Hunted

Den sommer fortaltes der en historie i byen, som jeg havde svært ved at tro kunne være sandt. Jeg havde boet i Rosewood i 17 år. Lige siden jeg var lille. Selvom det var en lille by var den fuld med sladder, løgne, og intriger. Man kunne ikke gå ud i byen, uden at se grupper af mennesker på hvert gadehjørne, stå og hviske mens de pegede, på tilfældige mennesker, der gik forbi. Men det var min hjemby. Alt havde været som normalt. Lige indtil det skete...

2Likes
4Kommentarer
180Visninger
AA

2. kap. 2

Den kølige luft purrede op i mit hår, da jeg begyndte at løbe. Selvom det var i starten af sommeren, var træerne og blomsterne endnu ikke sprunget ud. Jeg satte igen tempoet op, da jeg fik øje på vores lille hus i det fjerne. Jeg trykkede dørhåndtaget ned og blev mødt af en dejlig duft af min mors hjemmebag. ”Jeg er hjemme!” råbte jeg fjernt. ”Becca kom lige.” hørte jeg min mor sige. Jeg fik en klump i halsen, idet jeg fik fornemmelsen af, at der var noget galt. Min mor sad og så fjernsyn. Lyset fra den lille antik lampe der hang i loftet, gav rummet en hyggelig stemning. Jeg lænede mig tungt op ad dørkarmen, men satte mig så ned ved siden af hende, da hun gjorde tegn til det. Hun stirrede på skærmen. Jeg kunne se, at hun havde grædt. ”Mor hvad er der galt?” Og som et stik ord begyndte nyhederne at vise sig på skærmen. ”I aftes kl.20:30 blev der fundet 3 lig i udkanten af skoven. Jack Dorson, Hanna Demorati, og Penny Morian er dem, der blev bortført i mandags. Deres lig er nu blevet fundet. Vi ved endnu ikke hvem, der er gerningsmanden, men politiet ville forsætte sagen. Det var alt her fra, og nu til vejret.” skærmen blev sort, da min mor slukkede fjernsynet.

Hun tog min hånd, men jeg rev den til mig og gemte den væk i mit skød. Jeg vidst godt, at hun bare prøvede at trøste mig, men jeg var alt for chokeret til at bekymre mig om det. Tårerne strømmede ned ad mine kinder og landede på mine bukser. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. ”Åh min lille skat det er okay, det skal nok…” sagde hun. Men jeg havde, allerede rejst mig fra sofaen og var løbet grædende ind på mit værelse. Jeg havde kastet mig ned på min seng, og tænkt at det hele nu var slut, vi havde været bedstevenner, lige så lang tid jeg kan huske. Det var som om at miste en del af sig selv.

 

   Der var nu gået 13 dage, og alt forsatte som normalt. Jeg havde været oppe i kapellet for at se til Penny. Hun så helt normal ud, som om hun bare lå og sov. Men det forfærdelige var, at hendes krop var dækket af alle mulige røde kras mærker. Det var som om, at nogen havde flænset hendes hud op med skarpe klør eller noget i den stil. Halvdelen af byen havde selvfølgelig allerede, sat historier i gang, om hvem der var gerningsmanden. De fleste havde gået efter den klassiske massemorder, der dræbte på stribe, mens en anden historie lød, at på grund af skaderne som lægerne fandt ukendte, at det så var en slags varulv, der hver fuldmånenat krævede et menneske offer for at overleve. Men hvis det stod til mig, syntes jeg faktisk at begge teorierne lød fuldstændig åndsvage. Men jeg havde selvfølgelig heller ikke et bedre forslag.

Vi havde også været til Pennys begravelse, hvor der selvfølgelig også, var blevet holdt taler, om hvor god en pige hun var. Men det var som om hun aldrig havde været her, at folk allerede havde glemt hende.

For det meste havde jeg bare spærret mig inde på mit værelse omgivet af brugte lommetørklæder. Jeg havde ikke lyst, til at snakke med noget, jeg ville bare ligge i min seng. Men selvfølgelig havde min mor lige glemt at fortælle mig, at hun havde meldt mig til en kostume fest, hvor man skulle klæde sig ud som sin ynglings person fra film, som min kusine holdte den aften. Og jeg måtte ikke slippe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...