Milkshake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2014
  • Opdateret: 18 aug. 2014
  • Status: Igang
Anastacia Cooper er endelig færdig med skolen, og har nu fået arbejde på The Milky Way, en lille forretning i centrum af London, der ikke sælger andet end milkshakes. En dag træder den mystiske og samtidig fascinerende Harry Styles ind af døren, og dette bliver starten på en vild og uforglemmelig rejse. Harry er på den forkerte side af loven, og en dag bliver hans firma afsløret, hvilket sender ham på flugt fra politiet som en af de mest eftersøgte i hele England. Til Anastacias store skræk bliver hun trukket med ind i det, og pludselig er politiet ikke længere kun ude efter Harry – men også Anastacia.

296Likes
459Kommentarer
27154Visninger
AA

17. Kapitel 15

 

Det var som om hele min krop gik i chok, og jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle reagere på det her. Mørket var så småt faldet på, så de blinkende røde og blå lys fra politibilen, skinnede klart og tydeligt ind gennem de store vinduer. Mit blik fandt med det samme hen på Harry, og han så mindst lige så panisk ud som mig. Hvis politiet holdt lige uden for, ville det kun være et spørgsmål om tid, før de kom indenfor i bygningen.

”Vi skal væk… Nu,” sagde Harry med en bestemt tone, og jeg var udmærket klar over, at der ikke skulle stilles nogen spørgsmål lige nu. Hvis vi ikke kom væk, så ville det hele være forbi, og den tanke skræmte livet ud af mig.

Han var på benene i løbet af ingen tid, før han også fik hevet mig op at stå. Hans fingre flettede sig ind mellem mine, før han trak mig afsted imod den anden rette af fabrikken end blinklysene. Mit hjerte pumpede så voldsomt i brystkassen, at jeg kunne høre min puls i ørerne. Det hele havde vendt 180 grader i løbet af ingen tid. Vi havde haft en skøn dag, hvor vi havde gjort noget både grænseoversridende og fantastisk, så havde vi sovet, og nu var vi endnu en gang på jagt fra politiet. Det syntes jeg efterhånden, jeg havde været en del gange, siden jeg havde lært Harry at kende.

Vi var netop nået hen til den anden ende af det enorme lokale, da lys fra lommelygter kunne ses ude fra vinduerne.

”Fuck!” bandede Harry, og da jeg så rundt derinde, kunne jeg hurtigt se, at politiet havde fået omringet hele fabrikken. Der var lys fra alle sider, og vi havde ingen chance for at slippe væk. Måske var det endelig overstået.

Harry virkede næsten til at kunne læse mine tanker, for han så ned på ham med et totalt nedslået ansigtsudtryk. Det her var det. Der var ikke mere vi kunne gøre, og fra nu af kunne vi ikke på nogen måde være sikker på, hvad der ville ske fremover. Det ville kun fremtiden vise.

”Undskyld… For alt det her,” hviskede han lavt, før han lænede sig ned og pressede hans læber imod mine i et kort, men utrolig intenst kys.

Bagefter så jeg op på ham med et lille smil, selv der ikke ligefrem var det helt store at smile over. ”Du har ikke noget at sige undskyld over. Selv jeg hadede dig i starten, så er jeg ret glad for sådan som vi er endt.” I hvert fald hvis man ser bort fra at vi bliver taget af politiet lige om lidt. Vi sendte et sidste lille smil til hinanden, før hoveddøren blev sparket op. Vi så hurtigt derhen, og jeg kunne høre Harry udstøde et tungt suk ved siden af mig. Jeg havde stadig pistolen, jeg havde fået af Harry i går aftes, men at bruge den nu, ville muligvis ende med at enten Harry eller jeg ville blive skudt, hvilket absolut ikke måtte ske. Så da politiet bad os om at lægge vores våben forsigtigt ned på gulvet, kunne jeg ikke andet end at adlyde, hvilket også gjaldt for Harry.

Jeg kunne mærke tårerne begynde at presse sig på. Ikke så meget fordi jeg frygtede hvad der skulle ske med mig eller hvilken straf jeg ville få, men mere over hvad der ville ske med mit og Harrys forhold, hvis man overhovedet kunne kalde det et forhold. Det kunne man vel godt. I hvert fald efter min mening. Harrys greb strammede sig en del omkring min hånd, og jeg gav ham et lille klem tilbage.

”Hold hænderne hvor vi kan se dem!” kommanderede en af betjentene.

Jeg sukkede lavmælt og slap så Harrys hånd, før jeg holdte hænderne i vejret. Det føltes virkelig som om jeg stod med alle mine drømme og mål i hænderne, men så pludselig var nødt til at smide det hele væk. Det var en helt igennem skrækkelig følelse.

 

Efter at den sædvanlige anholdelsesrutine var blevet overstået, blev vi ført tilbage til en af bilerne. Heldigvis fik vi lov til at sidde i samme bil, for hvis de havde skilte os ad, ved jeg virkelig ikke, hvad jeg ville have gjort. Vi var begge blevet visiteret, men alligevel valgte de at give os begge et sæt håndjern på, hvilket var yderst besværligt, når jeg samtidig skulle forsøge at flette fingre med Harry. Men det lykkedes dog, og jeg holdte mig så tæt på ham som muligt under hele tiden.

Der var så meget uvished lige nu, at det var ved at drive mig til vanvid. Samtidig havde jeg så mange spørgsmål, der susede rundt i mit hoved. For hvordan ville mit liv have set ud, hvis jeg aldrig var taget med Harry fra starten af? Jeg kunne sikkert have levet mit helt almindelige liv videre, præcis ligesom normalt. Men var det så hvad jeg ønskede? Både ja og nej. For det ville selvfølgelig være rart at slippe for den situation jeg var i nu, men ud af alt det her, var jeg også kommet utrolig tæt på Harry, hvilket bestemt ikke var noget, som jeg gik rundt og fortrød. Men at jeg skulle falde for en uhøflig fyr med tatoveringer og piercing, var bestemt ikke noget jeg havde set komme.

”Det skal nok gå,” hviskede Harry beroligende til mig, og det var først da han sagde det, at jeg bemærkede, at jeg havde strammet mit greb omkring hans hånd utrolig meget. Så jeg løsnede det hurtigt, hvilket han så ud til at være ret lettet over. Derefter plantede han et blidt og kort kys på mine læber, og jeg nød øjeblikket fuldt ud, som desværre var overstået alt for hurtigt.

Selvom det hele virkede ret håbløst lige nu, så troede jeg på hans ord. Det hele skulle nok gå. På den ene eller anden måde. Det var ikke til at sige, hvor lang tid der ville gå, men en gang skulle alt nok blive godt igen. Vi kunne bare håbe på, at der ikke var tale om specielt lang tid.

For uanset hvad vores straf ville indebære, kunne jeg ikke klare tanken om at være uden Harry. Vi havde ikke kendt hinanden i evigheder, men alligevel havde vi et specielt bånd, som jeg ikke havde med nogen anden. At skulle fortsætte hverdagen uden ham, var slet ikke en tanke jeg kunne holde ud at tænke på. I starten havde jeg set det hele som én stor fejl og misforståelse, at jeg blev slæbt med Harry ud af milkshakecaféen, men nu hvor jeg kunne se tilbage på det hele, fortrød jeg ingenting. Tværtimod. Jeg ville helt bestemt mene, at Harry var den bedste fejltagelse i mit liv.

 

// Dette var sidste (mini) kapitel af Milkshake, så jeg håber at I har nydt at læse med :) Der kommer en længere forfatterbesked i et andet kapitel lige om lidt, hvor der også vil være noget info om 2'eren og hvorfor den ikke kommer alligevel <3

Tak til jer alle!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...