Mere end en cirkusprinsesse

Som verdens kendt cirkusprinsesse, skal Summer igennem en hel del. Hun står overfor tabet af Olina, den bortførte pige Hope, og sin sønderknuste bedste ven som lige har mistet sin søster, da det går op for hende at hun ikke er i stand til at stå overfor flere udfordringer. Hun er færdig med cirkusset. Summer er mere end en cirkusprinsesse. Men det er lettere sagt end gjort.

0Likes
0Kommentarer
151Visninger

1. 1

Trods larmen fra det gamle cirkustog, bore lyden af Harpujks gamle og slidte stemme sig stadig ind i mit hoved som lukker lidt af. Jeg har hørt det før. Det er altid det samme. Specielt nu hvor det er den store by Ynok vi skal optræde for, er der ekstra meget opmærksomhed på os. Os cirkusprinsesser, klovne og hvad der ellers er. Heldigvis er det først i morgen, og jeg har stadig natten til at forberede mig. Klokken er 12, og der forventes at vi sover snart. Alle skal være i deres egen kupé, indtil i morgen hvor klokken ringer. Hvis de bare vidste hvad jeg brugte natten på, ville jeg stensikkert kunne vinke farvel til min karriere her i cirkuset. Det er strengt forbudt at færdes på togets lange gange nu, og endnu mere at være på taget. Jeg lister i min kupe over mod døren, og holder lyttende det ene øre op mod den, til Harpujks stemme langsomt forsvinder. Gulvet giver efter, og gør det hele meget svære at være ulydelig som Pax kalder det. Bare hans navn gør det hele lidt lettere. At være her er ingens drøm. Eller jo. Men hvis man nu vidste hvad det gik ud på, er jeg sikker på at alle de små piger ville slynge den store drøm om at blive cirkusprinsesse væk.

"Det er ikke hvad det ligner" mumler jeg utydeligt, og vender mig straks om i tilfælde af at nogen skulle høre mig. Men jeg er alene. Selvfølgelig er jeg det. Dørhåndtaget knirker da jeg tager i det, og den sorte trædør åbner sig lydløst. Toget laver en rystende bevægelse, og jeg snubler over dørtrinnet og vælter ud i gangen hvor lyset med det samme går ud og så kommer tilbage igen. Nu er der helt sikkert nogen der har hørt at jeg skramler rundt, ikke engang ud af døren kan jeg komme ud af. "Jamen halløj" kommer det fra en høj lys stemme som tilhøre Pax. Jeg kigger op, og fanger hans blik mens jeg prøver at lyde sur. "Så hjælp mig i stedet for at stå der og råbe" vrisser jeg, mens jeg prøver at komme på benene i den store natkjole som helt klart hader mig for at blive beskidt. Den er jo også i silke, som alt det andet perfekte tøj vi har. Det er nok mere Harpujks der bliver sur. Jeg tør slet ikke tænke på alle de kjoler jeg har ødelagt. Endelig er jeg kommet på benene, da toget igen laver et bump og jeg vælter. Heldigvis når Pax at gribe mig, og hiver mig med over til vinduet. Han hiver det beskidte grå gardin over os, så ingen kan se os. "Det var tæt på" når jeg at starte før Pax smækker hånden over min mund. Han lægger sin pegefinger op over hans mund, og trækker hånden væk igen. Nu høre jeg store trampende skridt komme imod os. Bare ikke ind til mig, bare ikke ind til mig kører igennem mit hovede som det plejer. Bare han går forbi. Efter stilhed i mange minutter lister vi os ud på gangen. Man tør næsten ikke trække vejret. Bliver man opdaget er det ikke sjovt. Vi ved begge hvor vi skal hen. Lyset går igen men det er vi vant til. Selv i mørke er det let. Vejen er velkendt, og er gået mange mange gange. Da vi endelig når ud, er det helt befriende. Jeg griber i det kolde jernrør i stigen, og kravler hurtigt op på taget. Jeg slanger mig hen på midten, lægger mine fødder i spænd i den ene side, og holder med udstrakte arme fast i det lange jernrør. Jeg lukker øjnene, og vender mig om på ryggen så jeg kan kigge på den kulsorte himmel fyldt med stjerner. "Hun har ikke lang tid tilbage" hoster Pax, og ligger sig ved siden af mig. Har du det, har jeg lyst til at spørge, men skubber den forfærdelige tanke væk. I stedet slipper jeg med den ene hånd, og griber Pax hånd.

Jeg bliver kastet tilbage til cirkusforstillingen for en uge siden. Det var lørdag og stemningen var som sædvanligt opkørt og stressende. Jeg sad på den røde høje stol, og lagde makeup med rystende hænder. Det var en stor aften, Oline og mig selv skulle optræde for første gang sammen, og programmet som var fast gjord blev gennemgået i mit hoved for første gang. Oline som er Paxs tvillingesøster er egentlig ikke vores cirkusprinsesse. Det er jeg. Hun kommer fra flugaer cirkusset, men denne ene aften skulle vi i alle optræde sammen. Jeg tog den pinke læbestift, og lagde den på så godt jeg kunne. Lidt over læbernes streg. Mine perfekte vipper glimtede i det beskidte spejl, og mine kinder blussede. Jeg hoppede ned fra stolen, og hjalp Oline op at side. Hun var syg, men det er der ikke noget her der hedder. Endten gør du dit job, eller også er det ud på gaden. Hendes øjne var matte, og jeg kunne se hun var et helt andet sted. Harpujk vandrede halvfuld rundt, og gav instrukser så godt han kunne til alle omkring ham. Ingen hørte ham, men lod ham bare være der. Jeg vendte igen opmærksomheden mod Oline som gjorde hvad hun kunne for ikke at falde ned fra stolen. Jeg åbnede den røde mascara og fik den lagt på hendes blinkede vipper, mens hun med hystende hænder holdt fast i stolen. "Hun kan selv" skreg en lille tynd mand med gråt hår, lyserøde bukser, og en skjorte i samme farve med tilhørende pailletter. Han kom trampende over mod os, og greb i mig hvor efter Oline faldt til siden og var lige ved at vælte af stolen. Manden fik hende hevet op igen, og opgav så sin beslutning. "Bare hun kommer op på senen" afsluttede han, og overlod hende til mig. "Paaaaax" skreg jeg, og Pax kom løbende over med et halvfærdigt klovneansigt. Vi fik Oline ned at ligge, og Pax rendte over mod den anden cirkusdirektør end den fulde Harpujks, for at få lov at lade Oline blive nede. Selvom jeg kendte svaret, var der alligevel ingen grund til ikke at give det en chance. Jeg greb en lyserød eyeliner, og tegnede fra Olines vipper og ud i en streg en smuk sommerfugl. Og på det andet øje også. "10 min" råbte Harpujk, og fik alle til at løbe lidt hurtigere rundt. Så var der alligevel nogle der lagde mærke til ham. Pax kom løbende med et glas i hånden, og med det skuffende blik og ansigtsudtryk som jeg havde forventet. "Det skulle gerne få hende lidt friskere" konstaterede Pax og hælde den klare væske i Oline.  Der var fem minutter til vi skulle på, og jeg manglede stadig en hel del af makeuppen både hos mig selv og Oline. "Jeg ordner hende hvis du gør dig selv klar" besluttede Pax og prøvede at dæmpe Olines feber med en våd klud. Dia min assistent og chef kom løbende over til mig, og jeg vendte med det samme ryggen til. Trak de to lange snore der hang ned af siderne på min kjole op, og rakte dem bagud. Dia greb dem med hans sædvanlig iskolde fingre, og begyndte at sno dem ind i kjolen. Jeg holdt vejret, og bed tænderne sammen. Det vender man sig aldrig til. At få spændt maven ind, så sin vejrtrækningen igennem hele forestillingen er overflødig og hæs. Og i dag skulle det åbenbart være endnu strammere. Han bandt en smuk sløjfe, og puffede mig over til siden for at jeg skulle blive færdig. Jeg skulede over mod Oline og Pax, og nåede lige at se Pax med en pensel i hånden, inden Harpujk som stod lige bag mig skreg op. "NU eller aldrig" mumlede han højt, og holdte i min skulder for ikke at falde. Pax holdte i Olines ene arm, og jeg stod ved den anden og ventede bag det store mørkeblå forhæng. "Lad mig præsentere" begyndte cirkusdirektøren fra Olines cirkus, og ikke engang nu syntes Olines medicin at begynde at virke. "Cirkusprinsesserne fra de to bedste cirkuser i byen, de bedste, de dygtigste, de mest fantastiske" jeg slap taget i Olines arm og overlod hende til Pax. Han humpede med Oline over på den anden side, hvor jeg nu stod overfor dem med ti meters mellemrum. Der var trommehvivel mens publikum spændt ventede på de velkendte cirkusprinsessers navne. Med Pax i hælende prøvede Oline at kravle op af en lygtepæl lignede ting, hvor hun derfra kunne gå ud på linen. Jeg var allerede der oppe, men det var noget svære for hende som hele tiden snublede over trinene og faldt lidt ned. "Og de verdenskendte Oline Riola ooog" Oline var nu helt oppe, og kiggede over mod mig med sørgmodige øjne som om hun forventede at jeg skulle rede hende. Jeg rakte to fingre op mod hende, for at fortælle at om to sekunder startede vi, og om to sekunder igen var vi næsten færdige. "Summer Grean" afsluttede cirkusdirektøren og alle klappede højt. Jeg trådte med mine fastspændte ballerina sko ud på den stramme line, og kiggede over mod Pax. Han vendte tommelfingeren op, og holdt om Olines talje til hun stod på linen over for mig.

"Kun fem meter, kun fem meter så kan jeg holde hende så hun ikke falder. Olines blik var fast og bestemt, og hun holdt det på mig. Jeg prøvede at fremvise det perfekte smil, men mine læber var som limet sammen. Publikum klappede i takt med musikken, og med at vores tåspidser ramte linen. Vi var halvvejs nu. "Kom nu" hviskede jeg for mig selv, da jeg kunne se Olines øjne slippe mit blik. Hendes blik forsvandt som hun mistede bevidstheden. Alt var i slowmotion. Balletskoene der mistede fodfæstet på linen, stilheden, publikum der holdt vejret, og værst af alt. Pax øjne der faldt på mig, inden alt blev sort.

Jeg slog øjnene op, og kom tilbage til virkeligheden. En stjerne oppe på den store himmel blinkede, og mindede mig om at det var på tide at komme ind igen. Jeg skulle nødig vågne op her, og Harpujks skulle nødig finde min kupe tom i morgen tidlig.

"Kom" siger jeg til Pax, og vender hovedet over mod ham. Han nikker, men rører sig ikke.

 

"Jeg vil ikke ende mit liv her" fortæller jeg ham. Han ved det godt. For vi snakker om det hver dag. Og det er det samme som det altid har været. "Det kommer du heller ikke til, men du skal gøre noget ved det" svare han. Jeg har tænkt over det i al den tid jeg kan huske. Lige siden min mor afleverede mig her for mange mange år siden. Der var jeg fem. Jeg var den fødte prinsesse fortalte Harpujk mig, og jeg havde virkelig talent. Det havde jeg måske, men drømmen var et andet sted. Jeg var et andet sted. "Men jeg ved ikke hvad jeg skal" begyndte jeg men Pax afbrød mig. "Så gør dog noget ved det i stedet for at klynke om det" Jeg snerpede munden sammen, og kiggede overrasket på Pax. Sådan har han aldrig sagt. "Undskyld jeg" prøvede han, men jeg afbrød. "Bare glem det"

Jeg skyndte mig ned af stigen, så hurtigt man nu kan samtidig med at man ikke må larme overhovedet. Ind af det lille vindue på højre side af toget, og forsigtigt lade ens fødder ramme det hårde trægulv, som syntes at knirke mere end nogensinde. Jeg snor mig forbi løvebure, halmballer, udstyr, og andre forhindringer, hele tiden med Pax bag mig. Jeg når døren til min kupe, og tager i håndtaget.

"Jeg gider altså ikke være uvenner" hvisker Pax. Jeg står lidt og kigger ind i døren, til jeg vender mig om og fremprovokere et falsk smil. "Godt for det er vi heller ikke" afslutter jeg, og lister ind i kupen og smækker forsigtigt døren. "Bare fordi Oline er døende, skal det da ikke gå ud over mig" mumler jeg for mig selv mens jeg fumler for at finde stikkontakten. Lyset tænder og jeg smider mine sko foran døren, da jeg høre en hosten bag mig. Jeg vender om på hælene, og gisper forskrækket. På sengen sidder en rasende Harpujk. Nu er det mig der er døende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...