koparret

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2014
  • Status: Igang
Historien om en mentalt udsat mand, der fra sin barndomoplevelser er blevet traumatiseret. Historien tager sit udspring fra hans synsvinkel og følger hans liv og rutiner. en fortælling om at definerer sig selv som individ, og finde sig selv bag facaden.

1Likes
1Kommentarer
177Visninger
AA

1. Oryctus Nasicornis

Muren er bygget af klodser. Klodserne er af træ, som dem man legede med som barn. Der er træklodeser i alle mulige former og farver. Træklodserne man byggede med ud fra sin fantasi, er nu fundamentet til muren. Muren er definitiv og massiv. Lige meget hvor langt man følger den, strækker den sig hen over landskabet, som en stor slange. Muren har intet navn, det er ikke et stort menneskeligt vidunder, nærmere noget vi mennesker har antipasti til, noget vi helst vil undgå. De er bange for det, der er bag den.     

 

Kaspar går ned af villavejen, det gør han tit. Han går den vej, når han skal i skole. Skolen keder ham, eller det er ikke skolen som sådan der keder ham. Det er, de mennesker der går i den. De ser mig ikke, tænker Kaspar.  Det er ligesom at se noget på en projektor, når man går ind foran den, bliver alt sort. De forsvinder, tanken fik Kaspar til at gyse.  

Kasper sætter tempoet op. Det er efterår og vinden rusker i trætoppene, og trækronerne svarer igen med en hvislen. Det er koldt, og han skutter sig, så hoved og skuldre kommer lidt tættere på hinanden. Som Kaspar går, opdager han det. I dag er der ingen summen. Ingen klirren.  Det er første gang, Kaspar har oplevet det i årevis. Faktisk kan han slet ikke huske, hvornår han sidst har haft den følelse. Glæde?   

Der kommer en høj skikkelse gående med en lavere i hånden. Kaspar genkender dem ikke, men kan se, det er en mor og hendes søn. Drengen er ikke særlig gammel højest 6. Han har en grøn flyverdragt på. Moren er muligvis på vej, hen for at aflevere ham i børnehaven. Da Kaspar kommer tættere på, får drenge øje på ham. Han kigger med opspærret øjne, og med en let kroget pegefinger, peger han på Kasper ” se den mærkelige mand mor”. ”Shh, kom!” Sagde hun. Kvinden satte farten op, og snart havde de passeret hinanden. Kasper skæver hen over skulderen, og får øjenkontakt med det antropos af en flyverdragt. Nu med snot ned over læben så man bliver i tvivl, om det er munden eller næsensnottens startpunkt er.  Han kiggede igen med disse udspilede øjne. Kasper mindes, at han ikke ordnede sit hård her til morges, og at det nok stod ud til diverse verdenshjørner, men så slemt kan det da heller ikke være? Kasper sender snotungen et forurettet blik, han har også andre ting at give sig til denne morgen. Foran ham tegner omridset af krydset sig. Hvor Kasper igen i dag skal tage stilling til, om han vil benytte sig af toget eller bussen. Han kigger på uret 7:10, det passer perfekt. Om to minutter vil han være nede ved krydsset. Derefter skal han vente indtil den gamle dame kommer ud af sin lejlighed præcis 7:14, med sin pølse af en tæppetisser. På sin vis er det også godt, at den får noget motion, men man forstår ikke, hvorfor hun vil vise den frem i offentligheden. Hun burde være flov over den, eventuelt aflive den. Det er synd for den, at den er for fed til at gå.  Selvom den forsøger, bliver det bare til en møvring hen over de kolde fortovsfliser. Kasper putter sine hænder ned i lommen. Han ser, hvordan det hele finder sted, som han lige havde set det inde i hans hoved. Han begynder at fløjte, det bedste er, når det hele går som planlagt.   

Han drejer mod højre ned mod routebilsstationen, fra Kaspers hus er der ca. 3 km. Han nyder at gå den tur, mærke kulden bide i kinderne og høre fuglende synge. Højdepunktet er når han når skoven, og det er noget for sig, da der ikke er mange ting, her i livet Kasper holder af. Han kigger op mod himlen, og da fortovsfliserne munder ud i den bløde skovbund, mærker Kasper det sus i maven, han altid får, når han føler sig tilpas. Det tidspunkt hvor man ikke kan komme i tanke om en eneste lille ting, der kan forbedres.  

Så slår det Kasper. Hvis han skal begraves noget sted, så skulle det være i dette levn fra fortiden af en idyllisk skov, som ligner de skove, der blev foreviget i Romantikken. Den her skov, er ikke som de andre triste og grå skove i Danmark. Denne løvskov lyser op imellem de kedelige bogligblokke og farvelægger sindet på de forbipasserende.  Dér ved det store egetræ, så han med sit indre øje, hvordan hans kiste bliver sænket ned mellem halvmånen af mennesker, som havde samlet sig omkring graven. Kasper går hen mod forsamlingen, og mens han nærmer sig, er der nogle ansigter, der forbliver sløret, mens andre bliver tydeligere. Med et starter efterårets farver at omfavne personerne ved graven, de sløres alle sammen.  En angst stiger Kasper til hovedet. Hans hjerte galopere af sted, i takt med at hurtig gang bliv til sprint. De må ikke gå fra ham igen, de er nogen af de eneste, der har holdt af ham. Kasper snubler over en stub, og hakker tænderne ned i jorden. Han kigger fortvivlet op, mens han spytter jord og visne blade ud af munden. Foran ham står hans mor, men i en ung udgave, en rask udgave, ikke ligesom dengang hvor hun lå i den hvide seng tildækket med slanger af alle mulige størrelser. Hun kiggede på Kasper med et skuffet udtryk malet i hele ansigtet, med sådan en styrke at Kasper kryber sig sammen til forsterstilling, på trods af smerten i nakken og ryggen efter faldet. Der lå han så, i lysningen, med en dyne af morgen rimen, hvor han skal begravesHan kan høre det, hvordan skæbnens ironi griner af ham, hvordan den håner ham. Kasper kan nærmest hører hvordan den bevæger sig omkring ham, det omringer ham med sin nedladende tone.  Foragt er tydelig at høre i tonefaldet og på ordvalget. ”du af alle har fortjent dette”. Muren hober sig op foran Kasper. ”Men du kan jo heller ikke gøre for det, kan du vel?” Han ligger der stadig, nu alene, det har Kasper været i mange år, måske er det alligevel bedst sådan. Kaspers øjne udfører erkendelsesblikket og skyldfølelsen bruser op i maven. En let kvalme stiger ham til hovedet, og ubehaget ligger sig på hans skuldre som en tung bylt. Da Kasper falder til ro, får vejret, får han øje på den. Den er ikke særlig stor. Højest 5 cm. Den bevæger sig hen over de visne blade uden besvær på dens seks ben. Da går det op for Kasper at han har øjnene rette mod en vaske ægte Oryctes NasicornisKasper ser på den med en hvis indsigt i at hjælpe den. På trods af at den bevæger sig så ubesværet, ser den alligevel så ensom ud, mens den går på den, i forhold til dens størrelse, uendelige skovbund. Det gør Kasper vemodig, og han begynder at tænke på, hvor den er på vej hen. En mage, leder den efter mad eller noget helt tredje, måske er den på flugt fra myre! Et lille smil sniger sig frem på Kaspers læber, han har altid elsket at digte historie. Smilet falmer, ”historier” siger Kasper nærmest som en hvisken til sig selv. Billederne af hans far, der sidder foran karminen i dagligstuen. Hvordan han med den ene hånd holder piben, mens han nærmest forsvinder ind mellem polstringen i den dybe lænestol. Men det, der virkelig trak tænder ud, er at Kasper ikke længere, er i stand til at høre farens historier. Historierne er det eneste far søn nærvær, Kasper nåde at have med ham. De fleste dage arbejde han, han arbejde altid. Det er, hvad Kasper husker ham bedst for.  Da slår det ham, at han ikke kan huske nogle af farens historier, og en pludselig fortvivlelse rammer Kasper. Hvordan så Hans far egentlig ud? Årende havde passeret, og han havde altid bare tænkt, at far er far, men egentlig hvordan han så ud, havde han fuldstændig svedet ud. En så inderlig smerte af tomhed borer et uendeligt hul i Kaspers mave. Det eneste han kan huske af sin far, er at de begge elskede at fortælle historier. Da får han øje på billen igen. Kasper beslutter sig for, at han vil fortælle en sidste historie, til ære for sin far og hans liv. Han beslutter sig for, at billen skal hedde gamle Erik.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...