sådan rigtigt med spændetrøjer og sprøjter. Engang græd jeg af lettelse over at læse i et angstforum, fordi det for alvor gik op for mig, at der var andre, der havde det på samme måde som mig. Lettelsen varede dog ikke længe, da jeg kunne læse videre om, hvordan de alle sammen tog piller og gik til psykolog og havde lyst til at tage deres eget liv. De så ingen vej ud, men den findes.

Det er svært at sige, om jeg fandt ud af angsten, fordi mine forældre nægtede at behandle mig, som en der var alvorligt syg, men mere som et barn, der ind i mellem havde brug for lidt ekstra støtte. De tog mig nok ikke så alvorligt, og det kunne jo også have givet bagslag. Uanset hvad, så klarede jeg mig. Måske fordi jeg havde en forholdsvis sund og stærk familie, der altid var klar til at bakke op om mig. Måske fordi jeg ikke fik piller og kom til psykolog. Måske, fordi jeg dengang ikke så nogen forbindelse mellem mig og den psykiske ustabilitet, som har ramt mange i min fars side af familien. Man kan aldrig vide. Jeg ved bare, at det gik langsomt, og det var det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Det føltes håbløst. Hver dag føltes håbløs, fordi jeg var overbevist om, at det aldrig ville gå væk igen. Men langsomt, uendelig langsomt, begyndte der at komme minutter, senere timer og hele dage, hvor jeg pludselig kunne glemme, at jeg var bange, hvor anspændtheden og knuden i min mave lettede, og hvor jeg rent faktisk kunne nyde at lave noget igen. Der blev flere og flere af den slags dage. Jeg lærte, hvad der satte angstanfaldene i gang, og jeg lærte, at noget så simpelt som at trække vejret og lade være med at tænke kunne redde mig fra at falde i det sorte hul igen. Til sidst var det væk. Ikke helt, selvfølgelig, det ligger og lurer under overfladen og indimellem stikker angsten sit monsterhoved op, men den er ikke en del af min hverdag. Den er et lille handicap, som jeg, i det mindste til en vis grad, kan kontrollere.

Jeg deler min historie, fordi jeg oprigtigt håber, at den kan give andre unge med angst eller andre psykiske lidelser håb om bedring, og fordi jeg håber, at den kan bringe de mange heldige, som ikke selv har brug for bedring, forståelse for dem, der har.

Det er kun skræmmende, når man ikke tør se det i øjnene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...