Søster konflikt

For nogle år siden blev René storebror til Sara, ved at deres forældre giftede sig for anden gang. Nu står René i et dilemma som vil føre ham gennem en hård tid, mens Sara er uvidende om hvad han går igennem for hendes skyld.

14Likes
37Kommentarer
1249Visninger
AA

13. Et bryllup og en forelskelse

Jeg pakkede roligt mine ting ud og da jeg åbnede min rygsæk, så jeg noget jeg ikke selv havde lagt der ned, et billede af mig som syvårig og Sara som femårig da vi stod foran kirken til vores forældres bryllup vi smilede begge stort til kameraet den dag.

Jeg kan huske jeg sad i bilen, Frank kørte og jeg sad sammen med Sara bag i bilen, mens turen gik mod kirken, ingen af os sagde noget til hinanden. Et helt nyt liv ville begynde efter den dag, et liv hvor jeg ville havde en ny mor og en lillesøster. Engang imellem så jeg over på Sara som sad nervøst og krøllede sin kjole, roligt lagde jeg en hånd på hendes skulder og sendte hende et opmuntrende smil og hun sendte mig et smil tilbage som tak.

Bilen stoppede og Frank steg ud, jeg rettede mig lidt mere op for bedre at kunne se ud og jeg så den storer kirke foran mig og jeg så også en masse mennesker. En del af dem kendte jeg allerede, de var fars venner og kollegaer og selvfølgelig var min farfar og farmor der også, kort sendte jeg dem et ondtblik, da det var deres skyld at far og mor ikke kunne være sammen mere, men så snart bildøren blev åbnet fik jeg et smil på læben, da jeg ikke ville ødelægge dagen for min far.

Frank fulgte roligt med Sara og mig rundt da vi gik rundt og hilste på folk, når vi kom til nogen Sara ikke kendte præsenterede jeg og når vi kom til nogen jeg ikke kendte præsenterede hun. Det lod ikke til der var nogen ukendte blandt gæsterne for hver i sær kunne vi præsentere alle gæsterne.

De sidste vi hilste på var farmor og farfar, jeg gik med lidt mere tøvende skridt over mod dem, Frank gik tålmodigt bag mig og jeg så op på ham hvorefter han sendte mig et smil og et nik, som tegn til at det var okay og at jeg bare skulle opfører mig naturligt. Derefter satte jeg i løb over mod dem, med et stort falsk smilene grin som ingen kunne se ikke var ægte og med spredte arme klar til kram.

Farfar satte sig på hug og spredte selv sine arme, jeg løb ind og hurtigt blev farfars arme lukkede om mig og jeg blev løftet op i luften, hvor efter jeg blev sat på hans arm.

"Nå knægt er du klar på fars storer dag?" spurgte han med et lille smil, jeg vidste at allerede dengang at det blik, det stolte blik jeg en gang havde set ham med, var væk, aldrig ville han se stolt på mig igen, aldrig mere ville jeg hører at han var stolt af mig, for fra da af var jeg en skufelse, et produkt af et giftemål der gik gjaldt fordi min morfor ikke kunne holde sit firma igang og solde firmaet til en af konkurrenterne, frem for til min far da det ikke ville få familien ud ag krisen og bar ville give krisen vider, til hans datter, min mor.

"Ja farfar, men sæt mig ned, der er en I skal hilse på" sagde jeg og gjorde alt for at lyde begejstret. Farfar satte mig ned, og jeg løb om bag Frank og tog Saras hånd og førte hende langsomt hen mod de to mennesker hun nu også skulle til at kalde for farfar og farmor.

"Sara. Det her er min og nu også din farmor og farfar" sagde jeg med ret ryk i håb om det rosende ulden af mit hår som min farfar altid gav mig når jeg opførte mig som jeg skulle, men det kom ikke, i stedet satte både farfar og farmor sig på hug foran Sara og hilste venligt på hende, det var selvfølgelig meget godt, men jeg følte mig overset og forladt.

Jeg gik over til Frank og rev lidt i hans ærme for at få ham ned i min højde, da han var gået i hug spurgte jeg ham stille "Frank? Vil farfar nogensinde være stolt af mig igen" gråd var i men stemme og Frank var den eneste ud over min far jeg kunne stolle på. Frank sukkede og lagde kort en hånd på min skulder "Unge herrer, jeg kan ikke love Dem noget, men jeg tror på Dem, en dag vil Hr. Jeoposon være stolt af dig igen, De må bare arbejde hårdt for at det kan ske" sagde Frank opmuntrende og rejste sig derefter op. 

"René, kom her over, fotografen vil havde et billede af os to sammen" kaldte Sara muntert og jeg løb hurtigt over til hende. Vi stod ved siden af hinanden, og smillede stort til fotografen, som vi begge altid havde lært man skulle gøre. En del billeder af os blev taget, og det billede jeg nu stod med var en af dem.

Efter billederne skulle vi ind i kirken, Sara og jeg sad på hver vores side af alteret og vinkede let til hinanden, indtil musikken begyndte at spille med den kendte bryllups melodi. Alle rejste sig og det samme gjorde jeg, da min nye mor kom gående op af kirkegulvet i sin flotte hvide kjole, jeg så op på far som havde et smil på læben, men samtidigt huskede jeg hvad min mor engang havde sagt om hendes og min fars bryllup, den dag var den eneste dag hun havde set min far græde. Den gang håbede jeg på at få de tårer at se, som min far ellers aldrig vidste men de kom ikke, kun et smil, ingen tårer.

Brylluppet gik som det skulle og da det var slut, gik jeg hen til Sara så vi kunne følges ud i bilen igen, hvor Frank ville kører os hjem for at vi kunne holde fest ude i haven. I bilen sad jeg og lyttede til Saras begejstring over brylluppet.

"Mor var så smuk i sin kjole, en dag vil jeg også være lige så smuk som hende, og gå op af kirkegulvet til min drømme prins, eller måske vil jeg hellere giftes udenfor under kirsebærstræer så alt omkring os er lyserødt" sagde hun. Hun snakkede nok mest med sig selv, men alligevel kunne jeg ikke lade vær med at lytte den gang.

"Jeg vil med glæde stå for det hele, så du får den perfekte dag" sagde jeg med et smil.

"Tak bror, men det skal være min drømme prins som skal stå for sådan noget, ligesom far har stået for at få mors ønsker til at gå i opfyldelse" sagde hun en smugle dømmende af en femårig at være.

Jeg sukkede og så ned på mine føder, jeg ville gerne gøre Sara glad, men hvis jeg ikke var hendes drømme prins ville det ikke være muligt. Mens denne triste tanke slog mig, slog det mig også at Sara en dag ligesom min mor ville være ude af mit liv og havde fundet en anden til at passe på sig, hvilket jeg ikke kunne lide at tænke på, jeg var hendes storebror det var mig som skulle passe på hende og beskytte hende mod alt det der kunne skade hende. Det var der da ikke andre der kunne, var der det?

Bilen stoppede efter mine tanke havde været på en lang deprimerende rejse, min dør blev åbnet og jeg sprang ud af bilen, folk var begyndt at kommer og der var nu endnu flere mennesker end ved kirken, nu da vores forældres venner også dukket op og der var kommet andre børn, som også skulle være med til festlighederne.

Jeg så rundt på de mange mennesker, og gik sammen med Sara over til de andre børn, for at hilse på. Jeg hilste glædeligt på Brady, som jeg havde mødt for første gang for ikke så længe siden da min far havde taget mig med til hans hus for at lave forretninger med hans far, vi var blevet gode venner på bare en uge, og selv om vi begge skulle styrer to store firmaer så var ingen af os vildt opsatte på det, Brady var helt nede på jorden, og gjorde sit bedste ligesom jeg selv for at få anderkendelse, men aldrig gjorde han for meget og noget han ikke ville og det respekterede jeg ham for.

Efter Sara og jeg havde hilst på de andre børn kom vores forældre og alle jublede og der blev kastet ris på dem, alle vi børn stod og så undrende til uvidende om hvorfor der blev kastet ris på det nygifte par. Den dag i dag er jeg bare glad for at det som risene symboliserede ikke blev til virkelighed, for aldrig i mit liv ville jeg havde en bror eller søster som ville blive anset som en bedre arvetager end mig selv.

Maden blev serveret og jeg kan huske jeg gjorde alt for ikke at gøre noget forkert mens vi spiste velvidende om at alle holdte øje med mig så vel som min far og Saras mor, for nu var alle her, de der arbejdede med min far vidste jeg en dag ville blive deres arbejds kollega og min farfar og farmor samt onkel holdte øje med mig for at se om jeg lavede fejl som kunne ydmyge familien, men der var intet de kunne sætte en finger på.

Efter vi havde spiste begyndte folk at mingle, og vi børn begyndte også let at begynde at snakke sammen men ingen af os råbte velvidende om at det kunne føre til skæld ud at overdøve de voksnes samtaler. Noget tid efter begyndte musikken at spille og bryllupsvalsen begyndte, jeg var meget forundret over det med at klippe fars strømper i stykker, men tænkte bare at det bare var en mærkelig tradition som det med risene. Efter valsen begyndte alle andre at danse sammen, jeg kan huske hvor urolig jeg var på det tidspunkt, hvergang dans blev en del af fastlighederne havde min mor altid været der lige efter hun havde danset med min far for at danse med mig. Men det så ikke ud til at Saras mor ville kommer over til mig, så jeg så mig bare uroligt om til jeg fik øje på Sara der bare sad og så på alle de andre der dansede med et drømmende blik.

Jeg løb over til hende og bukkede for hende og så op på hendes undrende isblå øjne "må jeg havde denne dans?" spurgte jeg med et grin, og rakte hende min hånd, hun nikkede muntert og tog min hånd og sammen smuttede vi ud på danse gulvet. Jeg kunne godt mærke hun ikke havde fået danse undervisning så længe som jeg selv, men alligevel dansede vi på livet løs på den måde som vi var blevet lært. Hendes smil mens vi dansede var så varmt som solen, aldrig havde jeg troet at andre end min mors smil kunne varme så meget, men her var et smil der varmede mere end min mors, et smil som jeg for alt i verden ikke ville lade forsvinde, et smil som skulle passes og plejes, et smil jeg ønskede at havde for mig selv.

Den dag var vigtig og jeg var glad for Sara havde lagt billed i min taske, mindet om hvorfor det var jeg var så vild med hende, dagen hvor det var gået op for mig hvor meget jeg ønskede at havde hendes smil og hendes glæde for mig selv og hvor meget jeg ønskede at være den der gav hende den glæde og det smil. En vigtig dag ikke kun for vores forældre men også for mig, Sara havde været grunden til jeg så let kunne glemme min mor, takket være den varme hendes smil kunne give mig. Men selv om mine følelser vågnede for så længe siden, havde jeg stadig ikke sagt noget, jeg kunne stadig ikke sige noget, det var forkert det jeg følte for hende, men desværre kunne selv den viden ikke stoppe mine følelser for hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...