koparret

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2014
  • Status: Igang
Historien om en mentalt udsat mand, der fra sin barndomoplevelser er blevet traumatiseret. Historien tager sit udspring fra hans synsvinkel og følger hans liv og rutiner. en fortælling om at definerer sig selv som individ, og finde sig selv bag facaden.

1Likes
1Kommentarer
178Visninger
AA

3. Anton og Fredrik

Kasper sidder på bænken, ved routebilsstationen. Her venter han på Anton og Fredrik hver morgen. Så tager de bussen hen til skolen sammen. Det er i hvert fald, det der var meningen. Anton og Fredrik kommer aldrig. Nu er det 3 år siden. Kasper har været her alle morgner, på nær den uge, hvor han havde halsbetændelse. Kasper var så bange for at Anton og Fredrik skulle komme de dage, hvor han var syg, at han fik Mona, hans rengøringsdame til at klister en seddel fast til bænken, i tilfælde af at de kom den dag. Hvor der stod: undskyld… jeg har halsbetændelse, Kasper.

            Anton og Fredrik er de to eneste venner, Kasper nogensinde har haft. Han mødte Anton og Fredrik en sommer nede ved den lokale isbod. Solen lod sig ikke komme frem den dag, men det var stadig varmt, rigtig lummert.  Den dag tabte Kasper sin is, og de to fremmede drenge hjalp ham med at tørrer det op, de gav ham tilmed penge til en ny. Kasper spurgte dem, hvor de gik i skole og hvor de boede. De svarede høfligt at de boede her i København, at de gik på Metropolitanskolen. De foreslog han begyndte i skolen, at de kunne følges, mens smilet på deres læber blev bredder, og deres fnisen blev mere markant. Fra da af har Kasper gået på Metropolitanskolen.

Kasper tænker tit på Anton og Fredrik, mens han spejder ud over stationen. Der går mange forskellige mennesker rundt på stationen. Nogle med slips og jakkesæt. Andre i tøj med alle regnbuens farver, men fælles for dem alle er, at de ikke ser Kasper. De kigger bare lige igennem ham, som om Kasper ikke eksisterer.  Kaspar får øje på et reklameskilt. Det står og lyser op i mørket skønt klokken næsten er 8. Endnu et vidnesbyrd der understreger vinterens tilstedekommende. De lange nætter der indhyller dagende i mørke. Den hårdeste tid på året. Han kigger op på himlen. I dag er mørket ikke nok, det er også overskyet, bare for at være sikker på, at den sidste smule sollys bliver kvalt, her i de tidlige timer. Kasper får øje på et andet reklameskilt, der tager hans opmærksomhed. Det er en bil, hvor billedet er sløret for at gøre det mere dynamisk. Det skal vel ligne at bilen køre stærkt, tænker Kasper. Det er dog ikke dynamikken i billedet, der fanger Kaspers opmærksomhed, men derimod teksten på billedet: ”hvorfor følge med strømmen, når man kan gå imod den”. Kasper har altid følt at han stikker ud i folkemængden, men det har aldrig været noget der generet ham. Det er jo bare sådan han er.  

            Kasper rejser sig, og læner baghovedet tilbage, så han kigger lige op i loftet af det overdækkede busstoppested. Han lukker øjende. Han lader morgenens sidste mørke omslutte sig som en tyk dyne.  Kaspers hoved finder sig til rette op mod sidevæggen. Hans vejrtrækninger bliver tungere. Kasper er bare så træt af det hele.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...