Love makes trouble - pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 19 mar. 2014
  • Status: Igang
(Du behøver ikke have læst 1'eren først) Den unge vampyr Mira er tilbage, og denne gang med flere problemer end nogensinde før. Mens hun kæmper mod sine følelser for Zayn og Harry, bliver flere og flere onde kræfter vækket til live. Harry kæmper i smug for at få Mira fjernet, mens Zayn må lære at håndterer sine nye kræfter. Hvad vil det hele ende med? Og hvad med den sindsyge hybrid Akon? Vil han stadig have brug for Zayn, og hvad er det enligt han har brug for ham til? Find ud af det hele i: Love makes trouble

9Likes
2Kommentarer
362Visninger
AA

1. Run away

Kender du den følelse af at tingene går lidt for let? Det gør jeg ikke.


”Zayn løb” Råbte jeg, da endnu en skikkelse tårnede sig frem bag os. Der kom flere og flere, og hvis vi ikke nåede udkanten af skoven, ville vi være fortabt.

”Skynd dig!” Råbte jeg igen, og gav ham et skub i ryggen. Han var alt for langsom! Vi havde ingen chance mod dem, hvis de først fik omringet os. Jeg satte farten op, imens jeg smed Zayn over skuldrene. Vinden stod hårdt i hovedet på mig, mens jeg løb hurtigere og hurtigere. Udkanten af skoven var nogle 100 meter væk, og hvis jeg holdt farten havde vi måske en chance.

”Mira pas på!” Kom det fra Zayn, inden jeg fik et skub i ryggen, og faldt forover. Min krop blev slynget hen af skovbunden, og direkte ind i et træ. Panisk kikkede jeg mig tilbage, hvor skikkelserne tårnede sig op rundt om os. Mit blik røg over på Zayn, der lå bevidstløs på jorden nogle meter fra mig. Blodet strømmede ud af hans arm, og jeg måtte tage mig sammen for ikke at give efter for trangen til at smage.

”Zayn” Stønnede jeg, mens jeg kravlede over mod ham. Flere steder på min krop, sad sten eller træ boret ind, og smerten var ubeskrivelig.
Jeg nedlagde de sidste meter imellem os, og trak ham ind til mig. Skikkelserne nærmede sig os i en grusom fart, og hvis jeg ikke fik stoppet hans blødning, ville de kaste sig over ham som 1000 vilde ulve.

”Drik!” Bad jeg, mens jeg pressede min blødende hånd mod hans mund. Mit sår ville kun være åbent nogle sekunder endnu, og jeg havde ikke tid til at bide hul igen.

”Drik nu!” Bad jeg igen, mens panikken var ved at tage overhånd. Mit sår blev mindre, og han drak stadigvæk ikke. Blødningen fra hans arm blev voldsommere, og jeg ville ingen mulighed have for at beskytte ham.

”Kom nu Zayn!” Råbte jeg, og gav ham en lussing, for at han skulle vågne, men der skete ikke noget. Han lå bare som en kludedukke på skødet af mig, mens skikkelserne omringede os. Jeg kneb øjnene sammen, for at kunne se dem ordentlig, hvilket jeg med det samme fortrød. Huden hang i laser ned af dem, og deres krop stod i en helt forvreden stilling. Musklerne på deres arme, var overnaturligt store, og indtørret blod klistrede ned af kinderne på dem.

”Hold jer væk!” Hvæsede jeg, og lagde mig ind over Zayn, for at dække hans sår. Hæse grin spredte sig imellem dem, uden at de fortrak en mine.

”Hvorfor gør du det?” Brummede en af dem, mens et uhyggeligt smil gled over hans læber. ”Hvorfor beskytter du ham?” Han begyndte at gå tættere hen imod os, hvilket fik mig til at hvæse som en hidsig kat. En latter spredte sig igen mellem dem, og han satte sig på hug foran mig. Kuldegysningen eksploderede over min krop, og jeg kunne mærke mine hænder rystede.

”Han er jo bare et menneske.” Fortsatte han igen, og strøg noget hår om bag øret på mig, hvilket hurtigt fik mig til at rive hovedet til side. Han skulle ikke røre mig. Skulle ikke røre Zayn! Det skulle ingen af dem!

”Han er et menneske. De er ligegyldige.” Fortsatte han, og lod blikket glide over Zayn, som lå slapt ved mig. Han var ikke bare et menneske, det vidste de også godt. De vidste godt at han var noget særligt, for ellers havde Akon ikke fået dem til at bringe ham tilbage.
En bevægelse under min arm, fik min krop til at spjætte, og jeg kikkede hurtigt ned på Zayn, som var begyndt at vågne. Jeg pressede ham ned mod jorden, i håb om at de ville få ham til at ligge stille. Hvis han bevægede sig for meget, ville det blotte hans sår, hvilket ville forsage at misfostrene gik til angreb.

”Zayn.” Hviskede jeg, og gled stille min hånd over mod en sten. ”Når jeg siger til, så løber du.” Jeg klemte hårdt om stenen, og rettede mit blik mod misfostret foran mig. Det smørrede smil om hans læber gjorde mig ubehageligt tilpas, og jeg tog en dyb indånding, ingen jeg med alle mine kræfter tyrede stenen i øjet på ham.

Et brøl kom fra ham, mens de andre hurtigt løb hen imod mig.
  ”Nu!” Råbte jeg til Zayn, som hurtigt begyndte at løbe. Jeg kastede mig mod den første, som blev slynget over i et træ, og de andre fulgte hurtigt trop. Sveden piblede ned af panden på mig, mens flere og flere gik til angreb.

”Arh!” Skreg jeg, da nogle arme pludselig tog fat om mig, og maste mig ind til sig.
”Slip mig!” Råbte jeg, mens jeg sparkede med benene, i håb om at ramme ham, men det mislykkedes. De andre samlede sig hurtigt i en kreds om mig, og jeg kunne ikke gøre noget for at komme fri.

”Det er dumt at lægge sig ud med os.” Hvæsede et af misfostrene, mens han trak en pistol ud af lommen. ”For vi vil altid vinde.” Og med de ord rettede han pistolen mod mit bryst. Jeg gispede forskrækket, og prøvede igen at vride mig fri.

”Du må ikke gøre det.” Stammede jeg skrækslagen, mens den ene tåre efter den anden gled ned af mine kinder. Der var intet jeg kunne gøre. Grædende lukkede jeg øjnene, og ventede på lyden af skuddet, men den kom ikke. I stedet kom et ordentligt brag, og da jeg åbnede øjnene mødtes et blik jeg ikke havde regnet med at se igen. Zayn!

”Hvad laver du her?” Gispede jeg, mens mine øjne skimmede hen over skoven. Misfostrene lå spredt over det hele. Hvordan var det gået til?
”Jeg forklarer senere.” Kom han mig i forkøbet, og tog fat i min arm. Jeg kikkede mig en sidste gang tilbage, inden det ene ben kom foran det andet. Og vi løb sammen ud af skoven.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...