Milkshake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2014
  • Opdateret: 18 aug. 2014
  • Status: Igang
Anastacia Cooper er endelig færdig med skolen, og har nu fået arbejde på The Milky Way, en lille forretning i centrum af London, der ikke sælger andet end milkshakes. En dag træder den mystiske og samtidig fascinerende Harry Styles ind af døren, og dette bliver starten på en vild og uforglemmelig rejse. Harry er på den forkerte side af loven, og en dag bliver hans firma afsløret, hvilket sender ham på flugt fra politiet som en af de mest eftersøgte i hele England. Til Anastacias store skræk bliver hun trukket med ind i det, og pludselig er politiet ikke længere kun ude efter Harry – men også Anastacia.

296Likes
459Kommentarer
27103Visninger
AA

11. Kapitel 9

 

Morgenen efter vågnede jeg til duften af friskbrygget kaffe. Jeg kunne stadig mærke Harrys arm omkring mig, mens hele hans krop lå helt op af min. Selvom jeg ikke havde nogen anelse om, hvad det var, der foregik mellem os, så kunne jeg godt tillade mig at nyde det her. Øjeblikket blev dog ødelagt allerede efter få minutter, hvor Aprils stemme kunne høres fra lige ved siden af sofaen.

”Godmorgen. Der er morgenmad lige om lidt, hvis I vil have noget.” Jeg skulle selv lige til at give hende et svar, men Harry nåede at gøre det før mig.

”Mhm, vi kommer lige om lidt,” mumlede han hæst, mens han strammede grebet en anelse omkring mig.

Det lød fuldstændig skørt at sige, hvis man tænkte på, hvor kort tid jeg havde kendt ham og hvor lidt jeg egentlig vidste om ham. Men jeg kunne godt lide Harry. Sådan lidt mere end hvad jeg var glad for. Hans usædvanlige personlighed havde ganske simpelt noget ekstremt fangende og tiltrækkende over sig, og jeg var helt bestemt blevet fanget i hans spind, og jeg var ikke sikker på, at det ville være så let at slippe væk igen.

Efter et par minutter hvor vi blot havde ligget sådan her uden at sige noget, rykkede jeg mig til sidst en smule, før jeg fik sat mig op i sofaen. Mit blik fandt ned på Harry, der lå med åbne øjne og så op på mig.

”Hej,” sagde jeg med et lille smil. ”Vi bliver vist nødt til at komme op nu.”

Endnu en gang var jeg en anelse forvirret. Der var ikke den mindste antydning af et smil på Harrys læber, mens jeg selv følte mig som en eller anden lykkelig hundehvalp, efter at have ligget så tæt med ham. Dette var vel bare endnu et tegn på, at mine følelser ikke var gengældt. Hvad end hans grund var for at ligge så tæt med mig, så havde det i hvert fald ikke noget med følelser at gøre. Det var jeg helt sikker på.

Harry gav et lille nik som svar, før han også satte sig op i sofaen. Vi havde begge sovet i alt vores tøj, så det tog ikke specielt lang tid at blive klar til morgenmaden, og vi satte os begge op til bordet, hvor der var dækket op med alverdens forskellige ting. I forhold til at vi havde levet af tankstations-sandwichs og slik det sidste døgn, så var det her en helt fantastisk måde at starte dagen på.

 

Vi sagde farvel og tak til April efter morgenmaden, da vi blev nødt til at komme forholdsvis hurtigt afsted, hvis vi ville være sikker på, at nå frem til den næste by. Harry havde på en meget pædagogisk måde forklaret hende, at det ville være bedst, hvis hun ikke nævnte overfor nogen, hvad vi hed. Både Harry og jeg følte, at April var en, der kunne stoles på, så han forklarede hende kort situationen i det store omfang. Først virkede hun en anelse overrasket, men derefter gik hun med til at holde mund omkring det. Jeg havde givet hende et stort kram, mens Harry havde nøjedes med et håndtryk, og derefter var vi atter på farten.

Jeg var overbevist om, at denne her skov måtte være en af Englands største skove, for vi havde vandret i endnu to timer, før skoven omsider stoppede. Vi kom ind til en eller anden lille del af byen, hvor der ikke var nogen byskilte at se. Det var nu heller ikke det vigtigste – bare det at vi var ude af den pokkers skov var helt fantastisk.

”Hvad var det så, vi skulle?” spurgte jeg og så op på ham.

”Ringe til Aaron.” Han fandt sin mobil frem og kiggede lidt på den. ”Signalet er stadig ret dårligt, så vi bliver nok nødt til at gå lidt længere ind i byen.”

Han ventede ikke på mit svar, før han begyndte at gå, og jeg fulgte hurtigt efter, mens jeg lod blikket glide rundt på alt omkring os. Efter at være kommet lidt længere ind imod centrum, stoppede Harry pludselig op igen, før han tog mobilen op til øret for at ringe til Aaron. Der gik ikke mere end få sekunder, før opkaldet blev besvaret, og Harry snakkede frem og tilbage med ham i lidt tid. Det var utrolig svært at finde hoved og hale i hele deres samtale, men det eneste jeg rent faktisk fik fat på, var noget med falsk ID. Harry lagde mobilen tilbage i lommen, da han var færdig.

”Okay. For det første så er hele situationen stadig virkelig dårlig. Vi er i aviser og nyhederne, og der bliver udlovet dusør på os, eller hvis man giver et tip om, hvor vi befinder os. Aaron har arrangeret, at vi skal mødes med to piger, hvor de kan hjælpe os med at skaffe falsk ID, og hvad vi nu ellers skulle have brug for. Vi kunne vist også sove der.”

Jeg nikkede langsomt som svar til det hele, da jeg ikke anede, hvad jeg ellers skulle gøre. ”Så skal vi derhen nu?”

”Ja. Det ville nok være det bedste,” svarede han.

Så endnu en gang begyndte vi at gå. Da vi kommer længere og længere ind i midtbyen, var der også en del flere mennesker rundt omkring på gaderne. Det var først, da en kvinde midt i trediverne pludselig stoppede op foran os og så på os med missende øjnene, at det gik op for mig, at vi ikke havde vores forklædning på.

”Vent nu lige… I er de to, der er eftersøgt, er I ikke?” spurgte hun.

”Nej, det tror jeg ikke,” svarede Harry hurtigt, før han tog fat om min hånd og trak mig med forbi hende og videre hen af fortovet.

”Jeg ringer til politiet!” råbte hun, hvilket fik os til at sætte tempoet op. Det her var jo bare lige, hvad der manglede!

Vi gik så hurtigt vi kunne og kunne ikke tænke på andet, end at komme væk fra alle menneskene. Hvis vi løb, ville det hurtigt tiltrække lidt for meget opmærksomhed, så selvom jeg bare havde lyst til at løbe for livet løs, så ville det ikke gavne os lige nu. Desværre gik der ikke meget mere end fem til ti minutter, før de første sirener kunne høres, og kort efter kom politibilerne til syne.

”Fuck!” bandede Harry, og derefter var det fuldstændig lige meget, om vi tiltrak opmærksomhed eller ej. Vi satte i løb og holdt tempoet så hurtigt, som vi kunne holde til. Harry havde stadig et fast greb om min hånd, og det var ham der for det meste måtte trække mig afsted, da han tydeligvis var i bedre form end mig.

Politibilerne var lige i hælene af os, så Harry tog et skarpt drej til højre, hvor vi kom ind på en noget mindre vej. Bilerne ville godt kunne følge med, men så kunne de ikke køre nær så hurtigt, som vi kunne løbe. Derfor gik der heller ikke længe, før man kunne høre bildøre smække og derefter løbende skridt efter os.

”Stop! Det er politiet!” blev der råbt.

”Tag min pistol,” mumlede Harry forpustet, og lige nu turde jeg ikke være på tværs og spørge hvorfor. Jeg trak min hånd ud af hans, før jeg fik fat om hans pistol og holdte et stramt greb omkring den. Selv lignede han en, der havde nok besvær i at løbe med den store sportstaske med alle vores ting i. ”Skyd. Vi bliver nødt til at få et forspring. Bare i foden eller benet,” fortsatte Harry, og denne gang så jeg forvirret op på ham. Jeg kunne sgu da ikke bare skyde en politibetjent! Jeg vidste ikke, om det var sådan noget han var vant til, men jeg havde aldrig prøvet noget lignende. ”Gør det!” råbte han vredt, da jeg endnu ikke havde gjort mine til at adlyde hans ordre.

Selvom jeg vidste, at det her var forkert, så vendte jeg mig alligevel lidt om, mens jeg stadig forsøgte at løbe. Jeg ladede pistolen, tog sigte og affyrede et skud imod den nærmeste politibetjent. Det var først, da jeg hørte et hyl fra manden, at det gik op for mig, at jeg rent faktisk lige havde skudt en person. Endda en politibetjent. Jeg var chokeret og rystet over mig selv, men Harry gav mig ikke muligheden for at gennemtænke det specielt meget, før han greb fat om min hånd og trak mig med ned af en endnu mindre gade.

Skuddet havde rent faktisk hjulpet, og vores forspring var blevet øget betydeligt. Jeg havde ikke helt opfanget, hvor mit skud helt præcist ramte ham, men det var selvfølgelig klart, at nogle af de andre politimænd, var nødt til at blive og hjælpe, og der ville derfor være mindre til at jagte os. Alligevel kunne man dog stadig høre nogle stykker, der stadig var på færten af os. Mine lunger skreg efter luft, og det fik mig endnu en gang til at fortryde, at jeg ikke havde tilbragt nogle flere timer i fitnesscentret.

Vi tog flere skarpe sving ud og ind af forskellige små gader, indtil Harry ret pludseligt trak mig med ind i en utrolig smal passage mellem to bygninger. Han holdte fast om min hånd, mens vi maste os videre ind igennem. Der var kun lige akkurat plads nok til, at vi begge kunne være her. Da vi nåede godt og vel halvvejs, kunne der høres råb og kalden fra politimændene. De råbte vores navne, selvom vi dog ikke havde nogen intentioner om at give dem et svar.

Harry stoppede brat op og fik stillet sig lige foran mig. Grundet den trængte plads, ramte vores overkroppe imod hinandens, når vi stod sådan her, og jeg kunne tydeligt mærke, hvordan mit hjerte begyndte at slå hurtigere over nærkontakten.

”Vær helt stille,” hviskede han lavt, mens han lænede sig endnu tættere på mig.

Jeg kunne mærke hans ånde imod mit ansigt og hele hans krop imod min. Jeg kunne mærke hver eneste gang, han tog en vejrtrækning. Han var så tæt på mig, men alligevel så langt væk. Der var ikke mere end ti centimeter mellem vores ansigter, og jeg havde aldrig i hele mit liv haft så meget lyst til, at læne mig op og kysse en anden person. Da jeg bemærkede Harrys blik glide ned imod mine læber, var jeg ret sikker på, at mit hjerte i et kort øjeblik stoppede med at slå. Jeg håbede inderligt, at han ville kysse mig. Jeg nærmest bad til, at det rent faktisk ville ske, men desværre gjorde han ikke den mindste mine til at læne sig det sidste stykke ned til mig.

Mit hjerte bankede hurtigere, min vejtrækning var en anelse ukontrolleret og mine håndflader var svedige… Var det sådan her det føltes at være forelsket?

Da løbende skridt kunne høres lige i nærheden, brød vi begge ud af trancen og så tilbage ud imod gaden, hvor vi før havde været. Tre politimænd løb hurtigt forbi, og de ikke så meget som tænkte på at kigge herind. Jeg kunne derefter høre Harry ånde lettet op, og mens jeg selv så en anelse længselsfuldt op på ham, kiggede han i stedet væk og begyndte derefter at bevæge sig videre igennem den smalle passage.

Jeg pustede svagt noget luft ud mellem mine læber, da dette bare føltes som endnu et nederlag. Jo før jeg indså, at mine følelser ikke var gengældt, jo før ville alting blive nemmere at have med at gøre. Men for pokker, hvor ville jeg gerne have kysset ham.

Men det øjeblik for forspildt, og nu var vi i stedet endnu en gang på farten. Da vi nåede hen for enden af det lille mellemrum mellem bygningerne, kom vi ud på en ny lille gade, hvor der ikke var et eneste menneske at se. Jeg følte mig egentlig utrolig meget nede lige nu, sikkert over det faktum, at jeg var vild med Harry og at han ikke var vild med mig.

Helt ubevidste sakkede jeg en anelse bagud, mens jeg gik fordybet i mine tanker. Mit blik hvilede hele tiden på ham bagfra, mens jeg lagde hovedet lidt på skrå. Man kunne tydeligt se tatoveringerne på hans arme, nu hvor han blot havde en t-shirt på, og selvom jeg aldrig havde troet, at tatoveringer ville være noget jeg tændte på, så gjorde det altså en stor forskel, hvis de sad på Harry.

”Er du med?” spurgte han pludselig, hvilket fik revet mig ud af mine tanker. Jeg rystede kort på hovedet for at blive helt klar i hovedet igen, før jeg løb det sidste stykke op til ham, så vi igen gik ved siden af hinanden.

”Jep,” svarede jeg med et fremtvungent smil.

”Er der noget galt?” Han rynkede på øjenbrynene og så undersøgende på mig, hvortil jeg blot så væk fra ham.

”Nej.” Ja.

Derefter tog stilheden over, og vi fortsatte roligt hen af fortovet, uden at sige så meget som et eneste ord.

 

//Heeej venner! Det her bliver en lidt lang forfatterkommentar, men jeg håber at I orker at læse det hele.

Først og fremmest tusind tak til alle jer der læser med! Historien har rundet 300 favoritlister, hvilket er mere end nogen af mine andre movellaer nogensinde har fået, så jeg er totalt i den 7. himmel for tiden. Tusind tak! :)

Så kan jeg afsløre, at der kommer en 2'er! Det har faktisk været planen lige fra starten, da jeg har en mega god idé (ifølge mig selv :p). 1'eren vil ikke blive såå lang igen, da det rent faktisk er 2'eren, der er 'hovedhistorien', hvis man kan sige det sådan. Men der kommer en 2'er, og jeg håber selvfølgelig, at I vil læse med.

ET SPØRGSMÅL SOM I LIGE SKAL SVARE PÅ: Skal titlen til 2'eren være Another Milkshake eller Milkshake 2 (haha, kreativt, yeah?)?

Derudover så må jeg desværre indse, at jeg er ret stresset omkring alting lige for tiden, også selvom jeg har fået sommerferie. Men mine forældre er næsten lige blevet skilt, min mor er flyttet ud og i dag har vi lige fået solgt vores gamle hus. Så der sker en del ting for tiden, og det tærrer en del på kræfterne. Så jeg har aftalt med mig selv, at målet blot er at lægge et kapitel ud hver weekend, for hvis jeg presser mig selv til mere, ender jeg bare med at gå fuldstændig død. Det kan godt være, at der nogle gange kommer et kapitel ud tidligere, men så er det kun, hvis jeg lige har haft lidt ekstra tid til at skrive. Sorry at det bliver sådan med langsommere opdateringer, men jeg bliver også nødt til at tænke lidt på mig selv. Så håber I forstår.

Nu tror jeg også, at jeg er ved at være færdig med alle de ting, jeg gerne ville skrive. Så husk at like og smide en kommentar! Og bliv gerne fan, hvis det er. Jeg regner med at lægge coveret op til 2'eren inden så forfærdeligt længe, og så vil I jo få mails hver gang jeg publicerer noget, så det vil være en nem måde at følge med i det hele. Men i hvert fald tusind tak fordi I læser med!!! Fatter stadig ikke, at der er så mange der læser med <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...