Mere end en cirkusprinsesse

Som verdens kendt cirkusprinsesse, skal Summer igennem en hel del. Hun står overfor tabet af Olina, den bortførte pige Hope, og sin sønderknuste bedste ven som lige har mistet sin søster, da det går op for hende at hun ikke er i stand til at stå overfor flere udfordringer. Hun er færdig med cirkusset. Summer er mere end en cirkusprinsesse. Men det er lettere sagt end gjort.

0Likes
0Kommentarer
154Visninger

2. 2

Jeg lukker øjnene og venter på de hårde ord og råben som jeg forventer snart flyver igennem lokalet. Men der er helt stille. Jeg åbner øjnene i smug, og venter på at der skal ske noget. "Giv mig en chance, jeg lover" beder jeg Harpujk.

Han kigger på mig med øjne der lyser af vrede. Eller ulykke. Jeg kan ikke finde ud af det. Hans læber er presset sammen, og hans vejrtrækning lyder som om han har slugt et fiskeskelet. Jeg holder mine hænder ud foran mig, lægger dem sammen og ligner en af de ansatte på kinaresturenten. "Vi mister Olina" sukker han. "Det handler bare om tid" Jeg ved ikke hvor han vil hen, men jeg lytter bare uden at sige noget. "Hun er dygtig" Han ved ikke hvordan han skal forsætte. Dygtig? Olina blev kåret til verdens bedste cirkus artist sidste januar, så dygtig ville være forkert at sige. Hun er fantastisk. "Du ligger på anden pladsen, og det ville være skidt for publikums skyld hvis du også ryger" Jeg ved godt hvad det handler om. Jeg er den folk vil se. Jeg er deres prinsesse på reklameplakaterne rundt i byerne, og jeg er den alle de små piger snakker om. Jeg er hovedpersonen. Jeg er cirkuset. Uden mig ville det være en gåde om det hele kunne løbe rundt.

"Han rejser sig fra sengen, som giver sig så meget at jeg må bide tænderne sammen for ikke at slippe en lyd ud. At grine nu ville nok være det dummeste jeg kunne vælge at gøre. Slæbene med fødderne, rumstere han over mod døren og vender sig i samme øjeblik han tager i døren. "Sidste gang, og vi glemmer i dag?" Spøger han. Jeg nikker og vælger med omhu en sød stemme og de bedste ord. "Tak for advarslen, det skal aldrig ske igen" Så smækker han døren bag sig, og tramper rundt ude i gangen.

 

Jeg vågner ved lyden af fuglenes høje toner, og trækker træt de hvide blondegardiner fra det lille gule vindue. Jeg ser over på uret som hænger på den ene af de beskidte skillevæge. Neden under står mit makeupbord, som vidst også godt kunne trænge til lidt rengøring. Røde kysmunde er plantet rundt i spejlets kant, og krus med børster, eyeliner, mascara, pudder og meget andet flyder på bordet. Mit blik bliver kastet tilbage på uret igen. 8:50. Klokken ringer 7:15, og 9:01 præcis kommer Harpujk og tjekker at alle er færdige med det første lag makeup. Morgenmaden henter man selv, men det er for sent for mig nu. Jeg stresser rundt, og kan slet ikke finde ud af hvordan jeg kunne overhøre klokken. Dørhåndtaget bliver taget i, og uret siger kun 8:57. Jeg når lige at tænke at det umuligt kan være Harpujk, da Pax velkendte stemme lyder. Men den er ikke som den plejer. Noget er galt. "De har givet op" siger han. Det er helt mærkeligt. Pax som altid har været der for mig, Pax som uden tvivl er det menneske jeg stoler mest på, som er min bedste ven, og den eneste der altid har troet på mig. Han står nu og har brug for den hjælp og støtte, jeg altid har fået fra ham. "De kan da ikke bare give op" Jeg hiver Pax med ned på sengen hvor nu sidder. "Jeg mener de må da prøve" Jeg aner ikke hvad jeg skal sige. "Jeg vil være ved hende, og hjælpe hende, og det eneste jeg kan gøre er at stå her og male røde prikker på mit hoved " Svare ham opgivende. Han har ret. Han kan intet gøre. Jeg kan se smerten i hans øjne, og farven i hans ansigt er forsvundet. Selv den ellers knalrøde malet klovnenæse, er begyndt at se bleg ud.

 

 

Han jongløre, han laver numre, han køre på et hjulet cykel, altsammen med det store grin og smil som en klovn nu skal have. Men hans øjne lyser ikke. Inderst inde smiler han ikke. Men det ser publikum ikke. De klapper i takt til musikken, og gisper hver gang han laver noget våget. Pludselig stopper han op. Hopper af cyklen, og står bare og kigger. Folk er helt stille, og musikken stopper. Jeg kigger spørgere på folk rundt omkring mig. "Hvad fanden" Råber Harpujks. Han bander og svovler, og render rundt uden at være i stand til at gøre noget. Laver han sjov? Er det en del af nummeret? Jeg bliver utålmodig, og panikker. Nej det er ikke for sjov. Jeg kan se på ham at dette er noget alvorligt. Ellers gør han ikke sådan noget. Uden at tænke over det, løber jeg ud på seenen. Puffer Pax væk som heldigvis hurtig "vågner" og går så i gang med at danse. Musikken begynder igen, og jeg laver nogle ballettrin som imponere. Snore rundt i luften, hopper på tåspidserne og hvad jeg ellers kan finde på. Så snart Harpujk får taget sig sammen til at være den direktør han egentlig er, kan jeg endelig danse ud og flå kjolen af. Hvis det ikke var for de forbandede snore på ryggen. "Bind dem op, riv dem af, klip dem i stykker, bare få dem væk" vrisser jeg til en af de mindre artister. Hun er kun tolv år. Forskrækket over min vrede, binder hun hurtigt og pligtopfyldende snorene op, så kjolen kan glide ned om benene på mig.

 

 

Jeg løber ud af cirkusteltet, og kigger mig forvirret omkring. Hundredvis af mennekser vrimler rundt, og alle med tanken om at nettop de er vigtigst. "Flyt dig, jeg stod her først!" Raser en ældre dame til ung mand. Sikke et niveo cirkusprinsesser kan få mennesker op på. Det er skræmmende. Der flyder med tomme popcorns bægere, sodanvands dåser, og gamle biletter, som en ung affaldsmand ihærdigt har kastet sig over at ryde op. Jeg når lige at hive den store T-shirt som jeg i panik greb inde bag senen ned over hovedet, da en lille lyshåret pige med rottehaler, i en tætsiddende lang lyserødglimtrende kjole, hiver i sin mors hånd og skriger mit navn. Først er moren ligeglad, og det er endnu kun den lille pige som har øje på mig. Snart ved alle jeg er her. Man skulle tro jeg var det sidste stykke kød på savannen, overfor hundrede sultne løver. Folk skriger mit navn, kaster roser efter mig og løber efter mig. Jeg reagere hurtigt men de er hurtigere. Med nød og næppe får jeg smækket døren bag mig inde i cirkustoget. Jeg løber igennem hele toget, over dørkarme, kostymer som folk åbenbart syntes klæder gulvet bedre end skabet, og i den sidste vogn finder jeg Pax. Han sidder med ryggen til døren, men Olinas hånd i hans og kigger ned i sengen hvor hun ligger. Helt lydløst lister jeg ind i kupen, til min venstre fod rammer ned på et vissent blad fra en gammel blomsterbuket. Jeg står på et ben, og laver en undskyldende grimasse til Pax, hvis opmærksomhed nu er på mig.

"Undskyld" Hvisker jeg langsomt. Han vender sig om igen, og jeg tager en stol fra et gammelt bord, og sætter mig ved siden af ham. Fra Olinas arm løber et drop, som fører op i en maskine ved siden af en skærm. Der løber ikke længere noget i droppet. Skærmen viser at Olinas hjerte er holdt op med at slå. Pax har mistet sin tvilling. Den anden halvdel af ham selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...