Milkshake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2014
  • Opdateret: 18 aug. 2014
  • Status: Igang
Anastacia Cooper er endelig færdig med skolen, og har nu fået arbejde på The Milky Way, en lille forretning i centrum af London, der ikke sælger andet end milkshakes. En dag træder den mystiske og samtidig fascinerende Harry Styles ind af døren, og dette bliver starten på en vild og uforglemmelig rejse. Harry er på den forkerte side af loven, og en dag bliver hans firma afsløret, hvilket sender ham på flugt fra politiet som en af de mest eftersøgte i hele England. Til Anastacias store skræk bliver hun trukket med ind i det, og pludselig er politiet ikke længere kun ude efter Harry – men også Anastacia.

296Likes
459Kommentarer
27118Visninger
AA

8. Kapitel 6

 

Næste morgen vågnede jeg op og var i et kort øjeblik totalt forvirret. Der havde været et lille spinkelt håb inden i mig, der havde håbet, at det hele bare var ét ondt mareridt, men nu hvor jeg så rundt i den luksuriøse suite, kunne jeg hurtigt se, at det desværre ikke var tilfældet.

Jeg satte mig op i sengen og gned mig kort i øjnene. Harry lå ved siden af mig med ryggen vendt imod mig. Det bedste ville have været, hvis han havde taget sofaen, men det var måske også lidt for meget at forlange, når sengen var stor nok til at man kunne ligge fire eller fem i den med lidt god vilje. Jeg havde stadig alt mit tøj på fra i går, så mit gæt ville være, at jeg fald i søvn, kort efter jeg havde smidt mig på sengen.

Harry lå stadig og sov, og jeg kunne ikke lade være med at se lidt ned over hans ryg. Dynen dækkede ham kun op til omkring navlehøjde, så jeg kunne se det meste af hans ryg. Det var ret utroligt, hvordan kan kunne have nået at få lavet så mange tatoveringer, når han kun var 22. Jeg kunne ikke se mere ledig plads på hans arme, men på ryggen var der lidt mere mellemrum mellem kunstværkerne. Der var en blanding af lidt af alt: små symboler, billeder, tegninger, citater og diverse ord på sprog jeg ikke forstod.

Jeg rejste mig op fra sengen og gik ud på badeværelset og låste døren efter mig, før jeg tændte for vandet i bruseren, så det kunne nå at blive varmt. Mens jeg ventede på, at han engang vågnede, kunne jeg lige så godt bruge tiden fornuftigt. Jeg trak alt tøjet af og lagde det i en bunke på bordet ved siden af vasken, før jeg trådte ind i badet. Jeg brugte god tid på at sæbe hår og krop ind, før jeg bare stod i en evighed og lod vandet løbe ned over mig. Her skulle jeg ikke tænke på vandregningen, så jeg kunne principielt bruge alt det vand, jeg havde lyst til.

Da jeg til sidst ikke orkede at bruge mere tid i badet, slukkede jeg for vandet og rakte ud efter et håndklæde. Jeg fik tørret vandet væk fra kroppen, før jeg viklede håndklædet omkring mit hår. Jeg var nødt til at trække i det samme tøj fra i går, da jeg ikke rigtig havde andet at skifte med. Til sidst tørrede jeg mit hår så godt som muligt, men fortrød det ret hurtigt, da det gik op for mig, at jeg ikke havde en børste at redde det igennem med. Lige nu lignede det en bunke hø, så jeg forsøgte at få det redt bare en smule ud, ved at køre mine fingre igennem det, nu hvor jeg ikke rigtig havde andre alternativer.

Efter mange forsøg på at redde det uglede hår ud, gav jeg til sidst op og blev enig med mig selv i, at det her måtte være fint for nu. Jeg gik tilbage ind på værelset efter at have hængt håndklædet til tørre, og jeg var glad for at se, at Harry også var oppe. Så kunne vi forhåbentlig hurtigere få afklaret det hele, så jeg kunne komme hjem igen.

”Godmorgen,” sagde jeg med et lille smil.

”Hey.”

Han sad på kanten af sengen og så imod fjernsynet. Introen til nyhederne kom frem, og jeg satte mig ned ved siden af ham.

”Harry, hvad-”

”Shh,” afbrød han mig, og jeg foldede fornærmet armene foran mig.

Da jeg så imod tv’et igen, forstod jeg dog hurtigt, hvorfor han havde tysset på mig. Bag nyhedsværten kom en boks frem med teksten TO PERSONER EFTERLYSES. Jeg var pludselig lige så interesseret i, hvad der foregik på fjernsynet som Harry var, og jeg forsøgte ikke længere at bryde ind.

”I går afslørede en insider i Styles Corporation, at firmaet i en længere tidsperiode har svindlet med pengene, når det gjaldt deres kunder og samarbejdspartnere. Direktør Harry Styles blev sidst set i går ved milkshakecaféen, The Milky Way, i centrum af London, hvorefter han forsvandt med en mystisk pige. De to stak efter sigende af og affyrede skud imod politiet. Der udgives dusører til alle dem, der kan komme med informationer om, hvor de to befinder sig,” sagde damen. ”Politiet er nu i gang med at undersøge overvågningskameraer i håb om at finde ud af, hvem den mystiske pige er. Politiet udtaler, at en sådan forbrydelse der er tale om, kan give op til 20 år i fængsel, samt en bøde på det dobbelt af det pengebeløb, der er tale om svindel med. Både Styles og pigen efterlyses nu i hele London, og politiet har sat alle styrker ind for at få dem fundet hurtigst muligt.” Nyhederne fortsatte derefter videre med en nyhed om eller anden papegøje, der kunne en masse ting, men mine tanker var stadig kun fokuseret på de informationer, vi lige havde fået.

”Fuck!” bandede Harry højlydt, hvorefter han brat rejste sig op fra sengen.

Jeg var selv fuldstændig tom for ord. Nyhedsværten havde sagt, at jeg også var efterlyst, og at politiet var i gang med at undersøge hvem den mystiske pige var. Ud fra nyheden lød det i hvert fald til, at de betragtede mig som medskyldig, hvilket hylede mig ekstremt meget ud af den. Jo flere sekunder der gik, jo mere fik jeg mig selv til at flippe fuldstændig ud. Jeg var eftersøgt at politiet, og de ville stensikkert snart finde frem til mit navn og alt muligt andet om mig. Kelly ville blive kontaktet, og hun ville gå fuldstændig fra den. Alt hvad der kunne galt, var ved at gå galt.

Normalt var jeg ikke typen, der havde let til tårer, men nu fandt jeg mig for anden gang på et døgn på randen til tårer. Jeg ville for alt i verden undgå at bryde tudende sammen igen. Især når Harry var her, siden han sidste gang var totalt ligeglad med, hvordan jeg havde det.

I løbet af et minuts tid, hvor jeg havde gjort mit bedste for at holde gråden tilbage, havde Harry bandet stort set uafbrudt. Han virkede vred, mens jeg var ked af det. Til sidst virkede det som en umulig opgave at holde tårerne tilbage længere, og jeg lod dem i stedet få frit løb. Jeg gemte mit hoved i mine hænder, mens jeg hulkede for livet løs.

Jeg mærkede Harrys hånd på min ryg lidt efter, og jeg ventede egentlig bare på, at han ville komme med en kommentar om, at jeg skulle tage mig sammen. Men den kom aldrig. I stedet overraskede han mig med at sætte sig ned på sengen igen og trække mig lidt ind til sig. Jeg fjernede hænderne fra mit ansigt og lagde i stedet armene omkring ham, mens jeg græd ind mod hans brystkasse. Han tøvede en del, men lagde til sidst også sine arme omkring mig og kørte den ene hånd lidt op og ned af min ryg i en beroligende gestus.

Efter flere minutter hvor ingen af os havde sagt noget, var det endelig lykkedes mig at få styr på tårerne. Jeg havde dog ikke lyst til at give slip endnu. Selvom jeg ikke var glad for Harry og stadig syntes, at han var en nar, så var der noget underlig trygt ved at sidde sådan her med ham. Måske var det bare ren indbildning i mangel på bedre.

”Undskyld,” mumlede jeg lavt, da jeg endelig trak mig væk fra ham igen.

Han svarede ikke, men rejste sig i stedet op, trak t-shirten og bukserne fra i går på og gik ind i stuen, mens jeg sad forvirret og så efter ham.

Hvordan kunne han gå fra at sidde og holde om mig det ene øjeblik, til at ignorere mig og være totalt kold? Harry var helt klart et af de mest forvirrede mennesker, jeg nogensinde havde mødt.

Jeg blev siddende på sengen og besluttede mig for, at når han engang havde tænkt sig, at opføre sig som et normalt menneske igen, så måtte det være ham, der kom til mig. Nyhederne var ved at være færdige, så jeg zappede igennem de forskellige kanaler, før jeg stoppede på en, der viste musikvideoer. Musik havde altid haft en beroligende effekt på mig, ligesom på så mange andre, og lige nu var det noget, jeg helt klart havde brug for.

Kort efter kunne jeg høre Harry snakke i telefon, så jeg skruede lidt højere op for lyden i tv’et for bedre at kunne høre. Mit håb om at komme hjem til Kelly i dag var lidt efter lidt forsvundet fuldstændig. Efter nyhedsudsendelsen, turde jeg simpelthen ikke tage hjem. Jeg nåede at se seks musikvideoer, før Harry kom traskende herind. Jeg valgte at ignorere ham, ligesom han så mange gange havde gjort ved mig, og holdte i stedet fortsat fokus imod videoen, som spillede hen over tv’et.

”Vi skal til at afsted,” sagde han, mens jeg ikke gjorde den mindste mine til at rejse mig op. Kort efter fik jeg den blonde paryk fra i går smidt i hovedet på mig. ”Tag den her på og let røven.” Min irritation imod ham blev forstærket i løbet af en enkelt sætning. Jeg tog parykken og kastede den direkte tilbage på ham.

”Kunne du prøve at være en lidt mindre nar!?” råbte jeg og slukkede for fjernsynet.

Han så hen på mig med et løftet øjenbryn. ”Er jeg en nar?”

”Ja! Endda en stor en af slagsen! I det ene øjeblik er du faktisk flink nok, men så går du tilbage til at være en idiot med det samme igen. Kan du ikke bare bestemme dig, for jeg kan virkelig ikke klare dig oveni alt hvad der ellers sker.”

”Er det efter det lige før?” spurgte han, og jeg gik ud fra, at han mente der hvor jeg græd.

”Ja, blandt andet.”

”Det er ikke bevidst, at jeg er en nar.” Harrys stemme var noget lavere end før, men han virkede stadig ligeglad.

”Nå, men du gør det ellers ret godt,” fnyste jeg.

”Hør, undskyld, okay? Jeg var bare forvirret over noget, så det var nemmest bare at gå.”

”Forvirret over hvad?!” Jeg kunne virkelig ikke se, hvad han kunne være blevet så forvirret over, siden hans væremåde overfor mig kunne skifte så hurtigt.

”Ikke noget… Undskyld,” sukkede han frustreret.

Jeg kom med et lille nik, da jeg ganske simpelt ikke anede, hvad jeg ellers skulle svare ham. Han virkede som en, der måske rent faktisk mente hans undskyld. Men jeg kunne stadig ikke være sikker på, om han om en time ville gå tilbage til det andet igen.

Jeg rejste mig op fra sengen og gik hen for at samle parykken op. Efter at have samlet mit hår i en knold, fik jeg taget den på. Jeg gik ud på badeværelset for at sikre mig, at alle mørkebrune totter blev skjult af det blonde. Harry kom ud på badeværelset og stillede sig ved siden af mig. Han hverken gjorde eller sagde noget, men stod derimod og kiggede på mig.

”Det kan godt være, at det her ikke er så svært for dig, Harry,” begyndte jeg langsomt. ”Men jeg har aldrig prøvet sådan noget her. Jeg har allerede haft nok drama og spænding i mit liv til at vare en hel livstid. Det her er ikke noget, jeg selv har bedt om. Så mine følelser sidder nok ret meget uden på tøjet.” Jeg kunne ikke helt finde ud af, om den her var en undskyldning for mine reaktioner på stort set alt, eller om det bare var noget jeg fortalte ham, fordi det var sådan, det var.

”Okay,” nikkede han efter at have tygget lidt på mine ord. ”Er der så noget jeg kan gøre, for at gøre det hele lidt mindre, sådan… dårligt?”

”Bare vær lidt mere flink og fortæl mig de ting, der skal ske. Jeg gider ikke rende rundt som en eller anden følgevogn, der aldrig ved, hvad der kommer til at ske.”

Han fik et lille smil frem over det sidste, jeg sagde. Jeg gik ind på værelset igen og trak mine sko og jakken på. Harry kom ind kort efter, og vi fik begge gjort os helt klar til at komme videre. Hvor det så end var…

”Hvad skal vi egentlig hen?” spurgte jeg og så op på ham.

”Det ved jeg ikke endnu. Det kommer lidt an på, hvordan hele situationen med politiet udvikler sig, men Aaron har lovet at ringe. Indtil videre bliver vi bare nødt til at gå et godt stykke vej.” Jeg sukkede dramatisk og flettede mine fingre ind mellem hans, da vi forlod suiten. Jeg kunne slet ikke overskue, at vi skulle til at gå i alt for lang tid, men på den anden side, så var det nok det sikreste, hvis vi igen skulle tage højde for politiet og det med, at vi kunne blive sporet stort set overalt, hvis vi tog en taxa eller bookede et hotelværelse.

”Jeg orker ikke at gå,” sagde jeg opgivende, hvilket resulterede i et grin fra ham, hvilket vist var første gang jeg nogensinde hørte ham grine.

”Du kan da også hoppe eller løbe, hvis det er, hvad du vil.” Han rettede lidt på sportstasken, han havde svunget op over skulderen. Jeg sendte ham et hårdt blik af det han havde sagt, hvilket bare fik hans grin til at blive højere og mere kraftigt. Det var en dejlig lyd.

”Det her bliver en lang dag,” mumlede jeg for mig selv og udstødte et suk.

 

// Heeeej! Jeg var til 1D-koncert i går, og det var det vildeste jeg nogensinde har prøvet! Jeg har stadig svært ved at fatte, at det rent faktisk skete. Og i går havde jeg også min sidste eksamen, så nu kan jeg for alvor komme igang med at skrive.

Tusind tak til alle der følger med, liker og kommenterer - bliv endelig ved med det :)

Og så til dette kapitels spørgsmål: Hvad synes I om koncerten, hvis I var med? - Ved godt at det ikke lige omhandler historien, men jeg vil gerne høre om jeres oplevelser <3

Næste kapitel kommer i weekenden :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...