Søster konflikt

For nogle år siden blev René storebror til Sara, ved at deres forældre giftede sig for anden gang. Nu står René i et dilemma som vil føre ham gennem en hård tid, mens Sara er uvidende om hvad han går igennem for hendes skyld.

14Likes
37Kommentarer
1244Visninger
AA

2. Brors værelse

Der blev banket på min dør, mens jeg stod og pakkede det sidste. Det undrede mig, at nogen kom herop, når der var en fest i gang nedenunder. Jeg var trods alt familiens sorte får på grund af min mor. ”Kom ind” sagde jeg, og døren blev langsomt åbnet. Jeg så små brune lokker falde ved siden af min dørkarm, da Sara forsigtigt kiggede ind til mig. Hun så en smule bekymret på kasserne, og jeg vidste godt, hun ikke ville have, at jeg flyttede, men jeg blev nødt til det.

Jeg kunne ikke blive, ikke lige nu. Jeg havde ting, der skulle gøres. Jeg skulle studere økonomi i udlandet efter gymnasiet, for at jeg kunne overtage fars virksomhed senere, og jeg skulle gøre mig fortjent til at lede familien. Min fars familie gik utrolig meget op i arv og at holde familiens ry på et pænt niveau. Saras mor var fuldt ud besluttet på at holde de regler og normer ved lige, som min familie havde lavet. Hun forstod ikke, hvorfor jeg ville lave om på det hele, og hvorfor jeg hang ud med folk, der langt fra havde samme økonomiske klasse, som jeg selv, og som for samfundet virkede som de rene ingenting. Men for mig var det lige præcis det samfund, der interesserede mig; lige såvel som jeg selv ikke havde valgt at bo blandt de velhavende, lige såvel som mine venner ikke havde valgt at bo i middel eller underklassen af samfundet.

”Hvad vil du Sara?" spurgte jeg, "jeg har lidt travlt med at pakke færdig, og du har en fest nedenunder”. Det undrede mig, at hun var her, men samtidigt var hun den eneste, der kunne finde på at forlade festen for at se til mig.

”Jeg ville bare, øhm, spørge om du keder dig? Jeg ved godt mor ikke vil have dine venner over, men jeg prøvede virkelig at få dem med, for jeg vil gerne møde dem”, svarede hun en smule usikkert.

”Det går nok. De har aldrig været her, og du burde heller ikke lære dem at kende”, sagde jeg med et smil og viftede let med min hånd som tegn til hende om, at hun godt måtte komme ind. Hun smilede glad til mig og gik hurtigt ind. Hun læste mig altid, før hun begyndte at slappe af. Hun vidste, hvornår hun skulle være glad, og hun vidste, hvornår hun bare skulle lade mig være.

Jeg klappede hende let på hovedet, hun var lidt lavere end mig, og når jeg klappede hende på hovedet, var det som om, hendes klare blå øjne strålede til mig. Jeg gjorde alt for ikke at falde for langt ind i den trance, hendes øjne kunne føre mig ind i.

”Du skal ikke bekymre dig om mig, gå du bare ned og fest med dine venner - Jeg har det fint. Jeg vil bare sikre mig at alt er pakket og klar til, at lastbilen kommer”, sagde jeg og smilede let til hende. Hun tog fat i min hånd med begge sine og tog den væk fra mit hoved, mens hun så mig ind i øjnene med et skær af bekymring.

”Du bekymre dig for meget søs. Slap af, du kan bare komme på besøg, og jeg kommer også hjem engang imellem. Jeg efterlader dig ikke, bare rolig”, sagde jeg trøstende, hvorefter hun krammede mig. Jeg så overrasket på hende - Jeg havde ikke lige forventet et kram. Jeg kunne mærke, hvordan mine kinder langsomt blev varmere over hendes pluslige kram. Jeg lagde langsomt mine arme om hende, mens jeg konstant fortalte mig selv, hun var min lillesøster, 2 år yngre end mig og renhjertet. Jeg ville ikke ødelægge hende. Jeg kunne mærke mit hjerte slå hurtigere end normalt, men det lod ikke til, Sara bemærkede det, selv om hendes øre lå lige på mit bryst, det kunne også være hun bare lod som ingenting. Jeg kørte let min ende hånd op i hendes hår. Det var som altid silkeblødt, og det var rart at køre min hånd igennem det som trøst. Jeg vidste hun havde det svært med, at jeg tog af sted. Det var altid mig, som hjalp hende med lektier, og vores forældre var sjældent hjemme, så derfor spiste vi ofte sammen bare os to, så nu skulle hun til at spise alene, og jeg vidste hun hadede at være alene.

"Du må ikke gå, jeg vil ikke have det. Kan det ikke være din fødselsdagsgave til mig i stedet for armbåndet? Jeg vil langt hellere have, du bliver her hos mig. Jeg vil ikke være alene i det her store hus. Du må ikke forlade mig", sagde Sara med gråd i sin stemme. Jeg gjorde alt for ikke at give efter. Hun måtte ikke vinde den her kamp, for så havde jeg tabt; ikke bare for i dag, men for resten af mit liv. Hvis jeg ikke tog af sted nu, så ville jeg ikke komme det, før jeg skulle studere videre i udlandet, og der kunne jeg også ende med at tabe kampen mod hendes tårer.

Jeg skubbede hende væk fra mig og holdte hende ved hendes arme og bukkede mig lidt sammen, så vi var lige høje, så jeg kunne se hende ind i øjnene.

"Jeg er nødt til at tage af sted, det må du da kunne forstå, du er 16 år nu. Jeg tager af sted, men husk det er ikke for altid, og du er altid velkommen. Jeg elsker dig Sara, det må du aldrig glemme. Selv om jeg flytter, er det ikke ensbetydende med, at jeg er væk for altid", sagde jeg med et opmuntrende smil. Jeg havde godt nok sagt, at jeg elskede hende, men lige i den her sammenhæng kunne jeg godt sige det som hendes ældre bror.

Sara tørrede tårerne væk og nikkede så, som tegn på at hun havde forstået, hvad jeg havde sagt.

"Godt. Smut så, jeg kommer om lidt", sagde jeg med et smil og klappede hende på hovedet, hvorefter hun spurtede ud af værelset. Jeg stod kort og smilede, mens jeg så på døren, ved tanken om, at Sara var bekymret for mig, men efter lidt tid tog jeg mig sammen og fik pakket færdig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...