Milkshake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2014
  • Opdateret: 18 aug. 2014
  • Status: Igang
Anastacia Cooper er endelig færdig med skolen, og har nu fået arbejde på The Milky Way, en lille forretning i centrum af London, der ikke sælger andet end milkshakes. En dag træder den mystiske og samtidig fascinerende Harry Styles ind af døren, og dette bliver starten på en vild og uforglemmelig rejse. Harry er på den forkerte side af loven, og en dag bliver hans firma afsløret, hvilket sender ham på flugt fra politiet som en af de mest eftersøgte i hele England. Til Anastacias store skræk bliver hun trukket med ind i det, og pludselig er politiet ikke længere kun ude efter Harry – men også Anastacia.

296Likes
459Kommentarer
27154Visninger
AA

7. Kapitel 5

 

”Jeg bliver nødt til at komme hjem,” sagde jeg efter en evighed, fyldt med intet andet end ren stilhed. Kelly blev nødt til at få noget at vide om det her, især hvis politiet pludselig blev indblandet. Hun var det eneste familie, jeg havde, og jeg stole nok på hende til at vide, at hun ikke bare sådan lige ville give mig over til politiet, når jeg ikke havde gjort noget galt.

”Det kan du ikke. Det er ikke sikkert endnu.”

Harry tog alt det her langt mere roligt end mig. Han glattere ærmerne på sin blazer ud efter løbeturen og satte derefter pistolen tilbage i inderlommen. Hvordan havde han overhovedet fået fat på en pistol? Jeg var selv noget nær panisk og havde svært ved at trække vejret i normalt tempo.

”Men jeg bliver nødt til… Jeg kan ikke bare… Kelly, hun… Harry, jeg vil… skal hjem nu!” råbte jeg, og han virkede i et kort øjeblik overrasket over mit udbrud.

”Slap nu lige af, for fanden,” sukkede han tungt.

”Men Harry, jeg-”

”Hold kæft!” råbte han, og det var alt hvad der skulle til, før jeg kunne mærke tårerne langsomt begynde at løbe ned over mine kinder.

Det her var mere, end hvad jeg kunne klare. Adrenalinen susede stadig rundt i kroppen, og jeg havde stadig ikke fuldstændig opfattet, hvad der lige var sket. Jeg var nervøs og bange, og Harry virkede som en, der ikke kunne være mere ligeglad med, hvordan jeg havde det. Jeg ville hjem til Kelly og hjem til det trygge. Ikke være her med en eller anden tatoveret freak, der gik med pistol og råbte af mig.

Hele min krop rystede og tårerne fortsatte med at strømme ned over mine i forvejen ildrøde kinder, der stadig ikke havde mistet sin farve efter løbeturen. Harry lod mig stå i min egen elendighed, mens han trådte nogle skridt væk og fandt sin mobil frem, formodentlig for at ringe til en eller anden. Da personen han ringede til tog telefonen, gik Harry ind i et af de andre rum i denne her faldefærdige bygning, vi befandt os i. I et kort øjeblik overvejede jeg at stikke af. Hvis jeg løb hurtigt nok, ville jeg kunne nå at få et godt forspring. Jeg skulle netop til at føre min plan ud i livet, da jeg hørte skridt bevæge sig imod mig igen.

”Vi skal videre,” sagde Harry kort, men denne her gang havde jeg ikke tænkt mig at give efter så let.

”Nej,” svarede jeg stædigt.

”Nej?”

”Nej.”

”Og hvorfor så ikke det?”

”Fordi jeg vil have nogle svar, før jeg bare følger med dig.”

Han kørte fingrene igennem sit hår og lignede en, der mest af alt havde lyst til at råbe og skrige af mig. Eller måske kaste en stol efter mig eller noget i den retning. Men jeg havde stadig ikke tænkt mig at give efter. Jeg kendte ham ikke specielt godt, så han kunne ikke forvente, at jeg frivilligt ville blive her med ham.

”Kan du ikke få dem senere?” spurgte han med et tungt suk.

”Nej, det skal være lige nu, ellers tager jeg hjem.”

”Okay.” Han stod og vippede lidt frem og tilbage på fødderne, mens han ledte efter ordene. ”Jeg har allerede fortalt dig situation i det store omfang. Vi har snydt nogle… okay, en del, og det er så blevet afsløret i dag. Det viste sig, at vi havde en insider ansat, som nu valgte at fortælle alt. Så politiet og alle firmaerne vi har narret er efter mig, så jeg skal helst holde mig væk fra offentligheden lige nu. For jeg har fandme ikke tid til at sidde i fængsel.”

Jeg sank en klump i halsen. Det her var pengesvindel på højeste plan, og det gjorde mig ikke mindre tryg at vide, at det han havde gjort, var slemt nok til at han skulle smides i fængsel, hvis politiet altså fik fat på ham.

”Jeg kom egentlig hen for at finde Aaron. Han har været med til noget af det, men kun på deltid, hvis man kan sige det sådan. Men så var du den eneste, der var der, og nu tror politiet sikkert, at du arbejder for mig.”

”Men hvorfor-”

”Fordi de så dig sammen med mig, og du holdte en pistol i hånden. Det hele så meget mistænkeligt ud,” svarede han med et træk på skuldrene, som var det den mest simple ting i verden.

Hele hans attitude irriterede mig grænseløst, og jeg nåede ikke at stoppe mig selv, før jeg havde givet ham et hårdt skub på skuldrene, så han var nødt til at vakle nogle skridt bagud. Han så både forvirret og underholdt ud på samme tid.

”Du er bare for meget! Jeg har ikke noget som helst at gøre med alt det her, men alligevel formår du at slæbe mig midt ind i det hele! Hvorfor skulle du absolut hive mig med udenfor?!”

Endnu en gang kom han med et simpelt træk på skuldrene. Desværre havde jeg desperat brug for ord.

”Okay, jeg skrider. Kelly venter sikkert på mig derhjemme, og jeg har ikke tænkt mig at bruge mere af min tid sammen med dig.”

Jeg spildte ikke et eneste sekund længere, før jeg gik imod døren, vi var kommet ind ad. Hans tunge skridt kunne dog tydeligt høres bag mig, og netop som jeg lagde fingrene omkring dørhåndtaget, lagde hans hånd sig på døren og skubbede den i igen. Jeg vendte mig om og så op på ham. Hans øjenbryn rynkede sig sammen og hans øjne havde en underlig mørkhed over sig.

”Du må ikke gå.” I et kort øjeblik virkede han helt sårbar, men det forsvandt hurtigt igen. ”Jeg mener, du kan ikke gå. Du kan ligeså vel som mig blive smidt i fængsel.”

”Det tror jeg ikke, Harry. Det eneste de har imod mig er, at jeg holdte en pistol og er blevet set sammen med dig. Det er ikke nok til at sende mig i fængsel.” Jeg havde set en del krimiserier i løbet af min levetid, og så meget havde jeg trods alt lært.

”Men du har holdt mig skjult. Det kan måske give dig nogle måneder.”

”Det her er dumt.” Men han havde ret.

Selvom jeg ikke direkte havde skjult en kriminel, så ville jeg ikke kunne benægte, at jeg var løbet væk fra politiet sammen med Harry, og vi havde gemt os sammen. Jeg havde ikke fuldstændig styr på, hvordan sådan noget blev dømt, men jeg nægtede stadig at tro på, at jeg kunne få en specielt stor straf. Det var jo ikke fordi jeg havde slået nogen ihjel.

”Please bare bliv indtil vi finder ud af alt det her, okay?” bad han.

Før jeg tillod mig selv at tænke det hele grundigt igennem, kom jeg med et lille nik, hvorefter man synligt kunne se ham slappe af igen. Selvom der var en lang række af ting jeg hellere ville end at blive her sammen med ham, så var det måske det smarteste. Bare lige for at få styr på tingene, så jeg ikke endte med at blive slæbt i retten for en eller anden lille, dum ting.

Da Harry var helt sikker på, at jeg ikke ville stikke af så snart han vendte ryggen til, gik han tilbage til det andet rum for at lave nogle opkald. Han sagde også, at jeg godt kunne ringe til Kimberly for at sige, at jeg ikke kom hjem før i morgen. Jeg var ikke meget glad for, at vi først kunne have alting på plads i morgen, men nu var det sådan her, det var.

Jeg gik hen til væggen og lod mig glide ned, så jeg kunne hvile hovedet tilbage imod den kedelige betonvæg. I løbet af ingen tid havde jeg fundet Kellys nummer frem og ringet hende op. Første gang svarede hun ikke, men jeg prøvede med det samme igen bagefter. Hun tog den heldigvis efter fjerde ring.

”Hej, Ana,” sagde hun med det samme, og jeg kunne næsten høre, hvordan hun smilede.

”Heej, øhm, jeg kommer nok først hjem i morgen.” Tag dig sammen, Ana, påmindede min underbevidsthed mig. Jeg skulle bare komme med en eller anden løgn om, hvorfor jeg ikke kom hjem i nat, men i stedet lød jeg som et ekstremt nervøst barn, der lige var blevet taget i at spise slik, når det ikke måtte.

”Hvorfor?”

”Jeg skal sove sammen med en af pigerne fra arbejdet,” svarede jeg, da det var det første jeg kom i tanke om at kunne sige.

”Åh, okay. I må have det hyggeligt. Elsker dig.”

Jeg holdte virkelig meget af Kelly. Faktisk var hun nok den person, jeg holdte allermest af i hele verdenen. Da mine egne forældre ikke havde kunnet være der for mig, var hun trådt til i stedet for dem. Hun havde den typiske beskyttende side, der behandlede mig som noget skrøbeligt, der kunne gå i stykker hvert øjeblik det skulle være, men samtidig gav hun mig god plads til at gøre, hvad jeg selv havde lyst til. Så længe det altså var på den rigtige side af loven…

”Jeg elsker også dig. Vi ses,” sagde jeg med et lille smil, før jeg afbrød opkaldet igen. Jeg havde det elendigt med at lyve over for hende, men lige nu havde jeg set mig tvunget til det. Jeg kunne mærke hvordan mit humør allerede var dykket igen, kun få sekunder efter at have afbrudt opkaldet. Jeg ville langt hellere tilbage til Kelly end at skulle blive sammen med Harry. Mine øjne lukkede sig i, mens jeg hvilede hovedet tilbage imod væggen. Spørgsmålet om hvordan pokker jeg havde fået bragt mig selv i denne her situation, blev ved med at køre i ring i mine tanker.

Hvor lang tid jeg sad sådan og tænkte, havde jeg ikke styr på, men min ryg gjorde ondt, da Harry endelig kom tilbage igen.

”Vi skal videre,” sagde han kort.

”Hvor skal vi hen?” Jeg fik rejst mig op fra gulvet og børstede hurtigt det værste støv af.

”Vi overnatter på et hotel og så finder vi ud af alting i morgen.” Hvad?

”Jeg vil ikke på hotel med dig,” svarede jeg hurtigt.

Hotelværelser havde jeg altid forbundet med noget intimt, hvis man kun var sammen dreng og pige, og det var ikke noget jeg havde lyst til sammen med ham. Faktisk ville jeg stadig gerne bare så langt væk fra ham som muligt.

”Tro mig, der er også mange andre ting, jeg hellere vil, men vi bliver nødt til det.” På en underlig måde kunne jeg ikke undgå at blive en smule fornærmet over hans kommentar. Men på den anden side, havde jeg lige sagt nogenlunde det samme.

”Fint, men er det ikke utrolig dumt at tage på hotel, hvis det er meningen, du skal holde dig skjult?”

”Værelset står i dit navn, og der er noget, der hedder hat og solbriller.”

Han lød som en, der vidste lidt for meget om, hvordan alt det her skulle gøres, og det gjorde mig ret urolig. Jeg kunne ikke komme med noget svar, så i stedet nikkede jeg blot. Han tog fat om mit håndled og trak mig med ud af bygningen. Jeg skævede ned imod hans hånd, der fortsat holdte fast om mit håndled, selv efter vi var kommet et godt stykke hen ad gaden.

Selvom jeg mest af alt var skrækslagen for alt det her, så kunne jeg ikke undgå at bemærke den lille gnist af adrenalin, der havde været i min krop lige siden han trak mig med ud af The Milky Way. Om det var på grund af Harry eller alt det der skete, havde jeg endnu ikke fået afklaret med mig selv.

Ingen af os sagde specielt meget, men han forklarede dog kort, at han havde fået fat på Aaron, og at han ville møde os lige om lidt på et bestemt sted. På en måde var jeg glad for at skulle se Aaron. I det korte stykke tid jeg havde kendt ham, var jeg kommet til at holde ret meget af ham. Han var et godt menneske, og netop derfor kunne jeg slet ikke få det til at hænge sammen, at han på nogen måde kunne være involveret i det her.

Da vi ankom til stedet, var det egentlig bare en ganske almindelig vej, hvor en bil holdte ind til siden lige foran os. Vinduet blev rullet ned, og jeg kunne se Aaron sidde inde bag rattet. Harry hev mig helt med hen til bilen, og jeg sendte Aaron et lille smil, selvom der ellers ikke rigtig var noget at smile over.

”Jeg har din taske med,” sagde Aaron med et lille smil og rakte mig min taske, jeg havde haft med på arbejde.

”Tusind tak.” Jeg holdte godt fat i den og var virkelig glad for, at han havde den med. Selvom jeg ikke havde andet end en langærmet trøje, en vandflaske og min pung deri, så var det stadig rart at have den på mig.

”Jeg har booket et værelse til jer under Anas navn, så I skal huske at bruge hendes kort til at betale med, ellers kan det hurtigt spores. Her.” Han rakte os begge en jakke og et par solbriller. Harry fik en hat til at skjule det ret så genkendelige hår, mens han gav mig en blond paryk, til hvilket jeg bare hævede øjenbrynene.

”Det mener du ikke, vel?” spurgte jeg med et grin og så ned på det platinblonde hår i min hånd.

”Jo, jeg gør,” svarede han seriøst. ”I må ikke blive genkendt, og det bedste ville endda være, hvis I heller ikke kan blive genkendt, hvis de på et tidspunkt finder ud af, at I har overnattet der, og de kigger overvågningskameraerne igennem.”

Jeg udstødte et tungt suk, før jeg samlede mit mørke hår i en knold på toppen af hovedet. Denne her lille vej var heldigvis mennesketom, så der var ikke nogen, der kunne stå og følge med i vores lille forklædningsproces. Jeg fik så godt som muligt taget parykken på, og vendte mig bagefter om imod Harry.

”Er alt mit hår skjult?” Jeg havde ikke selv noget spejl at se i, så det måtte lige blive ham. Han førte sin ene hånd op, og kørte en enkelt lille tot hår ind under parykken, som jeg måtte have glemt.

”Så er alt fint,” svarede han med antydningen af et smil.

Harry fik en stor sportstaske, som jeg ikke fik fat på, hvad der var i, før Aaron sagde farvel og kørte afsted igen. Han nåede dog lige at sende mig et sidste, medlidende smil. Han vidste tydeligvis også, at det ikke var meningen, jeg skulle være blevet rodet ind i det her. Vi tog begge vores solbriller på, og Harry fik trukket hatten ned over hovedet, så den skjulte det meste af hans hår.

Endnu en gang begav vi os videre. Jeg havde ingen anelse om, hvilket hotel vi skulle bo på, men jeg havde ikke meget andet valg end at følge med. Det føltes som om vi gik i flere timer, selvom det i virkeligheden nok ikke var meget mere end en halv time.

Da vi endelig nåede frem til hotellet, var jeg ret sikker på, at mine øjne blev dobbelt størrelse. Af alle hoteller i London, havde han valgt Hotel Landmark. Jeg havde aldrig været derinde, men jeg havde set billeder af det, og det lignede noget, jeg kun kunne drømme om at have råd til.

”Er du sindssyg?” hviskeråbte jeg af ham, da han trak mig med indenfor, hvor en mand iklædt jakkesæt stod og holdte døren for os.

”Nej, jeg har det udmærket,” svarede han kækt tilbage.

”Jeg har sgu da ikke nok penge på mit kort til at kunne betale for det her!” Aaron havde sagt at det var vigtigt, at jeg var den der betalte, men det var jeg næsten stensikker på, at jeg ikke havde råd til.

”Du har fået overført penge til din konto.”

Jeg burde vel næsten have regnet den ud, at de igen var et skridt foran mig. Mit kort havde været i den taske Aaron var kommet med, så det havde ikke været specielt svært at finde mit kontonummer. Det var bare noget irriterende ved, at alting foregik lige for næsen af mig, mens jeg ikke selv blev inkluderet i noget som helst.

Harrys fingre flettede sig ind mellem mine, og hvis jeg ikke havde været forvirret før, så var jeg det i hvert fald nu. Var det en del af planen, at vi skulle flette fingre? For hvis det var, så synes jeg igen, de havde glemt at fortælle mig en vigtig detalje.

”Øh… Er det der nødvendigt?” mumlede jeg en anelse irriteret.

”Mm-hmm, det virker mere troværdigt, at et par har booket et værelse end to der ikke har noget sammen. Spil nu bare med.” Han virkede til at være begyndt at blive lidt småirriteret over mine mange spørgsmål, men jeg synes ikke, at han kunne tillade sig det, når det var ham selv, der havde hevet mig med ind i det til at starte med.

Vi stoppede begge op da vi nåede til receptionen, hvor en dame i kvindeligt jakkesæt sad foran computeren og så på os med et lidt for kunstigt smil. Harry gav mig et lille puf i siden, hvilket fik mig til at se forvirret op på ham. Han gav et lille nik imod damen, og jeg gættede på, at det var hans måde at sige, at jeg skulle tage snakken.

”Hej. Vi har bestilt et værelse under Anastacia Cooper,” sagde jeg til damen og blev helt overrasket over, hvor selvsikker min stemme lød, selvom jeg stadig var virkelig usikker på alt det hele.

”Lige to sekunder,” svarede receptionisten, før hun tastede løs på computertastaturet.

Jeg stod og vippede lidt frem og tilbage på fødderne, mens jeg ventede på, at hun ville finde det frem. Harry lænede sig lidt efter ned og plantede et kort kys på min kind, hvilket endnu en gang overraskede mig fuldstændig. Jeg så bare op på ham, mens han sendte mig et skævt smil. Jeg vidste godt, at det hele var for skuespillets skyld, men lige nu var han faktisk helt okay at være i nærheden af.

Mit blik fandt tilbage på damen, der sad og så på os med et smil. Hun virkede tydeligvis til at hoppe på skuespillet.

”Suiten ligger på fjerde etage. I kan tage elevatoren op derhenne, og så er det bare helt ned for enden af gangen,” sagde hun og efter betalingen var overstået, rakte hun os en nøgle, hvor værelsesnummeret stod på.

”Mange tak,” svarede jeg høfligt, før Harry trak mig med hen til elevatoren.

Så snart elevatordørene lukkede bag os, slap Harry min hånd igen, og jeg kunne ikke undgå at være en smule skuffet. Jeg kunne ikke lide ham, tværtimod, men den simple gestus havde utroligt nok hjulpet med at slappe en smule af. Jeg var en af de personer, der elskede at kramme – gerne et par gange i timen og især hvis jeg var ked af det eller nervøs over noget. Lige nu var jeg mega nervøs, og jeg havde været ked af det før i dag, men der havde ikke været nogen veninder eller Kelly til at kramme, og Harry var tydeligvis ikke typen til sådan noget.

Jeg pillede lidt ved det ene ærme af jakken og så ind i spejlet i elevatoren. Den blonde paryk fik mig til at ligne en eller anden prostitueret. Det lyse hår og de mørke øjenbryn passede i hvert fald slet ikke sammen.

Harry tog min hånd igen, da dørene ind til elevatoren åbnede, og jeg kom med et lille suk, som han enten ikke hørte eller bare valgte at ignorere. Vi gik ned for enden af gangen, hvor vi kom til en dør med det rigtige nummer, hvorefter han låste os ind.

Suiten, og hele hotellet i sig selv, lignede noget, der kun burde være tilegnet kongelige eller andre af høj status. I hvert fald ikke en almindelig pige som mig. Jeg havde aldrig set noget lignende, og jeg var totalt overvældet af det hele. Jeg trak min hånd ud af hans og tog en hurtig tur rundt i alle de forskellige værelser. Suiten var enorm, og det kunne gøre en helt trist at vide, at vi kun skulle være her en enkelt overnatning. Men hvis jeg engang blev millionær, så vidste jeg da, hvor jeg skulle tage på hotel og overnatte, hvis det blev nødvendigt.

Jeg smed mig ind på den enorme dobbeltseng, hvor trætheden næsten øjeblikkeligt kom væltende ind over mig. Der var sket så mange ting i dag, og jeg havde stadig svært ved at følge med. Forhåbentlig ville alting falde lidt mere på plads i morgen, og jeg kunne forhåbentlig få lov til tage hjem til Kelly igen.

Forhåbentlig…

//Heeej venner! Tak for alle kommentarerne på sidste kapitel. Det er for skønt! Vi er endelig ved at komme godt igang med historien, og jeg har besluttet mig for, at der i slutningen af hvert kapitel vil være et spørgsmål til jer læsere, både så I kan blive lidt mere involveret i historien, og så vil det også være en god at få nogle små spoilers frem på ;)

Så dette kapitel spørgsmål: Hvad synes I om Harry indtil videre i Milkshake?

Og husk at like/kommenter :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...