Revenge Between love and hate - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 feb. 2014
  • Opdateret: 21 jan. 2015
  • Status: Færdig
Cady Groves er 17 år, og lever med sin far, hun har mistet sin mor fornylig og det har været virkelig hårdt for hende. Hun begynder på en ny highschool og bliver bedste venner med Gemma, Gemma styles - jep, Harry Styles' søster. Hun har mødt ham, men synes at han er en højrøvet, belastende og forkælet unge. De to hader hinanden, for Harry har aldrig mistet en, så han er ikke den forståelige person. Hvad sker der når én dag ændrer alt? Når de begynder med at hævne sig på en forkert måde? Hvad med Harry? Han hævner sig for groft - Vil Cady's sår nogensinde blive helet igen, og hvordan? Er Harry nøglen til hendes rigtige jeg? xx ....

20Likes
21Kommentarer
2694Visninger
AA

10. Ti stille, og kom.

Harry’s point of view

 

Niall’s sætning kørte rundt i mit hoved, om og om igen ’Sorry mate. Jeg gjorde det, du gjorde imod Cady’ – sætningen var ikke til at glemme, og det var også derfor jeg sad med en dåse øl i hånden. I flere dage havde jeg ikke gjort andet end at tømme ølflasker, da jeg ikke følte for andet – rettere sagt, følte jeg at det var forkert at lave noget andet, mens Cady ikke havde det så godt, jep jeg havde Gemma, som fortalt mig hvad Cady lavede, men det var stadig ikke nok. Jeg havde brug for at se Cady, virkelig. Dog troede jeg ikke på at hun ville se mig.

Det havde jeg skam prøvet før.

Hun undgik mig bare og fik Gemma til at smide mig ud af hendes værelse, da jeg ikke gad at gå, da hun bad mig om det. Jeg havde bare fucket alt op, og selvom jeg prøvede på at rette det op igen, så ville intet blive det samme igen. Cady hadede mig, som hun nok altid havde gjort, men det var meget værre nu hvor jeg havde skuffet både hende, min søster og drengene. Nok mest Niall, for han snakkede stadig ikke så meget med mig, jeg burde da også at hade ham for det han gjorde imod Gemma, men jeg kunne ikke hade ham, det kunne jeg bare ikke. 

Nu skulle i ikke tro, at Gemma havde tilgivet mig og glemt alt det jeg havde gjort imod Cady, for det havde hun ikke. Slet ikke. Hun snakkede kun med mig fordi hun vidste hvordan jeg følte – hvordan jeg ikke kunne stoppe mine følelser for Cady. Nu hvor jeg ligesom havde indrømmet over for mig selv at jeg var forelsket i hende, dybt forelsket, så kunne hun da godt hjælpe mig lidt, ikke? Hun var trods alt min søster, og lige meget hvad jeg gjorde, ville hun hjælpe mig. Hvorfor fanden skulle jeg også være så fucket op nogle gange? Nogle gange kunne jeg virkelig skuffe mig selv, damn. 

Lige da jeg skulle til at tage en ny dåse øl, gik hoveddøren op og ind kom tre velkendte drenge ind. Med et suk, kiggede jeg over på fjernsynet, da jeg ikke magtede at sige noget til dem. Ja tre, for Niall kom ikke, han var stadig pissed på mig. Drengene fik øje på mig, og jeg kunne se at de vekslede blikke inden Liam kom og tog øldåsen fra mig. "Så det nok, nu skal du altså lavet noget andet end at sidde her, makker," hørte jeg Liam sige, så klog som han nu var, vidste han hvorfor jeg var sådan her, men han prøvede heletiden at få mig til at lave noget. Hvad var det for nogle venner jeg havde mig? 

"Jeg gider ikke, bare gå uden mig.." mumlede jeg, og kiggede for første gang over på drengene. "Jeg mener det, gå." det lød måske som om at jeg smed dem ud af huset, men gjorde jeg ikke også det? De måtte forstå at jeg ville være alene. "Harry kom nu, du kan ikke bare blive siddende her en hel dag, eller en hel måned! Du har været her, på en sofa og bare drukket. Det er ikke godt for dig, og vores fans er begyndt med at blive bekymret. Jeg mener det, hvis du ikke kommer op nu, så tvinger jeg dig, eller bærer dig for den slags skyld!" aldrig havde Liam været sådan. Jo, få gange sur, men altså.. Han var bestemt, så bestemt, at jeg ikke turde sige imod - derfor gav jeg et nik fra mig, rejste mig op og gik ind på værelset for at skifte tøj. Jeg var ikke fuld, men jeg var heller ikke helt ædru, måske lidt beruset, dog gjorde det ikke noget. Hvor vi skulle hen eller hvad vi skulle, det vidste jeg ikke, men da jeg så Liam så bestemt, kunne jeg ikke sige noget. Yeah, han var jo Daddy direction. Med et suk, fik jeg taget et par beige farvet bukser på, samt en hvid skjorte - andet kunne jeg altså ikke finde, jo jeg kunne, men jeg orkede ikke. You get it? 

Da jeg kom ind til drengene,fik de allesammen et smil på læberne - de forventede et smil tilbage, men jeg gav dem kun et nik. "Hvor skal vi hen?" lød mit første ord på, og Louis var den første der svarede "Eh.. Vi skal til en natklub.." Jeg nikkede. Der kunne jeg drikke mere, det var nok det bedste ved at komme ud så. 

 

Da vi sad i bilen, var der ingen der snakkede - en akavet stilhed bredte sig omkring os, dog var Zayn ikke så tilfreds med den, for han brød hurtigt stilheden. "Eh, Harry?" Han var nervøs. Åh. spørgsmål, helt sikkert et spørgsmål. "Ja?" jeg kiggede på ham mens jeg sagde det og lagde hovedet på skrå. Harry, de er dine bedstevenner forhelvede, opfør dig ordentligt. "Er du virkelig forelsket i Cady?" Bum, hvad sa- what? "Zayn!" lød det fra Louis, men Zayn trak bare på skuldrene og kiggede afventende på mig. "Nej Zayn, det er jeg ikke, det er bare for sjovt at jeg sidder og drikker fordi jeg føler mig skyldig! Hvad tror du selv?" vrissede jeg, og det skulle jeg måske ikke have gjort, for han kiggede lidt skuffet og trist på mig. "Okay, sorry." mumlede han, og kiggede ud. Jeg lagde en hånd på hans skulder. "Sorry mate, det var ikke min mening at blive så sur. Jeg er bare ikke i humøret, sorry." han nikkede lidt. "Nej undskyld, det var min fejl at spørge.. det okay, jeg kender dig godt." han prøvede at smile overbevisende, men jeg vidste hvad han gemte på. Zayn var nok den følsomme af os, for ja, han var seriøst dejlig. "Lad os nu bare hygge, okay?" røg det ud af mig og de nikkede, men jeg kunne se at de var nervøse. Hvorfor opførte de sig sådan? Dog orkede jeg ikke at spørge, så jeg lod det ligge. 

 

Jeg skulle have spurgt. Virkelig. Hvorfor lod jeg det ligge? Hvorfor spurgte jeg ikke hvorfor de var nervøse? Jo ser du, vi stod ikke foran en natklub, vi stod foran Cady's hus. Hvad tænkte de på? At jeg ville gå ind og sige 'hej Cady, lad os snakke' og så ville hun gøre det? Ark nej, det ville hun ikke Forhelvede da, hvorfor skulle mine såkaldte bedstevenner gøre sådan noget? Jeg kunne godt forstå at de ville mig det bedste, men hvorfor kunne de ikke bare lade mig være, og så lade MIG om at gøre det her selvom jeg har gjort det tusindvis af gange. Men jeg ville ikke skuffe drengene, jeg ville gøre det her - en gang til. Tøvende, gik jeg op til døren og ringede på. Der gik ikke langtid, før døren blev åbnet af Cady's far. Yeah, hun var flyttet tilbage til sin far, og det var mere svært for mig at kontakte hende. Han var stædig. "Hej Mr. Groves.." sagde jeg med en venlig stemme, men da han så mig, fik han et surt udtryk i ansigtet. "Hvad laver du her, Harry?" vrissede han af mig, og jeg sukkede. "Jeg vil gerne snakke med Cady.. Giv mig nu den chance.." fik jeg sagt bedende, men han rystede på hovedet. "Den chance har du ikke brug for Harry. Kom ikke tilbage igen." han skulle til at lukke døren, da jeg hørte en smuk, velkendt stemme sige, "Far, du skal ikke lukke døren. Lad ham komme ind." Jeg bed mig i læben for ikke at smile stort, ville hun snakke med mig? Efter alle de dage, ville hun så snakke med mig præcis den aften? Hendes far lukkede mig tøvende ind og jeg tog mine sko pænt af, inden mit blik mødte Cady's. Et svagt smil bredte sig om mine læber, og jeg gik hen til hende. "Ca-" "Nej Harry. Ti stille og kom.." Jeg gik efter hende. Hvad kunne jeg ellers gøre? 

Jeg var så forvirret. 

Jeg kunne ikke lade vær med at kigge på hendes røv, da vi gik, men da hun skulle til at vende sig om, kiggede jeg væk - med håb om at hun ikke så mig. "Jeg snakker, du tier stille. Jeg spørger, og du svarer. Okay?" hun kiggede koldt på mig, og jeg nikkede lidt. 

Vi fik sat os ned på hendes seng, eller jeg satte mig ned. Hun ville sidde på sin kontorstol foran mig. "Hvis ikke det var fordi Niall bad mig om det, så ville jeg ikke snakke med dig." startede hun ud med. 

Hvad? Niall? Men han hadede mig. 

"Han gjorde det ikke for din skyld, Harry. Men for Gemma's skyld.." jeg kiggede for første gang ind i hendes øjne. Gemma. "Jeg troede ikke at du var sådan en person, Harry. Jeg vidste at du var irriterende, hadefuld, player og alt det, men at du var hjerteløs, det vidste jeg ikke. Det vigtigste af alt - jeg vidste ikke at du var ude efter hævn. Men Harry, hævn over hvad? Hvad har jeg gjort dig siden jeg fortjener din had eller en hævn der gik ud på at gå i seng med mig? Min eneste fejl var - ifølge dig - at være bedsteveninder med din søster. Var det virkelig så svært for dig at jeg blev det, eller var det fordi at jeg ikke havde en mor, at du ville pine mig? Fordi jeg ville få din søster til at føle medlidenhed med mig, og så ville hun blive bange for at jeres mor døde? Alle mister en en dag Harry. Vi vil allesammen dø, og tro mig. Selvfølgelig blev jeg ked af det, da min mor døde, men jeg ved også godt at hun ville have at jeg skulle komme videre i livet, som jeg gjorde - men hvad skete der? Du blev ved med at minde mig om det, minde mig om at jeg er morløs. Hvad er resultatet? Har du fundet frem til resultatet? Hvorfor vil du snakke med mig efter alt det her? Er det først nu du har lagt mærke til at jeg lever eller er jeg stadig et lig du kan træde på? Hvad vil du Harry, hvad vil du?" Damn, hendes ord ramte mig virkelig hårdt, men pigebarnet havde ret. Jeg havde ikke lavet andet end at minde hende om alt muligt, og at hævne mig - det lignede mig virkelig ikke. "Cady, jeg.." hvad skulle jeg sige? Det gjorde fandme ondt det her. 

 

 

Cady's Point of view 

 

"Cady, jeg..." lød det fra ham. Hvorfor kunne han ikke bare sige de forbandede ord som han nu skulle sige? Jeg var allerede træt af det her... Jeg tørrede mine kinder, da jeg mærkede at jeg havde fået tårer ned af kinderne. "Harry, hvad?" vrissede jeg, og var en anelse irriteret. Faktisk var jeg bare forvirret. Forvirret over at han ville snakke med mig. Han havde været her flere gange, og jeg havde smidt ham ud - men Gemma og Niall fik mig til sidst overtalt. Hvorfor hjalp de ham? Kunne de ikke se hvor meget, han havde ødelagt mig? Han kiggede mig i øjnene, og det gjorde det ikke lettere. Jeg ville kigge væk, men jeg var allerede fanget i hans triste grønne øjne. Hvorfor var han trist? Arh, den dreng er forvirrende, men så dejlig. 

Hvad? 

Hvad fanden var det jeg tænkte på? Han var ikke dejlig.

"Cady, jeg.. jeg er ikke sådan.. Det hele skete bare så hurtigt, jeg kom til mig selv den dag Niall kom og fortalte mig de ting jeg gjorde. Jeg ville aldrig gøre sådan noget. Det. undskyld.." Hvad fuck talte han om? Han kom til sig selv og jeg ved ikke hvad. "Det er godt nok dumt af dig at sige Harry, godt nok kan du finde ud af at sige undskyld, men hvordan skal jeg vide at du ikke bare lyver? At du ikke bare siger det fordi jeg er morløs - igen?" mine ord ramte ham vidst, for han gispede kort og rystede arrigt på hovedet. "Aldrig.. Cady, jeg vil aldrig gøre sådan noget igen. Du skal ikke tro det, for det vil jeg ikke. Stol på mig" "Harry, hvordan fanden skal jeg stole på dig efter a-" "Cady, please. Stol nu på mig.." efter hans ord, tøvede jeg. Man kunne se det i hans øjne - trist og flov. "Det ændrer ikke på det du har gjort," endte jeg med at mumle, da jeg ikke kunne finde på noget at sige. Jeg var optaget af hans øjne, der bare.. nej glem det, han skulle ikke få mig til at føle noget. Aldrig, ville jeg føle noget for ham. Aldrig. 

"Hvorfor er jeg overhovedet kommet? Det ændrer ikke på noget.." han sukkede og rejste sig op, men jeg tog fat i hans arm. "Harry, du bliver her, og din undskyldning er accepteret. Jeg skal bare vænne mig til det her." hvorfor gjorde jeg det? Hvorfor lod jeg ham ikke gå? 

"Cady, du vil hade mig foraltid. Jeg vil aldrig blive et syn du kommer til at kunne lide. Det gider jeg ikke, jeg vil ikke være i nærheden af en som ikke kan lide mig." hans ord ramte mig og jeg blev faktisk sur. "Forventede du andet Harry Edward Styles?!" råbte jeg uden at tænke over det.

"Du skal ikke råbe Ca-" "Jeg er fucking ligeglad Harry! Du skal ikke komme og fortælle mig hvad jeg skal og ikke skal. Hvorfor er du egentlig kommet? Hvorfor vil du snakkede med mig?! Huh?!" blev jeg ved med at råbe og så skubbede jeg ham, eh. "Cady stop.." "Hvorfor Harry?! Hvorfor fanden kommer du, og tror at du bare kan snakke med mig uden videre. Hvad fanden foregår der oppe i din hjerne?! Hvorfor v-" "FORDI JEG FUCKING ER FORELSKET I DIG CADY!" råbte han, og jeg fik et kæmpe chok. Eller, jeg kiggede forskrækket på ham. "Hvad?" endte jeg med at spørge. "Hold kæft hvor er du dog svær at regne med. Hvorfor kom jeg her? Hvorfor vil jeg snakke med dig? Den eneste grund er, at jeg fucking er faldet for dig, og jeg ikke kan lade vær med at tænke på dig. Jeg tænker heletiden på den nat, og jeg gør ikke andet end at sidde og drikke, fordi jeg føler mig som den største idiot der lever! Det hele er kun fordi jeg fucking er for-" mere nåede han ikke at sige, før jeg pressede mine læber mod hans. Det var ikke planlagt, det skete bare. Han blev chokeret, men kyssede med, og pressede mig op af væggen. "Jeg. er. forelsket. i. dig." mumlede han imellem vores kys. 

Pludselig trak han sig væk, og forsvandt. Forsvandt ned af trapperne og ud af huset, da jeg hørte døren smække i. Hvad skete der lige? Jeg førte mine fingre op til mine læber, og var chokeret. 

Jeg tog min mobil op og ringede til Gemma. "Hallo sø-" "J-jeg kyssede.. ham." stammede jeg, og kom først til mig selv nu.

Jeg havde kysset Harry Fucking Edward Styles. Han var forelsket i mig. 

 

 

 

--------------------------------------

 

OMG, jeg har savnet at skrive! Virkelig!

Men ja, hej til jer, piger!

Sorry, jeg først opdaterede nu, men min computer har fucket og derfor kunne jeg ikke.

 

Hvad siger i så? Er Harry ikke baree sød - og ikke mindst Cady? Hun kyssede ham! Weee! 

Hvad tror i der sker? Skal der være noget Hady/Carry? Kom med bud og idéer! :) xx

 

//Yaren K.// 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...