Milkshake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2014
  • Opdateret: 18 aug. 2014
  • Status: Igang
Anastacia Cooper er endelig færdig med skolen, og har nu fået arbejde på The Milky Way, en lille forretning i centrum af London, der ikke sælger andet end milkshakes. En dag træder den mystiske og samtidig fascinerende Harry Styles ind af døren, og dette bliver starten på en vild og uforglemmelig rejse. Harry er på den forkerte side af loven, og en dag bliver hans firma afsløret, hvilket sender ham på flugt fra politiet som en af de mest eftersøgte i hele England. Til Anastacias store skræk bliver hun trukket med ind i det, og pludselig er politiet ikke længere kun ude efter Harry – men også Anastacia.

296Likes
459Kommentarer
27147Visninger
AA

5. Kapitel 3

 

Mine tanker var ét stort rod resten af arbejdstiden. På den ene side havde jeg intet imod, at Harry åbenbart ville snakke med mig. Der var bare et eller andet interessant over ham, som jeg ikke helt kunne sætte en finger på. Men på den anden side virkede han utrolig ubehøvlet og påtrængende. Det var da ikke normalt at sige til en person, at vi skulle sidde og snakke efter arbejde, når jeg i alt havde kendt ham i fem minutter. Zoey spurgte mig på et tidspunkt, om jeg vidste, hvorfor Harry stadig sad herinde. Jeg forklarede hende, hvad der var sket, hvorefter hendes eneste reaktion var at løfte øjenbrynene og sende mig et lille nik.

Zoey kom med den triste nyhed, at hun havde fri i morgen og derfor ikke ville være her. Det var vel også ved at være på tide, at jeg mødte nogle andre medarbejdere end hende. Og hvis de bare var halvt så flinke som hende, så havde jeg intet at klage over.

Harry så op fra sin mobil, da jeg trådte hen imod ham efter endelig at have fået fri. Det her var ekstremt mærkeligt.

”Hvad ville du snakke om?” spurgte jeg som det første og satte mig ned på stolen overfor ham. Jeg lod mig bruge et kort øjeblik til at se lidt nærmere på ham, nu hvor jeg ikke havde haft tid til at gøre det før.

Hans øjne var endnu kønnere tæt på, og der var bare generelt noget ved hans ansigtstræk, der gjorde nogle umådeligt gode ting ved hans udseende. Tatoveringerne havde jeg lidt delte meninger om. Jeg havde altid syntes, at det var dumt at få tatoveringer overalt på sin krop, for når man engang blev gammel og rynkeret, ville de pludselig virke meget malplacerede. Samtidig var de ekstremt fascinerende. Hvilke historier lå der bag hver enkelt lille tatovering? Var der en lang, personlig årsag, eller var det en tatovering, der var blevet lavet i fuldskab? Mulighederne var uendelige. Læbepiercingen tilførte ham et lidt mere råt udseende, selvom jeg ville mene at tatoveringerne i sig selv gjorde et godt arbejde.

”Ikke noget specielt,” svarede han med et træk på skuldrene. Igen i dag havde han en sort t-shirt på, der gav godt udsyn til kunsten, der spredte sig ud over hans hud.

”Skønt.”

”Fortrækker du at blive kaldt Anastacia eller Ana?”

Jeg kunne ikke andet end at hæve øjenbrynene en anelse af hans spørgsmål.

”Ehm… Ana.”

Han virkede næsten skuffet over mit svar. ”Nå, men jeg vil fortsat kalde dig Anastacia.”

”Hvorfor så overhovedet spørge?”

”Fordi jeg skulle høre om du var endnu et af de mennesker, der ikke sætter pris på det navn, de har fået.”

Endnu en gang tog hans svar mig med overraskelse, og jeg måtte hurtigt lave en gennemtækning efter et fornuftigt svar.

”Anastacia lyder bare alt for formelt til mig,” mumlede jeg.

”Jeg kan nu godt lide det,” sagde han, og jeg syntes svagt at kunne ane, hvordan hans ene mundvige trak sig en anelse op i et næsten usynligt smil. ”Og jeg hedder Harry forresten.”

Jeg overvejede i et kort øjeblik at sige, at jeg allerede vidste, hvad han hed, men det ville blive lidt for underligt. Det nemmeste og bedste at gøre var nok at lade som om, det var første gang jeg hørte hans navn. Det var i hvert fald, hvad jeg blev enig med mig selv om.

”Okay… Foretrækker du så at blive kaldt Harry eller Harry?” spurgte jeg med et kækt smil.

Hans smil voksede betydeligt i størrelse, og det fik en god følelse til at gå igennem hele min krop. Hvis han skulle spørge om sådan nogle ting, så kunne jeg vel også gøre det. Forskellen var så bare, at hans navn var lidt mere besværligt at komme med kælenavne til.

”Harry, tror jeg.”

 

Uanset hvordan mit førstehåndsindtryk af ham havde været, så blev det lidt efter lidt ændret en del. Han var faktisk udmærket at have en samtale med, og når man fortalte om noget, så lyttede han og virkede interesseret i det, hvilket man ikke kunne sige om de fleste mennesker nu til dags. Der var stadig et eller andet mystisk omkring ham. Når samtalen drejede sig ind på visse emner, lukkede han fuldstændig af og forsøgte enten at skifte emne eller rette fokus på mig i stedet. Så det kunne godt tyde på, at der var et eller andet problem med hans familie. Det var i hvert fald ikke lykkedes mig at få så meget som en enkelt lille ting ud af ham vedrørende det emne.

Det kom som noget af en overraskelse, da han fortalte, at han havde eget firma, der klarede sig umådeligt godt for tiden. Harry virkede som alt andet end direktørtypen. Jeg troede, at direktører ikke gik rundt i andet end slips og jakkesæt, men jeg tog tydeligvis fejl. Harry gik i sorte t-shirts og slidte bukser.

”Vent, hvor gammel er du lige?” var jeg nødt til at spørge. Han virkede ikke specielt gammel, men alligevel havde han haft tid til at starte firma og få uendeligt mange tatoveringer.

”22.”

”Og så har du allerede nået så meget?” Overraskelsen må have været tydelig i mit ansigt, får han kom med en kort latter, mens han nikkede let på hovedet.

”Jeg har ikke tænkt mig at spilde livet med ligegyldige ting… som at arbejde på en milkshakecafé, når jeg kunne gøre langt mere interessante ting.”

Måske burde jeg være fornærmet over hans ord, men jeg kunne ikke være andet end enig med ham. Jeg ville da langt hellere være ude og opleve verden eller forsøge at få det drømmejob på et forlag, som jeg så gerne ville have. Men nu hvor jeg havde lidt problemer med økonomien, var jeg tvunget til at tage det her arbejde først, for senere at kunne komme videre med det lidt mere interessante.

”Hvor gammel er du da?” spurgte Harry.

”20. Og hvis jeg havde pengene, ville jeg altså heller ikke arbejde her.” På en eller anden måde følte jeg, at jeg var nødt til at forsvare mig selv og mit valg af job. ”Og hvad går dit firma overhovedet ud på?”

”Man kan vel sige, at vi laver lidt af hvert. Hovedsagligt er det en masse finansiering for forskellige mindre firmaer, for det meste inden for filmbranchen og nogle enkelte forlag. Så for at skære det helt ud i pap, så hjælper vi andre firmaer med at få styr på økonomien, hvilket vi selv er endt med at tjene kassen på. Styles Corporation er vist i top tre over de mest succesfulde af den slags firmaer i England lige for tiden, så det går strålende.”

Jeg var stadig fuldstændig befippet over, at en fyr på hans alder havde opnået så meget på så kort tid. Harry var tydeligvis ikke typen, der spildte tiden med unødvendige ting, og det havde vist sig at give pote. Han var stadig en meget underlig og mystisk person, men der var samtidig et eller andet fangende over ham.

”Du har haft travlt,” svarede jeg. ”Du skulle vel så tilfældigvis ikke have en masse gode kontakter, der kan skaffe mig et job hos et forlag?” Selvom vi lige havde mødt hinanden, kunne det vel ikke skade at spørge. Han var forretningsmand, så han kunne forhåbentlig sætte sig i min situation.

”Forlag? Er du til bøger?” Han gav mig ikke tid til at svare, før han selv fortsatte. ”Den havde jeg faktisk ikke set komme.”

”Hvorfor så ikke?”

Han trak på skuldrene.

Jeg havde forventet, at han ville komme med et mere uddybende svar, men han kom aldrig videre. Der var stadig så utroligt mange spørgsmål omkring ham, som jeg bare ventede på at få svar på, og nu hvor samtalen var døet en smule hen, så jeg det som min mulighed til at give det et forsøg.

”Harry?” spurgte jeg, bare for at være sikker på, at han stadig var der, for han lignede en, der zoomede temmelig meget ud.

”Ja?” spurgte han efter at have rystet på hovedet.

”Hvordan er din familie?”

”Fin nok. Hvad min din? Du har faktisk ikke fortalt noget om din familie. Bor du hos dem eller for dig selv?” begyndte han, og jeg udstødte et tungt suk, da han endnu en gang forsøgte at undvige emnet.

”Du snakker udenom…”

”Bare lad det ligge, okay?” Harrys stemme var pludselig en del mere hård, og han lød direkte vred. ”Når du ikke fortæller om din familie, kan du heller ikke forvente, at jeg vil fortælle om min… Og så lang tid har vi altså heller ikke kendt hinanden.”

Jeg kunne ikke andet end at ryste på hovedet af ham. Lige nu virkede han bare tøsefornærmet, over noget så simpelt som et spørgsmål. Indtil videre kunne jeg konkludere, at han forretningsmæssigt havde styr på sine ting, men derudover havde han nogle seriøse problemer med sine humørsvingninger.

”Jeg spurgte jo bare. Og det var altså dig, der ville snakke med mig.”

”Men måske var det en fejl! Jeg ville bare snakke – ikke sidde og blive udspurgt om alt muligt personligt.” Hans stemme blev mere og mere irriteret i tonen, og der gik ikke mere end få sekunder, før han skubbede stolen ud og rejste sig op. ”Jeg smutter nu.”

Min hjerne kæmpede for at følge med i alt der skete, og jeg nåede ikke at samle mig ordentligt til at kunne komme med et svar, før han var stormet ud af The Milky Way, hvor det eneste spor efter ham, var hans tomme milkshakebeholder. Af alle de mange personligheder jeg havde mødt i løbet af mit liv, var Harry Styles helt i top over de mest forskruede og forvirrende mennesker.

 

Den næste uge forløb stille og roligt. Mine dage bestod af at arbejde, spise, læse og sove, hvilket ikke ligefrem var det mest interessante. Jeg havde efterhånden mødt de fleste andre arbejdere på The Milky Way, og hver og en var super flinke. Harry kom ind på caféen nogle gange i løbet af ugen, men stemningen mellem os var bare ekstremt underlig. Jeg var stadig irriteret på ham over hans reaktion sidst vi snakkede, og han virkede også irriteret på mig over, at jeg havde stillet det spørgsmål omkring hans familie. Så for at opsummere det, så var vi begge irriterede på hinanden.

Kelly var begyndt at se en eller anden mand, og jeg var endnu ikke helt sikker på, hvad jeg syntes om det. Selvfølgelig kunne jeg ikke kontrollere hendes liv, men jeg havde nydt kun at være os to piger i lejligheden. Men hvis hun endelig fandt kærligheden, så ville jeg bestemt ikke være den, der skulle sætte en stopper for det. Jeg havde altid lært, at kærlighed var noget af det mest skrøbelige i hele verden, så hvis den endelig var der, skulle man passe på den med alt, hvad man havde.

Selvom jeg prøvede virkelig hårdt på at lade være, kunne jeg ikke forhindre mine tanker i at finde tilbage til Harry gang på gang. Jeg var efterhånden kommet til den konklusion, at jeg snart var nødt til at snakke med ham igen. Alle de mange ubesvarede spørgsmål var ved at tage livet af mig, og selvom han sikkert ikke ville svare på dem, ville jeg med glæde prøve igen. Også selvom jeg risikerede at få en vred Harry på nakken. Jeg måtte bare indse, at jeg var et af de mennesker, der ikke kunne holde ud ikke at vide alting. Jeg vidste, at der var en historie bag, hvorfor Harry aldrig snakkede om sine forældre, og det pinte mig, at jeg ikke vidste hvorfor.

Jeg havde snakket en lille smule om Harry med en af de andre medarbejdere, Aaron, der åbenbart kendte Harry lidt mere personligt. Desværre var han heller ikke den mest åbne med informationerne, og han sagde også, at Harry generelt bare var et meget hemmelighedsfuldt menneske, man virkelig skulle kæmpe for at komme ind på livet af. Men jeg ville ikke kæmpe for det – jeg ville gerne bare have informationerne serveret på et sølvfad, hvilket nok desværre ikke ville komme til at ske.

Livet var besværligt. Sådan have det altid været, og sådan ville det nok altid blive ved med at være.

 

// Hold da op! Over 100 favoritlister på under en uge :O Det er så vildt og tusind tak!

Husk nu endelig at smide en lille kommentar. De er virkelig det bedste <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...