Saved By You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 apr. 2014
  • Opdateret: 9 jul. 2015
  • Status: Igang
Hvordan ville du ha det, hvis du fandt ud af du var adopteret, at din ægte familie er død. At de mennesker du boede hos ikke var andet end en flok løgnere der gemte dig fra den eneste familie du havde tilbage. Sådan har Kat det, hun har boet hos en 'familie' i 19 år som hun nu finder ud af uægte. En skoleopgave leder hende ind på en webside for forsvunde børn, hvor hun finder sig selv. Hun løber, langt væk, væk fra sin 'familie' fra sin normale verden. Hun ender i London, hvor hun finder en bror, en ven. En familie.. En opgave... ændrer hendes liv.

18Likes
20Kommentarer
2184Visninger
AA

5. Fra Holmes Chapel til London..

Kats synsvinkel.

 

Efter at ha løbet i, omkring, 2 timer. Var jeg helt smadret, jeg satte mig ned på den nærmeste bænk og tog en pause.

Jeg kiggede mig lidt omkring, jeg kendte ikke den her by, den var ny, og fremmed for mig.
Jeg hørte nogen stemmer lidt længere nede af gaden, og så kom 4 drenge til syne, de lignede alle nogen på min alder.  

De så okay søde ud, så jeg valgte at gå over og spørge dem om vej til den nærmeste togstation.

 

"Øhm Undskyld mig men.. kan i lige hjælpe mig..?" sagde jeg da jeg stod foran dem. 



 

De kiggede lidt op og ned på mig så hviskede den ene noget til den anden som fik et smil på læberne.. Jeg stod og kiggede ned på jorden og ventede på deres svar. 



 

"Ja da.. Hva  kan vi hjælpe med..." han holdte en pause og kiggede på mig.. Han lavede en bevægelse med hånden der fik mig til at se at han ville ha mit navn.. 
 

 

"Kat.. Jeg hedder Kat.."  svarede jeg lidt genert og gav dem et lille svagt smil. 

 



"Kat, hvad kan vi hjælpe med?" sagde han tilfreds og kiggede på mig. 

 



"Øhm, øøhh, det faktisk 2 ting" sagde jeg lidt usikkert og holdte mit håndled, spør mig ikke hvorfor, det var en vane jeg havde når jeg var nervøs. 



Han kiggede på mig som tegn til at jeg skulle forsætte..

 

 

"Øhm, hvilken, øhh by er vi i ?" sagde jeg lidt lavt, fordi jeg følte mig dum.

 

 

"Holmes Chapel" sagde han og smilede til til sine venner,

 

" Og hvad ellers.. ?" spugte han så igen.. 



 

"Åååh,  okay, øhm, ved i hvor den næremeste togstation er?" sagde jeg og kiggede på dem.. 

 

" Ja, den er 3 gader herfra. Vi kan vise dig hen til den hvis det er." sagde han..

 

Jeg overvejede det lidt, men tænkte så at de så ok ud.. Så jeg nikkede som tegn til at det ville være fedt. 

Vi begyndte at gå under komplet stilhed, den blev dog brudt af en af de drengene. 

 

" Hvor skal du hen ?" spurgte han nysgerrigt..

Jeg tænkte lidt over det, hvor skulle jeg enlig hen.. Jeg havde ingen at tage hen til, og hjem det skulle jeg ikke! 



"Jeg, jeg ved det ikke.." sagde jeg og trak på skulderne..


Han kiggede lidt på mig og spurgte så: "Hvor kommer du fra?"

ENDELIG! noget jeg ku svare på.

 

"Fra Wolverhampton" sagde jeg stolt, men han kiggede bare på mig som om jeg var sindsyg. 



"Og hvad laver du så her ?" sagde han lidt chokeret..

 Jeg sukkede.. jeg gad ikke fortælle det hele.. 


 

"Jeg, stak af.." sagde jeg og lød som om det var ingenting..

 

Men det var vist noget, for han gik bare med et chokeret udtryk i ansigtet og sagde intet.  Vi gik lidt længere da en af dem endelig snakkede.

 

 

"Så er vi her.. Nå Kat, har du fundet ud af hvor du vil hen?" sagde han og vendte sig for at kigge på mig.

Jeg kiggede lidt på ham, han var faktisk lækker, men jeg havde ikke tid til det der romantik lige nu.. 


Jeg tænkte og tænkte. Da jeg huskede telefon nummeret.. 

 


" Nej det har jeg ikke, men jeg vil snart finde ud af det" sagde jeg smilende og kiggede på dem.


 

"Tak for hjælpen drenge. " sagde jeg igen og gav dem alle en krammer. 

 

Da jeg skulle til at gå råbte de mig hen til dem igen.. 





" Her, hvis der nu sker dig noget, og pas på dig selv!" sagde en af dem og stak mig et telefon nummer, jeg smilede krammede ham og gik så mens jeg tog min mobil frem.. 



 

Jeg fandt nummeret fra den hjemmeside. Nu, var et nødstilfælde..

 

Eftersom jeg ikke gad ringe, da jeg ikke havde fri tale, valgte jeg at sende en sms.      

 




Til:  Hjemmesiden : 'Hej, mit navn er Kat, kan det passe i har efterlyst et barn på www.forsvundet.uk? '

 

Jeg vendtede på et svar, som jeg håbede ville komme. Og efter 2 minutter kom det.. 





Fra: Hjemmesiden   : 'Hej Kat, ja det har jeg, men det så længe siden nu. Hvorfor?'

 

Jeg smilede som en gal og kiggede på mobilen.. 



 

Til: Hjemmesiden.  :  'Fordi... Det mig.. '  

 

Jeg sendte den så hurtig jeg ku' og før jeg vidste af det ringede min mobil. 

 

Jeg kiggede ned på mobilen og valgte så at svare.  Mit hjerte bankede 300 gange hurtigere end det skulle og jeg sad mundlam og ventede.. 



 

"Hallo, Hallo, er der nogen ? " sagde en mandelig stemme.. 



 

"Ha.. Hallo det K..Kat?" sagde jeg totalt i chok. 

Der var stille og pludselig hørtes snøften.

 



"Kat, det dig, det virkelig dig! Hvor er du ?" svarede han snøftende. 





"Jeg er i Holmes Chapel, på  togstationen.. " svarede jeg glad mens tårende rendte ned af mine kinder.. 





"Togstation?, godt tag det næste tog til London, jeg møder dig der. Og .. Og.. også tager vi hjem.."  Jeg sad mundlam over ordene..  Skulle jeg tage chancen?.. 

Efter langtids tavshed fik jeg taget mig sammen til at tale.. 

 



"Det næste tog er om en halv time.. Men.. Lover du at komme..?" spurgte jeg bange og på den anden side følte jeg mig så tryg og i sikkerhed.. 

 

"Selvfølelig gør jeg det..  Men Kat, vi skal mødes ved.. Starbucks, der er en på stationen, jeg venter på dig der! "  

Jeg nikkede og sagde stille mhm, og kiggede så rundt i mængden, da så jeg de fyre der hjalp mig før. Jeg kiggede lidt på dem, hvad lavede de stadig her ? ..

 

 

"Så ses vi Kat, jeg glæder mig til at se dig igen!" 



"I lige måde... hov vent! Jeg kender ikke engang dit navn! " sagde jeg lidt chokeret over at jeg skulle til at møde nogen jeg ikke engang ved hvad hedder.. 



 

"Nå ja, søde skat, mit navn er..."

 Jeg hørte en masse larm og folk der skriger, det lød som mange .. piger ? 



 

"Hallo?, Hallo?" jeg fik intet svar før han lagde på..

 

Jeg kiggede lidt på mobilen, og kom så i tanke om tog turen, den var om 10 minutter..  

Jeg løb hen til billetmanden og bad om en billet til London, jeg betalte og begyndte at finde parronen..   Der stod jeg og ventede på toget, måske var det her enden på det ulykkeliige liv, og starten på det gode. Måske ikke.

Men en ting var det, en ny chance.

 

Før jeg vidste det var toget her, jeg gik ind og fandt en plads. Toget var næsten helt tomt, og der var bum stille. Jeg lukkede øjnene, og blev ved med at sige det samme til mig selv.

 

'Hvem enden han er, så han min sidste udvej.. Det her er min chance, for et nyt liv... Et bedre liv..'

 

----------------------------------------------------------------------------

Okay, hvem tror I det er, der vil møde Kat ved starbucks?

 

Jeg undskylder for et rodet og sært kapitel, men håber i nød det.

Love yooooooou <3

 

- Katy :* <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...