Milkshake

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2014
  • Opdateret: 18 aug. 2014
  • Status: Igang
Anastacia Cooper er endelig færdig med skolen, og har nu fået arbejde på The Milky Way, en lille forretning i centrum af London, der ikke sælger andet end milkshakes. En dag træder den mystiske og samtidig fascinerende Harry Styles ind af døren, og dette bliver starten på en vild og uforglemmelig rejse. Harry er på den forkerte side af loven, og en dag bliver hans firma afsløret, hvilket sender ham på flugt fra politiet som en af de mest eftersøgte i hele England. Til Anastacias store skræk bliver hun trukket med ind i det, og pludselig er politiet ikke længere kun ude efter Harry – men også Anastacia.

296Likes
459Kommentarer
27138Visninger
AA

12. Kapitel 10

Kapitlet er ikke rettet igennem endnu, så I behøves ikke at kommentere på stavefejl :) Jeg retter det en af de næste dage!

 

Den underlige stemning mellem mig og Harry var ved at tage livet af mig, og jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle gøre. Der var så stille omkring os, at det næsten skar i ørene. Hvis jeg skulle tilbringe flere dage sammen med ham endnu, kunne det her ikke fortsætte. For så ville jeg da først og fremmest blive sindssyg – hvis jeg ikke allerede var det. Alle de her oplevelser de sidste par dage var ikke som noget, jeg nogensinde før havde prøvet. Jeg var først stukket af fra politiet, derefter taget på hotel og sove i samme seng som en stort set fremmed, blevet efterlyst i nyhederne, vandret ud i en skov for at overnatte to nætter, og nu til sidst havde jeg skudt en politibetjent. Det var ikke helt små begivenheder.

”Harry?” spurgte jeg og så op på ham. Siden vores jagt nummer to væk fra politiet, havde vi holdt os til de helt små veje, hvor der ikke var andre mennesker end os, da det helt klart var det sikreste at gøre.

”Anastacia?” Hans ene mundvige trak sig en anelse op i et skævt smil, og jeg kunne ikke selv holde et lille smil tilbage.

”Du sagde, at du ville fortælle mig om din familie en anden dag… I dag er en anden dag.” Jeg synes efterhånden, at jeg havde gjort mig godt fortjent til at vide lidt mere omkring ham, nu hvor jeg trods alt havde skudt en betjent for ham.

”Øh, okay,” svarede han, mens han kløede sig en anelse i nakken. ”Jeg har ikke rigtig haft nogen kontakt med dem siden jeg var 17,” startede han ud, hvilket overraskede mig en del. Han var 22 nu, så ville det sige, at han ikke havde talt med sine forældre i fem år? Men siden han ikke har villet fortælle om sin familie, havde jeg nu også regnet med, at der ville være et eller andet anderledes. ”Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg kan forklare alt det her… Jeg var virkelig en nar, da jeg var yngre, og-”

”Og det er du måske ikke nu?” kunne jeg ikke holde tilbage, mens jeg så på ham med et kækt smil. Jeg frygtede lidt at han ville blive sur, men heldigvis kom han i stedet med en lav latter, mens han blot rystede på hovedet af mig.

”Hold nu mund, jeg prøver rent faktisk at fortælle noget her,” siger han med et smil, før han fortsatte igen. ”Men altså, jeg var en nar. Jeg drak, røg og gjorde diverse andre ting, som ingen folk på 15 burde gøre. Jeg gik med de forkerte mennesker og gjorde alle de forkerte ting. Sådan fortsatte det indtil nogle måneder efter jeg var fyldt 17. Mine forældre havde fået nok af det hele, og det endte ud i et kæmpe skænderi. Jeg skubbede min far, og han slog igen. Så ja, det hele eskalerede bare den aften, og de var begge enige om, at det var bedst at jeg bare flyttede så langt væk som muligt, indtil jeg havde fået styr på mit liv.”

Jeg så op på ham uden at vide, hvad jeg skulle sige til alt det her. Selvfølgelig var jeg virkelig glad for, at han endelig havde åbnet lidt op for mig, men jeg havde ikke ligefrem regnet med at det var sådan her. ”Åh,” var det første, der slap ud gennem mine læber efter et øjebliks tænketid. ”Det er jeg ked af at høre… Har du ikke haft kontakt til dem siden? Du har jo fået styr på dit liv nu?”

”Vil du mene, at jeg har styr på mit liv? At stikke af fra politiet og være efterlyst i hele England er vist ikke den mest almindelige betegnelse for at have styr på sit liv,” svarede han med et grin. Hver eneste gang han grinte, fik jeg stadig de samme sommerfugle i maven, som den første gang. Det var en fantastisk lyd.

”Måske ikke, men savner du dem overhovedet ikke?”

”Det er fem år siden jeg har set eller hørt fra dem… Man vænner sig bare til, at de ikke er der længere.”

Han fik det til at lyde så enkelt, men ærlig talt havde jeg virkelig ondt af ham. Jeg havde ikke selv noget forhold til mine forældre, og på en måde kunne man vel næsten sige, at det mindede lidt om den måde Harry havde haft det, men så alligevel ikke.

”Jeg har heller ikke set mine forældre i nogen år.” Ordene røg ud, før jeg nåede at tænke nærmere over det. Nu hvor jeg tænkte efter gik det langsomt op for mig, at jeg faktisk aldrig havde fortalt ham, hvorfor jeg boede ved Kelly og ikke mine egne forældre.

”Hvorfor?” spurgte han og så pludselig på mig med et ret interesseret blik.

”De var bare… onde,” startede jeg, da det var det eneste ord, jeg kunne finde, der passede perfekt på dem. ”De har begge to haft et perfekt liv med masser af penge, topkarakterer og hele svineriet. Så de forventede selvfølgelig, at jeg også skulle være sådan… men det kunne jeg ikke. Mine karakterer var i middelkategorien og en gang imellem i nogle enkelte fag, kunne jeg måske komme op og få en bedre karakter, hvis det var noget jeg interesserede mig for. Det var bare ikke godt nok for dem. Jeg skulle ligge i top hele tiden, og alt andet var ikke acceptabelt. De blev ved med at sige alle mulige dumme ting med at jeg havde fejlet fuldstændig, og at det måske var en fejl overhovedet at have fået mig, nu hvor jeg var så uduelig, som jeg var. Det er jo ikke ligefrem, hvad man ønsker at høre fra sine forældre, vel?” spurgte jeg med et lille grin, bare for at løfte stemningen lidt igen.

Harry så dog på mig uden nogen som helst antydning af et smil. Tværtimod rynkede han en smule på panden, og kort efter endte det med at han stoppede helt med at gå, hvorefter jeg gjorde det samme.

”Jeg endte med at komme så langt ned over alle de ting de sagde, at det endte ud i en slem depression og et selvmordsforsøg,” sagde jeg med et lille suk. Jeg var ikke meget for at snakke om de her ting, men jeg følte, at jeg skyldte ham det, efter han også havde fortalt mig om hans familie. ”Men ja, som du nok kan se så lykkedes det ikke, og efter en tur på hospitalet flyttede jeg hjem til Kelly i stedet for, og jeg har ikke set dem siden. De har heller ikke forsøgt at kontakte mig, så det er nok bare bedst sådan.” Jeg havde intet ønske om at se dem igen, for jeg kunne ikke forbinde andet end negative tanker til dem, hvilket var noget jeg helst ville forsøge at holde ude af mit liv.

”Men du er okay nu, ikke? Du må i hvert fald ikke prøve at tage livet af dig selv igen… Ikke nu hvor jeg-” Han stoppede sig selv og så ned i jorden. Jeg havde virkelig lyst til at spørge, hvad det var, han skulle til at sige, men jeg havde vist allerede presset ham til at sige mere, end han egentlig ville.

”Jeg har det godt igen, og jeg kommer forhåbentlig aldrig tilbage til det mørke sted igen. Tak fordi du spurgte,” smilede jeg, før jeg langsomt begyndte at gå igen. Harry nikkede blot lidt til mit tak, hvorefter han selv begyndte at gå igen. Han lignede en, der var dybt fordybet i sine tanker, men jeg lod være med at spørge ind til det. Lige nu nød jeg stilheden og det faktum, at jeg lige havde fået endnu en lille del af Harry fortalt, selvom der stadig var store spørgsmål, der manglede at blive stillet.

 

Vi havde gået i nogle timer, før vi endelig kunne træde indenfor i opgangen til lejligheden. For ikke at risikere at blive opdaget igen, havde vi taget vores solbriller, paryk, hat og jakker på, hvilket var ulideligt varmt, men det var noget vi måtte bide i os. Hellere svede end at ryge i fængsel. Den tankegang delte vi nok med de fleste fornuftigt tænkende mennesker.

Heldigvis skulle vi ikke mere end en enkelt etage op, før vi var ved den rigtige lejlighed. Harry bankede på, hvorefter der ikke gik mere end få sekunder, før døren blev svunget op og en pige, der nok var et par år yngre end mig stod i døren.

”Er det jer der er Harry og Anastacia?” spurgte hun, hvortil vi begge nikkede. ”I ser meget anderledes ud end på billederne,” fortsatte hun med et løftet øjenbryn. Først så jeg blot undrende på hende, indtil jeg kom i tanke om, at jeg havde en blond paryk på, mens Harry havde en hat på, der dækkede alt hans hår, samt et par virkelig kiksede solbriller.

”Må vi komme ind?” spurgte Harry i stedet for at kommentere på det hun sagde. Han så en anelse nervøst rundt i opgangen, og så snart hun trådte tilbage fra dørkarmen, trak han mig med indenfor.

”Der er ingen overvågning, hvis det er, hvad du er bange for,” sagde pigen.

”Man kan vel aldrig være sikker nok,” mumlede han blot, før han tog jakke, hat og solbriller af.

”Jeg hedder forresten Katelyn. Una er her også et sted, men hun er vist lige i gang med jeres kort.”

Der var ingen grund til at præsentere os selv, da hun trods alt allerede kendte vores navne. Vi fulgte med lidt længere ind i lejligheden, hvor en lille pige med langt, mørkebrunt hår pludselig kom trissende ind i stuen.

”Hej, Una,” præsenterede hun sig selv med et smil, hvor jeg også fik præsenteret både mig og Harry. ”Jeres ID er lige ved at blive printet og ellers er der ved at være styr på alt.” Der var hele tiden et smil plantet på hendes læber, og endnu en gang kunne jeg ikke undgå at føle mig heldig over, at vi altid havnede ved sådan nogle flinke personer. Aaron havde virkelig sine kontakter i orden.

 

Resten af dagen blev brugt overraskende afslappet. Harry og jeg sad i sofaen det meste af tiden, hvor vi brugte tiden på at diskutere, hvilket TV-program vi skulle se. Han ville se Wipeout og jeg ville se America’s Next Top Model. Han endte dog med at vinde, og jeg kunne nok også godt se, at et modelprogram ikke var noget vi begge ville syntes var lige interessant. Så Wipeout var okay, og det viste sig at være langt mere underholdende, end hvad jeg lige havde troet. Og som om det ikke skulle være nok, så havde de et maraton kørende, hvor det ene afsnit efter det andet blev vist, og jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde grinet så meget.

Jeg fik også snakket lidt med både Katelyn og Una. De var åbenbart bedste veninder, og var flyttet ind i denne her lejlighed for et halvt år siden. De tjente virkelig godt på at lave falsk ID og andre forfalskninger til folk. Selvfølgelig var det ekstremt ulovligt, men det gav godt.

Da vi nærmede os aften, havde de fået givet os falsk ID, nye kreditkort, der stod i et andet navn end vores, og en hotelbooking i morgen aften. De havde faktisk fået styr på alt, mens vi selv blot havde siddet og set Wipeout. Arbejdsfordelingen var måske ikke helt rimelig, men jeg klagede ikke. Det havde været rart med nogle timer, hvor man bare kunne sidde og slappe af.

Harry og jeg måtte endnu engang deles om sofaen, og ærlig talt var jeg virkelig glad for det. Mine følelser for Harry, var noget jeg ikke længere kunne forsøge at ignorere, så en hver form for tæthed med ham, var noget jeg satte pris på. Mit eneste dilemma var dog stadig, at han ikke virkede som en, der havde de samme følelser.

Da aftenen kom og vi alle havde spist aftensmad og set de resterende afsnit af Wipeout, besluttede Harry og mig os for at lægge os til at sove. Vi havde trods alt endnu en dag i vente, hvor der sikkert også ville komme til at ske en masse. Netop som vi havde lagt os godt til rette i den lille sofa, med ham bag ved mig og hans ene arm omkring mig, kunne jeg mærke nogle små, underlige tryk op af mit ene lår.

”Harry,” mumlede jeg en anelse utilfreds. Selvom jeg godt kunne lide ham, så ville jeg ikke gramses på, når jeg prøvede at falde i søvn.

”Hvad er der?” Hans stemme lød ret hæs, næsten som om han allerede var halvt faldet i søvn.

”Lad være med at røre ved mit lår.” Mine øjne forblev lukkede, mens jeg ventede på at han fjernede hans hånd.

”Jeg rører dig altså ikke andet end her,” svarede han og strammede grebet omkring mig med sin arm, der lå omkring mig.

Dette forvirrede mig dog en del, og jeg endte med at åbne øjnene og se ned af mig. Overraskelsen i mit ansigt ville man have kunne set fra en kilometers afstand, og jeg kunne ikke holde et grin tilbage over synet foran mig. En kat. Der stod en kat på mit ene lår og så ned på mig. Så gav det hele pludselig lidt mere mening…

Harry åbnede øjnene kort efter mig og han fik også hurtigt et smil frem, da han så katten. Han tøvede ikke et sekund, før han rakte armene frem og løftede katten op til sig. ”Det her er Batman,” sagde han med et lavt grin, efter at have set på navneskiltet. Jeg så bare på ham med et smil, før jeg vendte mig om og lagde mig godt til rette igen – så kunne Harry få lov til at snakke videre med katten.

”Nu bliver du altså nødt til at smutte… Der er kun plads til to i denne her sofa, og jeg foretrække Anastacia frem for dig,” kunne jeg høre Harry mumle lavt. Jeg kunne ikke undgå at smile helt vildt over, at Harry lå og snakkede til katten, og det han sagde, fik blot mit smil til at vokse endnu mere.

Kort efter kunne jeg høre en lav miaven nede fra gulvet, så jeg gik ud fra, at Harry havde sat den ned. Jeg rykkede mig lidt mere tilbage imod ham, da han igen fik lagt sin arm omkring mig. Det var efterhånden blevet en fast ting, at vi lå sådan her og sov, og Harry lod ikke til at have noget imod det, mens jeg selv var direkte lykkelig over det. Hvem ville ikke være det, hvis de lå sammen med fyren, de kunne lide? Jeg kunne hurtigt mærke trætheden komme ind over mig igen, og netop som jeg skulle til at glide over i søvnen, kunne jeg mærke den samme trykken igen, før det til sidst føltes som om Batman lagde sig sådan, så han lå ud over begge vores overkroppe.

”Dumme kat,” mumlede Harry, hvorefter han gemte hovedet lidt mere ind imod mit hår, og jeg kunne ikke holde et lille grin tilbage over hans kommentar.

 

// Tusind tak for alle de søde kommentarer på sidste kapitel. I er for dejlige <3

Og ihh, kan vi ikke blive enige om at Harry og Ana er for søde, når de skal sove??? adasjgfahf, jeg elsker det selv, ahahha. Og i dette kapitel fik vi også lidt mere baggrundsviden om dem begge to, hvilket vist også var ved at være på tide.

For lige at gøre det helt klart, så er Milkshake altså IKKE slut endnu! Der kommer til at være et sted mellem 15-20 kapitler, og derefter vil 2'eren så komme.

Tak fordi I læser med, og husk endelig at kommentere :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...