Søster konflikt

For nogle år siden blev René storebror til Sara, ved at deres forældre giftede sig for anden gang. Nu står René i et dilemma som vil føre ham gennem en hård tid, mens Sara er uvidende om hvad han går igennem for hendes skyld.

14Likes
37Kommentarer
1248Visninger
AA

3. Mine gæster

Jeg blev færdig med at pakke det sidste ned og gik så roligt ned til festen igen. Den var godt i gang, hvilket bare gav mig løst til at gå igen. Det var virkelig sådan en rigmands fest, hvor folk ikke opførte sig skørt og sprang rundt på bordene, nej. De gik roligt rundt og konverserede med de andre gæster. Jeg så Sara stå og snakke med sine veninder og et par drenge fra en af vores forældres venners familie. Det løb mig koldt ned af ryggen at se på, men jeg måtte lade som om, det ikke påvirkede mig. Det var jo ikke ligefrem fordi, jeg ikke havde set hende med andre drenge før, men det irriterede mig alligevel hver gang.

"Hey René, jeg har ikke set dig i et stykke tid, prøver du at undgå mig?", blev jeg spurgt og rettede så min opmærksomhed over mod stemmen. Jeg så Louise stå ved siden af mig, med et sart smil på læben. Jeg sukkede indvendigt. Louise var også en af vores forældres venners børn, og så længe jeg kunne huske, havde hun lagt an på mig, og jeg havde afvist hende hver gang, men hun blev ved. Hvorfor hun blev ved med at prøve, vidste jeg ikke, men jeg vidste at mine forældre ikke ville havde noget imod, at jeg kom sammen med hende, men af alle piger i hele verden skulle jeg aldrig være sammen med den golddigger. Louise lagde an på næsten en hver rigmandssøn, hun kom i nærheden af. Hun var ligeglad med, hvem man var, så længe man havde penge.

"Hej Louise, hvad har du på hjertet?", spurgte jeg med et påtvunget venligt smil. Louise smilede venligt tilbage til mig, og jeg havde en god idé om, hvad hun ville sige.

"Jeg ville bare spørge, om vi ikke skulle danse", sagde hun med et smil. Et nyt suk indeni. Jeg vidste, jeg ikke kunne sige nej, men hvor ville jeg ønske, jeg kunne for at undgå hende.

"Ja selvfølgelig" svarede jeg og rakte let en hånd over mod hende, og da hun havde lagt sin hånd på min, førte jeg hende ud på dansegulvet. Heldigvis var Louise ikke en dårlig danser, så jeg skulle bare fokusere på alt andet end hende, men det var svært, da hun begyndte at snakke til mig.

"Så René, jeg hører, du lige har slået op med din kæreste. Det var en skam. Men husk jeg er her altid til at trøste og klar til at hjælpe dig, uanset hvad det kræver", sagde hun med et smil. Jeg nikkede taknemmeligt. Hun spillede lige nu på "du-har-lige-mistet-din-kæreste" kortet. Men det kort virkede ikke på mig. Det var mig, der havde slået op med Tina og ikke omvendt, så jeg var helt okay.

"Det er sødt af dig Louise, men jeg tror jeg klare mig. Jeg har ikke brug for nogen til at trøste mig", sagde jeg og fortsatte sætningen i mit hoved med 'og da slet ikke fra dig'.

Sangen sluttede og det samme gjorde vores dans, men Louise valgte alligevel at følge efter mig, som om vi gik sammen, nok mest for at se om der var andre drenge, der kunne blive interesseret i hende, fordi hun var sammen med mig. Jeg gik roligt over til min søster, mens jeg kunne mærke, hvor tæt Louise gik på mig.

"Hej Sara har du en god fest?", spurgte jeg og sendte hende et smil, og da hun med lukkede øjne smilede tilbage til mig, sendte jeg drengene et dødsblik for at advare dem om, at jeg passede på hende.

"Ja, jeg hygger mig", svarede hun med et smil. Jeg hørte de to drenge rømme sig, og Saras opmærksomhed blev rettet tilbage til dem

"Nå ja, René. Det her er Johannes og Nikolaj. Johannes er søn af William og Freja, og Nikolaj er søn af Jonas og Ditte", præsenterede Sara dem. Jeg så en smule fornøjet på dem. Jeg kendte deres forældre, men det var ikke det, som underholdte mig, nej det, der underholdte mig, var, hvor tydeligt det var i deres ansigter, at de var bange for mig.

Jeg smilede venligt til dem, og det var som om, de blev mere urolige over min pludselige ændring af humør.

"Kan I ikke præsentere jer selv drenge, eller synes I min søster skulle have æren", sagde jeg, og det var tydeligt, hvor falsk mit smil var, men Sara var ligeglad med, hvordan jeg snakkede til dem, så længe det ikke var hendes venner fra skolen, jeg snakkede sådan til. Hun vidste godt jeg undgik venskaber med folk fra de velhavende familier. De to drenge stod stammende og så på mig, mens de prøvede at sige noget. 

"Jo vi ka...kan sagtens præs...præsentere os selv, Mester Sort", stammede Nikolaj. Mester Sort blev jeg kaldt rundt omkring i vores kredse fordi, jeg altid gik i sort, og mit hår var sort, og der var ikke nogen der gad bruge besværet på at huske mig. I samtaler blev jeg kun nævnt kort og på grund af, at deres forældre omtalte mig på den måde, så gjorde alle andre det også. Jeg havde ikke noget imod at blive kaldt det, for når folk sagde det, var der et skær af frygt i deres øjne, som jeg faktisk godt kunne lide.

"I skal ikke kalde ham Mester Sort. René er slet ikke så slem, som folk siger. Han er faktisk utrolig rar. Hvis han var ond, så ville han slet ikke være sådan en god bror. Han ville være ond og drille mig hele tiden, hvis han var Mester Sort", sagde Sara irriteret. Jeg så overrasket på hende. Hun forsvarede mig. Som altid var hun forblændet af min storebrors rolle, som jeg konstant spillede overfor hende.

"Stop det Sara, de har jo ret. De tænker ikke på min personlighed, men på mit udseende", sagde jeg roligt og lagde en hånd på hendes skulder for at få hende til at falde ned. Sara så lettere irriteret på mig, men smilede så til mig bagefter. Hun kunne bare ikke være sur på mig af en eller anden grund.

Det smil hun sendte mig, mindede mig om første gang, vi mødtes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...