I deres øjne.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2014
  • Opdateret: 24 feb. 2014
  • Status: Færdig
15-årige Amerikansk/danske Andie er opdraget til at udvise stolthed og selvsikkerhed i alt hvad hun gør, alligevel lever hun et liv i skyggen af sin ekstreme generthed. Det er i hvert fald, hvad hendes forældre kalder det. Andie lider af angst, men hun ved det ikke. Hun har aldrig turdet spørge om hjælp, for hun vil ikke være til besvær, og når hun endelig spørger, er der ingen der forstår, for hvordan forklarer man at man er lammende bange for hvad andre, tilfældige fremmede mennesker, kunne finde på at tænke om en? Hvordan får man sine forældre til at forstå at man godt ved, hvor irrationelt det er, men man er ude af stand til at gøre noget ved det? Og hvordan fortæller man lige sin mor, at man ikke tror man er hendes opmærksomhed værd? For Andie er svaret hjerteskærende enkelt. Det gør man ikke. Man bider det i sig, og kæmper for at holde kontrollen, i en hverdag hvor alt må vige for at man kan fremstå stolt og uigennemtrængelig, for hvis først facaden får en revne er det forbi.

5Likes
5Kommentarer
333Visninger
AA

2. I deres øjne.

Verden var stille den Søndag aften. Hele byen var sikkert gået i seng, klar til at starte en ny uge med den daglige trummerum de alle lod til at elske. Andie lå i sin seng og ventede på, at hendes mor blev færdig med at se til Danny og gik nedenunder, så Andie kunne snige sig hen og tænde lyset igen. Mørket lod til at tættes omkring hende, som om det vidste at tiden var knap, hvert øjeblik det skulle være kunne hun rejse sig og jage det bort med et enkelt tryk på en kontakt, men hun gjorde det ikke. Ikke endnu. Hvis hendes mor så lyset være tændt, ville hun komme og belære Andie om, hvorfor grunden til hendes søvnbesvær var, at hun sov med lyset tændt. Andie ville forgæves forsøge at forklare hende at mørket gjorde hende utryg, men hvilken 15-årig er stadig bange for mørke? Det var irrationelt, det vidste hun, men mørket, som stilheden efter hun klokken 23 måtte slukke fjernsynet, lagde sig om hende som fangarme, der trak hende længere og længere ind i  en tankestrøm, der blev mørkere for hver gang den fik tag i hende.

Da hun langt om længe hørte trin på trappen, kastede hun sig ud af sengen og krydsede værelset i tre lange skridt, fast besluttet på at kæmpe sig gennem mørket uden at mærke den kolde ånde fra den ukendte frygt, der altid lagde om hende. Det lave klik fra kontakten lod til at give genlyd gennem mørket, før lyset skræmte skyggerne til at søge tilflugt bag møbler og bunker af bøger, hvor skæret fra lampen ikke kunne nå.

 

Tilbage i sengen lå Andie nu og søgte efter lyde i stilheden. Hvis bare hun fandt noget at lytte til indtil udmattelsen vandt over hende, skulle alting nok gå, men end ikke lyden af fjernsynet i stuen kunne høres op gennem gulvet og snart ledte hendes tanker hende mod den forestående skoledag.

Hun havde læst alt, hvad der skulle læses, så hun var sikker på, at hun kunne svare, hvis en af hendes lærere skulle finde på at spørge hende på trods af hun aldrig rakte hånden i vejret. 

Hun forsøgte at forestille sig, hvad de forskellige lærere ville spørge om, så hun kunne have et svar parat. Hun snublede altid over ordene, når det var hende, der skulle tale på klassen. Uanset hvor godt hun troede, hun havde forberedt sig, forrådte hendes tunge hende og sendte hende ud i en endeløs talestrøm, hvor det ene ord var mere forkludret end det næste, alt imens alle klassekammeraternes opmærksomhed var rettet mod hende.

Hun huskede pludseligt, hvordan hun år forinden havde rakt hånden op og fortalt hele klassen, hvordan en af de andre piger havde hjulpet hende ind til kanten af bassinet til svømning, efter hun var kommet på for dybt vand.

Tanken fik hende til at vride sig over sin opførsel, hun kunne let forestille sig de andres tanker da hun, 10 år gammel, fortalte historien om hendes redning, og det var ikke på nogen måde positivt.

”Idiot!” Mumlede hun, idet hun trak dynen længere op over skuldrene og lod sig synke dybere ned i sengen. Hvordan hun havde været i stand til at se de andre elever hver dag i de 5 år der var gået siden da, var hende en gåde.

Flere minder pressede sig på. Andie rystede arrigt på hovedet i et forsøg på at holde dem ude. Hun hørte sig selv hvæse ”nej” gentagne gange i håb om at alle de tidligere versioner af hende selv på en eller anden måde kunne gøre hendes ydmygende bedrifter ugjorte, og hun ville være i stand til at tage i skole uden at frygte hvert eneste blik, der faldt på hende.

Miraklet skete ikke, og knuden i hendes bryst fortsatte med at vokse. Tanken om at skoledagen kun var 9 timer væk  satte sig neglene i hende, og hun begyndte for alvor at ryste. Hun havde lyst til at løbe ned i stuen, fortælle hendes mor, at hun var bange, at hun ikke ville i skole fordi alene tanken sendte tårer ned ad kinderne på hende, men hun vidste ,at hendes mor ville se det irrationelle i hendes forklaring og beskylde hende for at være doven og kun ville blive hjemme for at kunne spille the Sims hele natten, så i stedet begravede hun ansigtet i puden og forsøgte at koncentrere sig om at trække vejret roligt. Det var noget hun havde læst på nettet, men det hjalp ikke. Hun gjorde det kun for at bilde sig selv ind, at hun prøvede at få det bedre.

 

 

Uden helt at vide hvornår hun havde vundet kampen mod søvnløsheden, vågnede Andie ved at hendes mor tog fat i hendes fod og ruskede den let.

”Godmorgen snuske.” Sagde hun blidt og grinede af Andies søvnige blik over dynen. ”Så er det op, far laver morgenmad.”

Andie nikkede uden at tale og trak dynen op over ansigtet. Et sted udenfor hørte hun hendes mor gå ind for at vække Danny. Hun mærkede efter om hun ikke havde en smule kvalme eller lidt ondt i maven, men der var ikke noget at komme efter. Hun var helt rask. Alligevel besluttede hun at forsøge at se syg nok ud, til at hendes mor ville lægge mærke til det.

Det tog hende dobbelt så lang tid som det plejede at gøre sig klar til skole, og da hun bevægede sig ned i køkkenet, var der kun få minutter til hun skulle afsted. Hun håbede stadig, at hendes mor ville se, hvor elendig hun så ud, og lade hende blive hjemme, men da klokken blev halv otte, og hun skulle cykle til skole, havde hendes mor end ikke set op fra sin morgenmad.

Hun bed sig i læben for ikke at græde, da hun rejste sig og sagde farvel til hendes mor og Danny, der begge sad ved bordet.

 

 

Turen til skole tog ikke mere end tyve minutter, men selvom hun var tidligt på den, var gangen allerede fyldt med mennesker, der gik til og fra klasseværelser. Andie bevægede sig i en lige linje mellem dem, uden synligt at anderkende deres tilstedeværelse. Hvis hun ikke så dem, kunne det være de helller ikke så hende, men hun mærkede alligevel deres borende blikke i ryggen. Hun håbede inderligt at tøjet hun havde på matchede, og at hun ikke, uden at vide det, var det mest kiksede, der var sket for skolen.  Havde hendes cykelsæde været vådt? Var hendes bukser våde? Var det mon det de alle sammen kiggede på? Hun tillod sig at kigge rundt, men hun kunne ikke finde personerne bag de granskende blikke, alligevel følte hun sig overvåget, det var som om de bare ventede på hun skulle dumme sig.

Hun længtes efter at nå ind i klasseværelset, men idet hun nærmede sig kom hun til at tænke på, om timen måske var flyttet til et andet lokale. Hun havde tjekket efter skema ændringer inden hun tog hjemme fra, men der kunne være kommet en ændring i sidste øjeblik, som hun ikke kendte til og tænk hvis hun kom til at gå ind til et helt andet hold. Det var ikke tit de byttede klasseværelser og hun prøvede at overbevise sig selv om, at der ikke var nogen grund til de skulle have byttet netop den time, alligevel stoppede hun ude foran klasseværelset.

Det lykkedes hende at bruge flere minutter på at hænge sin jakke på knagen og tjekke lommerne uden egentligt at lede efter noget, men der kom ingen hun kendte forbi og gik ind i klassen og hun havde ikke længere et påskud for at blive hængende udenfor. De andre elever på skolen ville undre sig over hun stod uden for klassen uden noget mål.

Hun forsøgte igen at fokusere på sin vejrtrækning. Valget mellem at blive stående uden for klassen eller at gå ind føltes umuligt at træffe. Risikoen for at udsætte sig selv for andres foragt var lige høj, uanset hvad hun gjorde. Hun havde mest af alt lyst til at løbe ned til toiletterne og gemme sig indtil dagen var ovre, og hun kunne tage hjem, hvor det kun var hendes forældre og Danny, som hun skulle forholde sig til.

Musklerne i hendes kæbe spændtes, da hun lagde hånden på dørhåndtaget og skubbede døren op. Inde i lokalet sad et par af hendes klassekammerater spred på de fire rækker. På den sædvanlige plads bagerst i lokalet sad Nana og Andie kunne mærke et drag af lettelse, da hun gik over mod hendes veninde. Først da hun sad på sin vante plads begyndte tankerne igen. Hun burde sige noget til Nana, hun ville virke ufølsom, hvis hun ikke gjorde, alligevel ville hun heller ikke forstyrre, for det var ikke op til hende at beslutte om Nana ville bruge tid på at tale med hende.

Hun tyggede i sin underlæbe og forsøgte at få sit hjerte til at falde til ro, før hun besluttede at spørge om Nana havde haft en god weekend. Det var et uskyldigt spørgsmål, og det ville kun udtrykke interesse for Nana. Det ville ikke påtvinge hende nogen information om Andie selv.

”Har du haft en god weekend?” Spurgte hun forsigtigt, først var hun ikke sikker på Nana havde hørt hende, men da veninden trak på skuldrende og gav hende et kort ”Næ.” Ville Andie ønske hun aldrig havde spurgt. Det havde været for nysgerrigt af hende. Det havde ikke været hendes mening at være en plage, alligevel var det lige nøjagtigt det, hun havde opnået.

Hun sank ned i stolen og rettede nu sin opmærksomhed mod tavlen i håb om at timen snart ville begynde.

 

Endelig startede timen og den første halve time gik hurtigt med at gennemgå teksten, de havde læst hjemme, og Andie kunne lettet konstatere, at hun ikke var blandt de elever, deres lærer havde udset sig til at svare på dagens mange spørgsmål. Men idet hun åndede lettet op, faldt bomben og Andie mærkede, hvordan hendes brystkasse trak sig sammen og gjorde det næsten umuligt for hende at trække vejret.  Den sidste time af lektionen ville gå med gruppearbejde og korte fremlæggelser på klassen. Verden kredsede ind om hende som mørket havde gjort det aftenen inden, og det eneste hun havde at holde fast i var håbet om at læreren ville opdele grupperne, men da en af de andre råbte op om selv at ville vælge gruppe, kunne Andie mærke den sidste rest mod sive ud mellem fingrene på hende.

Hendes hjerte hamrede manisk da hun så mange af de andre kaste blikke rundt, til de kammerater de havde udset sig til deres gruppe, og hun indså hurtigt, at hun ikke havde nogen at kaste blikke til. Nana havde allerede fundet sig en gruppe, og snart sad Andie for sig selv ved sit bord.

Hun følte sig såret og ked af det, selvom hun godt vidste, at hun ikke havde nogen ret til de følelser. Nana var ikke hendes ejendel og det stod hende frit for  at vælge en anden gruppe. De andre var både dygtigere og bedre til at fremlægge end Andie, og de skulle snart have deres afsluttende karakterer. Hun forstod godt hun ikke var blevet udset til en gruppe, men det gjorde det ikke mindre svært at håndtere.

Hun var allerede begyndt at forberede sig på irritationen i den gruppe læreren ville sætte hende i, så hun opdagede ikke Nanas fagter.

”Kommer du eller hvad?” Spurgte veninden og smilede, da hun endelig fangede Andies opmærksomhed. Hun følte sig endnu engang lettet, men kun i få sekunder til det gik op for hende at Nana sikkert havde haft ondt af hende, fordi hun sad alene tilbage.

Det var alligevel bedre at være medlidenhedsmedlem end tvangsmedlem, besluttede Andie idet hun satte sig over til gruppen og lyttede mens de uddelegerede arbejdet.

Inden længe havde Andie fået sin opgave og det tog hende ikke mange minutter at komme i gang. Hun arbejdede hårdt, men bevidstheden om at hun snart skulle fremlægge, det hun kom frem til, for hele klassen fik hende til at genlæse det, hun havde skrevet. Hun kunne se sig selv stå foran hele klassen og fremlægge det, uden at vide det måske var helt ved siden af. Alle de andre ville vide hun tog fejl, de ville sikkert også kende det rigtige svar.

Hun havde lyst til at hive siden ud af sin blok og starte forfra, men uanset, hvor meget hun tænkte over det, kom hun frem til de samme ting som hun allerede havde skrevet ned.

Hendes blik begyndte at glide over mod uret. Det varede ikke længe før fremlæggelserne skulle begynde. Hun forsøgte at overbevise sig selv om, at der ikke var noget at være bange for, men langsomt begyndte hendes hjerte at slå hurtigere. Hendes kæbemuskler spændtes og hun bed tænderne hårdt sammen i håb om, at ingen ville opdage, hvor hurtigt hun pludseligt trak vejret.

Før hun selv nåede at opdage det, havde hun rejst sig op. Hendes ben føltes tunge under hende, det snurrede hele vejen op gennem dem og et kort øjeblik var hun bange for at tage det første skridt, i frygt for hendes ben ville knække sammen under hende, men så satte hun afsted.

Hun gik ud af klassen med hastige, kontrollerede skridt, uden at vente og høre om nogen kaldte efter hende. Da hun stod udenfor døren, var der kun et sted at gå hen, så hun begav sig i retning af toiletterne. Halvt i løb bevægede hun sig gennem gangen, til hun nåede pigetoiletterne, hvor hun gemte sig i båsen længst væk fra døren.

 

Hun satte sig på toilettet med knæene trukket op foran brystet. Hun blev grebet af rystelser, der ikke var, som dem hun var vant til. De startede ikke i fingerspidserne og bevægede sig op. I stedet gav hele hendes krop i ryk og hun måtte holde fast om knæene for ikke at sparke ud efter luften.  Hun sad i flere minutter og holdt fast om sig selv, gispende efter vejret til hun endelig følte at kontrollen begyndte at komme tilbage, men med kontrollen, kom tankerne og det gik op for hende, at hun var flygtet fra timen. En handling hun fortrød i samme øjeblik. Hvad skulle hun dog sige, når hun kom ud fra toilettet? Hendes gruppe ville uden tvivl være sure på hende, og hendes lærer turde hun slet ikke tænke på. Hun var gået fra timen lige for næsen af hende.  Hun åbnede munden og lod tænderne synke ned i hendes arm, så smerten fik tårerne til at vælde op i øjnene på hende. Men følelsen af hendes egne tænder, der snart ville efterlyde dybe mærker i hendes hud, var at foretrække frem for den magtesløshed, der var begyndt at sætte ind. Uanset hvad hun gjorde, kunne hun ikke slippe helskindet fra den situation hun sad i.

 

Da hun var sikker på timen var forbi, kom hun frem fra sit skjul. Hun havde så godt som besluttet at hente sine ting i klassen og tage hjem, så måtte hendes forældre skælde hende ud, hvis det var det, de ville.

Klasselokalet var så godt som tomt, kun hendes lærer var der endnu. Hun sad bag katederet og ventede, uden tvivl på at Andie skulle komme tilbage til klassen, så da hun trådte ind ad døren var hun forberedt på den skideballe, der ventede hende, men den komme ikke. Ikke i form af lærerens stive udtryk og en række velvalgte, hårde ord, som hun havde forventet. I stedet mødte hun et forvirret blik, der fulgte hende hele vejen op til katederet.

”Hvad skete der, Andie?” Spurgte hendes lærer forsigtigt, som om Andie var et stykke glas der kunne knuses hvert øjeblik det skulle være. Sådan følte hun også selv, men lærerens pludselige blide tilgang føltes som en indtrængen dybt ind i Andies fort, hvor hun havde gemt de følelser væk, der ikke passede sig for omverdenen.

Andie svarede ikke. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle begynde eller ende og selvom enhver del af hende skreg på at hun bare fortalte det hele fra ende til anden, vidste hun, at det ikke var en mulighed.

”Det er normalt at være nervøs Andie, men jeg har aldrig set dig stikke af på den måde før. Det ligner dig ikke.” Lærerens ord fik Andie til at føle en snært af stolthed. Det lignede hende ikke at stikke af, hun fremstod ikke som den kujon hun var.

”Undskyld, jeg ved ikke, hvad der skete.” Sagde Andie stille, i håb om at hun kunne få lov at forsvinde ud gennem døren og langt væk inden hun ville blive gennemskuet.

”Jeg er nødt til at sende en email til dine forældre, men hvis du forsikrer mig om det ikke sker igen, ser jeg ingen grund til det skal have ydereligere konsekvenser.” Andie nikkede ydmygt, hun frygtede allerede samtalen med sine forældre, men der var noget andet, der trængte sig mere på og som hun snart skulle få svar på.

”Jeg har flyttet din gruppes fremlæggelse til næste uge.” Fortsatte hendes lærer, og Andies hjerte sank. Alt den ydmygelse og hun havde end ikke undgået fremlæggelsen.

Skole klokken ringede et sted udenfor og de andre elever begyndte at komme tilbage til klassen, så Andies lærer pakkede sine ting og gik for at undervise en anden klasse, mens Andie måtte vende tilbage til sin plads, hvor hun blev siddende resten af dagen uden at sige et ord til nogen, i håb om at ingen havde opdaget hendes lille stunt, selvom hun godt vidste, at de alle tænkte over, hvad det kunne være, der var gået galt for hende.

 

Da hun kom hjem den eftermiddag, vidste hun, at hun ikke ville få lov til at forsvinde ned på sit værelse, som hun plejede, så hun gik målbevidst ind i stuen.  Hun kunne ligeså godt få det overstået.

Hendes forældre sad i hver deres stol og læste. Ovenpå kunne hun høre Danny buldre rundt, det lød til, at han havde en ven på besøg, så ham ville de ikke se meget til.

Andie nåede dårligt nok at lade sig dumpe ned i sofaen, før hendes mor havde lagt bogen fra sig og betragtede hende indgående.

”Hvad skete der?” Spurgte hun. Andie trak på skuldrene. Hun havde ikke ventet at høre det spørgsmål igen. Hun havde, at hun kunne slippe med en hurtig husarrest og slippe for den lange samtale.

”Jeg gik i sort.” Var den eneste forklaring hun kunne komme i tanker om, men det lod ikke til at hendes mor købte den. Hun blev ved med at stille spørgsmål, som Andie ikke var i stand til at svare på.  

Andie blev mere og mere frustreret. Følelserne vældede op i hende og hun måtte holde vejret for ikke at græde. Hun have på en gang lyst til at falde sin mor om halsen og løbe sin vej. Vrede, frustration og angst kørte rundt med hende til hun ikke længere kunne kender forskel og hun vidste, at hvis hun ikke snart kom væk, ville hun ikke være i stand til at samle sig selv op.

”Jeg har det fint, okay? Jeg dummede mig bare!” Hvæsede hun idet hun rejste sig fra sofaen, men hendes mor rejste sig også.

”Det kan jeg jo se du ikke har.” Sagde hun, også hun måtte bide tænderne sammen for at holde følelserne under kontrol, men Andie vidste det ikke var usikkerhed hun holdt inde, men derimod irritation over at Andie endnu engang krævede opmærksomhed.

”Nej, jeg har det ikke fint!” Andie råbte nu, hun kunne ikke styre det, og snart flød den ene sandhed efter den anden ud af hende, i en endeløs strøm af bekendelser om frygt for mørke, for mennesker, for ikke at være stærk nok, eller nok værd. Jo mere hun sagde, des mere rystede hun. Tårerne lod sig ikke længere holde tilbage og først da gråden fik hendes stemme til at knække, holdt hun op med at tale.

Hendes forældre kiggede et øjeblik bare på hende, ude af stand til at finde de rette ord. Det var hendes far, der først fik talens kraft tilbage.

”Vi ved jo godt du er genert,” lagde han ud med at sige, allerede der havde Andie lyst til at skrige, men hun bed det i sig. ”men der er jo ikke andet at gøre end at komme ud blandt mennesker og arbejde med det. Det nytter ikke at stikke af.”

”Det ved jeg sgu da godt, det ikke gør! Tror du jeg gør det med vilje?” Andies sætning var halvt kvalt af tårer, hendes far var født og opvokset i New York, staten hvor enhver var sin egen og stolthed og fremdrift stod forud for alt, Andies irrationelle generthed stred imod alt hvad han kendte til. Men det var først da hendes mor igen begyndte at tale at raseriet tog over.

”Jamen hvad vil du så? Vil du have psykolog hjælp?” Spurgte hun, Andie kunne have kastet noget efter hende, men hun havde ikke noget inden for rækkevidde, så i stedet skreg hun at hun bare ville have de prøvede at forstå, før hun styrtede ud af stuen og op på sit værelse, hvor hun kunne låse døren og være i fred.

 

Hun kastede sig på sengen og satte tænderne i puden mens hun skreg til der ikke var flere skrig tilbage i hende. Raseriet veg for desperation og rædsel. En altgennemtrængende rædsel for at hun altid skulle være sådan, for at hun aldrig ville være i stand til at grine og græde og leve normalt, men mest af alt for at hun aldrig skulle blive hel igen. De havde alle sammen set det, inderst inde var hun svag, en kujon der ikke havde noget at være stolt eller selvsikker over, det kunne hun ikke tage tilbage nu.

Hun rullede om på ryggen og kiggede op i loftet, der var intet hun hellere ville end at ligge i sin seng for altid, glemme at der var en verden udenfor og leve i en evig dagdrøm og når hun en dag blev gammel, ville døden være som at glide fra en drøm til den næste og aldrig bekymre sig igen.

Hun havde tit tænkt over, hvad der mon ville ske hvis hun døde nu. Hvis hun glemte at spise til hun skrumpede ind til ingenting, eller smuglede en kniv med op fra køkkenet.

Engang havde hun ladet sig synke under vandoverfladen i badekarret. Hun havde følt, hvordan hendes lunger var begyndt at skrige efter ilt, men hun havde sat sig op igen. Hun vidste det ikke var en mulighed, der var intet stærkt eller stolt over at drukne sig selv. Det var endnu en flugt og hendes forældre ville altid være forældre til pigen, der flygtede fra livet fordi hun var bange for mennesker.

Hun satte sig op i sengen og lovede sig selv aldrig at lade facaden revne igen, før hun bevægede sig ned i stuen for at undskylde overfor sine forældre og love dem at hun aldrig ville flygte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...