Søster konflikt

For nogle år siden blev René storebror til Sara, ved at deres forældre giftede sig for anden gang. Nu står René i et dilemma som vil føre ham gennem en hård tid, mens Sara er uvidende om hvad han går igennem for hendes skyld.

14Likes
37Kommentarer
1243Visninger
AA

4. Mødet med bror

Far og jeg sad i bilen på vej til et sted. Jeg vidste ikke, hvor vi skulle hen. Han havde bare fortalt mig, at det blev en god dag. Jeg havde konstant prøvet at få ham til at afsløre, hvor vi skulle hen, men han havde ikke sagt en lyd. Jeg så ud af vinduet, mens vi kørte. Jeg var begyndt at blive spændt. Mit hår var stadig brunt dengang og matchede på en helt anden måde mine grønne øjne i forhold til det sorte hår, jeg har nu.

"Er du spændt René?", spurgte min far, jeg så med store øjne over på ham, mens han så ned på mig. Han kørte selvfølgelig ikke bilen selv. Det havde vi en chauffør til.

Jeg nikkede til min far. "Ja, vil du ikke snart fortælle mig, hvor vi skal hen?", spurgte jeg. Far rystede let på hovedet og så, så ligefrem igen, mens jeg rettede blikket ud af vinduet, som jeg kun kunne se ud af på grund af det højsæde, jeg sad på.

Mens jeg sad og så ud af vinduet, kom jeg til at tænke på min mor. Jeg rystede let på hovedet. Jeg havde fået at vide af far, at jeg skulle glemme hende, at hun ikke længere var en del af min familie. Men det var svært som syvarig at glemme sin mor. Men jeg gjorde mit bedste. Hun havde gjort noget ondt, havde far sagt, men jeg vidste ikke, hvad det var, hun havde gjort. jeg kunne ikke forstå ,at min mor med det dejligste smil og så venlig, som hun var, kunne gøre noget ondt mod min fars familie.

Da jeg kom ud af min dagdrømning om mor, så jeg, at vi kørte ind på en grund til et stort palæ. Jeg genkendte ikke stedet, men det var stort og lignede så mange andre af de steder, jeg havde været for at besøge fars venner og vores familie.

Bilen stoppede og far steg ud, og cheføren åbnede min dør, så jeg også kunne komme ud. "Mange tak", sagde jeg høfligt og hoppede ud af bilen.

Far kom over til mig, og jeg så op på ham. "Hvor er vi?", spurgte jeg undrende og så op på ham. Han så meget højere ud dengang end han gør nu, og jeg så virkelig op til ham og det arbejde, han lavede.

"Et sted du snart vil komme til at lære meget godt at kende", svarede han med et smil. Jeg forstod ham ikke rigtig, og mit undrende blik blev afbrudt af en kvindestemme, der kaldte på os.

"Henrik, René, hvor er det godt, I er her", kaldte kvinden. Jeg så overrasket på hende og løb om bag min for for at sikre mig, at jeg ikke var i fare for et kram eller noget af den fremmede dame.

Jeg fik øje på nogen der ligesom mig, havde gemt sig; bare bag damen. Jeg så undrende derover, for jeg havde ingen idé om, hvem det var, eller hvad jeg lavede her. Jeg tog fat i mit fars bukseben, og han så smilende ned på mig.

"Hvad er der René? Er du nu genert", sagde min far med et smil på læben og løftede mig op. Jeg klamrede mig ind til ham. Jeg havde aldrig rigtig været genert før, men det var også inden, min mor var ond mod far. Min mor havde givet mig selvtillid til at snakke med fremmede.

"Kom nu frem og sig hej Sara", sagde damen, og en lille pige trådte frem fra sit skjul bag sin mor. Hun holdte stadig fast i sin mors nederdel, og det var tydeligt, at hun var nervøs ligesom jeg selv.

Far satte mig ned, og jeg så undrende på pigen, som sendte mig et ligeså undrende blik tilbage. Efter kort tid så jeg på min far og pegede på pigen. "Hvem er det?", spurgte jeg. Min far plejede altid at præsentere folk, men denne gang gjorde han det ikke med det samme. Hvorfor vidste jeg ikke.

Han lo, kort før han svarede på mit spørgsmål. "Det er din nye lillesøster", svarede han og gjorde så tegn til mig om at komme over til ham. Jeg luntede over til ham, og han gik ned på hug, så vi var i samme højde. Han lagde en rolig hånd på mit hoved, og vores grønne blikke var rettet mod hinanden.

"Hør nu godt efter René, du er nu storebror til den her pige, er det forstået. Du skal passe på hende som ingen anden og sikre dig, at hun har det godt. Tror du, du kan klare den opgave?", spurgte han med et smil.

Jeg gav ham et selvsikkert nik. "Jeg vil blive den bedste storebror i hele verdenen", sagde jeg med et smil og vendte mig mod Sara, som bakkede lidt tilbage bag sin mor.

Jeg tog nogle rolige skridt hen mod pigen, til jeg kom helt over til hende. Jeg rakte min hånd frem mod hende i en venlig hilsen. "Hej, mit navn er René, og jeg er din nye storebror", sagde jeg med et smil.

Hun så først usikkert på mig og gav mig så sin hånd. "Sara", præsenterede hun sig.

"Kom", sagde jeg med et smil og hev afsted med hende. Jeg havde set en lejeplads på vejen ind på grunden, og jeg ville gerne nyde den med min nye søster og vise hende, at jeg var verdens bedste bror.

Jeg kunne høre hendes lette latter blande sig med min, mens vi løb, og jeg kunne høre min far sige: "Det gik bedre end forventet".

Vi kom til legepladsen. "Hvad har du lyst til at lege?", spurgte jeg og så på Sara. Hun pegede over på gyngerne. Jeg nikkede, og vi løb derhen. Vi satte os på hver vores gynge, og jeg viste hende, hvordan man gyngede selv. Efter kort tid havde hun lært det, og hun grinte hver gang, hun kom højt op. Allerede den gang var hendes latter som en ros til hele min krop.

Vi gyngede, indtil far kaldte på mig: "René vi skal til at hjem nu, så kom". Jeg sprang af gyngen, mens jeg var højt oppe i luften og landede perfekt på benene og satte så i løb. Jeg vendte mig kort for at vinke til Sara.

Jeg så hende prøve at springe af gyngen ligesom jeg, og jeg løb hurtigt hen for at gribe hende. Jeg nåede lige ind under hende, så hun landede på mig i stedet for på jorden.

Hun klynkede en smule og så bekymret på mig. "Er du okay, søs?", spurgte jeg med et smil, selv om det havde gjordt ondt, da hun landede på mig.

"Ja, men hvad med dig bror?", spurgte hun bekymret og rejste sig fra mig, så vi begge kunne komme op at stå.

Jeg rejste mig og sendte hende et smil og lagde min hånd på hendes hoved, ligesom far havde gjort ved mig. "Jeg er helt okay, men du må ikke bare springe af gyngen. Hvad nu hvis jeg ikke havde været hurtig nok, så var du landet på jorden og kommet til skade", sagde jeg med en lidt streng tone, og hun sendte mig et undskyldende blik.

"Nå jeg må nok hellere gå nu", sagde jeg med et smil og uglede let Saras hår. Hun tog let fat i mit håndled med begge sine hænder og førte min hånd væk fra hendes hoved. Jeg så undrende på hende, hvorefter hun gav mig et kram.

"Vi ses igen, ikke bror?", spurgte hun med gråd i stemmen.

"Selvfølgelig, vi er søskende nu, intet kan skille os ad. Jeg vil altid være her til at passe på dig, men når jeg ikke er, så pas på dig selv okay", sagde jeg med et smil og satte så i løb over mod min far, mens jeg vinkede til hende med et grin på læberne.

Det sidste jeg så af hende den dag, var hendes dejlige varme smil, som aldrig har ændret sig siden den dag. Når hun smiler til mig, er det med det samme varme smil som dengang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...