Kunsten at forsvinde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 24 feb. 2014
  • Status: Igang
Historien omhandler om en 16 årig pige med bulimi. Hendes mor sender hende i terapi, og regner så med at problemet er væk med det samme. Jeg har prøvet at tage fat i hvordan at spise-forstyrrelser ofte bliver taklet i vores samfund, og hvordan det føles at skjule en psykisk sygdom for sin omverden.

5Likes
3Kommentarer
498Visninger
AA

2. Lilliane

Jeg vågner ved lyden af mit vækkeur. Jeg sætter mig op med halvlukkede øjne og kigger på uret. Det er som om tusind elefanter har trampet sig hen over min nakke og ryg, og et par hundrede også lige har trampet over mit hoved. Jeg strækker mig ud efter vækkeuret, og slukker for det. Klokken er 6.35 og jeg kan mærke mine lår klistre sig samme, fedtet bobler og koger inden bag min hud. ”Jeg har taget på.” siger jeg lavt og fortvivlet til mig selv. Jeg gentager det, mens min morgen ødelagte stemme bliver lidt grødet. Jeg skubber dynen af mig og rejser mig op. Jeg har et kropsspejl hængende på min væg, jeg fik det af min tante sidste jul. Jeg husker tydeligt juleaften. Jeg talte hver en bid, og nev mit håndled for hver bid jeg slugte.
Jeg ser ind i spejlet, og ser skræmt på synet. Jeg tripper lidt med benene og ser hvordan huden på mine ben gnider mod hinanden. Jeg bider mig i læben, og jeg bider alt hvad jeg kan. Med et forsvinder jeg, jeg bliver opslugt af fedt lige for øjnene af mig selv og jeg falder til gulvet og græder, og græder og græder.
Jeg græder ikke længe, selvom jeg let kunne have tømt hele min krops væskelager. Jeg lader mine håndflader tørre tårerne væk, og går hen til min kommode. Den er malet let lyserød. Endnu en ting som kommer fra den tid hvor ting betød noget, og hvor min mor forlod huset for at købe nipsting og italienske is varianter. Nu forlader hun kun huset for cigaretter og rød papvin.
Jeg tager et par jeans på som jeg købte for 3 år siden. De er afvaskede, slidte og lidt løse nederst. Jeg har ikke noget imod det. Det ville ikke gøre mig pænere hvis jeg havde pæne bukser. Jeg trækker en blå hoodie over hovedet, tager min færdigt pakkede taske over skuldren og går ud af værelset. Min mor ligger på sofaen og sover. Hendes venstre arm hænger ud over sofaens kant, og der ligger en åben pakke cigaretter. Et tomt vinglas er placeret ved siden af en stor kaffeplet på den dug vi har på.
 Vi fik dugen af min mormor for mange år siden. Jeg husker tydeligt hvor meget min far hadede den. Jeg vil næsten tro han hadede den dug ligeså meget som han hadede mig og de regninger jeg bragte med mig. Du ved, terapi, psykiatere, psykologer. Alt sammen privat arbejdende, for min mor stolede ikke på det offentlige hospital system. Dengang var det behandling for en depression. Depressionen var en lille isterning indeni mig. Da alle satte fokus på mig, og min far blev vred over min sygdom, og kom mindre og mindre hjem, og min mor begyndte at drikke mere og mere i hverdagen – så begyndte den lille isterning at smelte. Den smeltede helt og en sø af problemer druknede mig. Jeg druknede, og der var ikke rigtig nogen der så det. Ikke rigtig. De så opkast, de så fravær, de så sult. De så aldrig nogensinde at jeg var helt væk, og druknet indeni.
Min mor vågnede da jeg næsten nåede til entreen. Vores knirkende, træ gulv afslørede mig. Hun missede med øjnene og kiggede forvirret op på mig. ”Hvor skal du hen?” spurgte hun og satte sig op med tydeligt besvær. Hun tog sig til hovedet, og knugede det tæppe hun havde om sig. ”Jeg skal i skole.” svarede jeg koldt og lænede mig på min højre fod. Mit hjerte bankede hurtigt – Please, please ikke spørg omkring… ”Skal du ikke have noget mad?” .. Mad..
Jeg kiggede mod køkkenet, og jeg sværger jeg ville have løget, jeg ville have sagt: Har spist.
Jeg har spist massere,
jeg har spist morgenmad, og
det var meget og det smagte
fint.
Men af en eller anden grund så sagde jeg ”Jo”, satte tasken på gulvet og gik ud i køkkenet. ”Fuck” mumlede jeg til mig selv, og fandt en brødpakke frem samt en pakke smør. Jeg havde planlagt at spise mindre i dag, da i går gik forfærdeligt. Jeg ligger 2 skiver brød på bordet. Så ligger jeg 2 mere. Og 2 mere. Jeg spreder lidt smør ud på dem. Jeg spreder mere smør, meget smør, alt smør. Jeg tager brødskiverne og stabler dem, tager dem i hånden og råber til min mor at jeg lige vil tage et bad. Intet respons, så jeg gætter på at hun er faldet i søvn igen. Jeg går ind på toilettet, låser døren og sætter brødet på kanten af vasken. Jeg hiver hurtigt tøjet af mig, tænder for bruseren og løfter toiletbrættet. Jeg løfter begge to så jeg ikke risikere at brækket sætter sig fast i noget. Jeg rækker ud efter tandkruset og tager min lyserøde tandbørste og ligger den på gulvet ved siden af mig. Jeg vender mod med ryggen mod toilettet og tager mit brød og begynder at spise. Jeg græder imens jeg skovler det ned i munden på mig selv. Efter 2 skiver er jeg mæt, men fortsætter indtil der ikke er mere tilbage. Derefter vender jeg mig mod toilettet og skal lige til at jage tandbørsten tilbage i ganen på mig selv, da min mor banker på døren. ”Din bus går altså om 10 minutter. Se at komme ud af badet.”
Jeg skynder mig at tage alt mit tøj på igen, og lige hurtigt tage håret under bruseren så det ligner jeg har været i bad. Jeg tørrer det hurtigt med et lyserødt håndklæde. Der er huller i det. Der er huller i alt i dette lorte hjem.
Jeg propper tandbørsten ind under blusen, og sætter den fast i midten af min BH, slukker for vandet og går ud fra toilettet. Jeg skynder mig at samle min taske op og tager mine sko og min jakke på. ”Vi ses.” råber jeg, og åbner døren. Lige inden jeg forlader lejligheden, kommer min mor ud til mig i entreen. ”Vent.”
”Shit” tænker jeg, og stopper op i døren. Hun kommer lidt nærmere, og har det der ”Jeg-spiller-super-bekymret” look på. Jeg kigger ned på mine sko, og bider mig i læben. ”Du har ikke kastet op vel? Altså det er du stoppet med, ikke?” spørg hun og selvom jeg ikke kigger på hende kan jeg mærke at hendes øjne er hårde og kolde og min hud føles som om den brænder. Jeg hører hvad hun siger men jeg kan kun forholde mig til at der lige nu ligger gift i min mave, og snart bliver det til vægt og fedt og kalorier, kalorier, kalorier.
”Selvfølgelig er jeg stoppet.” Siger jeg. Jeg er meget sikker på at jeg lød ironisk, men min mor har drukket for meget den seneste tid til at kunne opfange ironi. Eller også høre hun ironien men kan bedre lide at tage den bogstaveligt. Måske er det mere trygt at hun kan lade som om at jeg er rask og frisk. Jeg forstår det godt. Jeg ville springe ud fra en bro hvis at ingen ville lede efter mig. På det seneste er jeg begyndt at tænke at måske ville hun slet ikke ringe til politiet. Måske ville min far komme kravlende tilbage som en sulten hyæne og prise herren for at jeg er væk. Måske.

Jeg løber ned til busstopstedet som er placeret lige foran vores lejlighedskompleks. Bussen holder der når jeg kommer der ned. Manden der kører den ser slidt og træt ud. Jeg kan huske at i 6 klasse var der en af pigerne der havde en far der var buschauffør. Hendes far begik selvmord sidste år, og hende pigen kom aldrig i skole igen. Jeg kan ikke huske hendes navn, men hun havde meget langt, sort hår og kiggede aldrig folk i øjnene. Jeg har hørt fra nogen at hun sprang ud fra deres lejlighed på 7 sal.
Da jeg kommer hen til skolen, har klokken allerede ringet. Hvilket for mig er uforståeligt. Jeg måtte have brugt lang tid på maden i morges. Tiden løber meget fra mig her på det seneste. Måske er min tid ved at rinde ud. Måske. Jeg håber lidt på det.
Vores skole er stor og rød malet, bygget mursten på mursten. Den ser skrøbelig men kæmpe, og altædende ud. Jeg går ind af hovedøren, og til højre, og så til venstre ned af en lidt smallere gang end dem ned til klasserne. Jeg har gået vejen til handicap toilettet mange gange. Jeg tror jeg altid vælger handicap toilettet fordi så er man ikke i båse, og så sidder der ikke en lige ved siden af en med en smal træ væg imellem og kan høre mig hoste og græde og brække mig. Jeg vil ikke have at andre folk også skal høre mig rådne og dø på et toilet.
Jeg går ind på toilette og sætter tasken på gulvet. Jeg tager min telefon frem og trykker på knappen. Om 10 minutter får min mor en SMS om at jeg ikke har fremmødt i skolen. Om 10 minutter ringer hun og er falskt bekymret og spørger hvor jeg er. Om 10 minutter.
Jeg hiver tandbørsten ud fra min BH, og stikker den bagerst i ganen på mig selv. En strøm af bræk fylder toilettet og rammer mine bukser. Jeg bliver ved indtil at mit syn er sløret og mit hjerte banker hurtigt. Pludselig ringer min telefon. Den ringer en gang. Så stopper den. Den ringer igen, og mit syn holder ikke op med at være sløret. Jeg ligger hovedet på toilet kanten, og holder mig på brystkassen. Min telefon holder op med at ringe igen. Jeg lukker øjnene og prøver at få min vejrtrækning iorden. Der er et eller andet galt. Mit hjerte er stille, slår hårdt og min brystkasse værker så meget at jeg næsten kan høre det. Min telefon ringer igen, men drukner i et skrig. Jeg tror det er mit skrig. Det er mit skrig. Jeg skriger, og jeg skriger indtil at mit hoved gør ondt. Jeg river med mine nedbidte negle i mit ansigt. Jeg river og græder, og min telefon ringer stadig. Alt flyder sammen, og jeg fordamper og forsvinder ind i sindssyge, ind i ”væk”.
Min telefon ringer ikke mere. 




 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...