Love makes trouble - pause

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2014
  • Opdateret: 19 mar. 2014
  • Status: Igang
(Du behøver ikke have læst 1'eren først) Den unge vampyr Mira er tilbage, og denne gang med flere problemer end nogensinde før. Mens hun kæmper mod sine følelser for Zayn og Harry, bliver flere og flere onde kræfter vækket til live. Harry kæmper i smug for at få Mira fjernet, mens Zayn må lære at håndterer sine nye kræfter. Hvad vil det hele ende med? Og hvad med den sindsyge hybrid Akon? Vil han stadig have brug for Zayn, og hvad er det enligt han har brug for ham til? Find ud af det hele i: Love makes trouble

9Likes
2Kommentarer
364Visninger
AA

3. Aara

Miras synsvinkel:


”Mere te?” Jeg tog fat i kruset, og fyldte mere varmt te i den. Aara tog med rystende bevægelser imod den, men fjernede ikke blikket fra jorden. Det var 3 timer siden hun var vågnet op, og hun havde ikke virket til at genkende mig, hvilket selvfølgelig var sårende.

”Du kan slet ikke huske hvad der angreb dig?” Spurgte jeg igen, og aede hende over skulderen. Tårerne trillede ned af hendes kinder, og det var tydeligt at situationen tog hårdt på hende.
Hun rystede stille på hovedet, og mumlede noget uforståeligt, som jeg lod passerer.  Det eneste forståelige hun havde sagt, var noget med gule øjne. Det førte os tættere på hvad der havde angrebet hende, men så længe hun ikke selv huskede nok, var det til ingen nytte.
Mange skabninger havde gule øjne. Varulve, hybrider (en blanding af forskellige monstre), dæmoner og mange flere. Jeg kendte langt fra dem alle men… En shapeshifter! Det kunne måske være en mulighed. De er monstre der lever af at skifte form til andre personer de ser. Klamme, men meget sjældne. Deres øjne er katte gule, og de lever af at dræbe mennesker… Den måtte jeg tænke nærmer over.

”Kom lad os få dig i seng.” Sagde jeg efter nogle minutters tavshed, og tog fat i Aara, som vred sig utilfreds. Det var tydeligt at hun ikke kunne lide min tilstedeværelse, hvilket gjorde hele situationen mere vanskelig. Hun kæmpede imod hele tiden, og gjorde ikke andet end at tirrer mig.

”Stop det der!” Vrissede jeg, og greb hårdt fat i hende. Jo før hun kom til sig selv, jo før ville hun være til hjælp. Nogle uforståelige råb slap ud gennem hendes læber, og adrenalinen kørte rundt i kroppen på mig. I flere dage havde jeg ikke fået noget at spise, og jeg var på kanten til at flippe ud og give efter hele tiden.
   ”Her lad mig tage hende.” Lød en stemme bag os, hvilket resulterede i at jeg spjættede som en gal høne, og som om det ikke var nok, så var det Zayns bekymrende blik der mødte mig.  Et grin undslap mine læber, og jeg kunne mærke mine kinder rødme. Hvorfor tog han det hele så roligt? Hvorfor væmmes han ikke ved mig, når han nu vidste hvad jeg var? Jeg forstod ikke hans handlinger, men det var også lige meget. Jeg håbede bare han snart ville indse hvilke kræfter han havde, og lade mig hjælpe ham.

”Tak.” Mumlede jeg, og skubbede Aara over til ham. Et medfølende smil gled over hans læber, hvilket fik mig til at komme med et irriteret grynt. Han skulle ikke have ondt af mig! Jeg havde ikke brug for nogen til at tage sig af mig, eller have ondt af mig. Det eneste jeg havde brug for, var at alt det her snart ville være overstået, så jeg kunne komme så langt væk her fra som overhovedet muligt.

   ”Jeg går en tur!” Råbte jeg til drengene, inden jeg smækkede døren efter mig, og satte i et rask tempo mod skoven. Tørsten brændte i halsen på mig, og jeg prøvede desperat at tænke på noget andet. Jeg skulle finde en som kunne hjælpe Zayn med sine kræfter, så jeg kunne komme væk. Jeg havde ikke bragt andet end sorg og ulykke til drengene siden jeg var kommet, og det ville være bedre for dem hvis jeg bare forsvandt.

Du har jo ikke lyst til at forsvinde!

En skinger stemme maste sig vej til min underbevidsthed, og en lille smerte gik igennem kroppen på mig, men den var ingenting sammenlignet med hvad jeg har været ude for.
”Hold dig ude af mit hoved!” Vrissede jeg, og greb fat i mit hår, i håb om at det ville holde den ude.

Hvorfor skulle jeg? Du ved jo jeg har ret. Du har ikke lyst til at forlade Zayn for du kan lide ham, men du er bange for at skade ham.

”Arhh!” Jeg bøjede mig ned, og kneb øjnene sammen. Den havde ikke ret! Den løj, og jeg skulle bare ignorerer den. Jeg var ikke faldet for Zayn, når jeg vidste hvor udsatte vi var lige for tiden. Og helt ærligt, vi er også 2 helt forskellige væsner, det ville alligevel aldrig gå!
”Du lyver!” Vrissede jeg, og tog en dyb indånding. ”Jeg er en vampyr! Jeg er død! Jeg kan ikke blive forelsket, så hold dig væk!”  Og med vrede bevægelser rejste jeg mig op, og fortsatte frem ad. Det var tørsten der pinte mig lige nu, det var den der skabte stemmen i mit hoved, og jo før jeg fik den stillet, jo før ville stemmen forsvinde. Forhåbentligt.

  Jeg løb de sidste hundrede meter ud til vejen, og stoppede en taxa der kom kørende forbi.
”Kan jeg hjælpe?” Spurgte en smilende gammel mand bag rettet. 
”Den nærmeste natklub.” Smilede jeg anstrengt tilbage, og hoppede ind ved siden af. Tørsten kørte rundt i kroppen på mig om tusinde vilde heste, og jeg måtte anstrenge mig til det yderste, for ikke bare at kaste mig over chaufføren, og tømme hver en tår blod i kroppen på ham. Men så dog, jeg ville alligevel fortryde det hvis jeg gjorde det, for gammelt blod smager som cola uden brus. Ja i forstår hvad jeg mener.

___________________________________________________________________________

Så kom der et mere kapitel :) Hvad syntes I om at Aara nu er med i historien? Hvis I vil må I meget gerne kommenterer hvad I syntes :) <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...