Milkshake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2014
  • Opdateret: 18 aug. 2014
  • Status: Igang
Anastacia Cooper er endelig færdig med skolen, og har nu fået arbejde på The Milky Way, en lille forretning i centrum af London, der ikke sælger andet end milkshakes. En dag træder den mystiske og samtidig fascinerende Harry Styles ind af døren, og dette bliver starten på en vild og uforglemmelig rejse. Harry er på den forkerte side af loven, og en dag bliver hans firma afsløret, hvilket sender ham på flugt fra politiet som en af de mest eftersøgte i hele England. Til Anastacias store skræk bliver hun trukket med ind i det, og pludselig er politiet ikke længere kun ude efter Harry – men også Anastacia.

296Likes
459Kommentarer
27097Visninger
AA

15. Kapitel 13

Ikke rettet igennem...

Døren fløj op med et brag, og min første reaktion var at skrige – hvilket jeg i den grad også gjorde.

”Løb!” råbte Harry til mig, og det var først der, at det ligesom gik op for mig igen, at jeg jo havde en mission. Jeg skulle nå hen til fabrikken, og det skulle gå stærkt. Samtidig skulle jeg helst ikke lige blive opdaget, da der helt bestemt ikke ville komme noget godt ud af.

Jeg brugte brøkdelen af et sekund på at orientere mig om situationen. Manden der havde sparket døren ind var alene, men han var bevæbnet og råbte efter forstærkning. Så det skulle gå stærkt. Harry virkede dog til at reagere før mig, for før jeg fik set mig om, havde han skudt manden i foden. Han skubbede mig fremad i ryggen, hvorefter vi begge løb alt hvad vi kunne ud af værelset og derefter videre hen ad gangen.

”Vi ses derhenne,” sagde han derefter ret pludselig, før han pludselig forsvandt ned af en af de andre gange.

Jeg ville helst være blevet sammen med ham, men jeg kunne godt se, at det ville være nemmere og mere sikkert at færdes enkeltvis. Min kjole var ikke det mest praktiske, men i det mindste havde jeg nået at skifte til nogle mere løbeegnede sko. Der kunne høres råb et sted nede bag mig, men jeg turde ikke vende mig om for at se efter. Jeg vidste jo godt, at det ville være politiet.

Elevatoren var ikke en mulighed, for hvis der pludselig stod nogle fra politiet, når jeg skulle ud, ville jeg ikke have nogen chance for at flygte. Så derfor spurtede jeg ned af trapperne, mens mit hjerte hamrede for fuld kraft i min brystkasse. Jeg bed mærke i, at der var vinduer overalt ude i trappeopgangen, og jeg huskede med det samme på det Harry havde sagt med, at jeg kunne springe ud af et vindue, hvis det skulle blive nødvendigt. Lige nu var jeg dog stadig for højt oppe til at det kunne lade sig gøre. Hvis alt skulle være helt perfekt, kunne jeg hoppe ud nede på stueetagen, hvor der ikke ville være et spring på mere end en enkelt meter.

Dog blev den plan hurtigt ødelagt, da jeg hørte en dør gå op helt nede i bunden.

”Anastacia Cooper?” blev der råbt, hvilket fik mig til at sætte farten op. Jeg skulle så langt ned som muligt, før jeg ville være nødt til at springe.

”Hun er på trapperne!” råbte en politimand tilbage, der var et par etager længere oppe end mig på trapperne.

På et tidspunkt ville de få mast mig op i en krog, så jeg begyndte mentalt at forberede mig på, at jeg skulle springe ud på enten anden eller første sal. Forhåbentlig kunne jeg nå ned på første, for hvis jeg skulle springe fra anden, var jeg virkelig nervøs for at brække et eller andet. Mine nerver sad fuldstændig uden på tøjet, og jeg var stensikker på, at hvis jeg pludselig stod helt stille, ville hele min krop ryste som et espeløv.

Før jeg nåede at få set mig om, kom der pludselig en politimand til syne foran mig, og jeg var endnu ikke ved et vindue. Selvom jeg virkelig frygtede at skulle bruge pistolen, så kunne jeg ikke se andre muligheder. Jeg ladede pistolen, tog sigte og skød. Jeg turde ikke stoppe op og tjekke, hvor jeg havde ramt manden, derimod skyndte jeg mig videre forbi ham, så snart han var faldet til jorden. De andre politimænd måtte være lidt bagud, for jeg kunne ikke se andre.

Jeg kunne mærke tårerne presse på bare ved tanken om, hvilken håbløs situation jeg havde fået sat mig selv i. Som om det ikke allerede var nok, at jeg var efterlyst, så havde jeg nu skudt en politimand… igen. Min straf begyndte så småt at bygge sig mere og mere op, og det skræmte livet ud af mig.

Efter at have spurtet en etage længere ned, var jeg endelig nået til første etage, hvor jeg vidste, at jeg skulle springe. Min plan havde været, at jeg kunne give mig tid til at åbne vinduet og derefter springe forsigtigt ud. Den plan blev dog skudt i vasken, da jeg så en sværm at politibetjente komme løbende op af trappen og direkte imod mig.

”Pis,” bandede jeg lavt, og før jeg nåede at tænke for meget over det, satte jeg kursen direkte imod vinduespartiet. Jeg tog tilløb og sprang derefter igennem ruden, der splintredes omkring mig. Jeg havde godt set ud af vinduerne på vejen ned, at der var en eller anden form for natur udenfor. Men det var mørkt, så jeg vidste ikke om det var små buske eller store træer. Jeg vidste bare, at jeg faldt. Jeg faldt hurtigt og jeg faldt hårdt.

I de få sekunder hvor jeg faldt, nåede jeg i sidste øjeblik at få taget mig sammen til at tage ordentligt imod stødet. Jeg bøjede i benene, og heldet havde virkelig været med mig i dag, for jeg landede midt i en stor bunke af buske. Jeg bandede lavmælt, da landingen gjorde forholdsvist ondt, selvom jeg havde haft en god landing. Hvad der så ikke var det bedste, var at buskene var fyldt med store torne. Jeg kunne mærke noget vådt løbe ned af mit ene ben, så jeg kunne hurtigt regne ud, at jeg måtte have revet mig dybt på nogle af tornene. Med lidt besvær fik jeg dog kæmpet mig ud af buskaset, hvilket resulterede i en masse nye skrammer.

Derefter var jeg dog hurtig til at sætte i løb. Den nedlagte fabrik var næste mål, og jeg skulle derhen uden at blive opdaget af politiet. Mine ben gjorde ondt efter springet, og det sveg i de mange rifter, jeg havde fået. Dog fik adrenalinen mig til at fortsætte, selvom jeg mest af alt havde lyst til at give op og sætte mig ned for at tage et hvil.

Jeg løb og løb og løb i hvad der føltes som evigheder. Jeg tog små genveje, ind ad de mindste gader man kunne forestille sig, over hegne og igennem tætvokset natur. Det var et rent helvede, men jeg var nået ud. Politiet kunne ikke høres bag mig, og jeg havde faktisk ikke kunnet høre dem, siden jeg sprang ud af vinduet.

Jeg forsøgte at huske hans instruktioner, og efter en times tid var det endelig lykkedes mig at finde den nedlagte fabrik. Det var en kedelig, grå og firkantet bygning, hvor fabrikkens gamle logo stort set var falmet helt væk. Mørket var for længst faldet på, og alkoholen virkede til at være forsvundet fuldstændig ud af min krop. Jeg følte mig i hvert fald hverken svimmel eller noget lignende. Det var lidt besværligt at finde en dør, da alle dørene typisk nok var i nøjagtig den samme farve som bygningen, hvilket gjorde det utrolig svært at finde dem i mørket. Da jeg endelig fandt en, skyndte jeg mig indenfor, hvor jeg lukkede den grundigt efter mig igen.

”Hallo?” råbte jeg ud i rummet, bare for at være sikker på, at der ikke var andre.

Bygningen var helt tom bortset fra et par maskiner, der var placeret nede i den anden ende af rummet. Jeg vidste ikke, hvor lang tid der ville gå, før Harry dukkede op, men jeg blev enig med mig selv om, at det var smartest at blive nær indgangen, så vi hurtigt kunne finde hinanden, når han nu engang dukkede op. Jeg gik hen til væggen, hvor jeg lod mig glide ned, så jeg kunne læne ryggen tilbage imod væggen.

Og derefter kunne jeg ikke gøre andet end at vente…

 

//Undskyld for et lidt kedeligt kapitel :( Min kreativitet har været helt i bund (tror det er varmen). Men nu har jeg i det mindste fået skrevet noget.. Så jeg håber at det er okay alligevel.

Jeg regner kun med at der er 2-3 kapitler tilbage, så vi er snart ved at være imod slutningen. Tak for alle kommentarerne på sidste kapitel!! Det var skønt! <3

Husk at kommentere og like :) - Næste kapitel kommer måske først næste weekend, for skal til København og vil gerne bare holde lidt ferie uden at skulle tænke på at skrive :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...