Bad meets good 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2014
  • Opdateret: 1 jul. 2014
  • Status: Igang
En måned er gået siden Chloe forlod Justin. De er begge ødelagt og håndtere det på deres helt egen måde. Turen går til Paris i tre måneder, hvilket betyder at der kommer en masse drama, sorg, kærlighed, jalousi og ikke mindst sex. BAD MEETS GOOD 2

201Likes
360Kommentarer
21319Visninger
AA

8. død?

"Hvordan fuck ved vi hvor de har taget bitchen hen?" Spurgte Carter og kørte end hånd gennem sit. 
"Du skal ikke fucking kalde hende en bitch er det forstået!" Råbte jeg og tog fat i hans trøje i vrede. måske overdrev jeg, måske gjorde jeg ikke, men Damien har fucking taget min pige, og hvem ved hvad han han kunne finde på at gøre.  
"Slap af okay, jeg prøver at hjælpe" sagde han da jeg gav slip på hans trøje. 
"kom med din mobil Justin" Sagde Liam og rakte hånden ud for at få den. 
"Hvorfor" Spyttede jeg. 
"Vil du have min hjælp eller ej Justin, og lad så hver med at være så pisse sur, jeg ved godt du stadig elsker hende, men det hjælper ikke at være så skide sur" Sagde han og kiggede mig dybt ind i øjnene. Jeg rystede bare på hoved og gav ham min mobil. 

"yes!" Råbte Liam pludselig op.
"Hvad sker der?" spurgte Daniel. 
"Jeg har sporet hendes mobil, jeg ved præsis hvor hun er" Sagde Liam og tog jakke på. 
"Så kom...."
Vi gik alle ned til de motorcykler vi havde lånt og kørte så hurtigt vi kunne afsted. Liam kørte forrest da han havde mobilen og kunne finde vejen. 

Vi havde kørt i hvad der føltes som en time da vi endelig kom til et stort hotel. Vi stoppede alle op og løb hen mod indgangen. 
"øhm guys, vi har et problem" sagde Liam og kløede sig i nakken.
"Hvad?" Spurgte jeg. 
"Den ikke opspore hvilen etage eller værelse hun er på, og der er mindst 20 etager på det der hotel" sagde han og gav mig telefonen. 
"Fucking hell!" råbte jeg og sparkede til muren. 

CHLOES POW. 

Et skrig undslap mine læber da jeg blev sparket hårdt i ryggen. 
"p-please" Hvad det eneste jeg kunne få sagt. 
"Beder du om mere?" Sagde han grinede og tog sin fod op på mit ansigt. Pludselig kunne jeg mærke hans vægt tage overhånd, og jeg klemte min øjne sammen i stor smerte. 
"du er så ynkelig" Sagde han og fjernede sin fod. 
"Kom med en kniv" Råbte han hen til hans venner. 
"Nej, please stop" Hviskede jeg men det forhindrede ikke i at en af drenge kom over med en skarp kniv. Han tog imod kniven og satte sig oven på mig. Jeg begyndte at skrige i panik da han stille begyndte at skære mig ned af armen. 
"Jeg bliver ved med at skære så længe der kommer en lyd ud af din mund" sagde han og kørte den længere ned af min arm. Jeg prøvede at holde mine lyde inde men kunne ikke, jeg var i alt for stor smerte. 
"Bare hold kæft og jeg stopper" sagde han og begyndte nu at skære i min kind. Jeg bed mine tænder sammen i smerte og da der længere ikke kom lyde ud af min mund stoppede han. Han rejste sig op fra mig og gik ud af rummet. Blodet strømmede ud af min arm og kind og lige meget hvor meget jeg prøvede at stoppe det, blev det bare ved. 
"Hjælp! Jeg dør af blodtab!" Råbte jeg, men kunne bare høre grin ude fra værelset. 

JUSTIN POW. 
"Nu fucking fortæller du mig hvor han har værelse ellers skyder jeg dig lige nu og her" Sagde jeg til ham som stod for at give værelses nøgler. Tro det eller lad hver, jeg spurgte ham sødt første gang, men da det åben bart er fortroligt blev jeg nød til at gøre det på den hårde måde. Jeg havde min pistol rettet op mod hans hoved mens han nervøst ledte efter Damiens navn på computeren. 
"S-sal 17, v-værelse 234" sagde han nervøst. 
"Kom drenge" Sagde jeg og løb hen mod elevatoren. 


CHLOES POW. 

jeg prøvede som en gal at få mit blod til at stoppe med at strømme ud, men pludselig blev alt sort og jeg faldt til jorden.

JUSTIN POW.  
"Er i klar? vi rykker ind om 3, 2, 1 nu!" Hviskede jeg da vi stod foran døren. Med et kæmpe stød brasede jeg døren op med min fod, there was no way at de havde ladt døren stå åben. Døren gik overaskene op på første slag, og en kæmpe stue kom til syne. 
Vi gik ind, alle med vores pistol i hånden, vi vidste godt hvad de var i stand til, bare det faktum at de er taget hele vejen til Paris for at tage Chloe, det viser bare hvor syge i hoved de er. Mit blik fangede Damien som lå i en sofa sammen med hans slæng. Jeg pegede pistol op mod ham, men kunne ikke se frygt i hans øjne. Nej der kom bare et hånligt grin ud hvilket fik min vrede til at stige. 
"Hvor fuck er hun huh'?!" Råbte jeg i vrede. 
"Jeg vidste jeg havde ret, i mean, din luder var sikker på at du ikke ville komme, hun var sikker på at du ville lade hende dø" Sagde han afslappet men gav ekstra lyd på 'Dø' Tænk at hun troede jeg ville lade hende dø, hvordan kunne hun tro det! Tanken irriteret mig så jeg skubbede den væk og gav nu min fulde opmærksomhed til Damien igen. 
"Hvor er hun" Spurgte jeg igen. 
"Justin der er jo forhellevede da kun to døre" Sagde Carter bag mig, hvilket fik mig til at se der rent faktisk kun var to døren. Jeg bevægede mig irriteret hen til en døren og lige inden jeg åbnede blev jeg afbrudt. 
"Inden du åbner skal du nok lige vide, at der er en snor på en af dørene hvor den føre op til en pistol som vil skyde dig så snart du åbner" sagde han og grinte. Fucking hell hvordan skulle jeg vide hvilken dør hun var i. Og hvis jeg gættede og gættede forkert ville jeg dø, ikke at jeg ikke ville dø for hende, for det ville jeg godt, men så var jeg der ikke til at rede hende. Jeg vendte mig irriteret rundt og gik med hurtige skridt hen mod Damien. 
"Fuck fortæl mig for min pige er eller jeg skyder jer alle!" Råbte jeg. 
"Hvis du skyder os finder du "
"shit Chloe" Hviskede jeg, jeg skyndte mig at tage min trøje af og binde en stram knude rundt om hendes håndled. Men det forhindrede ikke blodet i at stoppe, snart var min trøje helt rød og jeg kunne mærke tårene i mine øjne. Jeg havde ikke grædt siden min fars død, så det var hundred procent fordi jeg elskede Chloe højere end noget andet. 
Jeg tog hende op i mine arme og kiggede ned på hendes lukkede øjne. Hun var også blevet skåret i kinden. 
"Please Chloe, du må ikke forlade mig" Hviskede jeg mens den første tåre trillede ned af min kind. "Jeg elsker dig Chloe, please bliv hos mig" Hviskede jeg mens flere tåre fløj ned. 
"Undskyld, undskyld, undskyld" Blev jeg ved med at hviske da tårene fløj ned af min kind. 
Pludselig kom der to høje mænd frem og prøvede at tage Chloe ud af hånden på mig. 
"Nej! I må ikke tage hende fra mig" var det eneste der kom ud af min mund. 
"Hør her vi er dem fra ambulancen vi prøver at hjælpe, og det skal gå stærkt" Sagde han. Jeg kiggede rundt i rummet og så en båre stå henne ved døren. Stille gav jeg Chloe fra mig så mændene kunne tage hende op i båren. Jeg rejste mig op og gik hen mod drengene som faktisk også så lidt sorgret ud. 
"Hvor er Damien og dem?" Hviskede jeg så ambulance folkene ikke hørte mig. 
"Vi smed dem ind på toilettet, bare rolig vi slog dem i hoved så de er besvimet" Hviskede Daniel tilbage. 
Mit blik fangede Chloe som lå på båren, hendes øjne var lukket men alligevel kunne i jeg smerten i hende. 

"Hvor er hun?" Spurgte Allison som kom løbene fra hospitalets gang. 
"De er i gang med at fikse hendes pulsåre, men hun har fået et kæmpe blodtab og de er i gang med at finde ud af om hun overlever" 
"Hvordan fuck kunne du det her ske Justin!" Spurgte hun og rystede på hoved. 
"Jeg ved det ikke okay!" Svaret jeg irriteret. 
Pludselig fangede mit blik en læge komme gående hen mod os. 
"Chloe Jones?" Spurgte hun os. 
"Ja?" sagde jeg hurtigt. 
"Hendes pulsåre er blevet lavet, og hendes organer osv. er i gang med at lave nyt blod, hendes hjerte slår stadig, men vi ved ikke hvor lang tid hun vil være bevist løs. Vi har prøvet det her før, og der vågnede person aldrig, pludselig stoppede hjertet bare. Det er ikke for at gøre jeg bange, det er så i ved at der er mulighed for at hun ikke vågner igen. Men vi håber det bedste. I velkommen til at gå ind og besøge hende, men vi anbefaler at det kun er en adgangen" Sagde hun og smilte. Men der var overhoved ikke noget at smile af, jeg havde virkelig bare lyst til at gå op og banke det klamme smil væk. Men jeg bed bare mine tænder sammen og fik sagt:
"Okay" og derefter var hun væk. 
"Kan jeg starte?" Spurgte Allison. 
"Jo..." Tøvede  jeg.  jeg vendte mig om mod drengene som stod og så ned i jorden, de var sikkert fucking trætte, hvilket også var forståeligt da jeg vækkede dem midt om natten. 
"Drenge i kan bare gå hjem" Sagde jeg og fik dem til at kigge op på mig.
"Sikker bro?" Spurgte Carter. 
"Ja, men Daniel jeg skal lige bruge dig til en sidste ting" Sagde jeg. 
"Okay selvfølgelig" sagde han forstående. 
"Ses" Sagde Liam og Carter. 
"Ses" Svaret jeg, og væk var de. 
"Hvad skulle du bruge mig til?" Spurgte Daniel mig nysgerrigt.
"De spørger sku nok efter hvem der er hendes forældre, og øhm" sagde jeg og kløede mig lidt akavet i nakken. 
"Hendes forældre må jo ikke finde ud af det og det må skolen sådan set heller ikke, og da du ser ældst ud tænkte jeg om du ikke kunne lade som om du var hendes far?" Spurgte jeg. 
"Det tror de sku da ikke på" sagde han opgivende 
"Hør her, vi er enige om der ikke er nogle der må finde ud af hvad der rigtigt skete right?" Sagde jeg irriteret. 
"Okay, okay" Sagde han nu. 

Lægerne troede rent faktisk på at Daniel var hendes far. Altså de spurgte da 'er du ikke meget ung' og sådan noget, men Daniel svaret bare 'Beskylder du mig for ikke at være min datters far' også bukkede lægerne sig selvfølgelig.  Daniel var lige taget hjem og det var Allison også. 
Jeg gik langsomt hen mod Chloe's hospital rum og åbnede stille døren. 
Hun lå i en hvid kittel med forskellige rør inde i hende. Et lille salgs fjernsyn overhende vidste hendes hjerteslag og fik mig nærmest til at ryste i skræk. Jeg kunne ikke miste Chloe, jeg tror aldrig jeg vil kunne blive mig selv igen, jeg tror aldrig jeg vil kunne elske igen. 
Jeg gik hen til sengen og satte mig stille ned. 
"Du må ikke forlade mig Chloe" Hviskede jeg og tog fat i hendes kold hånd. 
"Please åben dine øjne" hviskede jeg igen. 
"Jeg ved godt du stadig hader mig over det med hende blondinen, og du aner ikke hvor meget jeg har fortrudt det siden. Jeg har tænkt på dig lige siden. Hun betød overhoved ikke noget, jeg var bare vred og jaloux over at du snakkede mig Cameron, og da Daniel fortalte at hun nussede din kind troede at måske at i havde kysset eller noget. Men jeg siger Undskyld Chloe, for lige meget hvad vil jeg altid elske dig" Hviskede jeg mens tårerene fløj ned af min kind.
"Jeg ved du kan høre mig, please åben dine øjne" sagde jeg, jeg var faktisk ikke sikker på om hun kunne høre mig.  
Jeg kiggede på hendes hjerteslag som slog meget, meget langsomt, jeg var virkelig bange for at det lige pludselig ville stoppe. 
Jeg rejste mig op fra stolen jeg sad på og kyssede hende blidt på panden. Jeg satte mig derefter ned igen og kunne mærke søvnen tage over mig. 

Jeg åbnede stille mine øjne da jeg kunne høre en masse bib lyde. Jeg satte mig op og kiggede rundt, en masse læger kom løbende ind i rummet og gik hen til en pumpe som var inde i Chloe. Jeg kiggede op på hendes hjertesalg. Fuck. 

_____________________________________________________________________
Håber virkelig i kunne lide kapitlet da det tog noget tid at skrive. 
Elsker i ikke også bare at Justin er sååååå damn sød? <3 
Jeg havde virkelig lyst til at tude da justin begyndte at græde qwfoeiqorguhqoeuh han er så dejlig. haha hvor jeg mærkelig. 
Tjek min nye justin bieber fanfiction ud (My stepbrother) 
Eller min nye Nash grier fanfiction (Belongs to me)  please giv den en chance selvom den ikke er justin bieber fanfic, syntes selv den er rigtig sød :) Jeg skriver den også sammen med en anden <3 

BELONGS TO ME TRAILER: 

 


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...