Søster konflikt

For nogle år siden blev René storebror til Sara, ved at deres forældre giftede sig for anden gang. Nu står René i et dilemma som vil føre ham gennem en hård tid, mens Sara er uvidende om hvad han går igennem for hendes skyld.

14Likes
37Kommentarer
1255Visninger
AA

11. Jeg vil aldrig sige farvel

Det var onsdag, jeg sad på bagsædet i bilen mens Frank kørte mig til lufthavnen, de tonedruder skjulte mig for alle andre, men alle og en hver vidste at tonedruder bare gjorde folk mere nysgerrige efter hvem der sad i bilen. Jeg så på mit ur, der var stadig 2 timer til mit fly fløj, om to timer ville jeg havde sagt farvel til alle og så ville jeg først se dem igen om 3 år. Jeg havde givet nøglerne til min lejlighed til Kevin så drengene stadig havde mit sted til at hænge ud i, desuden havde jeg ikke noget at bruge det til lige nu, så det var bedre der var nogle der brugte det end at det stod tomt de næste 3 år.

Bilen stoppede og Frank steg ud, han åbnede døren for mig og jeg steg ud af den sorte bil, jeg kørte let en hånd gennem mit ny farvede sorte hår, jeg havde farvet det i går for at der ville gå noget tid før det skulle farves igen. Jeg gik om til bilens bagagerum og så Frank allerede godt i gang med at tage min kuffert ud af bilen, jeg havde kunne pakket det mest nødvendige, hvilket betød mit ynglings tøj og andre ting man bare ikke kunne undværer i min rygsæk som gik som min håndbagage var min computer og min tablet dem ville jeg ikke lade blive smidt rundt med, så det ville jeg langt hellere selv havde styr på selv.

"Kom Frank jeg tror far og Sara allerede venter på os der inde" sagde jeg roligt og begyndte at gå mens Frank roligt fulgte efter mig, jeg ville gerne selv tage min kuffert, men jeg vidste også at Frank ville føle sig nytteløs hvis jeg gjorde alting selv, når det nu var hans job at gøre alting lettere for mig.

Lufthaven var fyldt med menneske mylder, så det her skulle nok blive et helvede, ikke nok med jeg med garanti ville se Sara græde, jeg skulle også blive mast og skubbet rundt for at komme nogle vejene, men sådan var det jo at være i en travl lufthavn med mange mennesker. Kort efter vi var kommet ind ringede min telefon, jeg tog den og så Saras navn stå på displayet, derefter tog jeg telefonen op til øre og holdet for det andet for bedre at kunne høre hende på den anden side.

"Hallo det er din flotte bror" sagde jeg drilsk bare fordi jeg vidste hun allerede var i dårligt humør.

"Hey vi står hende ved gate 3" sagde Sara og jeg kunne høre på hende at hun gjorde alt for at lyde optimistisk for det lykkedes hende ikke rigtig.

"Okay vi er på vej, så ses vi om lidt" sagde jeg og lagde røret på og lagde min mobil i lommen igen.

"Var der frøknen?" spurgte Frank. Jeg nikkede "Ja hun og far er ved gate 3, så lad os gå der hen" sagde jeg roligt og begyndte at gå. De mange mennesker irriterede mig stadig, men nu hvor jeg vidste hvor jeg skulle gå hen, var det lidt mindre irriterende at gå igennem myldret af mennesker.

Med faste og målrettet skridt gik jeg mod gate 3, så det hele kunne blive overstået hurtigst muligt.

Vi kom til gate 3 og med det samme, hørte jeg en skinger stemme kalde mit navn, i starten var jeg sikker på det var Sara men da Louise krammede mig var det klart, at det var hende der havde kaldt på mig. Jeg så overrasket på hende, hvor vidste hun fra at jeg skulle af sted og hvad lavede hun enlig her?

"Hey Louise hvad laver du her?" spurgte jeg koldt, for jeg orkede hende virkelig slet ikke lige nu. Louise så op på mig med tårer i øjnene, hun tørrede roligt tårerne væk og stillede sig ret foran mig.

"Jeg ville også være her for at sige farvel, da du nu ikke ringede og fortalte mig at du tog væk. Så da jeg ringede hjem til dig og fik af vide at du tog af sted i dag, måtte jeg bare se dig en sidste gang" sagde hun grædefærdigt. Jeg sukkede kort og gik så roligt forbi Louise, da jeg var kommet forbi hende vendte jeg mig om og så koldt på hende "Tak fordi du kom, du kan godt gå nu" sagde jeg roligt og gik vider mens jeg kunne fornemme Frank løbe panisk efter mig som havde jeg chokkeret ham over min kolde opførelse over for Louise. 

"Unge herre er du sikker på det er en god måde at snakke til frøken Louise på?" spurgte Frank. Jeg træk blot på skulderne som svar, jeg var pænt ligeglad, når jeg nu ikke ville være hjemme i 3 år så skulle Louise nok finde en ny at flirte med.

"Der er de" lød min fars ro stemme, jeg så i den retning lyden kom fra og så en grædende Sara komme løbene over mod mig. Jeg gjorde hurtigt klar til hendes nok lidt for voldsomme kram, hun krammede mig som ville hun aldrig give slip igen, hvilket jeg ville være lykkelig for, men sådan var virkeligheden ikke.

Jeg lagde let mine arme om hendes mens jeg kunne høre hende hulke ind mod mit bryst, det her var endnu være end på hendes fødselsdag hvor hun havde bedt mig om at blive boende og havde krammet mig, for denne gang græd hun langt mere og jeg vidste jeg ikke ville se hende i 3 år.

Jeg kørte let en trøstende hånd gennem hendes hår, og jeg skulle lige til at åbne munden og sige nogle trøstende ord, men hun afbrød mig inden jeg overhovedet kunne få noget sagt.

"Sig ikke noget, med mindre de ord du vil sige er at du bliver her, bliver her hvor dine venner er hvor din familie er. Du ved jeg har brug for at du bliver, du hjælper mig altid med matematik og engelsk, så hvad skal jeg nu gøre?" spurgte hun hulkene.

Jeg så op mod loftet i håbet om at få noget hjælp til at holde mine følelser i skak, for jeg vidste at hvis jeg så på Sara så ville jeg tabe det her. Jeg sukkede kort og klappede hende så på hovedet.

"Sara du ved hvor stor en mulighed det her er for mig, så hver nu ikke egoistisk, lad mig rejse, huske jeg kommer hjem igen, og når jeg gør lover jeg at der vil gå lang tid før jeg rejser igen" sagde jeg med et påtvunget smil, jeg træk hende væk fra mig, det her ville blive rigtig svært men det var nød til at blive gjort. Jeg så Sara i øjnene, de var helt røde efter at havde grædt, jeg lagde en hånd på hendes hoved og en på hendes skulder.

"Hver nu bare glad på mine vegne okay? det her er en mulighed jeg kun får en gang, og med den vil farfar og morfar nemmere kunne acceptere mig som overhovedet af familien en dag" sagde jeg roligt.

"Så hvad med at visse mig det smil som jeg altid bliver så glad for, jeg vil hellere se det som det sidste end at du græder" sagde jeg og nussede hendes hår med min ene hånd.

Sara tørrede tårerne væk og sendte mig et påtvunget smil, jeg vidste godt det var umuligt for hende at give mig det rigtige, selv om jeg virkelig gerne ville se det inden jeg tog af sted.

"Det var bedre" sagde jeg med et let grin. Jeg slap her efter Sara og så over på min far han stod roligt og så til, jeg ville nogle gange ønske jeg havde den samme ro som ham.

Jeg rettede mig op og gik roligt over til ham "Tak igen far, jeg er virkelig glad for den her mulighed" sagde jeg roligt.

Min far lagde let en hånd på mit hoved og uldede det let "Det var nu så lidt, du er trådsalt min søn også selv om du ikke længere bor hjemme. Desuden tror jeg du har ret, på grund af din rigtige morfars fejl har du en delt at skulle bevise overfor familien" sagde han koldt, men jeg vidste at han mente det godt, far vidste bare sjældent sine følelser. For som han selv sagde følelser kommer bare i vejen når man er overhoved.

Jeg gav ham let et kram, hvorefter jeg roligt gik forbi Sara og uldede hendes hår "husk at smile" sagde jeg og sendte hende et smil, mens jeg gik over mod metaldetektoren.

"Farvel" råbte jeg og vinkede let til dem.

"Nej, nej Aldrig. Jeg vil aldrig sige farvel" råbte Sara tilbage.

"Jamen så vi ses" råbte jeg og forsvandt der efter alene ind gennem metaldetektoren, for ikke at se mine venner eller familie i 3 år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...