Milkshake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2014
  • Opdateret: 18 aug. 2014
  • Status: Igang
Anastacia Cooper er endelig færdig med skolen, og har nu fået arbejde på The Milky Way, en lille forretning i centrum af London, der ikke sælger andet end milkshakes. En dag træder den mystiske og samtidig fascinerende Harry Styles ind af døren, og dette bliver starten på en vild og uforglemmelig rejse. Harry er på den forkerte side af loven, og en dag bliver hans firma afsløret, hvilket sender ham på flugt fra politiet som en af de mest eftersøgte i hele England. Til Anastacias store skræk bliver hun trukket med ind i det, og pludselig er politiet ikke længere kun ude efter Harry – men også Anastacia.

296Likes
459Kommentarer
27143Visninger
AA

6. Kapitel 4

 

Der gik flere dage, hvor jeg ikke så skyggen af Harry. Jeg havde ellers næsten vænnet mig til, at han kom forbi The Milky Way stort set hver dag. Vi havde stadig ikke snakket siden vores lille skænderi for lidt over en uge siden, hvilket faktisk også var den eneste gang, vi rigtig havde siddet og snakket sammen. Derudover havde vores samtaler kun bestået af, at han bestilte en milkshake med chokolade og mint, hvorefter jeg lavede den og tog imod pengene, hvilket ikke ligefrem var det mest interessante.

I dag var det torsdag, og jeg havde lige påbegyndt min sidste arbejdstime for i dag. Jeg var alene med Zoey, og der var stort set ikke noget arbejde at lave. En ny café havde åbnet et lille stykke længere nede af gaden, og man kunne tydeligt mærke, hvordan det havde haft en effekt på vores antal af kunder. Forhåbentlig ville det kun vare et lille stykke tid, før de fandt ud af, at vores priser var langt billigere og drikkevarerne langt bedre.

Vejret var ulideligt varmt for tiden, men alligevel var jeg tvunget til at have lange bukser på, når jeg var på arbejde. Der var fuglekvidder konstant, og hvis det ikke var fordi jeg havde en underlig forkærlighed for fugle, ville det nok have drevet mig til vandvid.

Klokken var lige omkring to, da døren blev revet op, hvorefter en frustreret Harry trådte ind af døren. Det første jeg lagde mærke til var dog, at han ud over sine slidte bukser og sorte t-shirt, i dag havde taget en blazer udenover, der klædte ham umådelig godt. Men det var samtidig tydeligt at se, at der var noget galt. Hans vejrtrækning var hurtig, og selv da han var trådt herind, blev han ved med at kigge sig omkring til alle sider.

”Er Aaron her?” spurgte han med det samme han nåede hen til disken. Hans blik borede sig ind i mit, og jeg fik en pludselig lyst til at grave mig ned i et hul og gemme mig for altid.

”Ehm, nej? Han har først vagt i morgen,” svarede jeg en anelse forvirret, da jeg stadig ikke kunne se, hvad alt det her gik ud på. Jeg kunne også fornemme Zoeys lige så forvirrede blik på os.

”Fuck, fuck, fucking, fuck,” bandede han og kørte en hånd igennem sine krøller, der sat hulter til bulter, som et tegn på at han allerede havde gjort denne bevægelse adskillige gange i dag.

”Er der sket noget?” kunne jeg ikke dy mig at spørge.

”Om der er sket noget? Det kan du tro, der er! Alt er fucking gået galt, og Aaron er her ikke, når man skal bruge ham.” Det var tydeligt, at han bliv mere og mere ophidset jo længere tid der gik.

”Kan jeg hjælpe med noget?”

Døren gik op, hvorefter en kunde kom herind. Zoey måtte have kunnet fornemme, at det var bedst hun tog over lige nu. Egentlig burde det være omvendt, for Zoey havde kendt, eller i hvert fald snakket med, Harry i længere tid end mig, men lige nu opførte han sig som om hun slet ikke var til stede.

Jeg nåede ikke at reagere ordentligt, før Harry gik ud i baglokalet og gjorde tegn til, at jeg skulle følge efter. Min hjerne arbejdede på højtryk, og jeg var stadig ekstremt forvirret over alt det her, så jeg kunne ikke få mig selv til at gøre andet end at følge med. Han fortsatte hele vejen igennem rummet og ud i den lille baggård, som tilhørte stedet. Jeg gik med ud og så hen på ham med et spørgende blik.

Lige før jeg nåede at åbne munden for at sige noget, gravede han ned i sin inderlomme på blazeren efter et eller andet.

”Hold lige den her,” mumlede han sammenbidt.

Først troede jeg at det var hans mobil eller noget lignende, så det kom som noget af et chok, da han rakte mig en sort, skinnende pistol. Mine øjne blev pludselig dobbelt størrelse, og jeg stod i flere lange sekunder og så skiftevis på ham og pistolen.

”Gør det nu for fanden bare, jeg skal nok forklare det senere,” sagde han, da jeg endnu ikke havde gjort tegn til at tage den fra ham.

Med rystende hånd rakte jeg ud efter pistolen, og lukkede mine fingre omkring den. Harry fandt derefter sin mobil frem og ringede op til en eller anden. Ud fra de få ord jeg rent faktisk opfattede, lød det til at være Aaron, han snakkede med.

Mens han snakkede i mobilen, fløj spørgsmålene rundt inde i mit hoved. Hvad pokker var der sket? Hvorfor i al verden havde Harry en pistol? Og hvorfor var det så vigtigt at få fat på Aaron? Den eneste konklusion jeg var nået frem til, da han til sidst afbrød opkaldet var, at jeg skulle passe på. Jeg havde fra starten af vidst, at der var et eller andet mystisk over Harry, men jeg havde alligevel aldrig kunnet forudse det her.

”Harry-”

”Ikke lige nu,” afbrød han mig, mens hans fingre tastede løs på mobilen.

”Harry! Hvad fanden foregår der?!” spurgte jeg, da jeg ikke længere kunne klare, ikke at vide, hvad der helt præcist foregik. Han så væk fra sin mobil og ned på mig i stedet, og han virkede ligefrem overrasket over mit lille udbrud.

”Det er en lang historie…”

”Hvorfor står jeg med en pistol i hånden?”

”Fordi jeg bad dig om at holde den?” svarede han med et humoristisk glimt i øjet, hvilket jeg bare overhovedet ikke var i humør til lige nu.

”Harry, jeg mener det helt seriøst. Hvad foregår der?”

Han sank en lille klump i halsen og lod blikket glide rundt i baggården. Et mindre brag inde fra butikken fik os begge til at se derind. Jeg nåede kun at få fat på en lille del af, hvad der blev sagt.

”Er Harry Styles herinde?” spurgte en ukendt stemme.

”Ja, han er ude bagved,” svarede Zoey, og hun lød til at være endnu mere forvirret end før.

Mere nåede jeg ikke at høre, før Harry havde lukket sine fingre omkring mit håndled og trak mig med ud af baggården.

”Slip mig, Harry! Jeg går ingen steder, før jeg ved præcist hvad der foregår!”

Han stoppede op og så ned på mig med et lynende blik. Harry var tydeligvis ikke tilfreds med, at jeg ikke bare fulgte med, men han kunne da ærlig talt ikke have regnet med det, når han startede ud med at give mig en pistol, men jeg i øvrigt stadig havde.

”Politiet er lige derinde, og jeg vil helst undgå at rende ind i dem lige nu.”

”Men-”

”Stop! Bliv hvor I er! Begge to!” råbte en stemme, og jeg så forvirret tilbage imod en politimand, der kom løbende imod os. Harry spildte ikke et eneste sekund, før han satte i løb og igen trak mig med efter ham. Jeg kunne stadig ikke finde hverken hoved eller hale i det her, og jeg havde næsten allerede opgivet det på forhånd.

”Stop med at kæmpe imod,” mumlede han hårdt, da jeg gentagne gange forsøgte at trække min hånd fri fra hans greb. ”De har set os sammen, og du har en pistol i hånden, så du er lige så meget på spanden som mig.” De ting han sagde, forstod jeg for en gangs skyld. Selvom jeg selvfølgelig ikke havde gjort noget forkert på nogen måde, så var jeg blevet set sammen Harry, der havde gjort et eller andet forkert, som jeg stadig manglede at finde ud af.

Jeg stoppede med at kæmpe imod og fortsatte i stedet frivilligt med ham. Fornuften inden i mig havde for længst slået fra, og lige nu var det overlevelsesinstinktet, der havde taget over. Hvad nu hvis politiet kunne finde på at smide mig i fængsel? Det våben jeg holdte var stensikkert ikke lovligt for almindelige borgere, så der kunne nemt opstå nogle problemer der.

Men samtidig var der noget inden i mig, der skreg, at det var endnu mere risikabelt at følge med Harry.

Vi løb videre ned af de mindre sidegader, og Harry lod hele tiden til at vide præcist, hvor vi skulle hen. Man kunne stadig høre politimændene et stykke bag os, men jeg tror vi havde et lille forspring. Jeg turde ikke kigge bagud for at tjekke det. Harry tog pistolen tilbage og affyrede et skud imod noget bag os. Det gav et sæt i mig, da han trykkede på aftrækkeren, og et højt brag lød igennem den lille gyde. Bagefter tog han fat om min hånd og trak mig med ind af en endnu mindre gade. Vi foretog tre sving mere, før han sparkede en dør op, til hvad der lignede en nedlagt bygning, hvorefter han hurtigt trak mig med indenfor og smækkede døren i efter os.

Mit hjerte sad helt oppe i halsen, og det var noget af en opgave at få pulsen ned igen. Adrenalinet susede stadig rundt i hele kroppen, og jeg var stadig mindst lige så forvirret, som jeg havde været fra starten. Det gik langsomt op for mig, at Harry stadig havde et stramt greb om min ene hånd, så jeg var hurtig til at trække den til mig.

”Harry… Please forklar mig, hvad der foregår,” sagde jeg, mens jeg stadig kæmpede med at vinde pusten tilbage.

Han kørte en hånd igennem hans hår og trak en anelse i enderne, før han så tilbage på mig. ”Det er en virkelig lang historie,” sukkede han.

”Jeg vil gerne høre det alligevel.”

Han udstødte igen et tungt suk. ”Du kan godt huske Styles Corporation, ikke?” Jeg kom med et lille nik, før han fortsatte. ”Okay… Nogle af de ting vi laver er måske ikke helt lovlige, og det hele blev afsløret i dag. Så politiet og en hulens masse firmaer er på nakken af mig. Det er sådan historien kort fortalt.”

Jeg forstod det hele en lille smule mere efter at have hørt hans forklaring. Hans firma lavede ulovlige ting, og nu var det blevet opdaget. Så derfor er politiet efter ham. Sidste gang vi snakkede fandt jeg ud af at hans firma var godt for mange millioner, så hvis der var en eller anden form for svindel indblandet, kunne jeg godt se, hvorfor politiet var indblandet.

”Men hvorfor er jeg så her?” spurgte jeg, da det var det eneste jeg ikke forstod lige nu. Jeg havde jo intet med det her at gøre.

”Fordi du lige var der… Jeg har ikke nogen god grund.”

”Og nu mistænker politiet mig højest sandsynligvis for alt muligt?”

”Det er meget muligt.”

Det var langt fra det ideelle svar, men jeg kunne ikke gøre noget ved det nu.

Der kunne høres råb på den anden side af døren, og Harry satte en finger op foran sine læber som tegn til, at jeg skulle være helt stille. Jeg tiede med det samme og glemte også i et kort øjeblik at trække vejret. Lydene fra politimændene forsvandt langsomt mere og mere, indtil der til sidst var helt stille igen. Nu hvor politiet ikke længere var lige i hælene på mig, begyndte jeg for alvor at tænke tingene igennem. Hvorfor var jeg her? Og kunne de overhovedet arrestere mig, når jeg ikke havde gjort noget? Godt nok havde jeg stået sammen med Harry og holdt en pistol, men det kunne da umuligt være nok grund til at smide mig i fængsel eller noget i den retning. Vel?

Det eneste jeg var fuldkommen sikker på var, at jeg ikke var i den bedste situation lige nu, og jeg kunne ikke gøre andet, end at håbe på det bedste.

 

Hvis jeg dog bare havde vidst, at dette ville være starten på et helt nyt liv…

 

//BANG! Så kom vi for alvor igang, og det er fra nu af, at det hele begynder at blive spændende. Husk nu endelig at skrive en kommentar! Hvad synes i om Milkshake indtil videre og hvad med sproget? Der er ikke kommet så mange kommentarer til sidste kapitel, og det ville virkelig være skønt med noget konstruktiv kritik :) Gerne lidt mere end bare at skrive 'mere' :3

Tak til alle der læser med <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...