Milkshake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2014
  • Opdateret: 18 aug. 2014
  • Status: Igang
Anastacia Cooper er endelig færdig med skolen, og har nu fået arbejde på The Milky Way, en lille forretning i centrum af London, der ikke sælger andet end milkshakes. En dag træder den mystiske og samtidig fascinerende Harry Styles ind af døren, og dette bliver starten på en vild og uforglemmelig rejse. Harry er på den forkerte side af loven, og en dag bliver hans firma afsløret, hvilket sender ham på flugt fra politiet som en af de mest eftersøgte i hele England. Til Anastacias store skræk bliver hun trukket med ind i det, og pludselig er politiet ikke længere kun ude efter Harry – men også Anastacia.

296Likes
459Kommentarer
27112Visninger
AA

10. Kapitel 8

 

Solens stråler kunne svagt anes igennem den tykke skov af træer og planter, og fuglenes fløjten var højere end hvad jeg nogensinde før havde hørt. Dette resulterede dog i, at jeg vågnede ufattelig tidligt. Fuglesangen var så øredøvende, at det var lige til at blive skør af.

Mine øjne åbnede sig langsomt, dog kun lige akkurat nok til at jeg kunne se Harry ligge foran mig med øjnene lukkede. I det mindste var der da en af os, der kunne sove midt i denne her larm. Vi lå begge fuldstændig som vi var faldet i søvn; Harrys arm omkring mig, og mig liggende med hovedet helt inde imod hans brystkasse. Der havde været en underlig tryghedsfornemmelse over dette i går, men lige nu havde jeg det alt, alt for varmt.

I det hele taget var jeg faktisk utrolig overrasket over, at han havde ladet mig komme over til ham for at sove. I løbet af den tid jeg havde kendt ham, havde han været kold og dum det meste af tiden, og det var utrolig svært at regne ud, hvornår han havde et af sine bedre øjeblikke. Jeg havde været heldig at ramme et godt tidspunkt i går, og det skyldtes nok også kun, at jeg havde vækket ham, og han blot ønskede at kunne få lov til at sove videre igen hurtigst muligt. Men jeg havde nydt tætheden på ham, hvilket næsten var, hvad der skræmte mig mest.

Jeg løftede hans arm ned fra mig, så jeg kunne få rejst mig op fra tæppet. Bagefter sørgede jeg for at lægge tæppet ordentligt, så det dækkede ham helt igen. Jorden havde ikke været det mest behagelige at sove på, og både min ryg og nakke havde det ikke specielt godt her til morgen. Jeg havde smidt parykken i går aftes, da jeg nægtede at have den på, når vi alligevel var inde midt i en skov. Jeg tvivlede i hvert fald stærkt på, at der var sat overvågningsudstyr op herinde.

Jeg bevægede mig hen til tasken, hvor jeg satte mig ned foran den. Vi havde ikke åbnet nogle af slikposerne endnu, og lige nu var jeg utrolig sulten. Så jeg greb ud efter posen med M&Ms og fik den åbnet. Jeg havde altid været typen, der bedst kunne lidt aftensmad til morgenmad. Bøf, pasta eller kartofler ville altid være en bedre morgenmad i forhold til en skål havregryn med mælk på. Lige nu bestod morgenmaden dog af M&Ms, men det var vel næsten lige så godt.

Harry sov stadig tungt, og jeg nænnede ikke at vække ham. Desuden var der visse fordele ved at lade ham sove. (1) Jeg slap for at høre på hans pisse irriterende kommentarer, og (2) der var flere M&Ms til mig. Der gik et kvarters tid, før han endelig rørte en anelse på sig, og ved den tid havde jeg allerede fortæret det meste af posen.

Der gik yderligere nogle minutter, før han satte sig op og kørte en hånd igennem hans ret så uglede morgenhår. Han så stadig ret søvnig ud, og der var på en eller anden underlig måde noget charmerende over ham lige nu. Trætte øjne, uglet hår og rodet tøj.

”Vil du have nogle M&Ms?” spurgte jeg med et lille smil.

”Jamen godmorgen til dig også,” svarede han med en himlen med øjnene. ”Men ja.” Jeg rakte posen over til ham og han rynkede en anelse på panden, mens han så ned imod posen. ”Du tilbyder mig M&Ms, men har kun efterladt… 9 tilbage til mig.”

Jeg kunne ikke holde et grin tilbage over, hvor trist han rent faktisk så ud og lød. Han lignede et lille barn, der var blevet nægtet sin gave på juleaften. Som trøst fandt jeg en af de andre slikposer frem og kastede over til ham, så han kunne få noget andet i stedet.

”Hvor skal vi egentlig hen i dag?”

Han åbnede posen og proppede sin mund med vingummi, hvorefter han brugte evigheder på at tygge af munden, før han kunne svare mig tilbage.

”Bare ud af skoven. Min mobil har ingen dækning herinde,” sagde han, før han endnu en gang spiste videre.

Jeg nikkede blot som svar, før jeg rejste mig op og begyndte at pakke nogle af vores ting sammen. Ingen af os lød til at ville snakke om det faktum, at vi sov lige op og ned af hinanden i nat, men det ville nok også hurtigt blive akavet, hvis vi gik i gang med det. Mine følelser for Harry var stadig utroligt uklare. For der var en stor forskel på at være tiltrukket af hans ydre og på at kunne lide ham. Jeg kunne nok godt lide ham en anelse, dog kun visse dele af hans personlighed. Der var stadig visse andre dele, som jeg afskyede afsindigt meget. Så for at opsummere det hele, så var jeg stadig ekstremt forvirret.

 

Efter at Harry havde spist en hel pose vingummi, havde vi fået pakket alting sammen og begivet os videre. Vi kunne ikke gå den samme vej tilbage, da målet stadig var at komme så langt væk fra byen lige nu. Så i stedet fortsatte vi længere ind i skoven i håbet om, at vi på et tidspunkt ville nå ud på den anden side. Som sædvanligt forholdte Harry sig stille det meste af tiden, mens jeg i stedet flittigt brugte tiden på at brokke mig over alting. Hvorfor var der så varmt? Hvornår var vi ude? Hvor lang tid skulle vi blive ved med at gå? Hvad skulle vi gøre, hvis vi pludselig blev angrebet af et arrigt egern? Det her er dumt. Kan vi ikke holde en pause? Vi skulle have købt noget mere slik… Brokkeriet fortsatte i evigheder, og selvom jeg var stensikker på, at Harry hadede mig som pesten for det, så sagde han ikke et ord.

”Harry?” spurgte jeg efter lidt tid, hvor det var lykkedes mig at holde brokkeriet i mine tanker.

”Ja?”

”Hvornår tror du, jeg kan komme hjem igen?”

Jeg var allerede begyndt at savne Kelly og lejligheden, så jeg ville gerne bare hjem hurtigst muligt. Selvfølgelig skulle der stadig tages højde for politiet, da jeg nødigt skulle ende i fængsel på grund af en eller anden tåbelig misforståelse.

”Jeg ved det ikke… Vi bliver nødt til at få ringet til Aaron eller finde en måde at se nyhederne på. Men der går nok nogle dage endnu,” svarede han.

”Okay,” sukkede jeg. Vi gik side om side hele tiden, medmindre der kom en smal passage i skoven, hvor man ikke kunne komme igennem mere end én ad gangen. Efter nogle minutters stilhed tog jeg mig igen sammen til at stille ham et spørgsmål, der havde naget mig en del.

”Hvorfor fortæller du aldrig noget om din familie? Du gjorde det ikke til mig, den gang jeg spurgte, og jeg har aldrig læst noget om dem i bladene.” Jeg vidste godt, at det af en eller anden grund var et følsomt emne, men jeg var bare så pokkers nysgerrig, at det var svært at lade ligge. Lidt forsigtigt lod jeg blikket glide over på ham. Det var tydeligt, at hele hans holdning var blevet en anelse mere anspændt, end hvad den før var, så det kunne umuligt være noget godt tegn. ”Undskyld, jeg ved godt at jeg ikke burde spørge ind til det,” skyndte jeg mig at sige, mens jeg lod blikket falde imod jorden.

”Det er bare…” Han lød som en, der tænkte utrolig meget over tingene. ”Jeg skal nok fortælle dig det, men kan det ikke vente lidt endnu?” Da jeg så op på ham, hvilede hans blik allerede på mig, og han så næsten bedende ud, mens han bed en smule sammen om sin læbering. Min nysgerrighed var ved at tage livet af mig, da der tydeligvis var noget meget specielt ved hans familie, siden han havde så svært ved at fortælle om den. Men jeg kunne ikke få mig selv til at presse det ud af ham.

”Jo, det er helt fint,” svarede jeg med et lille smil.

Derefter overtog stilheden endnu en gang, men denne gang var det okay.

 

Mørket havde lagt sig over skoven. Det blev sværere at se frem for sig, da mørket blandet med de tætstående træer ikke var nogen god kombination. Selvom det kunne være fristende at bruge en af vores mobiler som lommelygte, så var vi begge blevet enige om, at vi var nødt til at spare på strømmen, så vi kunne ringe til Aaron, når vi engang kom ud af skoven.

”Av!” udbrød jeg, da en tynd gren svirpede imod mit ansigt.

”Er du okay?” spurgte Harry lynhurtigt, mens jeg tog mig til kinden.

Jeg fjernede min hånd fra kinden og slikkede derefter kort på min ene fingerspids. ”Jeg tror, jeg bløder,” mumlede jeg med et tungt suk, da smagen af blod var ret tydelig. ”Og jeg kan ikke se noget som helst.”

”Har du overvejet briller?” Harrys smil kunne næsten fornemmes, og jeg rystede blot på hovedet af ham.

”Mit syn fejler intet.”

”Så lad os komme videre. Vi bliver virkelig nødt til at finde noget, om vi så skal gå hele natten.” Hans svar var ikke det mest tilfredsstillende, men jeg nikkede stille og begyndte langsomt at gå.

Kort efter mærkede jeg hans hånd om min, hvor han flettede hans fingre ind mellem mine. Denne gang var anderledes, end da han gjorde det på hotellet. Denne gang var det ikke på grund af, at overvågningskameraerne ville filme os, og jeg havde det overraskende godt med at have hans hånd i min.

”Bare hold dig bag ved mig, så vi slipper for at du får flere grene i ansigtet,” sagde han, mens han trak mig om at gå bag ham.

Sådan fortsatte vi i lang tid. Vores hænder slap ikke hinanden på noget tidspunkt, mens jeg holdte mig lige bag ham. Hvis vi ikke snart nåede ud af skoven, ville vi være tvunget til at overnatte her endnu en nat, hvilket nok var det jeg allermindst havde lyst til. Netop som jeg tænkte på det, kunne et lys pludselig anes et lille stykke fremme i skoven.

”Hvad er det?”

”En hytte, tror jeg,” svarede Harry, da vi var kommet lidt tættere på. ”Vi spørger om de har et ekstra værelse eller en sofa, vi kan låne.”

Lige nu var jeg klar på alt. Om vi så skulle sove på gulvet, så ville jeg hellere det end at skulle sove under åben himmel igen. Uden at gøre det bevidst, satte vi tempoet betydeligt op, da vi begge var trætte og udmattede efter at have gået hele dagen.

Hytten var meget lille og beklædt med mørke træplanker over det hele. Der var små, firkantede vinduer med skodder på. Langs hytten var der plantet alverdens forskellige blomster i forskellige farver, der svagt blev lyst op af små lamper uden for hytten. Her var meget hyggeligt, og siden lyset var tændt indenfor, var der forhåbentlig nogen hjemme. Harry bankede på så snart vi nåede frem, og jeg forsøgte stille at trække min hånd ud af hans, men som svar strammede han grebet om den, så det ikke blev muligt.

Døren svang op og en ung pige stod i døren og så ud på os. Hun så ud til at være nogle år yngre os, og hun så på os med et undrende blik.

”Kan jeg hjælpe med noget?” spurgte hun med et høfligt smil. ”I ved godt klokken er lidt over 2, ikke?”

”Jo, undskyld tidspunktet,” begyndte Harry. ”Ser du, vi har vandret hele dagen, og der er gået noget galt med vores GPS-system, så vi er ikke nået ud af skoven, hvilket egentlig var planen. I stedet er vi stadig her, og vi har ikke rigtig noget telt eller sted at overnatte. Så vi ville bare høre, om du tilfældigvis skulle have plads til at have os sovende en enkelt nat? Vi lover at smutte igen i morgen.”

Selvom jeg ikke var helt glad for løgnen, så kunne jeg godt se, at vi ikke kunne fortælle sandheden.

”Øh, klart. Så længe I ikke ødelægger noget eller stikker mig ned, mens jeg sover,” sagde hun med et smil, som jeg ikke kunne gøre andet end at gengælde.

”Det skal vi nok lade være med,” svarede jeg med et smil.

Hun trådte derefter til side, så vi kunne komme indenfor i varmen. Mit blik gled rundt i en lille hytte, og vi var praktisk talt trådt direkte ind i stuen. Der var et lille køkken og spisestue i forlængelse af stuen, og alle farverne var meget varme. De fleste møbler var at forskellige typer træ, mens der både var brædder på gulv, vægge og loft. Det lød meget voldsomt, men det var faktisk utrolig hyggeligt.

”Jeg hedder for resten April,” sagde pigen med et smil, da vi alle var trådt lidt længere ind i hytten.

Allerede fra starten af havde jeg fået et godt indtryk af hende, og sådan var min mening stadig. Hun havde gyldenbrunt hår med pandehår, der indrammede hendes ansigt på en god måde. Jeg havde altid selv været ekstremt jaloux på alle folk med fregner, og April var ingen undtagelse. Hun virkede generelt meget stille og rolig, hvilket var lige hvad vi havde haft brug for. Hvis vi havde mødt en eller anden opblæst nar, ville det her i hvert fald ikke have været nær så hyggeligt.

”Jeg er Ana, og det her er Harry,” svarede jeg med et smil.

Med det samme kunne jeg mærke Harrys blik på mig, og jeg så lidt tøvende hen på ham. Da mit blik mødte hans, stod det hurtigt klart, at jeg ikke skulle have sagt vores navne. Men det var for sent at gøre noget om nu.

”Okay, det er faktisk godt med selskab. Der er ikke andre end mig og Gaia her,” smilte hun.

”Gaia?” spurgte Harry og hans totalt undrende ansigtsudtryk, kunne jeg ikke holde et lidt større smil tilbage over.

”Ja, hun er min kat. Men hun kommer og går lidt som hun lyster.”

Harry nikkede langsomt, mens han lignede en, der tænkte over noget meget seriøst. Så derfor overraskede hans næste ord mig ekstremt meget. ”Jeg kan godt lide katte.”

Jeg brød ud i en højlydt latter, hvilket fik de to andre til at sende mig et underligt blik. Det var bare lidt for komisk. Harry, der tydeligvis havde temperamentsproblemer, var en nar 200 % af tiden, havde tatoveringer og læbering, kunne godt lide katte. Selvfølgelig kunne han da det. Jeg bed mig i underlæben for at få stoppet mit grin, og det lykkedes mig til sidst at genvinde kontrollen igen.

”Er I to sammen?” spurgte April lidt efter med et lille smil om læberne.

”Hvad? Nej, selvfølgelig ikke.” Harrys svar kom så utroligt hurtigt, at det næsten gjorde ondt. Jeg vidste godt, at vi ikke var noget. Men når man var begyndt at udvikle nogle minimalistiske følelser for fyren, ville det da blot være en god ting, hvis han ikke var så afvisende, som Harry var.

”Åh, okay… Det virkede bare sådan.” Hendes stemme havde sænket sig en anelse, mens hun holdte sin ene hånd op foran munden, hvor hun nervøst bed sig i tommelfingerneglen.

”Men hvor kan vi sove henne?” spurgte jeg for at lede samtalen hen på noget andet, for det her var ved at blive ret akavet.

”Sofaen er det eneste jeg har, men hvis I fjerner puderne, burde der være plads til to.”

Det så altså ud til, at Harry og jeg endnu en gang skulle sove utrolig tæt. Men vi kunne ikke kræve af April, at vi ville sove hver for sig, når det her var hendes hjem, og vi var dem, der kom og pressede på. Vi skulle bare være ovenud lykkelige for, at vi overhovedet havde fundet et sted at sove, nu hvor vi endnu ikke var nået ud af skoven.

”Okay, mange tak,” svarede jeg, da Harry ikke lignede en, der havde tænkt sig at sige noget.

”Er I sultne eller tørstige?”

”Nej, jeg klarer mig. Jeg vil egentlig gerne bare sove.” Efter denne her dag var søvn det eneste, der kunne hjælpe mig.

Harry derimod sagde, at han faktisk var virkelig sulten. Så vi aftalte, at jeg smuttede i seng, mens han kunne få noget mad. April og ham gik ud i køkkenet, mens jeg selv gik hen til sofaen. Jeg fjernede puderne ved ryglænet, mens jeg fik lagt de mindre lidt bedre, så de kunne bruges som hovedpude. Der lå to tæpper hen over det ene armlæn, så jeg bredte dem ud, så vi kunne bruge dem som dyne. Hvis jeg havde været hjemme i lejligheden, ville jeg ikke have sovet i andet end mine trusser og en stor t-shirt, men det virkede en smule underligt at sove i så lidt i et fremmed hus. Jeg beholdte strømper, bukser og top på, før jeg lagde mig godt til rette under tæpperne.

Vi ville nok komme til at lægge ret tæt, men det var noget jeg sagtens kunne leve med. Udmattelsen ramte mig hårdt, så snart jeg var kommet ned at ligge, og netop da jeg var ved at falde helt i søvn, kunne jeg mærke sofaen give efter.

”Mhm,” mumlede jeg træt, mens jeg vendte mig om i sofaen, så jeg lå med ryggen til ham.

Efter noget rykken frem og tilbage lagde Harry sig endelig ned i sofaen bag ved mig. Overraskende nok mærkede jeg kort efter hans ene arm omkring mig, hvor han trak mig en anelse tilbage imod ham. Det her forstod jeg ikke. I går lå vi kun så tæt, for at vi begge kunne holde varmen. Denne gang var varmen ikke noget problem, men han valgte stadig at lægge en arm omkring mig. Jeg var komplet forvirret, men jeg nåede ikke at tænke grundigt over det, da jeg kort efter faldt ind i en meget tiltrængt søvn.

 

// Woow, tusind tak for de mange kommentarer på sidste kapitel! Der er i alt kommet næsten 70, hvor nogle af dem selvfølgelig også er mine.. Men alligevel.. ER I GODT KLAR OVER HVOR MANGE DET ER??? Så tusind tak, jeg har været totalt lykkelig over det lige siden <3

Jeg vil fortsat prøve at opdatere hver onsdag + weekenden, men det kan godt være at det nogle gange vil blive en enkelt dag forsinket. Jeg har trods alt også et liv ;) I dette kapitel er det Anna MV. der har fået rollen som April :D

Og btw, så synes jeg lige i skal tjekke Dara Styles' fantrailer, som hun har lavet til Milkshake. Den er helt fantastisk, og der er faktisk visse dele af filmen, der passer til hvad der sker senere i historien :)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...