Kunsten at forsvinde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 24 feb. 2014
  • Status: Igang
Historien omhandler om en 16 årig pige med bulimi. Hendes mor sender hende i terapi, og regner så med at problemet er væk med det samme. Jeg har prøvet at tage fat i hvordan at spise-forstyrrelser ofte bliver taklet i vores samfund, og hvordan det føles at skjule en psykisk sygdom for sin omverden.

5Likes
3Kommentarer
499Visninger
AA

1. Lilliane

Kunsten at forsvinde
af Freja Sallander H.D.



 

 

Jeg trådte ind af døren til den lille kiosk. En klokke i messing placeret over døren ringede højlydt 2 gange da jeg trådte ind. En ung mand med sort, tilbageredt hår stod bag disken. Han kiggede kort op, trak ikke en mine og kiggede derefter ned på hvad der så ud til at være et ugeblad, som lå på disken foran ham. Jeg cirkulerede rundt i butikken cirka 8 gange. Jeg vidste ikke rigtigt om jeg turde spørge. Hvad hvis han spurgte om ID, og tydeligt kunne se jeg ikke var gammel nok. Jeg trak vejret dybt, gik hen til disken. Jeg tog en pakke grøn Stimorol tyggegummi pakke og lagde den op på disken. Han skubbede sit blad til siden og bippede tyggegummiet ind. ”18 kroner. Er der ellers andet?”
Jeg trak vejret hurtigere. Jeg er ret sikker på at jeg trak vejret hurtigere. Jeg lukkede øjnene. Det føltes som om de var lukkede i 2 minutter, men jeg tror ikke engang det var 2 sekunder. ”En pakke røde Prince, tak.” Han stod i et øjeblik. Jeg troede han ville le eller bede mig skride, eller spørge om hvor beviset på min alder er. Han vendte sig rundt, tog det ned fra hylden og bippede den ind. Jeg sværger jeg tror han smilte da han bippede den ind. ”Ja okay, så bliver det 65 kroner.” Jeg nikkede, og lignede nok en der lige var sluppet afsted med et bankrøveri. Jeg kørte mit kort igennem, fik betalt og gik ud af døren. Jeg satte mig på brostene udenfor kiosken og tændte en cigaret. Jeg sukkede, og kiggede på menneskerne der gik forbi. ”Hvad fuck nu. Hvad fuck nu.” tænkte jeg for mig selv og kiggede ned på mine sko. Der var en lille plamage af noget mudder på snuden af min højre sko. Jeg slikkede på min tommelfinger, holdt cigaretten i munden og prøvede med tommelfingeren at gnide det af. Irriteret over det ikke lykkedes tabte jeg cigaretten ned på mine lår. Jeg sprang op og børstede med aggressive bevægelser, mine lår. ”FUCK” råbte jeg højt og satte mig ned og pustede på hullet der var blevet brændt i mine nylonstrømper. Jeg rejste mig, svingede min taske rundt om min skulder,  trådte på cigaretten der stadig lå og glødede på den tørre jord, og proppede Prince pakken ind i min inderlomme.
I samme øjeblik ringede min telefon. Det var min mor. Selvfølgelig. Hvem ellers ville ringe til mig.
”Hej mor.”
-" Hej, hvornår kommer du hjem?"
Aldrig, aldrig, aldrig.
”Jeg kommer hjem lige her om 10 minutter vel. ”
- "Skolen sluttede jo for 30 minutter siden."
Jeg skulle købe cigaretter og græde lidt først.
”Ja jeg skulle lige hjælpe Irena med at rydde op i klasselokalet.
- "Nå okay. Husk at du skal til terapi i dag."
Nej. Nej. Nej.
”Okay, vi ses.”

Jeg lagde på og lod mobilen glide ned i min ydre lomme på jakken.
Terapi. Hvordan kunne jeg glemme det? Åh, altså for fanden.
Jeg gik langsomt hjemad. Vores lejlighed ligger cirka et gadehjørne fra kiosken, og jeg ville ikke komme hjem med en stank af røg. Ikke fordi min mor vel ville gide spørge til det alligevel.
Jeg tog min nøgle frem og låste mig ind i opgangen. Trapperne syntes uendeligt lange og jeg var træt af at se de hvide, falske marmor trapper hver eneste dag. Jeg var så træt af at gå op og ned af disse trapper. Mine bekymringer og min åndssvage, teenager smerte fik mine skridt til at være så tunge som at mine sko var fyldt med bly. Jeg kom op på vores etage. 3 etage, lejlighed 6. Der hang et navne skilt på døren. Skrevet med sort på et guld-skilt sagde det ”Lilliane & Marianne Høng”.
Jeg satte nøglen i, drejede, skubbede, åbnede, tog nøglen ud, gik ind og lukkede døren. Jeg satte mine støvler præcist hvor de absolut skulle stå og altid stod. Min jakke hang jeg på min knage. Den var malet blå. Det var noget vi plejede at gøre, du ved – Gå op i tingene. Det var dengang far stadig kom her engang i mellem. Det var dengang jeg ikke havde slået min bedsteveninde i hovedet, det var dengang jeg ikke havde kastet op hver dag og ikke var i åndssvag terapi fordi min mor opdagede at hendes datter var blevet til damp og mavesyre. Det var dengang at ting betød noget. Det var dengang jeg stadig kunne ses. Nu glider jeg igennem vægge og siver ned i afløbet, og bliver til luft og er bare endnu en som endte med at stå på benene uden et bankende hjerte.

”Hej.” siger jeg da jeg stikker hovedet ind i stuen. Min mor sidder med et glas vin og ser på en eller anden sæbeopera. Hun sidder med rød vin i et saftevandsglas. Klokken er 3 om eftermiddagen. Hun trækker vejret. Klokken er 3 om eftermiddagen. Er jeg glad eller skuffet over at hun ikke har hængt sig fra lampen i loftet. Er jeg glad eller skuffet over at min far ikke har ringet og spurgt om jeg er okay.
”Du har da lidt travlt var? Din terapi session starter om 30 minutter og jeg ville gerne lige have du tog noget at spise først.”
Jeg bed mig i læben. Det er vidst en refleks jeg har når folk vil ernære mig og passe på mig. ’Jeg elsker dig’ – Jeg bider mig i læben. At folk kan lide mig giver mig ar, og jeg vil ikke ende på sindssygehospitalet for selvskade. Folk må ikke elske mig. Folk må lade mig være.
Hun fortsætter omkring mad. Jeg tror snart min læbe begynder at bløde. ”Jeg har købt noget is. Det er selvfølgelig ikke rigtig frokost men du skal have et eller andet.” Jeg bider til. Min mund smager af jern. Ved denne kvinde intet om hvad bulimi er, eller tror hun at bare fordi at jeg har gået til terapi i 2 måneder så er alt godt. Jeg har ikke overspist og kastet op i 22 dage. Jeg gør det ikke mere. Jeg er ikke den mere. Jeg åbner munden, og siger ”Jeg tager noget is.” Hun kigger op på mig fra sit åndssvage tirsdags ritual med sin lorte vin og smiler til mig. Jeg kan mærke små bitte monstre der river i min mave. De vil have mad, og i min hals sidder små spøgelser, de vil have mavesyre – og massere af det. Jeg går ud i køkkenet og lukker døren. Min mor opfatter intet. Hun finder mere tilfredsstillelse i smagen af vin, end at jeg rigtig trives. Jeg har ikke spurgt hende, men jeg er næsten helt sikker på at hun siger til sig selv at min far holdt op med at vise sig på grund af mig. Jeg er begyndt at tro det samme.
. Jeg tager et glas ud af et af de øverste skabe og hælder vand i. Jeg drikker og synker – med håb for at de små monstre vil blive druknet. I stedet flyder de ovenpå og flygter til mit hoved. De snakker og hvisker om mig. Om min vægt. Den er da alt for høj, siger en. Absolut, siger en anden. Jeg klemmer mine øjne sammen og prøver at fokusere. Jeg gør som min terapeut har sagt jeg skal når mit hoved begynder at larme. Jeg sætter mig på gulvet, lukker øjnene og siger til mig selv lavt, ”Fakta. Fakta. Din BMI er 19. Du er god og rask. Du er ikke tyk. Se på fakta. Fakta siger at du er normal og sund. Sund. Sund. Sund.” Ordet sund burde opmuntre mig, og det har det vel også gjort en del i de sidste 22 dage, men lige nu kan jeg kun tænke på at 19 er tårnhøjt og at jeg vil føle mig tom og ordentlig. Der går en pige i min klasse. Folk siger hun er i behandling for anoreksi. Jeg har en væmmelig jalousi følelse over for henne. Hun er så lille og så ren. Ingen mavesyre-monstre i hendes hals. Der er kun rene, små alfer som danser rundt på hendes tunge, og små, rene snefnug i hendes mave. Jeg har lyst til at brække mig når jeg tænker på hende.
Jeg åbner fryseren og tager is bøtten ud. Den er i blålige farver og jeg kan ikke huske hvilken smag det var for da jeg spiste den smagte jeg kun væmmelse. Jeg
 skyndte mig bare at tænde for den varme hane og holde isen under. Jeg holder den der i  2 minutter og så er den blød nok til at jeg kan få den ned hurtigt. Jeg får den hele ned på cirka 10 minutter. Jeg ved egentlig ikke hvor lang tid resten tager. Tiden glider ud under døren og forlader mig. Der ligger en pose brød. Jeg spiser 4 skiver toastbrød og drikker hele min mors dyre økologiske juice.
Jeg løber ud i gangen og tager min sko på. Jeg svinger jakken om skuldrene og løber så ind i stuen hvor jeg kysser min mor på hovedet og siger ”Vi ses”.
Jeg tror måske at jeg kyssede hende på hovedet fordi at små bræk-glade monstre i mit hoved dansede i det øjeblik. De små fede monstre dansede. Juhu, Lilliane skulle blive ren og ætse af syre. Juhu og hurra. Jeg løb ret stærkt ned af trapperne og skyndte mig ud af døren. Terapi foregik hos et privat behandlings firma for folk med spiseforstyrrelser. Det lå 10 nogle få gader væk fra vores hjem. Jeg havde nu cirka 20 minutter til at få giften op, men tiden var væk, og min telefon var gået ud, så jeg vidste intet, og det gjorde bare angsten værre, monstrene større og mine ben tungere. Hvis jeg ikke fik giften op ville monstrene blive vrede. Hvis jeg ikke fik det op ville de små monstre begynde at sy min hud så stram at den ville sprække og fedt ville flyde ud af mine lår og arme.
Jeg løber resten af vejen. Luften slår mod mit hår, og mine lunger smerter. Jeg løber så hurtigt jeg kan. Jeg stopper brat ved døren indtil bygningen og får kontrolleret min vejrtrækning så godt jeg kan i det øjeblik jeg træder ind i bygningen. Det øjeblik du kommer ind er du i venteværelset. En dame i en rød, løs trøje sidder bag en glasplade i en lille boks. Receptionist. Hun ligner typen som spiser 3 stykker chokolade og beklager sig så over at hun er mæt. Jeg vender altid øjne af hende, selvom jeg ikke engang kende hendes navn.
 Jeg burde nok gå hen til hende og sige at jeg er her til min aftale med Ida Svensson, men vælger i stedet at gå direkte til handicap toilettet. Jeg tager fat i håndtaget da det værste der kunne ske – sker. Bag mig lydes en skinger stemme med lidt svensk accent, ”Hej Lilliane, godt du kom!” Jeg vender mig ikke om men presser mine øjne sammen, og bider mig i læben, hårdt. Jeg kan mærke monstrene er i gang med at stramme min hud. Jeg kan mærke den revner. Jeg kan mærke giften. Der er tusind skrigende stemmer i mit hoved og jeg bider endnu hårdere i læben. Hvis jeg græder nu, så kan jeg lige så godt også bare brække mig foran hende. Jeg græder ikke foran nogen. Jeg brækker mig ikke foran nogen.
Jeg vender mig om og smiler anstrengt til hende. ”Kom ind på mit kontor, Lilli.” En bølge af kvalme skylder ind over mig. ”Jeg hedder Lilliane” siger jeg og stirrer med vrede øjne på hende. Hun ler. Jeg tænker på hvordan hendes skrig mon ville lyde hvis jeg stak hende i ryggen med en brødkniv.
Hun går mod sit kontor og jeg følger efter med tunge skridt. Jeg passere en lille bitte pige der sidder i venteværelset. Hun er nok lige så gammel som mig. 16 år, og meget lille. Hun har en kæmpe stort t shirt på. Jeg tænker på om det mon er fordi hun vil gemme sig, eller fordi hun tror at hun er lige så stor som trøjen. Jeg smiler til hende. Jeg tror hun begyndte at græde.
 

Jeg trådte ind af døren til hendes kontor og havde lyst til at gå igen lige med det samme. Selvom jeg havde været der før, var det lige så vammelt og lilla som altid.
Hun pegede på den lilla lænestol som om at jeg ikke vidste hvor jeg skulle sidde. Jeg satte mig og hun satte sig i en identisk stol overfor mig. Imellem os er det langt ovalt bord, og jeg takker hvem-end-der-ejer-denne-jord for at der er noget imellem os.
Hun snakker i præcist 64 minutter. Jeg snakker i cirka 7 minutter i alt. Jeg fortæller hende om ting der intet betyder, jeg fortæller hende om ting som andre har gjort. ”Jeg fik 7 i dansk.” Jeg fik 4 i dansk, Emma fik 7. Men jeg sidder ved siden af Emma, så det gælder vel. ”Jeg er i gang med et projekt i skolen.” Jeg lader de andre styrer det. Jeg er ligeglad. Jeg er ligeglad med det hele.
”Jeg spiste frokost helt selv i dag.” Jeg overspiste, og ville egentlig have kastet op hvis det ikke var for dig, din skøge.
”Jeg har det helt okay” Dette skal ikke engang forklares. Det er bare sjovt at jeg kan sige sådan noget pis.
Hun takkede af, gav mig hånden og sagde jeg skulle komme tilbage på tirsdag igen, samme tid som altid. Jeg nikkede og smilte, og spillede fin lille dukke med snore der bestemmer ens bevægelser. Da jeg kommer igennem venteværelset sidder pigen der stadig. Hun sidder med en bog, og hendes ene hånd holder i siden af bogen. Hendes hånd er meget bleg, og man kan se alle senerne og knoglerne i hendes hånd. Hun har malet sine negle knaldrøde. Der er et sår på en af hendes knoer. Jeg kan ikke beslutte om hun enten har kat, har slået nogen eller har kastet op indtil at blodet flød. Det kan også være det samme.
Jeg forlader bygningen og går hjemad. Jeg føler at jeg har taget 5 kilo på grund af min frokost, og jeg kan mærke at jeg kommer til at ligge og tænke på det hele natten. Hvorfor er jeg så usynlig men alligevel så tydelig. Fedtet vælter udover mine jeans, og det føles som om at mine lår brænder hver gang de rør hinanden. Jeg er nok det eneste usynlige menneske som samtidig fylder uendeligt meget. Det giver mig kvalme at være tæt på andre. Jeg kan næsten høre deres tanker om mig og min fylde. Det er pinligt. Decideret pinligt og ulideligt.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...