Søster konflikt

For nogle år siden blev René storebror til Sara, ved at deres forældre giftede sig for anden gang. Nu står René i et dilemma som vil føre ham gennem en hård tid, mens Sara er uvidende om hvad han går igennem for hendes skyld.

14Likes
37Kommentarer
1246Visninger
AA

6. Brors lejlighed

Det er nu nogle dage siden, jeg flyttede ind i lejligheden, og jeg var lige så langsomt begyndt at skabe mig nogle rutiner. Jeg havde været hjemme nogle få gange for at spise med Sara, så hun ikke var helt alene med tjenestefolkene, men ellers havde jeg været i lejligheden både alene og sammen med mine venner. De syntes, det var fedt, at jeg nu havde mit eget sted, så vi kunne hænge mere ud sammen.

Der var kun enkelte problemer ved at være flyttet. Jeg havde fundet ud af, jeg var en virkelig dårlig kok, men det viste sig, at Kevin var en haj i et køkken og han kunne godt lide at lave mad. Det var ikke så underligt, da hans forældre ejede en grillbar, hvor han arbejdede, men han var helt vild med, at jeg havde nogle lidt mere spændende kogebøger, hvori der var retter, som han aldrig havde lavet før. Det endte tit med, at jeg sad sammen med drengene og spiste aftensmad - på min regning -, men det gik nok. Jeg tjente faktisk godt, og da jeg ikke skulle betale for lejligheden, havde jeg rigeligt med penge.

Jeg arbejdede som assistent for en af min fars nære venner, hvor jeg lavede, hvad han nu lige satte mig til. Ikke nok med det, så var lønnen god. Lejligheden hjalp mig til at forstå, hvad man skulle kunne for at bo alene, selv om jeg egentlig ikke rigtig betalte for noget eller gjorde så meget. Hvis jeg havde tøj, der skulle vaskes, sendte jeg det bare hjem, og skulle der gøres rent, havde en af tjenestepigerne givet mig hendes nummer, så jeg bare kunne ringe. Jeg havde haft hende på besøg et par gang. Hun var flink nok, men jeg kunne godt mærke, at der var mere hun ville end bare at gøre rent hos mig, men det lod jeg ligge.

I dag var ikke en anderledes dag end de andre. Jeg var kommet hjem fra gymnasiet, havde sat mig ved min computer for at lave lektier og havde kaldt drengene over til mad. Mens jeg sad og arbejdede,  ringede min telefon. Jeg så undrende på den og så min søsters navn stå skrevet på displayet. Jeg tøvede et øjeblik og tog så min telefon for at se, hvad det var, hun ville.

"Hey det er René, men det ved du jo godt", sagde jeg og smilede kækt for mig selv over min kvikke bemærkning.

"Hej, det er Sara, jeg tænkte på, om jeg ikke kunne komme over? Jeg har noget matematik, jeg ikke kan finde ud af, og jeg savner dig", lød Saras stemme i den anden ende af røret. Jeg kunne høre, hun var en smule deprimeret, hvilket gjorde det svært for mig at sige nej til hende.

"Okay, så kom, men det skal være hurtigt, for drengene kommer snart, og jeg har også selv lektier at lave", sagde jeg og prøvede at lyde streng, selv om jeg var ret glad for, at hun kom, men bekymret for, at hun mødte mine venner.

"Okay jeg er der om et minut", sagde Sara og lagde så på inden, jeg kunne nå at spørge, hvordan hun ville nå op til mig på et minut, det tog mindst ti minutter i bil fra palæet der hjemme.

Det ringede på min dør, og jeg så før overrasket over på den, men gik så hen for at åbne. Jeg vidste det ikke kunne være nogen af drengene, for de bankede altid på. Jeg åbnede den roligt og så Sara stå foran min dør plask våd på grund af regnen udenfor. Jeg åbnede hurtigt døren og skubbede hende ind for så at finde et håndklæde til hende og et tæppe.

"Sig ikke du stod udenfor, da du ringede til mig, hvis du allerede var her, så skulle du bare være kommet op. Så jeg kan regne ud du ikke har problemer med matematik, så hvad er problemet?", spurgte jeg og satte mig i sofaen og så på hende, mens hun tørrede sit hår, og mens hun gjorde alt for ikke at lade tæppet falde ned. Jeg rejste mig utålmodigt op og tog håndklædet, hvorefter jeg begyndte at tørre hendes hår, mens jeg ventede på hendes svar.

"Der er ikke noget problem, jeg ville bare snakke med dig, fordi mor og far ikke er hjemme, og jeg har brug for at snakke med nogen", sagde Sara en smule flovt. Jeg så undrende på hende. Der var helt klart noget i vejen, men hun var ikke ked af det, så det måtte være noget, hun ikke var sikker på eller noget.

"Hvad vil du så snakke om?", spurgte jeg. Hendes opførsel var underlig, da jeg spurgte. Hun så en smule ned, og hun virkede nærmest nervøs, som om hun ikke rigtig ønskede at snakke med mig om det, men at hun havde behov for at tale med nogen om det, og jeg var åbenbart den sidste udvej.

"Øhm, jo en af drengene fra min klasse, spurgte mig i dag...", mere nåede hun ikke at sige, før jeg slog en hånd for hendes mund. Jeg ville ikke høre resten, for jeg vidste, hvad hun ville sige og hendes usikre stemme gjorde det klart, at hun ikke havde givet drengen et svar, men ville havde et råd, om det var en god ide eller ej. Nu forstod jeg godt, hvorfor jeg var den sidste, hun ville snakke med, og jeg ville ønske, hun havde fundet en anden at snakke om det med, for det her ville jeg da slet ikke kunne holde ud.

"Hvis du vil undgå mine fejl, så går du efter dit hjerte frem for at behage den, der spørger dig. Hvis du kan se nogen fremtid sammen med personen, er det jo bare at slå til, men at få en kæreste bare for at have en, så siger jeg drop det, sådan fungerer verden ikke", sagde jeg med et lille suk. Jeg så ikke på hende, mens jeg talte, jeg tørrede bare hendes hår, selv om det nok var ved at være godt tørt, og der ikke var behov for, at jeg blev ved. Det var bare den nemmeste måde at holde mig selv beskæftiget.

"Men hvis du ved, du gør fejl hver gang, hvorfor bliver du så ved?", spurgte Sara undrende og tog hænderne op og holdt om mine håndled for at få mig til at stoppe med at tørre hendes hår. Hendes tæppe faldt ned på gulvet, men hun så bekymret op på mig. Jeg så roligt ned på hende og sendte hende et lille smil.

"Fordi i forhold til dig har jeg ikke noget valg", sagde jeg roligt. Hun ville og skulle ikke opleve den smerte, som jeg følte hver gang jeg sagde ja til en pige og vidste, at det kun ville holde nogle måneder, fordi jeg ikke rigtig elskede hende. Jeg holdt af dem, men jeg kunne ikke se en fremtid sammen med dem, eller elske dem mere end jeg elskede Sara.

Sara så undrende på mig med store øjne. Hun vidste selvfølgelig ikke, hvad jeg snakkede om. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle uddybe det, men ingen af os nåede at sige noget til hinanden, inden det bankede på døren. Jeg så på klokken, og jeg så nervøst på Sara, som så undrende på mig, men derefter kom i tanke om, hvem det kunne være.

"Drengene?", spurgte hun undrende, og jeg nikkede og gik over mod døren. Jeg kunne se et lille smil sprede sig på hendes læber, og jeg vidste godt hvorfor. Hun ville gerne møde drengene, for jeg havde altid holdt hende fra dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...