Søster konflikt

For nogle år siden blev René storebror til Sara, ved at deres forældre giftede sig for anden gang. Nu står René i et dilemma som vil føre ham gennem en hård tid, mens Sara er uvidende om hvad han går igennem for hendes skyld.

14Likes
37Kommentarer
1244Visninger
AA

5. Vi ses

Festen begyndte lige så stille at tage af og folk begyndte at tage hjem. Det gjorde mig i lidt bedre humør, at der blev færre og færre til festen. Jeg sad stille og drak. Jeg følte mig lettet, da Louise også forlod festen og tog hjem. Hun havde været et helvede at være sammen med, men jeg var da glad for, at det var til en fise fornem fest, som den her vi var til, for jeg gad på ingen måde opleve hende fuld.

Da jeg var færdig med mit glas, stillede jeg det fra mig og gik op mod mit værelse. Lastbilen kunne være her hvert øjeblik nu, og jeg ville så hurtigt som muligt ud af huset. Jeg begyndte at slæbe kasser nedenunder og ud i baggangen, hvor jeg havde aftalt med chaufføren, at han skulle holde, da gæsterne gik ud af hovedindgang.

"Er du allerede på vej ud?" Hørte jeg en trist stemme spørge bag mig, mens jeg stillede en kasse i baggangen. Jeg vendte mig om og så Saras triste blik se på mig. Jeg smillede venligt til hende og gik roligt hen til hende. Jeg lagde kort en hånd på hendes hoved, mens jeg gik forbi hende.

"Ja, lad nu hver med det triste blik, jeg kan bedst lide når du smiler, det gør dig noget kønnere end det der triste udtryk", sagde jeg med et let smil. Jeg gik roligt op mod mit værelse, mens jeg talte til hende. Jeg kunne mærke hendes blik følge mig mens jeg gik, og jeg gjorde alt for ikke at vende mig og se tilbage på hende. Det nemmeste lige nu var, hvis jeg bare valgte at ignorere hende.

Da jeg havde fået båret alle kasserne ned i gangen, og alle gæsterne var væk, hørte jeg et højt dyt fra en lastbil, og jeg vidste, at Lasse var kommet for at hjælpe mig. Jeg havde ikke fortalt min mor, at Lasse var en af mine venner. Han havde valgt at køre lastbil ligesom sin far og arbejdede nu for sin fars flyttefirma, hvilket var heldigt nok for mig. "Brug for en hånd", hørte jeg en ru stemme spørge bag mig. Jeg vendte mig om og så min far stå i døren og smile til mig under sit overskæg.

"Det må du da gerne, men hvad med mor? Hvis hun finder ud af, at du har lavet en tjeners arbejde, vil hun ikke blive glad", sagde jeg. Jeg bekymrede mig for min far. Selv om min 'mor' eller retter Saras mor var flink nok, var jeg ikke helt vild med hende, men jeg havde lært at leve med hende, og lært at bryde hendes regler, uden hun vidste det.

"Det går nok, hun har travlt med at dirigere tjenerne rundt, mens de rydder op", sagde min far med et let grin. Hans rungende grin var dejligt beroligende og fik min dårlige samvittighed til at forsvinde.

Det var far der betalte for min lejlighed, så jeg ikke behøvede at bekymre mig om penge, ud over dem jeg skulle bruge på mad og tøj. Jeg havde et arbejde, som ingen vidste noget om. Der var så mange hemmeligheder mellem mig og min familie, at man ikke skulle tro, vi var familie. 

Min far, Lasse og jeg fik båret mine kasser ud i lastbilen. Jeg begyndte roligt at stige ind i lastbilen, men inden jeg nåede ind, hørte jeg døren blive flået op og skridt komme løbende, mod mig.

"Bror, bror? Tager du afsted nu? Hvorfor har du ikke sagt noget til mig, jeg kunne hjælpe, jeg vil gerne hjælpe. Jeg... Jeg vil ikke havde du bare smutter uden at sige noget. Ikke... Ikke lig...ligesom far", hulkede Sara, mens hun løb over mod lastbilen og mig. Jeg sprang ned på jorden igen, og Sara omfavnede mig hurtigt. Jeg lagde roligt mine arme om hende, for at berolige hende, jeg hadede at se hende sådan her, helt knust som om alt i verden var imod hende, men det var jo lige omvendt, verden var imod mig og med hende.

"Sara husk, at det her ikke er farvel, det er bare et "vi ses", okay? Jeg vil aldrig bare forsvinde, jeg vil kæmpe for, at det aldrig bliver et farvel", sagde jeg med et smil og fjernede mine arme fra hende og rodede i hendes hår, som jeg nu gjorde så mange gange.

"Så vi ses søs, og husk din bror vil altid være der, når du har brug for det. Jeg er kun et opkald væk", sagde jeg med et smil og begyndte igen at kravle ind i lastbilen. Jeg sendte Sara et smil, men hun så med røde øjne på mig, mens hun prøvede at tørrer tårerne væk, og til sidst sendte hun mig et bekræftende nik, og jeg kunne med god samvittighed sætte mig ind i lastbilen og køre væk. 

Jeg så ud af bakspejlet og så Sara vinke ivrigt efter mig med sit store smil, som hun vidste var det sidste, jeg gerne ville se inden jeg flyttede.

"Vi ses bror!" råbte hun, og jeg kunne høre glæden, der var kommet tilbage i hendes stemme, og jeg vidste, at jeg nu kunne slappe af - ihvertfald for en stund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...