Kunsten at forsvinde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 24 feb. 2014
  • Status: Igang
Historien omhandler om en 16 årig pige med bulimi. Hendes mor sender hende i terapi, og regner så med at problemet er væk med det samme. Jeg har prøvet at tage fat i hvordan at spise-forstyrrelser ofte bliver taklet i vores samfund, og hvordan det føles at skjule en psykisk sygdom for sin omverden.

5Likes
3Kommentarer
496Visninger
AA

3. Forfatter portræt

Mit navn er Freja Sallander, jeg er 15 år gammel,
og jeg har en psykisk sygdom.
I oktober 2013 fik jeg diagnosen Anorexia Nervosa.
Min tristhed havde allerede før dette påvirket familien, men tingene blev utroligt svære og fuldkommen anderledes efter oktober. Det første der skete var at jeg begyndte behandling. De valgte ikke at indlægge mig da min mor havde mulighed for at blive hjemme og sørge for at jeg fik mad efter en madplan. Jeg måtte næsten ikke forlade mit hjem i lidt over 3 måneder.
Det er, og var noget af det sværeste og mest ødelæggende – både psykisk og fysisk – som jeg har været i.
En af de ting jeg virkelig kom til at slide med, og stadig slider med – er folk der ikke forstår.
Jeg følte ofte at jeg var nød til at gemme det. At det var noget jeg skulle skamme mig over. Jeg må indrømme at jeg stadig kan skamme mig over det. Selv efter at min klasse fik det at vide, var der ingen der rigtig turde spørge om noget. Jeg husker egentlig ikke at folk tog sig af emnet. Det var som om at de 3-4 måneder jeg var væk, pludselig var glemt og at jeg ikke var syg. At jeg ikke stadig er syg.
Jeg synes det gør så ondt at se hvordan folk vælger at ignorere emnet, eller ser på det som et valg. Dette er en psykisk sygdom, som har påvirket min familie og folk omkring mig meget negativt. Dette har ødelagt så meget, og jeg ville bare ønske at jeg ikke skulle føle at jeg skal bevise noget. Det virker sådan. At folk næsten heller ikke tror på man har en psykisk sygdom, medmindre de kan se beviser for den. Psykiske sygdomme burde være lige så åbne som fysiske.
Jeg husker tydeligt at en tidligere meget tæt veninde fortalte at hendes mor havde sagt til hende, om min sygdom, ”Tænk hvis det smitter.”
Jeg har ikke kunnet få dette ud af hovedet siden. Og det gik op for mig at det var sådan det føltes at folk tænkte om det. Jeg kan stadig føle at piger fra de yngre klasser snakker om mig, eller at folk synes jeg er sær, dramatisk, smitsom.
En af de kæmpe store problemer er nemlig at ingen har fortalt dem bedre. Jokes om skizofreni, anoreksi, bulimi, depression, angst, overspisning. Folk bruger også efterhånden psykiske sygdomme som er de dagligdags udtryk. Der er et stort problem omkring folks viden om psykiske sygdomme. Jeg ville så gerne ændre det, men jeg har ingen idé hvordan. Så jeg vil starte i de små, og blive rask nok til at kunne fortælle om hvordan det er at prøve at overleve helvede imens folk fortæller en at man bare skal komme over det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...