Hunted

Den sommer fortaltes der en historie i byen, som jeg havde svært ved at tro kunne være sandt. Jeg havde boet i Rosewood i 17 år. Lige siden jeg var lille. Selvom det var en lille by var den fuld med sladder, løgne, og intriger. Man kunne ikke gå ud i byen, uden at se grupper af mennesker på hvert gadehjørne, stå og hviske mens de pegede, på tilfældige mennesker, der gik forbi. Men det var min hjemby. Alt havde været som normalt. Lige indtil det skete...

2Likes
4Kommentarer
179Visninger
AA

4. kap. 4

Jeg stoppede op, idet jeg nåede til skoven. Jeg havde altid været bange for det sted. Vinden ruskede i træerne og fik grene til at ligne klør, mens træerne tårnede sig op over en. Jeg spejdede ind i skoven, da jeg så noget bevæge sig i busken. ”Hallo. Er der nogen?” råbte jeg usikkert. Jeg kiggede forvirret inde i skoven, men selvfølgelig så jeg intet. Det er bare din fantasi, sagde jeg til mig selv. Jeg skulle lige til at gå videre, da jeg hørte at forfærdeligt skrig komme inde fra skoven. Jeg stivnede og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre.

Jeg kiggede rundt efter hjælp, men jeg var den eneste i mile omkreds. Jeg trådte forsigtigt væk fra fortovet, og bevægede mig ind i skoven. Vandet løb fra mit hår og ned i mit ansigt, det gjorde det umuligt at se. Jeg støttede mig til træerne for ikke at falde, og hver gang jeg gik, skubbede jeg et lag af flere år gamle blade til side. ”Hallo?” råbte jeg panisk. Vinden susede og rev i grenen, mens jeg stille gik videre. Jeg borede mine negle ned i mine håndfalder, hvor de efterlod små halvmåner, der sikkert ville tage dage at forsvinde. Jeg vidste ikke hvilken vej jeg skulle, før jeg hørte endnu et skrig. ”Jeg kommer!” råbte jeg og løb hen mod lyden. Jeg var skrækslagene, og vidste ikke hvad der ventede mig. Tusindvis af tanker fløj gennem mit hoved: Hvad var der mon sket? Er personen kommet til skade? Hvem var det? Men jeg skubbede mine spørgsmål til side, da jeg så en lille skikkelse ligge på jorden. Jeg løb panikslagene hen til skikkelsen, og kastede mig ned på jorden ved siden af personen.

Personen var en pige, hun havde beskidt lyst hår og et lille magert ansigt. Jeg lagde min kolde hånd på hendes pande. Hun gispede, og stirrede med vidt op spærrende øjne på mig. Jeg gispede også selv af forskrækkelse, men koncentrerede mig så om hende. Det var først der, jeg lod mærke til hendes skader. Tøjet var revet i stykker, og blod løb ned fra rifter, hun havde på hele kroppen. Hun havde et stort blodig hul i benet, og jeg var sikker på, at hun desværre ikke ville overleve turen til hospitalet. ”Hvad er der sket med dig? Og hvordan er du kommet her ud? Hvem har gjort det her?” spurgte jeg fortvivlet. ”Skynd dig væk…Nu….Den kommer. Bare løb, lad vær med at stoppe!” Jeg sprang op, da der lød et grufuldt hyl. Jeg kneb øjnene sammen og glippede med øjnene, da en stor truende og skræmmende skikkelse vidste sig. Den trådte frem og hylede igen. Det var en slags blanding mellem ulv og menneske. Den stop på bag ben og var over 2 meter høj. Med lang loden pels, der dækkede hele dens krop. Den havde lange klør, et forfærdeligt ansigt med blodige spidse tænder og lysende øjne. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle skynde mig at gemme mig, men min krop var stivnet af frygt. Jeg trådte forsigtigt et skridt tilbage. Jeg kiggede på den sårede pigen, der mimede Løb, inden jeg sprintede af sted gennem skoven. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...