Milkshake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2014
  • Opdateret: 18 aug. 2014
  • Status: Igang
Anastacia Cooper er endelig færdig med skolen, og har nu fået arbejde på The Milky Way, en lille forretning i centrum af London, der ikke sælger andet end milkshakes. En dag træder den mystiske og samtidig fascinerende Harry Styles ind af døren, og dette bliver starten på en vild og uforglemmelig rejse. Harry er på den forkerte side af loven, og en dag bliver hans firma afsløret, hvilket sender ham på flugt fra politiet som en af de mest eftersøgte i hele England. Til Anastacias store skræk bliver hun trukket med ind i det, og pludselig er politiet ikke længere kun ude efter Harry – men også Anastacia.

296Likes
459Kommentarer
27143Visninger
AA

9. Kapitel 7

 

Middagsheden var uudholdelig, og vi havde tilbragt de sidste timer på at vandre London igennem. Jeg var stadig ikke helt sikker på, hvor vi helt præcist skulle hen, og Harry kunne ikke give mig et klarere svar, end at vi skulle til udkanten af London.

Min paryk var alt for varm og det samme var jakken, som jeg var tvunget til at have på. Harry lignede også en, der havde det varmt, men han holdte alle sine beklagelser for sig selv, mens jeg derimod ævlede løs om alle de ting, jeg var yderst utilfreds med.

”Kan vi ikke snart finde noget at spise?” spurgte jeg efter endnu en halv times vandren, hvor der efterhånden var blevet længere og længere imellem bygningerne.

”Jo… Der burde være en tankstation om nogle kilometer.” Jeg modstod trangen til endnu en gang at brokke mig over, at vi skulle gå så langt, men formåede denne gang at holde det i mig. Vi snakkede ikke, mens vi gik, hvilket jeg egentlig havde det fint med lige nu.

 

Efter tyve minutters gang nåede vi frem til den lille tankstation, hvor vi begge gik indenfor.

”Hvad vil du have?” spurgte Harry, da vi var stoppet op foran det sted, hvor de havde varm mad og sandwichs.

”Bare en sandwich med kylling og bacon.” Hvis jeg skulle spise sandwich, var det altid det eneste fyld, jeg kunne lide den med. Altid det samme og gerne med en form for karrydressing. ”Burde vi ikke også måske tage et eller andet med, hvis nu vi pludselig bliver sultne igen?”

”Jo, kan du ikke bare finde et eller andet?” spurgte Harry.

Jeg kom med et lille nik, før jeg gik hen i slikafdelingen. Det var nemt at pakke ned, og det kunne sagtens holde sig i længere tid. Jeg fandt to poser med noget forskellig vingummi og en enkelt pose med M&Ms. Det burde være nok. Harry lignede en, der bare stod og ventede på mig, så jeg lagde de tre poser op på bordet ved siden af vores sandwichs og en lighter, som Harry åbenbart skulle have. Han betalte for det hele og gav mig min sandwich, mens slikposerne blev proppet ned i sportstasken, som Harry havde slæbt på under hele turen. Jeg havde tilbudt ham at tage den, så hans skuldre kunne få en pause, men han havde næsten virket fornærmet over mit tilbud.

Derefter begav vi os afsted igen, mens vi hver især spiste vores sandwich i fred.

 

Harrys telefon ringede, da vi begge var ved at være færdig med vores mad. Han rakte mig resten af hans sandwich, hvilket jeg noget forvirret tog imod. Han fiskede sin mobil op fra bukselommen og accepterede opkaldet.

”Aaron,” startede han. ”Det mener du ikke vel?... Seriøst?... Og det vil først kunne blive i morgen?... Det her er jo latterligt… Jeg ved det sgu da godt!... Bare få det ordnet.” Harry sukkede tungt, da han havde lagt mobilen tilbage i lommen igen. Han tog sandwichen tilbage og spiste det sidste, før han gad forklare, hvad den samtale lige havde handlet om.

”Aaron ringede-”

”Det siger du ikke,” svarede jeg med en himlen med øjnene.

”Hold nu mund.” Antydningen af et smil var synligt på hans læber, hvilket også fik mig til at smile. Jeg ved ikke hvorfor, men han smilte stort set aldrig. Det var i hvert fald sjældent, jeg havde set ham smile mere end et mikroskopisk smil, hvor han lignede en, der forsøgte at holde det tilbage. ”Jeg havde håbet på, at vi kunne overnatte på et eller andet hotel igen, men Aaron sagde, at der stort set ikke har været andet end os i nyhederne, og politiet har sat alle kræfter ind for at få os fundet. De havde vidst også fundet frem til dit navn, men Aaron virkede ikke helt sikker på det endnu. Men i hvert fald kan vi ikke bruge nogen af vores kort, da de så vil finde os med det samme.”

”Så hvor skal vi overnatte?” Vi skulle jo sove et eller andet sted, og jeg vidste ikke lige, hvad han ellers havde tænkt sig.

”Aaron forslog skoven.”

”Hvad?! Vil han have os til at overnatte i en skov? Vi har jo ikke noget telt eller noget som helst!”

”Hør, jeg er mindst lige så glad for det her som dig, men hvad vil du helst? Sove i skoven en enkelt nat eller blive fanget af politiet?”

Selvom jeg overhovedet ikke var glad for det ultimatum, han stillede mig, så kunne jeg desværre godt se pointen i det. Jeg tvivlede stadig på hvor hård en straf, jeg overhovedet kunne få, hvis vi rent faktisk blev fanget af politiet. Den ville nok ikke blive lige så stor som Harrys, men efter nyhederne var det tydeligt, at jeg ikke ville komme til at slippe, eftersom jeg trods alt også var stukket af fra politiet og havde været med til at holde en kriminel skjult.

”Okay,” sagde jeg langsomt efter flere minutters stilhed. ”Men vi har jo ikke noget telt eller noget at sove i?”

”Han sagde, at der skulle være lidt forskellige ting i tasken. Jeg har ikke lige fået det kigget igennem endnu.”

”Så vi går totalt primitiv og overnatter under åben himmel?” spurgte jeg og fik et lille smil frem over hele denne her dumme situation, vi var havnet i.

”Jep, det er lige præcis, hvad vi gør,” smilede han tilbage.

 

Jeg havde aldrig været det helt store naturmenneske. Det var muligvis kommet igennem opvæksten, da jeg aldrig rigtig havde fået muligheden for at komme ud og få jord under neglene og nyde den vilde natur. I stedet havde jeg for det meste siddet på mit værelse og tegnet, og som jeg blev ældre, blev tegningerne skiftet ud med bøger. Hvis jeg en dag havde følt mig ekstra frisk, ville jeg lige kunne få taget mig sammen til at tage bogen med ud i vores lille have, men det ville jeg stadig ikke betragte som vild natur. Vild natur var ikke perfekt klippet græs, små, faconklippede træer og blomster i matchende farver. Vild natur var den brusende flod og det store hav, hvor dele endnu ikke var blevet opdaget af mennesker. Det var dybt inde i skoven, hvor mennesker for en gangs skyld ikke var de dominerende, men derimod skovens dyr. Jeg havde aldrig været på ture i skoven før, eller fået chancen for at opleve hvor majestætisk havet virkelig var, andet end på lang afstand.

Vi havde gået i flere timer langs kanten af landevejen, før man kunne se en skov længere inde i landskabet til venstre. Harry drejede af vejen, og jeg kunne ikke gøre andet end at følge efter. Det blev en smule sværere at holde tempoet oppe, da man nu også skulle holde øje med, at man ikke trådte i et hul og vred om eller noget lignende.

Da vi nåede frem til skoven, kunne jeg ikke undgå at stoppe op, før vi trådte ind bag rækken af de første træer. Der var noget skræmmende over en skov som denne her. Sollyset kunne knap nok kæmpe sig vej igennem træets kroner, og jeg kunne ikke se nogen udgang på den anden side. Hvad nu, hvis vi aldrig fandt ud af skoven igen?

Harry virkede dog ret cool i forhold til mig, og han traskede direkte ind mellem træerne uden den mindste tøven.

Vores samtaler havde igen været på et minimum, hvilket var ved at irritere mig en smule. Selvom ingen af os virkede til at kunne lide den anden, så var det næsten endnu værre at skulle være i denne her stilhed. En samtale ville også hjælpe på, at få tankerne ledt hen på andet end det faktum, at politiet havde mig efterlyst. Mig. Anastacia Cooper, en skræmt 20-årig pige, der aldrig havde gjort en flue fortræd.

Da vi havde gået i yderligere ti minutter, var vi nået så dybt ind i skoven, at jeg ikke kunne se nogen udgang, lige meget hvorhen jeg så. Det gjorde mig en smule utryg, men jeg var bare glad for, at jeg ikke var her alene. Endelig kunne Harry rent faktisk gøre sig nyttig.

Harry stoppede op henne ved et enormt træ, hvor han stillede tasken fra sig på jorden.

”Er det her sted ikke fint nok?” spurgte han og satte sig ned med ryggen hvilede tilbage imod stammen. Jeg så kort rundt. Der var det store træ, men ellers var der en form for plads, hvor der ikke var hverken planter eller træer, hvilket fik det til at virke en anelse mindre klaustrofobisk.

”Jo, det her er fint.” Jeg gik hen og satte mig ved siden af ham, men sørgede for at vores arme ikke rørte hinandens. ”Kan du ikke se, hvad vi har at gøre godt med i tasken?”

Han trak tasken hen foran os og lynede den op. Han startede med at smide de tre slikposer hen til mig, før han kiggede videre. Jeg forsøgte at følge med i det, men det var ret svært at se noget, når hans arme og hænder hele tiden var i vejen.

”For helvede da også,” mumlede han opgivende og lænede sig tilbage imod træet.

”Hvad?”

”Der er kun noget ekstra tøj, to vandflasker, et tæppe og en lille smule mad. Han kunne i det mindste godt have givet os et telt eller nogle soveposer.”

”Ja, det ville ikke have været så dårligt,” stemte jeg i med et nik. ”Jeg har aldrig prøvet at sove i naturen før.” Jeg vidste ikke, hvorfor jeg tilføjede den sidste del. Måske var det bare for at have et eller andet at sige.

”Virkelig? Sådan overhovedet ikke?” Hans løftede øjenbryn tog jeg som et tegn på, at han var ret overrasket.

”Overhovedet ikke. Du virker da heller ikke selv som det helt store naturmenneske,” sagde jeg med et lille smil.

”Det er jeg heller ikke, men jeg har da alligevel prøvet at sove i naturen. Hvem har ikke det?”

”Ja, alle andre end mig åbenbart,” svarede jeg med en rullen med øjnene.

”Men helt seriøst, hvordan kan det være, at du aldrig har prøvet det?” Hans blik hvilede hele tiden på mig, og lige nu var jeg glad for, at jeg rent faktisk havde fået startet en samtale. Men alt var også bedre end stilheden.

”Jeg har bare aldrig rigtig haft muligheden. Når der var ture i de mindre skoleklasser, gav mine forældre mig aldrig lov, da de ikke mente, at det ville gavne min uddannelse at tage ud og blive beskidt,” sagde jeg med et suk, der fik Harry til at rynke en smule på øjenbrynene.

”Det lyder lidt underligt… Hvor er dine forældre nu?” spurgte han, og jeg stivnede.

”D-det ved jeg ikke. Jeg vil helst ikke snakke om dem, så kan vi ikke snakke om noget andet?” Han så på mig i lidt tid. Hans grønne øjne passede perfekt ind i naturen omkring, og jeg følte mig i et kort øjeblik fuldstændig betaget af dem, før jeg så væk igen.

”Okay, hvad vil du så snakke om?” Hans smil kom en del mere naturligt frem, end hvad jeg før havde været vant til, og det var en dejlig forandring at være vidne til.

”Ingen anelse. Jeg er faktisk ret træt, og vi har ikke lavet andet end at gå hele dagen.”

”Okay, du kan bare lægge dig til at sove.” Han lød ikke selv som en, der havde tænkt sig at sove lige foreløbigt.

Jeg trak tasken hen til mig og fandt en regnjakke, som jeg lagde med ydersiden imod jorden, så jeg havde noget at ligge på. Der var stadig ret varmt lige nu, takket været de lune sommernætter i foråret, så jeg kunne sagtens nøjes med det tøj og den jakke, jeg havde på. Jeg fik lagt mig så godt til rette som muligt, og lagde hænderne under min ene kind. Jeg havde valgt at ligge mig en kvart omgang på træet væk fra Harry, så vi ikke ville komme til at være lige op og ned af hinanden, da der vist var ingen af os, der havde nogen stor lyst til det.

Søvnen overtog mig ret hurtigt, og jeg glædede mig bare til at få en så god søvn som muligt, så jeg kunne være klar på endnu en dag i morgen.

 

Da jeg vågnede igen var det mørkt. Kulsort, for at være lidt mere præcis.

Da jeg lagde mig til at sove, havde jeg glemt den meget vigtige ting, at jeg ikke kunne lide at sove alene. Sådan havde det været helt fra da jeg var lille. Jeg kunne sagtens sove alene på mit værelse, så længe jeg vidste, at der var andre i huset. Hvis jeg vidste, at jeg var alene, ville jeg derimod ligge vågen det meste af natten indtil udmattelsen til sidste overvandt alt andet.

Derudover var jeg også et af de mennesker, der havde flere mareridt end drømme. Det var dog noget, der først var opstået, efter alt det med mine forældre. Jeg havde snakket om det med Kelly, efter hun var blevet vækket midt om natten, fordi jeg havde råbt og skreget inde fra mit værelse. Jeg havde heldigvis ikke haft et mareridt i nat, men jeg var derimod bare ekstremt nervøs for at skulle sove alene i en skov. Harry var her godt nok, men jeg kunne hverken se eller høre ham lige nu, hvilket langt fra havde en beroligende effekt på mig.

”Harry?” spurgte jeg og satte mig op på regnjakken. ”Harry?” gentog jeg lidt højere, da der endnu ikke var kommet noget svar.

Kort efter lød der en lav rumsteren, og jeg håbede virkelig, at det var Harry og ikke et eller andet dyr.

”Hvad?” mumlede han hæst, tydeligvis lige vågnet op fra sin søvn.

”Jeg kan ikke sove.”

På en eller anden måde, virkede det næsten pinligt at sige. Det her var sådan et problem små børn havde, når de ikke turde sove ude ved deres veninder. Men her var jeg, tyve år og stadig bange for at sove alene.

”Og hvad vil du have, at jeg skal gøre ved det?” Harry lød en anelse irriteret over, at jeg havde vækket ham, hvilket jeg fuldt ud kunne forstå.

”Må jeg sove henne ved dig?” spurgte jeg nervøst. Der ville ikke ligge noget som helst romantisk bag det, men jeg havde bare brug for at være i nærheden af nogen og lige nu, var han min eneste mulighed. Alle begivenhederne i dag og i går havde taget ekstra hårdt på mig, så jeg ville hellere ydmyge mig selv ved at spørge om det her, end at ligge hele natten igennem og forsøge at falde i søvn uden held.

”Hvad?” spurgte han først, og jeg havde lyst til at banke mit hoved ind i træet. ”Øh, det må du vel.” Jeg kunne ikke undgå at få et smil frem af hans endelige svar.

Temperaturerne var faldet en del i løbet af nattetimerne, og det vippede lidt for meget til den kolde side efter min mening. Jeg frøs i hvert fald i den smule tøj, jeg havde på lige nu. Jeg rejste mig op og tog regnjakken med hen til ham. Skærmen på hans mobil lyste op, og jeg måtte kort klemme øjnene i, da han rettede det op imod mig.

”Vi bliver nok nødt til at ligge lidt tæt, hvis vi begge skal bruge tæppet,” sagde han med neutral stemme.

”Okay, jeg fryser alligevel også helt vildt.” Min stemme var lavere end normalt, og jeg var stadig ikke specielt begejstret for hele denne her situation.

Han havde foldet tæppet en gang på midten, så han kunne ligge imellem lagene med tæppet både under og over ham. Jeg fik lagt mig ned ved siden af ham og rykkede mig ind, så tæppet lige akkurat kunne dække mig. Bagefter lagde jeg regnjakken jeg havde sovet på hen over os, så vi havde lidt mere til at hjælpe på varmen.

Jeg lå helt på udkanten af tæppet, da jeg ikke helt vidste, hvor tæt på han ville have mig. Tæppet dækkede ikke hele min ryg, hvilket nok ville blive en smule koldt i længden. I et kort øjeblik kunne jeg ikke undgå at tænke på tacos. For lige nu var det her egentlig bare én stor, menneskelig taco. Tæppet var skallen, der havde den helt rigtige form, mens Harry og mig var fyldet. Harry lå inderst i tacoskallen og blev på den måde holdt bedre varm end mig, da jeg lå yderst og dermed hurtigere blev afkølet. Det var nok en af de mest underlige sammenligninger, jeg længe var kommet på.

”Kom nu bare helt herhen,” sagde han og slukkede for sin mobil igen. Jeg nåede slet ikke at rykke mig hen til ham, før hans arm var blevet lagt omkring mig, og han trak mig helt ind til sig. ”Og det her er kun for at vi begge kan holde varmen.”

”Mmh,” mumlede jeg og lukkede øjnene.

Det at være så tæt på ham, havde allerede hjulpet en del på varmen og på at kunne slappe af igen. Jeg hvilede mit hoved lidt ind imod hans brystkasse, hvilket han heldigvis ikke sagde noget til. Han beholdte sin arm omkring mig og i et kort øjeblik glemte jeg, at vi rent faktisk befandt os midt i en skov på flugt fra politiet. Alt virkede trygt og roligt, og lige nu ville jeg ikke have noget imod at blive her for evigt.

 

// MILKSHAKE LIGGER I TOP 2 OVER FANFICTIONS DENNE MÅNED!!!

Ahh, det er så vildt og tusind tak alle sammen! Jeg håber I stadig kan lide den, og husk nu endelig at skrive, hvad I synes om den. Jeg har valgt at droppe det med spørgsmål igen, da jeg simpelt hen er for dårlig til at finde på noget.. Hahah, men husk at smid en kommentar og like <3

BTW HVOR SØDE ER ANA OG HARRY LIGE I DEN SIDSTE SCENE ?!? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...